Adolph Recke (1820–67)

von der Recke, Adolph Frederik, 1820–67, Forfatter. Født 17. Maj 1820 paa Sparresholm, Toksværd Sogn, død 6. December 1867 i København (Holmens), begravet sammesteds (Holmens). Forældre: Kaptajn, senere Major i Ingeniørkorpset og Generalvejinspektør paa Fyn Peter Blankenberg Prytz v. d. Recke (1793–1847) og Caroline Cecilie Petersen (1795–1868). Gift 6. December 1851 i København (Frels.) med Skuespillerinden Caroline Margrethe Georgine Lumbye, født 17. Marts 1833 i København (Helligg.), død 1. April 1901 i Ystad (gift 2° 1870 med Skuespiller Frederik Madsen), Datter af Komponisten H. C. Lumbye og 1. Hustru.

von der Recke (der som Forfatter skrev sig blot Recke) blev 1838 Student fra Odense, 1844 cand. jur., samme Aar Volontær i Admiralitetskollegiet, 1847 Kancellist og 1863 Fuldmægtig sammesteds. Endvidere blev han 1846 Løjtnant i Kongens Livkorps, var 1857–67 artistisk Direktør for Tivoli, var indtil 1858 ulønnet Lærer ved Det kgl. Blindeinstitut og derefter Sekretær i Direktionen for Selskabet Kjæden’s Forsørgelsesanstalt for Blinde. Allevegne var von der Recke en samvittighedsfuld Embedsmand, hvis lyse Lune, fordringsløse Fremtræden og venlige Væsen gjorde ham afholdt. Flittigst var han imidlertid i sin Fritid som dramatisk Forfatter og navnlig som Oversætter og Bearbejder af mangfoldige franske og tyske Farcer, Folkeskuespil, Lystspil, Operetter og Vaudeviller, hvormed han i 50’erne og 60’erne forsynede de københavnske Scener. Hans medfødte musikalske og versifikatoriske Talent udfoldede sig her baade i hans egne Viser og Sange og i de letskrevne og letløbende Kupletter, han ofte indlagde i andres Arbejder. Hans Plads var imellem Peter Faber, som han kappedes med i naturlig Munterhed og umiddelbar Nationalfølelse, og Erik Bøgh, som han var underlegen i Form, men overgik i folkelig Friskhed. Han fik derfor samme Vej og Lod som de — fra Scenen til Visebogen og sunget den Dag i Dag.

        von der Reckes dramatiske Debut »En Aften i Djurgården, en Bellmannsk Skitse« (1846 opført i Jylland af det Lange’ske Selskab, 1850 trykt i »Flyveposten«s Nytaarsudgave) efterfulgtes i Aarenes Løb af over halvhundrede Arbejder. Hans Sceneheld paa Det kgl. Teater var kun saa som saa, skønt Poul Chievitz her var hans Medarbejder: 1850 — i J. L. Heibergs første Direktøraar og med hans Støtte — den satiriske Vaudeville »En høiere Dannelsesanstalt«, 1851 samme Firmas Syngespil »Lodsen« (Musik af Paulli) og 1856 den lidet vellykkede Vaudeville »Trop som Ægtemand«. Heldigere var von der Recke i Hofteatrets berømte Udvandringssæson 1855–56 (under H. W. Lange) med Vaudevillerne »Berthas Klaver« og »Den sidste Nat«, begge til Svigerfaderens melodiøse Musik og med Høedt i Hovedrollen. Paa Casino debuterede von der Recke allerede 1849 med den dramatiske Skitse »Peer kommer hjem«, fortsatte bl. a. (sammen med Chievitz) med Vaudevillerne »For Alvor« (1851), »En italiensk Straahat«, »En Fortid« og »God rolig Nat, Hr. Pantalon« (alle 1852), endvidere — alene eller med skiftende Medarbejdere — med »Min Elskedes Portræt« (1853), »Gamle Minder« (1855) og »En Tuur til Kullen« (1858). Paa Folketeatret, som Lange overtog efter Hofteateraaret, opførtes bl. a.: »En lille Hex« (1857), »Ved Lygteskin«, »Marmorkvinderne« og »En fattig ung Mands Eventyr« (alle 1859), »En Oldgesell« og »Hr. Perrichons Rejse« (1860), »Cora eller Slavinden« og »Fyret ved Vesterhavet« (1861), »Nytaarsaften paa Hveen« og »»Naar kommer Dansken«« (1862) — de tre sidste Originalarbejder — »Han er gruelig gal« (1864), »Verdens Hercules« (1866, sammen med Robert Watt) og »Rejsen til China« (1868). — Allerede i det beskedne Hæfte: »Viser af —h—e« (1854), hvori von der Recke samlede et lille Udvalg af sine første Vers og fremfor alt dem, der knyttede sig til Treaarskrigen og Søværnet, hvis særlige Sanger han blev, findes næsten alle de Sange, som stadig bevarer hans Navn: »Holmens faste Stok«, »Gutter om Bord«, »Stokken« (ↄ: Nyboder), »Bøn for Danmark« (»Kongernes Konge, ene Du kan«), »Fredericia-Slaget« (»I Natten klam og kold«), »Soldaten paa Valpladsen« (»Læg Musketten til Kind«) og »Soldatens Sang om Generalerne« (»Jeg synge vil en Vise«) — de fleste til Emil Hornemanns taktfaste Tone. Samtidig ogsaa Prøver paa den Gadevisegenre, som von der Recke ligeledes dyrkede, og hvoraf »Rullen gaae« og Viserne om »Hertugen af Choiseul Praslin« (»Har I læst den Berlingske Avis«) og »Pjaltenborgs Brand« (»Den Vægter standser i sit Vers«) opnaaede samme Popularitet som hans patriotiske Sange. Den anden Udgave, »Viser af Adolph Recke« (1868), forøgedes med et Udvalg af hans Vaudevillekupletter (derimellem »Det gaar atter hjemad til den lille By« og »Hvor den høie dunkle Pinje«) og »Blandinger« (derimellem »Mit Hjem«: »I Nyboder der staar en net Bolig, Du kjender bestemt den«, tilegnet hans »Laia« (ↄ: hans Hustru).

Maleri af N. F. Habbe (forhen Johan Hansen). Træsnit 1866, 1867 af H. P. Hansen og 1873. Litografi fra E. Fortling 1870.

Studenterne fta 1838, 1888, S. 11 f. C. A. Clemmensen: Tivoli gennem 75 Aar, 1918, S. 121 ff. Godtfred Skjerne: H. C. Lumbye, 1912, S. 241, 271–79. J. Da- vidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn, II, 1881, S. 178 f. Th. Overskou: Den danske Skueplads, V I , 1876. P . Hansen: Den danske Skueplads, I I I , 1896. Robert Neiiendam: Theatermuseet ved Christiansborg, 3. Udg., 1940, S. 42 f. Anonym Fortale til »Viser«, 1868. 111. Tid. 15. Dec. 1867. Berl. Tid. 7. og 13. Dec. 1867. Hist. Medd. om København, 2. Rk., I, 1923–24, S. 127.