Paul Verlaine (1844–96)

Verlaine, [vær’læn], Paul, født i Metz 30. Marts 1844, død 8. Januar 1896 i Paris. Verlaine gav sig tidlig til at skrive Digte, sluttede sig først nærmest til Parnas-Lyrikerne og blev senere regnet som Fører af Symbolisterne; i Virkeligheden tilhørte han ingen Skole og ingen Klike, levede sit Liv uafhængig og uregelmæssig, vagabonderede, først livsovermodig og skønhedsdrukken, senere syg og forfalden, snart lastefuld og syndig, snart fuld af Ruelse og Anger, skrev sine Vers i Fængsler, Hospitaler eller berygtede Huse, var Knejpernes evig hjemløse, Storstadslivets ensomme Flygtning, en moderne Villon. Ogsaa hans Digtning er helt uafhængig og helt oprindelig; han følte Lede ved Parnas-Lyrikkens professionelle Kunstbestræbelser, dens Farvemylder, dens Ordpragt, dens retoriske Patos, ved alt det, som er kunstlet, som kun er »Litteratur«; han bliver i fransk Poesi en Genføder og Fornyer af den rene Lyrik, af Sangen, af Stemningens umiddelbare Inderlighed, udtrykt i sød Musik, af de stille Strofer, der synger sig ud af Hjertet som Kilder af Jordens Skød. Hans skønneste Digte er vellydende som Folkeviser, fortryllende naturlige, duftige og kyske, hulkende som Nattergalesang; til andre Tider tyste som Suk eller bævende af Skrig; en Mystikers ydmyge Andagt, en fortvivlets Raab om Hjælp. Det moderne Menneske genfinder i hans Vers sine uudsigeligste Stemninger, sine tungeste Savn. 1880 omvendte han sig til Kristendommen, og Spaltningen mellem hans verdslige, til Tider perverse Livslyst og Livsironi og hans selvfornedrende Syndsbekendelse og Knæfald for Almagten og Algodheden gennemtrængte hans senere Digtning. Verlaine har udgivet følgende Samlinger Vers: Poèmes saturniens (1865), Fêtes galantes (1869), La bonne chanson (1870), Sagesse (1881), Jadis et naguère (1885), Romances sans paroles (1887), Amour (1888), Parallèlement (1889), Dédicaces (1890), Chansons pour elle (1891), Bonheur (1891), Élégies (1893), Épigrammes (1894), Chair (1896) og Invective (1896). Desuden har han udgivet et lille Watteau’sk Hyrdespil Les uns et les autres og af Prosa: Les poètes maudits (1884, bl. a. Karakteristikker af Mallarmé og Villiers de l’Isle-Adam), Louise Leclercq (1886, Noveller), Les mémoires d’un veuf (1887), Mes hôpitaux (1891), Confessions (1895) og Quinze jours en Hollande (1895). Hans Œuvres complètes og Œuvres posthumes udkom 1898—1903 i 6 Bd. 1911 blev et Mindesmærke rejst for ham i Luxembourghaven i Paris.

Ch. Morice, Paul Verlaine, l’homme et l’œuvre; Georg Brandes, »Samlede Skrifter«, VII; Johs. Jørgensen, Essais [1906]; Chr. Rimestad, »Fransk Poesi i det 19. Aarh.« [1905]; Bøger af Dullaert [1896] og E. Lepelletier [1907]; G. A. Tourneau, Bibliographie Verlainienne [1912]; E. Delahaye, Documents relatifs à Verlaine [oversat paa Svensk 1919].