Peder Schumacher Griffenfeld (1635–99)

Schumacher, Peder, Greve af Griffenfeld, 1635–99, Statsmand. Hans tyskfødte Fader, Joachim Schumacher, havde ægtet den kjøbenhavnske Kjøbmand Peter Motzfeldts Datter Maria; efter Brylluppet havde han nedsat sig som Vinhandler paa Hjørnet af Kjøbmagergade og Løvstræde. Som førstefødte Søn saa Schumacher her Lyset 24. Avg. 1635. Hans velstaaende Hjem var, særlig gjennem hans Moder og dennes Søstre, knyttet til de anseteste, rigeste og tillige mest aandelig interesserede borgerlige og gejstlige Kredse i Hovedstaden. Nærmere eller fjærnere var han i Frændskab med fremstaaende Kjøbmandsfamilier, ogsaa med Ole Worm og med Biskop Jesper Brochmand. En kortvarig Skolegang efterfulgtes af Huslæreres Vejledning i Hjemmet, og tidlig udvikledes han. Kun 12 Aar gammel blev han i Dec. 1647 indskrevet ved Universitetet; en Tid var han derefter optaget i Huset hos Brochmand. Først havde han kastet sig over theologiske Studier, tog ogsaa Attestats 1653; men allerede inden denne Prøve havde han helliget sig til Anatomi og Medicin under Thomas Bartholin som Lærer, tillige til Filologi, Filosofi, Historie og Retsvidenskab. Med Interesse og store Forventninger fulgte hans ældre Velyndere den unge Mand med den livlige Aand og den hurtige Evne til at tilegne sig Kundskaber, og smidig, som han var, gav han sig lige let hen til alvorligt Arbejde og til muntert Samliv med sine Venner.

Da hans Moder, der 1650 var bleven Enke, sad i fortræffelige Kaar, kunde der efter hele Tidens Sædvane ikke være Tvivl om, at han skulde afslutte sine Studier og modtage en rigere personlig Uddannelse ved Ophold i Udlandet. Han tiltraadte Rejsen 1654 eller 1655; i det sidste Aar indskreves han ved Leidens Universitet; efter her at have studeret Medicin og Filologi tog han 1657 til Oxford. Under sit Ophold der modtog han Efterretningerne om Danmarks Ulykker; dybt rystede de ham dog ikke; vel tvivlede han paa Fædrelandets Fremtid, men mest tænkte han paa sin egen Udvikling som et Middel til at bryde sig en Bane, hvor det maatte blive. I Efteraaret 1660 rejste han til Frankrig, der fra over Holland til Søs til Spanien, saa til Italien og endelig i Sommeren 1662 gjennem Tyskland hjem. Hans Arbejde paa Rejsen havde været vidtspændende, mange Kundskaber af forskjellig Art havde han indsamlet, megen almen Dannelse havde han erhvervet, forenet med en sjælden Færdighed til at udtrykke sine Tanker paa Fransk og Latin. Men ikke mindst havde Verdenslivet i alle dets Nydelser og alle dets Former, og deriblandt Statslivet og dets Filosofi, optaget ham. Han havde i England oplevet de store omskiftende Begivenheder, sidst Carl II’s Indtog i London, han var bleven bekjendt med Statsretslærernes Skrifter, fremfor alt med Thomas Hobbes’ strængt logiske Tanker om Souveræniteten; han havde i Frankrig været Vidne til den unge Ludvig XIVs Enevælde. Men mest af alt havde han dog maaske tænkt over selve Magten, grublet over, hvorledes Mennesker fik Herredømme over Mennesker. Der var skabt hos ham en Attraa efter selv at vinde et saadant Herredømme.

Han fandt i Danmark meget forandret fra, hvad det havde været, da han i sin Tid forlod det. Medens Statsmagten den Gang havde været splittet og svag, var den nu samlet og stærk. Medens den Gang hans Kammerater og Standsfæller havde været udelukkede fra Adgang til de høje Embeder, saa han nu alle Muligheder aabne. Men han kom hjem efter Slaget. Han havde ikke været med, da de store Tanker vare oppe om Frihed; havde der maaske den Gang været en Lejlighed for hans modtagelige Sind til at fænges af dem, nu var den ikke mere, kom aldrig mere. Nu saa han de unge Mænd gaa omkring og «alle gjærne ville have en Charge». Det var for ham noget af et Skuespil, og over sin egen fremtidige Rolle var han ikke klar, men ét vidste han: udenfor vilde han ikke være. Han havde i sig en Del af Parvenuens Stræben, tillige ikke lidet af Borgersønnens Lyst til at hævde sin Stand; han mærkede sin Overlegenhed over sine jævnlige, han følte, at her var en Valplads at vinde. Men vel at mærke, den skulde ikke vindes imod Magten, nej ved at slutte sig til den, omklamre den i sit Favntag, saaledes at han blev ét med den. Han havde Tillid til sig selv og sin Fremtid. Men endnu var der i hans Sind Selvbeherskelsens Ligevægt; enhver Fremstormen var ham imod, «chi va piano, va sano» var hans Valgsprog.

