Alexander Pope (1688–1744)

Pope, Alexander, engelsk Digter, født 21. Maj 1688 i London, død 30. Maj 1744 i Twickenham. Han var Søn af en velstaaende katolsk Købmand, der omtrent paa den Tid, da Sønnen blev født, trak sig tilbage fra Forretningerne og bosatte sig i Binfield ved Udkanten af Windsor-Skoven. Her voksede Sønnen op, uden regelmæssig Skolegang, dels fordi det var vanskeligt at finde en katolsk Skole, dels fordi han, der fra Fødselen af var sygelig og forvokset, helst holdt sig hjemme. Han blev derfor et Stuemenneske, og hans Liv er meget fattigt paa ydre Tildragelser; han lever sammen med sine Forældre indtil deres Død, hvorefter han køber en Villa i Twickenham og bor der til sin Død. Men det stille Liv giver ham rig Lejlighed baade til Studiet af de klassiske Digtere, til kritisk Betragtning af sin Samtid og til filosofiske og moralske Overvejelser. Rytmer og Rim melder sig tidlig hos ham, og allerede i 12 Aars Alderen skriver han sin Ode on Solitude. Han træder dog først frem for Offentligheden 1709, da han til en Samling Poetical Miscellanies med Bidrag fra forskellige Forfattere leverede sine Pastorals, samt Digtet January and May, en Bearbejdelse af Chaucer’s Merchant’s Tale, rimeligvis fremkaldt ved Dryden’s Bearbejdelser af denne Art. 1711, da Pope er 23 Aar gammel, udkommer hans Essay on Criticism. Dette Digt om Digtekunsten er vel nærmest en Studie efter Boileau’s Art Poetique, og Betragtningerne er i det hele af samme Art, men Pope’s Bemærkninger om samtidige engelske Digtere er træffende. Aaret efter, 1712, kommer det komiske Heltedigt The Rape of the Lock i en poetisk Samling (1714 udkommer det særskilt i sin endelige Form). Det behandler en virkelig Begivenhed fra den fornemme Verden. En Lord havde i Selskab fordristet sig til at klippe en Lok af en smuk Dames Haar, hvilken Forbrydelse vakte megen Strid. Pope behandlede nu dette Emne paa den graciøseste Maade i Smag med de gamle Heltedigte; han lader en Verden af Sylfer og Feer forsvare Lokken og tage Del i dens Skæbne. Det er fint Kniplingsarbejde, men falmet. 1713 kommer Windsor Forest, der dog kun af Navn er naturbeskrivende, Pope er alt for udpræget Stuemenneske til at kunne faa Blik for anden Natur end den af Kunsten arrangerede. The Wife of Bath (1714) og The Temple of Fame (1715) er begge Bearbejdelser efter Chaucer. Epistle from Eloïsa to Abélard (1717) udmærker sig ved sit ualmindelig smukke Udtryk for Eloïsa’s Lidenskab. Ved Siden af disse Digte tager Pope livlig Del i alle Tidens litterære Stridigheder og viser sig som en bitter og voldsom Satiriker; hans Hovedværk paa dette Omraade er The Dunciad (1728), senere forøget og forsynet med Noter og Indledning af Martinus Scriblerus; dette Digt blev et rent Oplagssted for al Pope’s Bitterhed mod samtidige Forfattere. Fra en mere tiltalende Side ser vi Pope i hans store religiøs-moralske Digt Essay on Man (1732–34), skrevet under Indflydelse af Bolingbroke. Til dette Digt slutter sig Moral Essays (1732–35), der behandler forskellige moralske Emner. Det hele danner en Art poetisk Deismens Bibel, der i elegante Vers opbygger Fornuftens Religion. Digtet blev meget berømt, endogsaa sat ved Siden af Bibelen. Af betydelig Interesse, især for Forstaaelsen af Pope’s Personlighed, er Digte som: Epistle on Taste (1731), Imitations of Horace (1733–37), Epistle to Arbuthnot (1735), samt hans Correspondence. Pope’s Berømmelse i Samtiden hvilede imidlertid for en stor Del paa hans Oversættelser, ligesom, det ogsaa var dem, der gjorde ham til en rig Mand. Især kan her fremhæves hans Oversættelse af Iliaden 1715–20, der indbragte ham 5000 £ St., samt af Odysseen 1723–25 (sammen med et Par samtidige Digtere af ringe Betydning), for hvilken han for sin Del fik 3500 £ St. Betegnende er det, at han oversætter disse Værker i det heroiske Versemaal, som han beherskede til Fuldkommenhed, men som kun passer slet til Homer’s Heksametre. Endnu kan nævnes, at Pope 1725 udgav Shakespeare’s Værker, en i filologisk Henseende tarvelig Udgave, der kun betalte sig slet, men maaske dog bidrog til at vække Interessen for Shakespeare.

Pope er sin Tids betydeligste Digter; uden at være nogen fremragende Aand udmærker han sig ved sin klare Forstand og bliver derfor Repræsentant for den klassiske Smags Kulmination i England. Følelse findes kun sjælden i hans Digtning, undtagen som satirisk Bitterhed og Had: men den udmærker sig ved sin klare, velordnede Forstandighed. Hans Versemaal er derfor ogsaa overalt Tidens klassiske Vers, det heroiske, der i sine parvis rimede Linier skarpt og bestemt kan fastslaa Læredigtets Sætninger.

Af Udgaver af Pope’s Værker kan nævnes: W. Erwin and W. J. Courthope: Works of Alexander Pope (10 Bd, 1871–89).

Carruther, The Life of Pope [4 Bd, Lond. 1857]; Johnson, Life of Pope [1781]; Leslie Stephens, Alexander Pope [1880; i Serien English Men of Letters]; Ad. Hansen, »En engelsk Forfattergruppe« [Kbhvn 1892]).