Hvor Agrene slipper og Lyngen begynder
og Heden for Alvor ta’r fat,
dér bor den Slider Jens Sivkjær
med Kone og Ko og Kat.
Og Hytten er gammel og Koen er mager,
thi smaat det skjæpper paa Lo,
og kommer der Regn af Søndvesten,
det drypper om Kat og Ko.
Rævlingriset om Hytten kravler
og Ulvefoden gjør Slyng.
Da drager de Telegrafen
hen over den vilde Lyng.
Hvor pibende Pors alene sang
om Høst for den ensomme Sjæl,
dér staar nu ved Hyttens bugede Gavl
en klokketonende Pæl.
Jens, som tænker hvor andre taler,
han ønsked sig tit en Avis;
men først maatte Trine ha’ Væven hjem
saa maatte der spares til Gris.
Saa fik han saa langt til Verden,
kom udenfor Rygte og Ry;
nu er det som denne tonende Traad
har knyttet en Stræng paany.
Jens Sivkjærs Hytte har intet Læ
af Pil eller vuggende Hyld,
og derfor lyder en Høstnats Regn
saa øde mod Væg og Syld.
Og Traaden farer med ondt og godt
med Sejre og blodige Slag,
men éns gaar Plejlen paa Hyttens Lo,
og éns det drypper fra Tag.
De store Ting, som i Verden hænder,
Jens Sivkjær aner dem ej;
de glimter forbi hans Tærskelfjæl
paa deres Tusindmils-Vej.
Men svøber Vinden om Tørvestak,
mens Klyder trækker fra Nord,
og toner Traaden i Natten
som hylende Aanders Kor.
Da hænder det, Jens han vaagner,
rejser sig halvt og funderer,
hvisker vendt mod den tonende Stang:
«Hør, hvor de telegraferer!»