Poul Martin Møller (1794–1838)

Møller, Poul Martin, 1794–1838, Digter og Filosof. Paa fædrene Side nedstammede han fra jyske Gaardejere og Bønder. Faderen, den som theologisk Forfatter bekjendte Magister Rasmus M. (s. ndfr.), var Præst i Uldum ved Vejle, da Sønnen P. M. blev født 21. Marts 1794; Moderen døde 1810, og Rasmus M. giftede sig saa det følgende Aar med Christian Winthers Moder, Johanne Dorothea f. Borchsenius. P. M.s Fader var 1802 bleven forflyttet til Kjøbelev ved Nakskov, og efter at Sønnen til sit 13. Aar var bleven undervist i Hjemmet af Faderen og derpaa i et Par Aar havde gaaet i en Skole i Nakskov, blev han i 1810 sat i Nykjøbing lærde Skole. Her blev han Skolekammerat med den et Par Aar yngre Christian Winther, og deres Forældre stiftede et Bekjendtskab med hinanden, der, som sagt, hurtig efterfulgtes af Ægteskab. — M. var en frisk, livsglad Dreng; han gik ikke, men sprang, og bedst som han sprang, kunde han sætte i med en Sang; men var Drengen sammen med ældre, følte han sig ofte dragen til dem som en opmærksom Tilhører ved alvorlige, interessante Samtaler. Han blev let sat i erotisk Bevægelse. En af Rektorens Døtre i Nykjøbing, Margrethe Bloch, blev hans Drengeaars og Ungdoms Ideal.

I Efteraaret 1812 blev M. Student. Der var den Gang ingen Studenterforening, men i mindre Kredse, der havde deres Samlingssteder hos nogle af Medlemmerne, levede han af sin fulde Sjæl med i et ungdomsglad og ungdomsbegejstret Studenterliv. Peder Hjort, N. C. Møhl, N. B. Krarup, J. M. Thiele, Ingemann, Hauch, Heiberg o. fl. hørte til hans Omgangsfæller og Venner. I disse Sammenkomster sprudlede hans ejendommelige Natur frem i aandfulde Bemærkninger, snart alvorlige, snart kaade og vittige, altid med noget djærvt, haandfast i deres Form og Fremtræden. M. gik imidlertid ikke helt op i den livsglade, overgivne Student. Det Smil, der saa let blinkede frem i hans blaa Øje, «maatte ligesom kæmpe sig frem igjennem Adspredthed og en stille Melankoli». En Begivenhed i hans Liv kaldte tidlig denne Melankoli stærkere frem i hans Sind. Som ganske ung Student friede han til den endnu knap voxne Margrethe Bloch. Det synes, som om hun i længere Tid ikke kunde bestemme sig til et afgjørende Svar. Følgen blev, at M. i et Par Aar gik i en smertelig Spænding; først i Slutningen af 1815 gjorde hun Ende paa Uvisheden ved et afgjørende Nej. Kort efter (Jan. 1816) tog M. theologisk Attestats og tilbragte saa Vinteren 1816–17 i Faderens Præstegaard. Allerede som Student havde han skrevet enkelte Digte — til de ældste høre bl. a. «Holger Danske og Skrædderne» og «Til Laura» —, nu skrev han Digtet «Torbisten og Fluen» og Fortællingen «Sandfærdig Krønnike om den norske Spillemand Eivind, Skaldaspilder kaldet». Han har her gjort et Forsøg paa at forny et Æmne fra Sagatiden, men det er ikke ganske lykkedes. Hans ejendommelige grovkornede Lune staar f. Ex. ikke godt til Sagatonen. I Foraaret 1817 tog han Plads som Huslærer hos Grev Moltke paa Espegaard ved Skjelskør. Her skrev han Digtene «De vilde Jægere», «St. Laurentius», «Den enbenede» og «Den gamle Elsker». Flere af disse Arbejder bære Mærker af hans første dybe Elskovssorg. Man kan maaske spore den i «Eivind Skaldaspilder», tydeligere i de lyriske Digte. Hans Sorg har her skaffet sig Luft enten gjennem grovkornede Spydigheder som i «Torbisten og Fluen» eller vemodsfulde Længselssuk som i «Den gamle Elsker». Digtet «Den ubekjendte» («Søde! sig, hvornaar jeg dig skal finde»), der er indlagt i «En dansk Students Æventyr», hører maaske ogsaa til denne Periode af hans Liv.

