Jeppe Aakjær (1866–1930)

      Du sære Land,

      du mørke Land,

med Faaredrift og Studespand,

      med ilde Avl

      i Sandjordstavl,

med Stormes Gys om Grund og Gavl!

      Dit unge Træ

      fik kroget Knæ

i Vestenvind og Østenlæ;

      din Byg frøs ud

      i Nordenslud,

til skurvet Jord for skarp en Lud.

      Din Bedeflok

      har Tæger nok,

men rag og strid er Uldens Lok;

      dog Faders Sok

      og Søsters Klok

ved den fik Traad paa Moders Rok.

      Et magert Land,

      et fattigt Land,

og jævnt — i mer end én Forstand;

      skønt nok af Sten

      langs Agerrén,

du har af Klipper ikke én.

      Din Arv er Sand,

      dit Haab er: Vand!

Skønt ogsaa her sies Mælk af Spand;

      blev Solen hed

      og Kosten led,

den bragte tit en Skorpe ned.

      Din Lyng var høj,

      din Ahl var drøj

og Rydningsværket ingen Spøg,

      men Ilden sved,

      og Spaden bed;

om Resten ved hvert Barn Besked.

      — Den jydske Mand,

      Som her tog Land

med langt til Gud og langt til Vand,

      hvor holdt han ud

      i Ugers Slud,

naar al hans Trøst var Ko og Stud?

      Saa spurgtes tit;

      han grunded lidt

og svared saa: „Hvem vælger frit!

      Jeg fødtes her

      i Hytten der

bag Kaalgaarddigets Poppeltræ’r.

      Der leved Mor,

      til jeg blev stor,

saa fik jeg Hyttens Gjæld og Jord;

      et brydsomt Værk!

      men jeg var stærk,

og jeg tog Skæbnen i dens Kværk.

      Og Hytten her

      den er mig kjær,

naar Sperglen gror og Rugen drær;

      dens Karm er vind;

      mens Solens Skin

naar selv ad skjæve Ruder ind."

      — Med slige Ord

      din jydske Bror

vil møde dig paa stormslaaet Jord,

      hvor Hytter smaa

      med Lyng for Straa

i Dag slaar Kreds om Heden graa.

      „Et øde Land!"

      Et herligt Land

med Lokesæd og Hedebrand;

      i Byger døbt,

      i Storme svøbt,

i egne store Former støbt.