Hil sidder du Maage paa Sallinglands Kyst
med Stormenes Stænk paa dit skumhvide Bryst,
med Brændingens Tang om din buttede Taa —
du Vejlernes Vægter, hvad vogter du paa?
Du lægger saa kjælent dit Hoved paa Sned;
saa har du en Rede bag Rørholmens Bred;
du næbber saa tænksomt dit dunede Skrud;
saa venter du Unger, før Ugen gaar ud.
Og tripper de frem under Rørenes Skjæg
med spæde smaa Spor over Vadernes Klæg,
da dikker dit Hjerte af moderlig Lyst,
da glimter din Vinge saa vidt under Kyst.