Claudius Rosenhoff (1804–69)

Rosenhoff, Caspar Claudius, 1804—69, Forfatter, Journalist. F. 18. Nov. 1804 i Kbh. (Garn.), d. 19. Jan. 1869 paa Frbg., begr. sst. Forældre: Generalitetsfyrbøder Johan Frederik R. (1750—1818) og Anne Margrethe Nielsdatter (1776—1861). Gift 1° 10. Febr. 1831 i Kbh. (Petri) med Caroline (Catharina) Maria Lisette Seefelt, f. 12. Sept. 1807 i Demmin, d. 17. Juni 1841 i Kbh. (Petri), D. af Buntmagermester Johan Frederik S. og Sophie Maria Volchsdorff. 2° 16. Nov. 1841 i Kbh. (Petri) med Pauline Jacobine Jacobsen, f. 14. Maj 1809 i Kbh. (Mos.), d. 24. Febr. 1879 sst. (Frbg.), D. af Købmand Jacob Moses (J.) (1771—1828) og Eva Gumpertz (1781—1865).

R. kom to Aar gammel i Huset hos en Moster og hendes Mand, Bager Seefelt, hvis Pleje- og Broderdatter blev hans første Hustru. At blive Student maatte han opgive af økonomiske Grunde, og fra 1824 forestod han nogle Aar Bageriet sammen med Plejefaderens Enke, efter hvis Død han arvede Huset. Ivrigt læsende og med Sans for Musik og adskillige praktiske Opgaver sled han nu og alle Dage for Livsopholdet samtidig med, at en varm human Interesse og en ualmindelig Evne til at producere let og korrekt, især dog i ubunden Stil, gjorde ham til Skribent. Han underviste og afskrev Noder; 1827 fik han sin første Fortælling trykt og optraadte nu uafbrudt i Blade og Tidsskrifter med Fortællinger, Digte og skildrende og ræsonnerende Bidrag. Matthias Claudius var hans første Forbillede; men han paavirkedes snart af den samtidige tyske oppositionelle og reformvenlige Litteratur, og i hans Forfatterskab forenedes Oplysningstidens dydige Borger med den modige Frihedssanger og sociale Fremskridtsmand. Han støttede sig her paa sit Kendskab og sin Kærlighed til Samfundets smaa. Dybt gik han just ikke; men af Posøren havde han meget lidt, og naar hans Virken nu oftest kun omtales paa Grund af J. L. Heibergs Spot over dens Fladhed i »En Sjæl efter Døden«, bør man dog ogsaa huske, at der var et socialt Element i den, som hverken Heiberg eller den snævre Spidsborger i hans Digt vilde kunne vurdere efter Fortjeneste. 1831—34 var han (med Mellemrum) Medredaktør af »Allernyeste Skilderie af Kjøbenhavn«. Juli 1835 — Dec. 1846 gjorde han sin egentlige, man tør vel sige historiske Indsats som Redaktør af Ugebladet »Den Frisindede«, som han selv næsten helt fyldte. Fra Stænderinstitutionens Fremtræden indtil det sidste Aar før det folkelige Gennembrud holdt han det gaaende som den lavere Middelstands Digter, Belærer og Underholder. Hans Kritik af Administrationen og hans almindeligere Ytringer af uforbeholden Opposition indbragte ham Beslaglæggelser, Bøder og Censur (kun i korte Perioder havde han Straamænd som ansvarhavende); men hans Redelighed og Godsindethed anerkendtes i Længden baade af Myndigheder og Aandsaristokrater, og da han omsider maatte give op, var J. L. Heiberg og H. C. Ørsted med at anbefale ham til en kongelig Aarsunderstøttelse paa 200 Daler, der blev til 300, da den ny Tid kom, som han havde arbejdet hen imod. Han havde under alt dette i flere Aar været Redaktør af et underholdende Ugeblad »Concordia«, skrevet om »La Grippe« og Mæslinger, udgivet Samlinger af sine Digte og Fortællinger og meget andet. 1848 kom det dramatiske Digt »Bissekræmmeren«, en Slags populær, demokratisk Faustiade. Under Frederik VII. fortsatte han sit brogede Forfatterskab, Skuespil, Børnebøger, om Duehold, Amatør- tegning, Astronomi o.s.v. »En Silhouetteur (af C. Asper Courrossa)« (1853) har lidt historisk Værdi ved dens uofficielle Skildringer af kendte Samtidige. En episk Digtkrans har den betegnende Titel »De Fattiges fattige Sanger« (1857). Til hans dygtigt redigerede »Danmarks Illustrerede Almanak« bidrog Tidens bedste Forfattere og Tegnere. I 1860’erne var han gledet afgjort i Baggrunden, men arbejdede stadig med Pennen for Hjem og Børn uanset voksende Svagelighed. Hans »Udvalgte Digte« udgaves af hans Datter med et Forord af Carl Ploug 1873; men end ikke denne forholdsvis lille Samling har kunnet redde noget af hans Produktion fra Glemselen. Bedst er hans Vers, naar de præges af vemodig Følsomhed eller godlidende Lune; nogen pointerende Evne besad han ogsaa. I senere Dage vilde hans alsidige journalistiske Begavelse vistnok have bragt ham mere Guld og Ære; selv var han dog med Rette ikke utilfreds med sit Livs Resultat.