Jeppe Aakjær (1866–1930)

Han var en stille Vandringsmand,

hvis Sjæl var i hans Sag;

han spurgte ej om Navn og Stand,

men kun om Hjærtelag.

Hans Arbejdsmark var Lyngen

      og Landet nær derved,

og Hedelærkens Syngen

      har stedse fulgt hans Fjed.

Han gik saa glad sin Solskinssti

fra Vuggen til sin Grav,

og aldrig gik han Hus forbi,

hvor Døren kun er lav.

Hvor Hedebarnet brunes

      blandt Tørvestakke graa,

der lyste ret hans Lunes

      sig Tumlen med de Smaa.

Han trykked mangen barket Haand,

der var af Feber hvid;

han løsned tit de værste Baand

i Fattigdommens Strid.

Hvor vilde Magters Skygge

      hang som en Tordensky,

der hjalp han til at bygge

      for Fredens Gud et Ly.

Og traf du ham en Middagsstund

i Sommerrugens Læ

nedsegnet i et stille Blund

med Tasken mod sit Knæ,

hvor kunde han da smile

      hvert Fnug af Træthed hen

og glad og vaagen ile

      ud til sin Dont igjen!

Det er ved stille Daad som hans,

at dette Land skal gro;

vel spørges sligt ej udenlands

men slaar os ved sin Tro.

Her kjendtes ingen Vaklen:

      „Gjør Gavn, saa langt du kan!

Ræk Haanden ud til Staklen;

      kanske han da bli’r Mand!"

— Saa mangt et Liv blev ringet ned

med Klokkens sidste Klemt.

— Om ham véd Hyttens Barn Besked,

hans Daad har Hjærter gjemt.

Naar Maanens Straaler vide

      belyser Hedens Sti,

da vil de ikke glide

        hans lave Grav forbi.