«Mi’ Søn er bitte Pejr, og a haar jo kuns den jen’,
og da han bløw en niaars Pold’, han maatt’ jo ue aa tjen’.
Han blywer tøl’ te Pejersdaa, om Gud vil vær ham gue,
og atter æ Aalder maa en sej’, æ Knæjt æ knøv og stue.
Pejr er ingen kjelle Dreng,
nej, saamøj en hwelle Dreng!»
saa’ Ann’ Wolle
«der rend aalle
Maag’ te Hjord’
mell’ æ Gord’!
Tho snaar fâr Daa er po æ Sky, og Sejl er po æ Møll’,
han maa jo op, æ bitte Kaal, og u’e med æ Køll’.
Dem rig’dje Bø’n ka’sajtens sow’, for dem staa raalt tered’,
men fatte Baa’n maa tidle op aa strid’ for Fød’ og Kled’.
Pejr faar helsen lær’ aa rend’,
fræ æ Mues’ te Awers-End’,
lisse sore,
øwer Bore’,
gjemmel Saând;
hwelle Baa’n!
Nær Atteror den buser ind med Wand imell’ æ Knold’,
ka’ en Par bitte naagen Færr’ jo wal blyw’ wod og kold’;
men hwa’, Worherr’ han hjælper wal, saa han ka’ sto æ ue’,
den villest Ar’, en Baa’n ka’ fo, det er en gued Natue.
Pejr er ingen Frossenpind,
han gaar glaa mod Vejr og Vind,
om det hwistler
meir æ Tistier
wârr’ og wârr’
laangs æ Kjâr’.
Ja, no po Sønde tror a da, æ bitte Knæjt faar fri,
saa skuld’ do rele komm’ herom og faa æ Klør aa si;
saa kan do sej’ mæ, om do tygg’s, han blywer bovn og stue;
a tror da nok, saavidt a sir, han slæjter po æ Mue.
No skal a skam hen aa baag’;
tho han skuld’ wal haa’ en Kaag’,
fâr han drawer
øwer æ Awer’ væk ijen,
bitte Swen!
Her sejjer a en jenle Kwind’ saa manne ødlet Daw’;
men no te Vinter ska’ han hjem, sku’ a saa sejj aa klaw’!
Ja, saa ska’ han jo røjt æ Kow og helsen go te Præjst;
a er da rele vis epo, han sworer mell’ de bejst’.
Pejr er ingen kjelle Dreng,
nej saamøj en hwelle Dreng!»
saa’ Ann’ Wolle
«han vil aalle
blyw hans Mue
ant end gue.»