Mette, Johan (med Strømper i Haanden.)
Johan
Nu er der intet meer, som kan min Lykke hindre
Mette.
Du har vel ei forsømt, hvad jeg dig bad erindre,
Formaliteterne.
Johan.
Jeg alting haver giort,
Som du mig foreskrev; thi det ei siger stort,
At jeg kun haver brugt en middelmaadig Stemme;
Jeg var saa bange for, man skulde mig fornemme,
I fald, som du mig bød, jeg havde skreget.
Mette.
Nei!
Det intet skade kan.
Johan.
Saa er der heller ei
Det ringeste forsømt, thi hvad vil det vel sige,
At Tiden ikke just afpasset blev saa lige?
Det er en ringe Ting, ei værd at tale om.
Mette.
Hvad mener du?
Johan.
At jeg til Madses Kiste kom,
Just da udi min Siæl Dyd førte Regimente;
Det var ei raadeligt et Øieblik at vente,
Til Elskov Seier vandt, og rent at bryde af
Den nys begyndte Roes, som jeg til Dyden gav,
Var alt for latterligt; jeg desforuden vidste,
At inden stakket Tiid mig Elskov skulde friste,
Og, stærkere end Dyd, mig giøre til en Tyv:
At stiæle Klokken Sex og stiæle Klokken Syv
Det kommer ud paa eet; jeg altsaa strax udførte
Mit Foretagende, og da mig ingen hørte,
Det ligegyldigt var, om Elskovs Raserie,
Som mig forledede til dette Tyverie,
Kom to Minutter før, kom to Minutter siden;
Og overalt en Helt ei Slave er af Tiden,
Thi Klokken er kun for Skoemagere og Skred —
Mette.
Tal du kun Ordet ud, og blues ei derved.
En Skredder, som er Helt, er ikke Skredder meere:
Den Titel, som er størst, tilkommer os blant fleere.
I øvrigt finder jeg, Seigneur, at du har Ret;
En Helt hvert Øieblik afpasser ei saa net;
Men Grete nærmer sig.
Johan.
Jeg vil afsides træde,
Iføre Strømperne, og være her tilstæde
Om et Minut igien.