I Maj 1663 lykkedes det ham at komme i Frederik III’s Tjeneste som dennes Bibliothekar og Arkivar. Stillingen gav ham Lejlighed til daglig at faa Kongen i Tale. Den litteraturelskende Fyrstes Opmærksomhed maatte vækkes ved hans Dannelse og Kundskaber; han kunde foregribe Kongens Ønsker om Læsning, vise, hvad der boede i ham, vinde sin Herres Gunst. Hans egen almindelige politiske Interesse fik ogsaa nu en bestemt Retning mod danske Forhold, og han førtes sammen med den mægtige Minister Christoffer Gabel. Fra April 1665 kom han ind i politisk Gjerning, i det han blev Kongens Kammersekretær, en Stilling, der omtrent svarede til senere Tiders Kabinetssekretær. Han skulde gjøre Udkast til og parafere de Breve, som Kongen vilde udsende paa egen Haand og navnlig uden Forhandling med Kollegierne. Embedet med dets alt andet end skarpt afstukne Grænser gav Mulighed for en vis Magtstilling, og inden Aaret var gaaet, havde hans Indflydelse sat sig et Mærke af den betydningsfuldeste Art.

Der er intet besynderligt i, at Frederik III, der længe havde været sysselsat med Ønsket om at faa affattet en Fundamentallov for Enevælden, men som ikke havde godkjendt noget af de tidligere Udkast til en saadan, kan have overdraget sin ny Kammersekretær ogsaa at forfatte et, og lige saa lidt kan det forbavse, at Schumacher, for en Del støttet til et af de før gjorte Udkast, har formaaet hurtig at gjøre Arbejdet færdigt. Der er da ogsaa, for at bruge det svageste Ord, en overvejende Sandsynlighed for, at Kongeloven, som den kom til at lyde, er affattet af Schumacher, i hvert Fald har han egenhændig skrevet den og paraferet den, saaledes som den fik Frederik III’s Underskrift 14. Nov. 1665. Dens første og egentlig forfatningsmæssige Del var bygget paa det omtalte ældre Udkast, paa Arveakterne og paa statsretlige Doktriner, især Thomas Hobbes’, og var for saa vidt derved uden større Originalitet; langt mere selvstændig og skarpsindig var den anden Del, Afsnittet om Arvereglerne. Som Helhed gav den den danske Enevælde sin endelige Form, men der er ingen Grund til at paalægge Schumacher Ansvaret for den over alle rimelige Grænser gaaende Magtfylde, som Kongedømmet derved opnaaede. Sikkert tænkte han ikke paa nogen Indsigelse derimod, og Stilen var hans, men Tankerne vare hans Herres.

1666 blev han Sekretær i danske Kancelli, 1668 fik han Bestalling som Kancelliraad og 1669 tilmed Sæde i Statskollegiet og Højesteret. Hans Virksomhed sporedes paa mange Omraader. Han arbejdede paa en bedre Orden i Kancelliet, og en bitter Modsætning udviklede sig imellem ham og Kansleren Peder Reedtz, hvis anstandsfulde Værdighed æggede hans Ironi; han interesserede sig ogsaa for den store Lovkodifikation og for Embedsbesættelser. Men ved Siden heraf forsømte han ikke sine personlige Interesser. Allerede nu har han vistnok gjort sig skyldig i den Bestikkelighed, som senere udvikledes saa stærkt, men som han rigtignok langtfra var den, der indførte i danske Kancellisædvaner. Og vel følte han sig stadig som Borgersønnen, men han ønskede dog at vinde frem inden for de adelige Kredse, og han naaede det. Navnlig var det mellem de adelige Damer, at den elegante og vidfulde Kavaller erobrede Hjærter. Mette Trolle, gift med Jørgen Reedtz, Magdalene Sibylle Gersdorff, gift med Jørgen Bielke, og den rige Enke Birgitte Skeel bleve rimeligvis alle hans Elskerinder, og maaske var Kredsen af disse endog større. Og imellem hans høje Venner var nu ikke alene Gabel, men ogsaa Kongesønnen Ulrik Frederik Gyldenløve. Med Blikket fæstet paa sig fra talrige Mænd og Kvinder, anset for Kongens Yndling, tilmed en af de meget faa, der vidste Besked med den hemmelighedsfulde Kongelov, stod han i Frederik III’s sidste Aar som den store Mulighed til at naa frem til den ledende Stilling, der endnu ikke var tilfaldet ham.

