Landstingsmand og Lægprædikant Søren Olesen(1902.)Gamle Søren, lad mig mindesend engang med Pen i Haanden,hvad du var for mig og mange,mens du end var ung i Aanden:Bred paa Foden, bred om Lænden,bred og djærv og tung i Talen;Stemmen blød og vemodsløret,som et Aaløbs Fald i Dalen.Intet Hovmod, ingen Fraser,stille Ord om Kristensynet,og to milde, brave Øjneærligt lysende bag Brynet.Ordet sank i aabne Hjærterblødt som Nattedug paa Kornet;intet Brøl i Domsbasunen,intet Hyl i Helvedhornet.Og tilsidst, naar Talens Mildhedhavde Sindene bevæget,svam og bølged Salmens Tonervarmt igjennem Kæmpeskjæget.Stærkest var du, naar du talteHjærtets Sag bag Bjælkelofter,hvor Forsamlingen og Ordetbegge gik i Bondekofter.Der hvor Rævekløgt og Goldhedsvinger Klokken hist paa Tinge,fik din Tale noget nedstemt,som de Golde kaldte „ringe".Men for den, der sad og hungredefter Ærlighed alene,var dit Ord imod de andresogsaa her som Brød mod Stene.— Gamle Søren, tunge Sorgertynged paa din gamle Nakke;længe saa jeg paa dit Aasyn,at dit Held gik ned ad Bakke.Skjælmen lo endnu i Øjet,men med Skjælmen kæmped Taaren;nu er Kampen altsaa sluttet,og dens Udfald nævnes: Baaren!