Johan, Mette.
Johan.
Bestjæle min Rival? det er for farligt Mette
Mette.
Jeg veed det eene Raad, og intet uden dette,
Som til dit Beste mig Cupido selv indgav,
Skielv du! i fald du ei benytter dig deraf
En Siæl som Gretes Siæl for Æren meget vover,
Og skiønt hun sig med Mads kun liden Lykke vover,
Saa troer jeg dog, hun før sin Haand vil give ham,
End een, hvis støvlet Fod skal giøre hende Skam.
Johan.
Det alt besluttet er, jeg dine Raad vil følge.
Mette.
Du gaaer saasnart Johan? Jeg kan dig ikke dølge,
Jeg havde ikke tænkt, det kostede saa lidt
For en ophøiet Siæl at gøre saadant Skridt.
Min Helt! for alle Ting mod Dyd lad Elskov stride!
Viis ikke Lasten frem paa dens luslidte Side.
De Store synde vel i Grunden som de Smaa,
Men Maaden, som enhver sin Synd udøver paa,
Den eene giør til Helt, den anden til en Staader;
Du ei Forskiellen veed, Seigneur! paa disse Maader?
Saa smuk Opdragelse du end for Resten har,
Du har i denne Sag opført dig som en Nar.
Bør du ei sige først, hvordan dit Hierte splittes?
Snart sværge: At det ei ved Laster skal besmittes?
Snart raabe: Elskovs Gud din Gud allene er?
Og efter elleve til tolv Omvexlinger,
Hvorved nu Kierlighed, nu Dyden Seier vinder,
Mag saa, at Elskov dig den tolvte gang forblinder,
Vræng Munden, vrie din Krop, bær dig som du var gal,
Og naar du det har giort, bestiæl saa din Rival.
Johan.
Tolv Gange Mette? nei, det vil for længe vare,
Det er den høie Tiid.
Mette.
For Tiden da at spare,
Giør her Præludium, og gaae saa strax derhen,
Hvor Madses Kiste staaer, saa vil jeg kiærligen,
Troe, at du underveis har giort det af med Resten;
Det er jo vores Pligt, at tænke vel om Næsten.
Johan.
(sætter sig i en ægte tragisk Postyr.)
O! hvilken Qval og Striid! Mit Hierte splittes ad!
Dyd! Elskov! kan I to ei søbe af et Fad?
En av jer vinde maa, den anden maa fordømmes,
To Store i en Sæk kan ingenlunde rømmes
Men Sækken, som I to kan ikke rømmes i,
Tilgavns undgielde maae for eders Klammerie,
Mit Hierte revner snart; jeg elsker eder begge,
Du Elskov er mit Liv, Du Dyd min Kiæle-Degge!
Jeg pleier ellers gaae derfra, hvor Slagsmaal er,
Men jeg de Stridende med mig i Hiertet bær.
Omsonst at flye, omsonst at ville dem forlige,
Her er ei andet for, jeg Dommen maa afsige:
Min Kiæle-Degge Dyd, ja Seieren er din,
Du eene herske bør i stolte Heltes Sind.
Viig lille Snottede! som skyder Folk med Pile,
Som til min Uhæld har min Grete lært at smile,
Min Grete? Nei. Hvis da? maaske Mads Madsen? ja!
Jeg skielver for min Dyd, og skynder mig herfra.
(Til Mette)
Kan jeg nu gaae?
Mette.
Ja vist.