Tronskiftet 9. Febr. 1670, der kunde have indeholdt en Fare for den afdøde Konges Yndling, kom tvært imod til at fremskynde hans Opgang. Da det strax viste sig, at Gabels Stilling var rokket, greb Schumacher Situationen, skilte sig fra sin hidtidige Velynder og gjorde sit til at forene hans Fjender. I April blev Gabel styrtet. Da havde Schumacher allerede sat sig fast i den ny Konges Gunst; i Slutningen af Febr. havde han faaet Titel af Over- og Gehejmekammersekretær. Vel var langtfra hele Magten tilfaldet ham endnu. Han maatte foreløbig dele den med andre, især med Frederik Ahlefeldt og Gyldenløve, men da den første af disse ofte var fraværende fra Hovedstaden, og den anden manglede Udholdenhed til egentlig Administration, blev Schumacher den virkelig arbejdende Kraft, Sjælen i Regeringen, og han opfattedes som saadan. Med Held overstod han det Forsøg, som Kongens tidligere Yndling Morten Skinkel 1671 gjorde paa at styrte ham ved Sigtelser for Bestikkelighed. Og hurtig tilfaldt der ham Æresbevisninger og stigende Magt. I Maj 1670 var han bleven Sekretær ved det nyoprettede Gehejmekonseil, et Aar efter fik han Titel af Gehejmeraad, i Sept. 1671 blev han Medlem af Konseillet. Da denne sidste Udnævnelse blev ham til Del, kaldte han sig ikke længere Schumacher. I Juli 1671 havde Kongen skjænket ham Navnet Griffenfeld med Ret til at føre et rigt udstyret Vaaben. Navnet skulde ogsaa tilkomme hans Efterkommere; han ventede nemlig saadanne, thi 2. Nov. 1670 havde han ægtet Karen Nansen, den 14aarige Datter af den kjøbenhavnske Borger Mikkel Hansen, Sønnedatter af den berømte Hans Nansen. Til sin ny Husholdning havde han kjøbt den store Ejendom, hvor nu Postgaarden staar; Jordegods paa Sjælland, som hans Hustru havde bragt i Medgift, mageskiftede han, samtidig med at han fik sit ny Navn, til Kronen mod Tønsberg Provsti i Norge, fik tillige i Gave Sem Kongsgaard; ogsaa denne Gaard skulde for Fremtiden bære Navnet Griffenfeld. Men allerede 17. Maj 1672 døde hans Hustru efter Nedkomsten med en Datter, der fik Navn efter Dronningen Charlotte Amalie.

Anlæg, Erfaring og ikke mindst den rivende Medgang havde imidlertid modnet Griffenfelds Karakter og forskjelligartede Aandsevner. Der var imellem disse en frodig Fantasi; den satte sit Præg paa hans Vid, den lod ham forme sine Tanker og sit Sprog i farverige Billeder, den gav ham ogsaa en vis Higen efter det symbolske, det mystiske og det gamle, saaledes som det viste sig i hans Vaaben med den underfulde Grif, Dyret, der efter Sagnet bevogtede Helligdommen. Maaske var det ogsaa mere dette fantastiske Træk i hans Sjæl end varm Følelse for Fædrelandets Historie, der lod ham gjenføde Erindringen om de nationale Minder, navnlig om Danebrog. Og dog var denne Side af hans Aandspræg ikke hans stærkeste Evne. Han havde ved Siden heraf en skarp og praktisk Forstand. Den viste sig saaledes i hans stærkt udviklede Menneskekundskab. Han vidste, hvorledes Viljer skulde underlægges, hvorledes Stemninger skulde sættes i Bevægelse, hvorledes Svagheder skulde nyttes, alt efter Forskjellen paa dem, han stod overfor. Saaledes havde han ved sin Aandfuldhed og sine litterære Interesser i sin Tid lagt Grunden til sin Indflydelse hos Frederik III; de samme Egenskaber tjente ham nu til at fængsle de lærde, bragte dem til at beundre og smigre ham. Men han kunde ogsaa bruge andre Midler. Han vidste, at intet aandeligt Fællesskab forbandt ham med den ny Konge; ikke heller vare her storslaaede, pathetiske Vendinger paa deres Plads. Hvad han benyttede til at hævde sig over for Christian V, var Talentet til at afvinde enhver Sag forskjellige Sider, skifte Synspunkterne og tilsidst standse netop der, hvor han selv vilde hen, og hvor Kongens tunge og uelastiske Tankegang ikke mere formaaede at rejse Indvendinger mod hans Planer. Men hans skarpe Forstand viste sig dernæst i et stort Organisationstalent og i en glimrende Evne til at bevæge sig med smidig Forsigtighed i de vanskeligste Forhold, stadig give Haab og Udsigt til de forskjelligste Sider, bøje af, holde hen, vente, give Tid. Til alt dette tjente ogsaa hans overordentlige Arbejdsomhed, hans udstrakte Kundskaber, hans Fortrolighed med Evropas diplomatiske Vildgange. Og ud af disse Egenskaber voxede frem den største Tillid til hans egne Planer, til hans Politiks Gjennemførlighed, selv hvor den vovede sig ud paa de farligste Baner.

