Johan, Grete.
Johan.
Hvor seer jeg glad igien de mange Yndigheder
Som den maae være blind, der kan ei see hos eder.
Grete.
Jeg dig fornærmed har min allerbeste Ven!
Jeg tænkte, du var Skielm.
Johan.
Saa tænk nu om igien.
Grete.
Mit eget Hierte sig nu færdig er at hade,
Som dig mistænkte saa.
Johan.
Jeg kan dig let forlade.
En Tvivl saa rimelig for dig at falde paa,
Du er undskyldelig, og jeg er ligesaa.
Du de forhindringer behager at anhøre,
Som vare Aarsag i — — —
Grete.
Dig at retfærdiggøre
Er kun til Overflod, dit Forsvar ligger her,
(Peger paa Hiertet)
Med Ild-Bogstaver trykt. Det kort forfattet er:
Johan, som elsker mig, kan ei strafværdig være.
Johan.
Hvor taler du ei smukt, jeg vilde paa min Ære,
Nu Touren er til mig, og sige smukke Ting;
Men Kierligheden har med tætte Atter-Sting
Saa syed mit Hierte ind, at om jeg skulde henge,
Dets ømme Følelser sig dog ei kunde trænge
Op til min Mund, Madam!
Grete.
Jeg tvivler ikke paa,
Du mig jo elsker høit, naar du mig elsker saa.
Johan.
Mig Timer synes Aar, og Øieblik som Dage,
Indtil jeg bliver din og du min Ægte-Mage.
Grete.
Nei see den lille Skalk, hvor han giør høie Sving,
Og det er dig, som ei kan sige smukke Ting.
Johan.
Nærværelsen af den, hvis Øine vi tilbede,
Det ømme Hierte tidt kan kommer til at svede;
Og denne Sveed, Madam! som er snart ingen Ting,
Din Godhed falder paa at kalde høie Sving.
Du alt for gunstig er.
Grete.
Med Ret, maaske du venter
Den Roes, du nægter dig, at faae igien med Renter,
Fortryd dog ikke paa, der bliver intet af
For den gang, men du er endnu ei i din Grav;
Nei bie kun, til vi først er bleven Mand og Kone,
Saa kan du lide paa, jeg skal til gavns forsone
Den Forurettelse, jeg nu blier skyldig i.
Johan.
Jeg var tilfreds, Madam! vort Bryllup var forbi.
Grete.
I Dag, i denne Dag, jeg dig min Haand vil give.
Johan.
Er det alvorligt talt?
Grete.
Din Længsel vist skal blive
Opfyldt før Aftenen. I Dag er Grete din,
Og din for evig Tid. Jeg strax vil løbe ind
At klæde mig, gaae hen, og giør nu det samme:
Du studser, bliver bleeg.
Johan.
Gid mig alt Ont maae ramme!
Hvis der en nogen Ting, mit Hierte ønsker meer
End det, at blive din; men jeg mig tvungen seer
En Dags Opsettelse mig ikkun at udbede;
En umild Skiebnes Dom — — —
Grete.
Med eet din Elskovs Hede
Nu kiølnet har? Utroe! saa tænkte jeg dog ret.
Johan.
Mit Hierte sidder der, du maa udrive det,
Hvis det ei brænder heel — —
Grete.
Troeløse! ja det brænder
Af et uteerlig Ild, som Ærens Love skiænder,
Som al sin Næring har fra Dyds og Ærens Tab,
Og slukkes ud, saasnart man nævner Ægteskab.
Og saadan Kierlighed du tør din Grete byde?
Forræder! jeg forstaaer hvad det har at betyde,
Naar først Opsettelser en Elsker foreslaaer.
Johan.
Jeg staaer et ikke ud, det over Skrævet gaaer!
Jeg aabenbare maa, hvorfore jeg mig krymper,
Du nøder mig, viid da — — —
Grete.
Hvad? snart!
Johan.
At mine Strømper —
Grete.
Og de?
Johan.
De er’ ei til.
Grete.
Nu fik jeg Hierte-Stød.
Det alt for gruesomt er, det bliver vist min Død.
Forvovne! som saa frek tør uden Strømper tale
Om Bryllup, veed du vel, jeg det ei vil forhale;
Men skal du blive min, jeg sværger, at du maae
Som Brudgom da i Dag, om uden Strømper staae.