Mads, Jesper (med Kisten).
Jesper.
Kom, lad os efterse
Mads.
Her er Fortegnelsen;
Vi der læse først, hvad er i Leddiken.
(De læse begge.)
Duo.
Fem Knapper til en Trøie,
En Syenaal uden Øie,
Et bruunrødt Syleskaft,
En gammel Strimmel Taft,
En Stump Meloten-Plaster,
Et Brev fra salig Faster,
En Daase uden Laag,
Den nye Psalmebog.
Jesper.
Alt nok om Leddiken, jeg længes efter Kisten.
Mads.
See Tøiet efter du, saa skal jeg læse Listen.
Jesper.
Begynd paa Strømperne.
Mads.
Først findes tvende Par
Saa hvide som en Snee, hvori før Grete har
Med Silke syet mit Navn.
Jesper.
Jeg seer kun et Par hvide.
Mads.
Det andet uden Tvivl sig skiuler ved en Side;
Søg med Alvorlighed.
Jesper.
Al Søgen er omsonst; Søg selv.
Mads (efter at have søgt).
De findes ei. Min Skiebne al sin Kunst
Udtømmer for mig ret ulykkelig at giøre,
Og alle Øieblik mig nye Sorger føre.
Jeg undres endnu paa, den sparede min Stok,
Hvis Knap af Perlemor, Gud veed, har kostet nok;
Hvis Tab meer vigtig var, meer smertelig end dette.
Jesper.
Maaske af denne Sorg en Nedrig skulde giette,
At Døden ikke just var det, du tænkte paa;
Men Jesper kiender dig, og dig beundre maa.
Du har behaget mig til Arving at udnævne
Af al din Eiendom, du havde tænkt at levne
Mig et Par Strømper meer; sin Vens Forliis og sit
En Siæl saa høi, saa stor som din, anseer for et;
Og herfra denne Sorg. Men nu til noget andet:
Det skulde, synes mig, dog være reent forbandet,
Om Skredderen Johan, med dine Strømper paa,
Til Brudeskamlen ustraffet skulde gaae.
Jeg skulde dog vel troe, du ham vil forekomme;
Han her indfinder sig, før en Qvarteer er omme
At følge Grete did hvor Baandet knyttes skal,
Som ei kan løses meer.
Mads.
Mod en forhadt Rival
Jeg maa udrustes først med høist fornødne Vaaben.
Jeg har ei Bidden smagt, jeg har ei drukket Draaben
I denne gandske Dag, og uden Øl og Mad
Er Helten ingen Ting.
Jesper.
Derinde staaer et Fad,
Som ved sin vide Kreds og Dybhed sig udmerker,
Til Bredden fyldt med Kaal. Du giør vist Underverker,
Hvis du det tømme kan.
Mads.
Jeg skal forsøge det.
Vee dig Johan! vee dig! naar Mads er bleven mæt.
(De gaaer.)