Den fantastiske Side af hans Aandspræg indgik Forbindelse med hans højtflyvende Ærgjerrighed. Dog formaaede han endnu en Tid lang i sin Manddom at holde den inden for visse Grænser. Han forsømte ikke heller at give sin Magt et sikkert praktisk Grundlag, ikke alene gjennem sit Herredømme over Kongen, men ogsaa ved at skabe sig et fast Klientel af Slægtninge og Venner inden for Embedsstanden og ikke mindst ved at skaffe sig Rigdom. Uden Betænkeligheder fortsatte han som ledende Minister paa den Vej, han tidligere var begyndt, og det i forøget, næsten systematisk Maalestok, lod sig sin Gunst betale ved store Sportler, Bestikkelser og Salg af Embeder. Trods alt dette kunde der i visse Øjeblikke komme over ham en Angest, som han forsøgte at dæmpe ved, skjønt han næppe i Virkeligheden var religiøst bevæget, at søge Betryggelse i Nedskrivning af bestemte Formler for Anraabelsen af Guds Beskyttelse mod sine Fjender. Langt hyppigere vare dog de Tider, hvor han levede i Glæden ved Glansen og Pragten, i Nydelsens Mangeartethed, i Bevidstheden om sin Overlegenhed og sin Magt.

Men de nævnte moralske Svagheder vare ikke det eneste saarbare Punkt i hans aandelige Væsen. De vare et Led i hele den Selviskhed, der stadig lod Hensynet til sig selv og sin egen Fordel følge med i Overvejelserne af hans Politik, dette, vel at mærke, ikke at forstaa paa den Maade, at han kan beskyldes for at have ladet Hensynet til sin Person være det herskende, men saaledes, at han søgte at undgaa Sammenstød mellem sine og Statens Interesser. Dernæst havde ogsaa hans Viljestyrke sin Begrænsning. Det skortede ham vel ikke paa Sejhed og Udholdenhed, men kun sjælden ejede han den store Beslutsomhed. Hævede han sig enkelte Gange til den, da var det, som om han dermed havde udtømt sin Kraft; hurtig faldt han tilbage til det forsigtig laverende. Denne Forsigtighed hørte til hans Styrke som Statsmand, men den kunde ogsaa blive en Svaghed.

Omtrent saaledes tør hans Aandspræg vel opfattes, da hans indre og ydre Politik for Alvor begyndte at udfolde sig. Her skal nu først Blikket vende sig mod hans indre Politik, og hans ledende Tanker i denne Henseende og deres Udslag kunne sammenfattes paa følgende Maade.

