Friedrich Leopold Graf zu Stolberg (1750–1819)

Stolberg, Friedrich Leopold Rigsgreve, 1750–1819, Digter og Diplomat, var Broder til ovennævnte Chr. S. og fødtes paa Faderens Gods Bramstedt 7. Nov. 1750. Ligesom den ældre Broder voxede han op under Klopstocks Øjne, og med en tidlig udviklet Lidenskab for Poesi saa han med Beundring op til Datidens Digterheros, men forsmaaede dog senere, da han blev sig sit Kald og sine Evner bevidst, at træde i hans eller nogen andens Fodspor. Et af hans første Digte er helliget Faderens Død og tyder allerede paa et ligesom forudbestemt Slægtskab med «Göttinger-Hainbunds» Digtere, blandt hvilke han senere kom til at indtage en fremskudt Plads, berømmet af dem alle, misundt af flere og rost af selve Klopstock. Dog maa det siges, at han aldrig, lige saa lidt som Broderen, kunde skrue sig ned til de ægte demokratiske Følelser, som næredes og forfægtedes af «Hainbund». Nærmest sluttede han sig til Voss, hvem han senere ved sin Protektion skaffede Rektoratet i Eutin; ogsaa Burger støttede han, men til ingen Nytte, og han var en pietetsfuld Udgiver af den tidlig bortkaldte Høltys Digte. Med en fra Moderen arvet, maaske næppe bevidst Pietisme læste han daglig i Bibelen, desuden til Stadighed Milton og Klopstock, Ossian, de gamle skotske Ballader og Shakspeare. Lessing frastødte ham ved sin Realisme, Wieland beklagede han og bad for ham. For at kunne læse de græske Forfattere, navnlig Homer, i Grundsproget gave begge Brødrene sig i deres sidste Universitetsaar til ivrig at studere Græsk. F. L. havde en egen lyrisk Evne til at skrive lige ud af sit eget Indre, i hyggelige, hjemlige Toner, og flere af den Slags Digte skrive sig fra Tiden omkring Moderens Død (1773–74); derimod gjør han ikke saa meget Væsen af en ulykkelig Ungdomskjærlighed som mangen en anden tysk Digter.

Efter den berømte Schweitserrejse gjaldt det for F. S. at finde en Stilling, hvis Indtægter kunde bøde paa hans egne tarvelige Finanser. Han blev da 1776 oldenborgsk Overskjænk og Gesandt ved det danske Hof, i hvilken Stilling han forblev i 4 Aar, tit nok kjed af Byens Uro og trykkende Luft, men søgende Trøst i Landlivet sammen med sine holstenske Venner. De 2 næste Aar (1780–82) vare i mange Henseender skæbnesvangre for F. S. og truede baade hans Existens og hans Sindsligevægt. Hans yngste Broder, Magnus (f. 30. Nov. 1760), faldt i en Duel i Kiel 14. Dec. 1780, hans Veninde Emilie Schimmelmann døde, Bernstorff blev styrtet, og F. S. forlangte sin Afsked, fik imidlertid først en lang Permission og endelig sin Demission i Nov, 1781, saaledes at han endnu var Overskjænk og Vicehofmarskal ved det fyrstbiskoppelige Hof i Eutin. I 1782 døde hans ældste Søster, Henriette, A. P. Bernstorffs Hustru, og dette Dødsfald nedslog ham dybt, men hans Sindsstemning var allerede den Gang bleven lysere igjen; han havde fundet Trøst og Opmuntring i sin Kjærlighed til den smukke, unge og almindelig beundrede Agnes v. Witzleben (f. 9. Okt. 1761), med hvem han blev gift i Juni 1782. Aaret efter fik S. en Søn og 1785 under et Ferieophold i Kjøbenhavn en Datter; begge disse Begivenheder saa vel som sin hele huslige Lykke har han foreviget i Digte og Breve. Da Hertugen af Oldenborg døde, blev S. sendt i en særlig Mission til St. Petersborg for at notificere den sørgelige Begivenhed og blev meget feteret samt gjorde Bekjendtskab med Hamann og Hippel. I Neuenburg, hvor F. S. var bleven ansat som oldenborgsk Landsdommer, døde hans elskede Hustru 15. Nov. 1788; han søgte og fik sin Afsked af den oldenborgske Tjeneste og drog 1789 som dansk Gesandt til Berlin.