I Sept. 1818 forlod M. Espegaard og tog Ophold i Kjøbenhavn. Den Baggesen-Oehlenschlägerske Fejde var netop den Gang naaet til den afgjørende Krise. Det er i den nysnævnte Maaned, at Baggesen i sin Fortale til den samlede Udgave af «Breve til Adam Oehlenschläger» retter en højtidelig Formaning til den studerende Ungdom om at frigjøre sig for sin Forblændelse af den herskende Smagsretning (Romantikken) og dømme mellem ham og Oehlenschläger. M. styrtede sig paa Hovedet ind i Striden. Han var med til paa Møhls Værelse at underskrive den bekjendte latinske Udfordring til Baggesen, og han var den, der (o. 1. Okt.), sammen med Flor, overbragte Baggesen Udfordringen i hans Bolig i Brolæggerstræde. I «Forsøg til et Himmelbrev i Grundtvigs nye historiske Smag» (Dec. 1818) parodierede han denne Forfatters grovkornede, pathetiske Stil i hans Indlæg i Striden, og i «Om Jenses Lidenhed» (Febr. 1819) bruger han Baggesens bekjendte Digt «Da jeg var lille» som Hylster om et hensynsløst Angreb paa dets Forfatters Karakter. I Digtet «Fuglenes Konge», der rimeligvis ogsaa stammer fra denne Tid, har man ligeledes villet finde Hentydninger til Forholdet mellem Baggesen og Oehlenschläger.

I 1819 stilnede Fejden af, men i M. blev det ikke stille. Trods overgivne Indfald og flygtige erotiske Anfald sad Smerten fra hans første Elskovssorg dog endnu i hans Sind. Dertil kom Ungdomslængselen ud over Hjemmets snævre Grænser (jvfr. Digtet «Farvel, min velsignede Fødeby»), maaske ogsaa en Trang til at samle sig sammen ud af det spredende Kammeratliv. Saa forlod M. 1. Nov. 1819 Danmark som Skibspræst paa en af det asiatiske Kompagnis Kinafarere (jvfr. hans «Optegnelser paa Rejsen til Kina»). Skibet anløb Kapstaden, hvor han havde et af sine lettere erotiske Anfald, der gav Anledning til Sonetten «I Løvens Fødeland en Jomfru pranger». Rejsen gik videre over Batavia, Manila, hvor rimeligvis «Glæde over Danmark» er skrevet, til Kanton. Efter 4 Maaneders Ophold afsejlede Skibet igjen; 14. Juli 1821 laa Kinafareren atter paa Kjøbenhavns Red, og allerede næste Dag var M. med nogle Venner ude i Furesøens Skove. Fra Rejsen stamme, foruden de allerede nævnte Arbejder, end videre Digtkredsen «Scener i Rosenborg Slotshave», «Statistisk Skildring af Lægdsgaarden i Ølsebymagle» (en Satire rettet mod den pedantiske Omstændelighed, hvormed «Videnskabsmænd» undertiden behandle forholdsvis ubetydelige Æmner), Digtet «Frejdigt Liv» samt en Række Aforismer. — Hvilken Betydning havde denne Rejse for M.s Udvikling? Svaret maa vel være det: Ensomheden ude paa de store Vande vendte hans Blik mere indad, og han fik større Magt over det spredte, det ubeherskede i sit Sind. Han var gaaet ind i Manddomsaarenes Alvor, ind under deres Ansvarsfølelse.

