Den jyske Lyng
(1905.)
(1905.)
Her har jeg staaet i tusinde Aar,
Sust for de Slægter, der svinder og kommer,
nikket Goddag til den brydende Vaar,
viftet Farvel til den hastende Sommer.
Regnen og Haglen har kæmmet min Lok,
Vindene spredte mit rødlige Bloster,
medens langs Bakken den stinkende Brok
luskede hjem til sit blindfødte Foster.
Jeg var den Fredløses Tilflugt og Havn;
tit har jeg skjærmet den saarede Hare;
Lærkernes Spæde laa trygt i min Favn
saa imod Himlen med Øjne saa klare.
Tyttebærkonen sin rødnende Frugt
krumbøjet sanked trods Lændernes Smærten;
Hugormen kravled i Vrid og i Bugt,
spilled med Brod den og svinged med Stjærten.
Hjejlen sad enligt paa Tuen og sang,
Loke drog saaende lavt over Sletten;
opskjørtet Tatersken gik her engang
med sine ravnsorte Haar under Hætten.
Har jeg ej skjærmet, o Jylland, din Jord,
lagt mig som Værn om din Flyvesands-Bringe,
dæmmet for Klitten, hvor Uroen bor,
hvæsser i Blæsten sin Marehalms-Klinge.
Spørg hver en Spove, der spejder langs Strand,
spørg hver en Klyde, der løfter sin Klage,
om jeg bør skygges ihjæl paa mit Sand,
om jeg fortjener i Flammen at sprage.
Spørg hver en Mand i smaarudede Hus,
der hvor han bred ud fra Dørkarmen skuer,
om han vil miste mit klagende Sus
eller mit Vidsyns de vældige Buer.
Spørg, om han længes mod Skovene blaa,
naar — mens i Morg’nen han spreder sin Mergel —
Gederne bræger, og Lærken den graa
løfter sin Top i den duggede Spergel.
Vel er min Ranke kun mager og tør,
lidt jeg kun yder til Fadet og Bøtten;
ringe jeg skattes af Oxer og Kø’r,
men saa desmere af Sangeren, Skytten.
Sært som min Hede er Menneskets Krav;
Brød skaber ikke hans Lykke alene;
mæt ham med Velstand: før nogen ved af,
skjælver hans Hjærte i Suk efter Stene.
Und mig da Fred paa min Fædrenegrund!
Lad mig i Sandet dog Rødderne sprede!
Brød skal du hente fra Muldmarkens Bund,
Vidsyn og Fred paa min drømmende Hede.