Her indtræder et vigtigt Vendepunkt i F. S.s Liv, i det hans originale poetiske Produktion i alt væsentligt maa anses for at være afsluttet med dette Aar, og de nye Forhold, han kom ind i, stærkt begunstigede og fremmede hans længe nærede Tanke, at gaa over til Katholicismen. Maaske netop den store Sorg over Tabet af Hustruen gjorde ham Savnet endnu utaaleligere; han forelskede sig i Sophie Charlotte Eleonore Komtesse v. Redern (f. 4. Nov. 1765 d. 8. Jan. 1842), og trods mange Anfægtelser i Erindringen om den kjære afdøde ægtede han hende til sidst (15. Febr. 1790). Uagtet hans anden Hustru medbragte en for den Tid ret antagelig Formue, kunde Berlin dog ikke blive et varigt Opholdssted, og S. modtog 1791 Posten som lybeksk Regeringspræsident i Eutin, med hvilken der var forbundet en betydelig Indtægt, og som han først behøvede at tiltræde 1792, saa at han kunde foretage en større Rekreationsrejse i Tyskland og Italien. 1793 kom S. tilbage til Eutin og tiltraadte sit Embede, men var det egentlig ikke voxen; han rejste tit bort og førte et selskabeligt Hus. Det gode Forhold til hans gamle Ven Voss blev efterhaanden ødelagt dels ved S.s mere og mere tydelig tilkjendegivne Tilbøjelighed til Katholicismen, dels ved Voss’ plumpe Angreb paa alt adeligt Væsen, dels vel ogsaa ved det fornemme Selskab, der stadig færdedes hos S. Endelig gjorde en haard Sygdom, som S. gjennemgik i St. Petersborg 1797, Bernstorffs Død, Tabet af flere Børn og til Dels de politiske Forhold Udslaget; S. afskedigede Voss som Lærer for sine Børn og indkaldte en fransk Abbé, og endelig, efter heftige indvortes Kampe og under stærk Paavirkning ude fra, ikke mindst fra sin Hustru, gik S. med hele sin Familie (en Datter undtagen) over til Katholicismen (1800) og søgte fra Carlsbad sin Afsked fra sit Embede. Denne Begivenhed vakte uhyre Jubel iblandt Katholikerne i Tyskland og Bedrøvelse eller Harme hos alle hans Venner; Voss gnistrede naturligvis af Harme og udøste denne i en Mængde taktløse Angreb i Poesi og Prosa. F. S. kunde nu naturligvis ikke mere leve i det protestantiske Nordtyskland; han flyttede til Münster, hvor han modtoges med aabne Arme af flere katholske bekjendte, som havde bidraget til hans «Omvendelse»; 1812 flyttede han til Godset Tatenhausen ved Bielefeld og 1816 til Domænegodset Sondermühlen i det osnabrückske, hvor han i flere Aar levede et lykkeligt Familieliv, afbrudt af mange Rejser, og efterhaanden udsonet med sin ældre Broder og de fleste af sine gamle Venner. I 1815 bleve Brødrene S. udnævnte til Æresdoktorer af Kieler-Universitetet. Under sin ejendommelige, ensidige aandelige Udvikling var F. S. efterhaanden kommen til at staa ret fremmed lige over for Oplysningsaarhundredets Digtning og maatte lide mange Skoser og mangen Spot i sine samtidiges epigrammatiske Digte. Han gav sig mest af med Oversættelser fra Græsk, som Homer og Æschylus, men disse Arbejder ere fra et filologisk Synspunkt kun Dilettanterier. I sine senere Aar har han – bortset fra Oversættelsen af Ossian og Digtet «Alfred» – kun skrevet Oversættelser af katholske Kirkefædre og større og mindre Arbejder til Katholicismens Fremme og Forherligelse, især «Geschichte der Religion Jesu Christi» (15 Bd., 1806–19). Han døde paa Sondermühlen 5. Dec. 1819, overlevet af sin Hustru og 12 Børn. Brødrene Chr. og Fr. L. S.s «Gesammelte Werke», af hvilke Chr. maaske kun har en Tiendedel paa sin Samvittighed, fylde ikke mindre end 20 Bind, foruden de klassiske Oversættelser og større religiøse Skrifter, og ere udkomne i Hamborg 1820–25.