M. havde benyttet Rejsens Ro til at fordybe sig i den klassiske Litteratur. Han var ganske vist theologisk Kandidat, var gaaet ud fra den idylliske danske Præstegaard, men hans urolige, gjærende Natur kunde ikke forlige sig med Tanken om et helt Liv i dens Stilhed, dens Ensformighed. Desuden havde han været inde i religiøse Tvivl og følte sig ikke i fuld Forstaaelse med den orthodoxe Dogmatik. Saa vendte han sig til Filologien og besluttede at gaa Skolevejen. I nogle Aar virkede han som Lærer ved kjøbenhavnske Skoler; fra 1822–26 var han Adjunkt ved Metropolitanskolen. En Frugt af dette Studium af Klassikerne er hans Oversættelse af de 6 første Bøger af «Odysseen» (1825).

Fra denne Periode af hans Liv stammer det omfangsrigeste af hans digteriske Arbejder: «En dansk Students Æventyr». Saa vidt man kan se, har M. allerede før Kinarejsen udkastet Planen til en Novelle, der skulde skildre en dansk Students Oplevelser. Efter Hjemkomsten optog han Planen paa ny, men i en noget ændret Form. W. Scotts historiske Romaner vakte paa den Tid stor Opsigt, og M. besluttede da at støbe sin Nutidsnovelle om til en historisk Roman, der skulde henlægges til Reformationstiden. Et Brudstykke af dette Arbejde er bevaret. Han blev imidlertid hurtig kjed af det; maaske har han, med sin stærke Trang til frie, uhindrede Bevægelser, følt det som et hemmende Baand at skulle klemme sig ind i en svunden Tids Dragt. Han besluttede da at vende tilbage til sin oprindelige Plan og skrive en Nutidsnovelle. Dette Arbejde har af og til sysselsat ham i de første Aar efter Hjemkomsten; i 1824 oplæste han nogle Brudstykker deraf i Studenterforeningen. Novellen, som han aldrig fik fuldendt, har en dobbelt Interesse. Den er for det første en Skildring af væsentlige Sider af Digterens egen Natur; dernæst er den det første Forsøg paa at skabe den moderne realistiske Nutidsnovelle. Men da den først blev trykt efter Forfatterens Død — efter at baade Fru Gyllembourg og Blicher havde begyndt deres Novelledigtning —, kom den ikke til at spille en Rolle i vor hjemlige Romans Udviklingshistorie.

M. besluttede at indstille sig til den filologiske Embedsexamen, og han naaede ogsaa gjennem den skriftlige Del af den (i Foraaret 1826). Men saa forlod han ikke blot Examen, men ogsaa Filologien. Sibbern, der havde følt sig dragen af det oprindelige i hans Natur som i hans Tænkning, havde jævnlig opfordret ham til at vie sine Kræfter til Filosofien. Til sidst fulgte M. Opfordringen, og Sibberns Anbefaling skaffede ham Pladsen som Lektor i Filosofi ved Christiania Universitet (11. Avg. 1826; 1828 blev han Professor). I Norge fik han Lejlighed til at se en «repræsentativ» Forfatning paa nært Hold. I Begyndelsen følte han sig tiltalt af den, men hans Følelse slog hurtig om til Uvilje mod Datidens liberale politiske Bevægelser (jvfr. Digtet «Kunstneren mellem Oprørerne»). M. længtes stadig bort fra det noget provinsielle Christiania tilbage til Kjøbenhavn med dets fyldigere aandelige Liv og de gamle Kammerater. 12. Okt. 1830 blev han Professor extraordinarius i Filosofi ved Kjøbenhavns Universitet. — Af digteriske Arbejder fra hans senere Aar er der ikke meget at nævne. I Christiania forfattede han «De opdigtede Historier», Lystspil i 1 Akt, et temmelig ubetydeligt Arbejde. Foruden nogle Digte, hvoriblandt det mærkelige «Revuen», skrev han i Kjøbenhavn forskjellige Recensioner, bl. a. den bekjendte Anmeldelse af Fru Gyllembourgs «Extremerne», samt nogle filosofiske Afhandlinger. Den ejendommeligste af disse er «Tanker over Muligheden af Beviser for Menneskets Udødelighed». Den staar i nært Forhold til hans personlige Udvikling. Umiddelbart før sin Afrejse til Norge havde han friet til Betty Berg (f. 1804), Datter af en Proprietær B. til Skjoldemosegaard i Fyn, og faaet Ja. De bleve gifte 30. Juni 1827, men hun døde allerede 15. Maj 1834. M.s Udvikling havde ført ham længere og længere bort fra Kristendommen, til han havnede i Overbevisningen om, at der ingen personlig Udødelighed var. Men Tabet af hans Hustru førte ham gjennem et bittert Tungsind til en fornyet Tro paa den menneskelige Personligheds Uforgængelighed. Han giftede sig paa ny 24. Dec. 1836, med sin afdøde Hustrus jævnaldrende Veninde Eline v. Bülow (f. 1804 d. 1876), men Sygdom begyndte snart at stjæle hans Kræfter. 13. Marts 1838 døde han. — Hans «Efterladte Skrifter» udkom i 3 Udgaver 1839–56. Udvalg deraf udgaves af Chr. Winther 1873, P. Hansen 1891 og V. Andersen 1895.

