Der boed en Bonde
Frit oversat
Frit oversat
Der boed en Bonde paa Kildebæks Bred
— hej! mens Rude og Timian gror —
han havde en Kjælling til idel Fortræd
— nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Og Manden traf Fanden en Dag paa sin Vej
— hej, mens Rude og Timian gror. —
«Hvordan,» spurgte Fanden, «befinder du dig?»
— Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
«Aa, det er rent snavs med den Kjælling jeg har
— hej, mens Rude og Timian gror —
for hun er da værre end Fanden skinbar»
— nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
«Din Oxe og Asen jeg ikke skal ta’
— hej, mens Rude og Timian gror —
men giv mig den Kjælling, for hin’ maa jeg ha’»
— nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
«Og hvis du kan tumle den Hex, du da faar
— hej, mens Rude og Timian gror —
da er du mænd værre end Rygterne gaar»
— nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Og Manden hjalp Fanden sin Kjælling i Sæk
— hej, mens Rude og Timian gror —
som Bonden en Polde han bar hende væk
— nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Saa fo’r de da begge ad Helvede til
— hej, mens Rude og Timian gror —
«Skrup ind!» sagde Fanden. — «Nej, Gi’ om jeg vil!»
Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Men Fanden han var nu slet ikke forsagt
— hej, mens Rude og Timian gror —
han klapped’ i Næven og vips, kom hans Vagt
— nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Men Kjællingen rased og rev som en Ulv
— hej, mens Rude og Timian gror —
de arge Smaadjævle hun tærsked i Gulv
— nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
En sværtet Smaafanden sprang op paa en Sten
— hej, mens Rude og Timian gror —
for Sod man ej saa, om han græd eller gren
— nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
«Hjælp, Mester! Slaa Hexen med Kolde og Kræft
— hej, mens Rude og Timian gror —
hun ellers os myrder hver eneste Kjæft!»
Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Og Fanden — af Harme han fløjted og sang
— hej, mens Rude og Timian gror —
og bandte en Ed som hans Hale saa lang
— nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Ja, Fanden han svor ved sin rødeste Kok:
— hej, mens Rude og Timian gror —
«Ét Helved ad Gangen er mere end nok»
— nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
Saa tog han den Kjælling med Pik og med Pak
— hej, mens Rude og Timian gror —
og for saa til Bonden og sagde ham «Tak!»
— nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.
«En Djævel det var jeg det mest’ af mit Liv
— hej, mens Rude og Timian gror —
«men Helvede vandt jeg dog først med din Viv!»
— nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor.