I Natten klam og kold,
Bag Fredericia Vold
Forventningsfuld og taus staaer Danner-Hæren bold;
Paa Gaden er strøet Halm,
Man hører Fjendens Malm,
Der tordner gjennem Byen og gjør Luften kvalm.
Soldatens Hjerte banker, han veed jo han skal frem,
Han beder til Vorherre — han tænker paa sit Hjem.
Da lyder Bülows Bud,
»Soldater vi skal ud!
Saa kæmper nu for Kongen og vort Land med Gud! «
Hvor har vi Fjendens Trop?
Nu skal vi lyse op;
Giv Fyr! — Ryg Ræven ud af Hulen i Galop!
Recruter, som i Dag
Er første Gang i Slag,
Følg med os! Bryd jer ikke om Kartovens Brag!
Ryd op i Fjendens Skandser — sæt Staalet for hans Bryst!
Men beder han om Naade, saa lyd dit Hjertes Røst,
Og giv ham kun Pardon —
Men skulde den Person
Bedrage Dig — saa send ham blot en skarp Patron!
Hvad hjælper Bajonet?
Den tages ei saa let,
Den Skandse hist, som Pallisaden krandser tæt.
Læg dine Skuldre til!
Saa har vi vundet Spil.
Den Vei jeg gaaer; — dog nei, det ret ei lykkes vil.
Hvi standse I Soldater? — Er Eders Mod da brudt?
— Hr. Lieutenant, ak nei — men man siger Rye er skudt. —
Saa storme vi paany,
Trods Sabelhug og Bly;
ja nu er Skandsen vor — og vi har hævnet Rye.
See Fjenden er paa Flugt,
Han løber lige lukt
I Randsfjord ud og drukner i den dybe Bugt.
En Skare fløi mod Nord,
Men Størsteparten foer
Ad Erritsø og efterlod et dækket Bord.
Vi gav ham netop Tid at faae Bankekjødet med,
Men Laurbærblade mangled’ — han kom saa fort afsted;
Hans hele Skyts og Tros
Vi førte hjem med os,
Og viste ham, at saadan kan de Danske slaaes.