Grundelementerne i M. s Natur vare en frodig Sundhed, en glad Djærvhed, et sprudlende Lune og saa en Understrøm af Vemod, en ægte dansk Type. Hans Digtning bærer Mærker af alle disse Elementer. Det i hans Natur, der var i Slægt med «Aforismen», bevirkede, at han kunde samle hele sit Selv om en enkelt Gjenstand og smelte sammen med den for saa atter at sætte den ud fra sig med en Anskuelighed, som var det selve Tingen og ikke dens Billede, man saa. Med det aforistiske i hans Natur hænger ogsaa det sammen, at han gjærne maler med kraftige, tykke Penselstrøg, der sættes ved Siden af hinanden uden forbindende Overgangsled. Man tænke f. Ex. paa 1. Vers af «Glæde over Danmark». — Men ved en Undersøgelse af M.s Natur kommer man dog først og sidst til at tænke paa det, at han var en i egentligste Forstand oprindelig Natur. Af løst paahængte Meninger og laante Anskuelser havde han vel saa faa, som det er muligt for et Menneske at have. Alt sligt dømte han som Usandhed, «Affektation» (jvfr. hans Afhandling af dette Navn). «Ingen Livsytring har Sandhed», siger han et Sted, «uden deri ligger skabende Selvvirksomhed.» «Løgn er den Poesi, som ej kommer af Livet.» Han hørte til ingen Skole, og han dannede ingen Skole. Han var sig selv.

— P. M. Møllers Lyst til at iagttage sine Medmennesker og hans betydelige Evne til at reflektere over disse Iagttagelser gjorde ham allerede tidlig til en Slags praktiserende Psykolog, og paa Foranledning af Sibbern vendte han sig efterhaanden fuldstændig fra Filologien til Filosofien. Den Alvor og Grundighed, hvormed han mente at maatte sætte sig ind i hele den foreliggende filosofiske Litteratur, før han kunde optræde som Forfatter paa det vedkommende Omraade, er til Dels Skyld i, at han ikke fandt Lejlighed til at efterlade sig noget Arbejde, der paa fuldt værdig Maade kunde repræsentere ham som Tænker. En Del Strøtanker, en lille Logik, Afhandlingen om Udødelighed, en Fremstilling af den græske Filosofis Historie og endnu et Par ufuldendte Arbejder, hvoraf det meste vil være kjendt fra hans «Efterladte Skrifter», er alt, hvad han filosofisk har ydet. Men selv disse faa Bidrag gjøre det dog muligt for os at faa et Indblik i hans personlige Udvikling som Filosof og at iagttage det højst karakteristiske Sammenstød mellem hans ejendommelige lødige Personlighed og den samtidig altbeherskende tyske (Hegelske) Filosofi. Sibbern havde haft det Held at faa fæstnet sine filosofiske Anskuelser, endnu før den Hegelske Lære ret havde begyndt sit Sejerstog; han kunde derfor forholdsvis let bevare sin Selvstændighed; alle de yngre, der her hjemme gave sig af med «Tænkning», vare derimod i højeste Grad fangne, og endnu længe efter M.s Død bevarede Hegel en mere eller mindre uindskrænket Magt over Sindene. Ogsaa M., der gjorde et særdeles grundigt Studium af de Hegelske Arbejder, blev til en Begyndelse en Tilhænger af Systemet og holdt sig nogenlunde nær til det i sine forskjellige Fremstillinger. Men allerede fra først af var hans Kritik paa sin Post, og Skridt for Skridt arbejdede han sig fuldstændig ud af det, i det han fattede dets Mangler med en Klarhed og Sans for det afgjørende, som først langt senere skulde blive andre til Del.

Han kunde ikke lide Hegels Personlighed; saaledes lød hans første dæmpede Indvending. Hvad der stødte ham tilbage, var, som han selv antyder det, den ophøjede Ringeagt, hvormed Hegel behandler sine Læsere, i det han aldrig nedlader sig til at tydeliggjøre sine Paastande ved et konkret, oplysende Exempel, ubekymret springer en Mængde Mellemled over og uden videre benytter sig af en Mængde ufattelige Kunstord, som aldrig defineres paa Stedet, i det Læseren bestandig blot henvises til at forstaa det enkelte ud fra dets Sammenhæng med Helheden. M. tror altsaa endnu, at Indholdet er godt nok; han kan blot ikke lide den hensynsløse Fremstilling. Med stor Hensynsfuldhed søger han dog i Begyndelsen at undskylde den; at definere eller rent at undgaa Kunstord vilde kræve for stor Vidtløftighed; Læseren kan ikke forlange Forstaaelsens Nydelse lige strax. Snart bliver han imidlertid opmærksom paa det mislige ved saaledes at henvise til Helheden. Ogsaa Filosofer ere jo ufuldkomne Mennesker; de kunne ved den nævnte Fremgangsmaade let narre baade sig selv og Læseren. Det er derfor dog nødvendigt at give bestemte Definitioner; og oplysende konkrete Exempler, personlige Bemærkninger og Vejledninger ville blot bidrage til at gjøre alt klarere og friskere. Kort efter gaar han endnu videre: Selv om man definerer, ville de mange Kunstord dog let kunne forvirre og gjøre Tænkningen usikker; jo mere de kunne undgaas, og jo nærmere man kan holde sig til det sædvanlige, naturlige Sprog, desto sikrere og bedre! At Forholdene nærmest ere de modsatte, udleder han nu fra «Filosofernes Uærlighed, Mangel paa Fremstillingsgave og herskende Lavsaand». I sin, des værre ufuldendte, Fremstilling af «Ontologien» har han selv søgt at opfylde disse Krav, og aldrig er et Stykke Hegelsk Logik sikkert foredraget ærligere, jævnere og klarere end i dette mesterlige lille Tilløb. Og denne Jævnhed og Klarhed har ganske naturlig samtidig aabenbaret Systemets Svagheder og Modsigelser. M. begynder derfor nu ogsaa at tage Afstand fra selve Læren. Den «immanente Udvikling», hvorved Begreberne som ved en Slags Knopskydning skulde spire frem paa egen Haand, det ene af det andet, uden Filosofernes subjektive Medvirken, bliver ham nu svigefuld. I sin Afhandling om Udødeligheden viser M. endelig, hvorledes de saakaldte filosofiske Beviser som oftest ere og maa være ufyldestgj ørende, og hvorledes Følelsen eller andre Faktorer maa tages med, om man vil naa til Resultat angaaende de mere konkrete aandelige Spørgsmaal. Kun paa de formelle Omraader kan Tanken gaa alene; paa de reelle maa en egentlig eller en «højere» Erfaring træde hjælpende til. M. har i flere Henseender øvet en ikke ringe Indflydelse paa S. Kierkegaard.