Det for ham givne Midtpunkt var Enevælden i hele dens Ubegrænsethed. Den trængte vel ikke længere til at grundfæstes, men endnu manglede adskilligt, som kunde omgive den med Højhed og Storhed. Herhen hørte da Christian V’s Salving i Juni 1671; Schumacher havde udarbejdet Ceremoniellet, i Dagens Anledning havde han ogsaa faaet af Kongen dennes prægtig indfattede Billede, bestemt til at bæres om Halsen. Hoffets Glans havde han allerede før Salvingen fremmet ved Rangforordningen, Gemaksordinansen og Oprettelsen af Greve- og Friherrestanden, alt ved Kundgjørelser af Maj s. A., og i Okt. knyttedes hertil Indstiftelsen af Danebrogsordenens selv var han imellem de først udnævnte Riddere. Men selve Kongedømmet var dog kun den ene, om end den væsentligste, Side at Statsmagten. For at denne kunde virke i sin fulde Kraft, maatte der Orden og Fasthed i Styrelsesmaskineriet. Med megen Iver havde derfor Schumacher i 1670 taget fat paa Omordningen af den øverste Forvaltning. Foreløbig stod han dog her i Princippet ganske paa det hidtil bestaaende Grundlag. Kollegieforvaltningen skulde bestemt fastholdes, kun forbedres og udvikles. De fleste af Kollegierne fik nye Instruxer med Bestemmelser om deres Sammensætning og Forretningsgang; alle Udkastene hertil vare enten skrevne eller gjennemrettede af Schumacher. Med særlig Interesse omfattede han det danske Kancelli, hvor han jo selv havde Sæde; til bedste for det trængtes Skatkammerkollegiet noget tilbage, og til det henlagdes de fleste udenrigske Sager fra dets tyske Navne. Ogsaa Statskollegiet kom til at føre en betydningsfuldere Tilværelse end i Frederik III’s sidste Tid. Men tillige oprettedes i Maj 1670 Gehejmekonseillet som Kronen paa Kollegiestyrelsen; dets Omraade blev dog væsentligst den udenrigske Politik. Rimeligvis har Schumacher ogsaa haft sin Andel i den vigtige Forandring, der 1671 udførtes med Hensyn til Provinsforvaltningen, i det nu alle Amtmænd sattes paa fast Løn og fik Stiftamtmændene til tilsynshavende, samtidig med at deres og Amtsskrivernes Embedsomraade nøjere afgrænsedes.

Fuldt saa meget som af disse Reformer var han dog optaget af Stændernes indbyrdes Forhold. Trods alt, hvad der var sket siden 1660, var Grundlaget endnu her til Dels det gamle, Fødselsadelen stod vedblivende som den fornemste Stand. Men efter Schumachers hele politiske Opfattelse passede dette ikke til Enevældens Krav, og denne Opfattelse styrkedes ved hans personlige Følelse; han glemte ikke, at han var Borgersønnen. Hvad han sigtede til, var en Opløsning af Adelen gjennem dens Deling og maaske endnu mere en Opløsning af de gamle Stænderforhold i det hele ved en Udvikling af den Embedsstand, der var begyndt at dannes, til et ligefremt Bureaukrati med Særrang og Særstilling, rekruteret fra Godsejere og Borgerstand og tillige med Midtpunkt i ham selv. Indstiftelsen af Grever og Friherrer sprængte den tidligere Enhed i Adelstanden, Rangforordningen trængte Fødselsadelen tilbage til Fordel for Indehaverne af de højeste Embeder og Hofstillinger, hvad enten de vare fødte borgerlige eller adelige. Og det var i Samklang med alt dette, at Kollegiernes Omordning bestemte et lige Antal Medlemmer i dem af adelige og borgerlige, at der i de første Aar af Christian V’s Regering kun foregik faa Nobilitationer, og at endelig Schumacher selv, da han antog sit ny Navn, ikke dermed forbandt en Optagelse af sig i Adelstanden, men kun gav sig et Vaabenbrev og skaffede sit norske Gods adelige Rettigheder.

Tydelig fremtræder dernæst hans Interesse for Ophjælpelsen af Handel og Industri, altsaa for Borgerstandens Erhvervskilder. Sammen med Gyldenløve iværksatte han 1670 Gjenoplivelsen af det hidtil temmelig dødfødte Kommercekollegium ; det kjøbenhavnske borgerlige Element, og imellem det særlig Mænd, der vare nær knyttede til ham, blev det overvejende i Kollegiet, ligesom han var nøje Venner med dets Præsident, Gyldenløve, og dets Vicepræsident, Jens Juel. Han sympathiserede ogsaa, i Begyndelsen stærkere, senere paa Grund af Gejstlighedens Modstand og dens Magt over Kongen svagere, med Tanken hos Kollegiets Mænd om Religionsfrihed for indvandrede Kjøbmænd og Haandværkere for derved at skaffe Kapital og Foretagelsesaand til Landet; derimod modsatte han sig Gyldenløves Plan om at give Borgerne Andel i Besættelsen af Magistratsposterne, hvad han saa som en Indskrænkning i Enevælden. Mærkes maa end videre hans Iver for Udarbejdelsen af den ny almindelige Lov, hvor han særlig interesserede sig for sin Ven Rasmus Vindings Udkast, for Lægevæsenets Forbedring og for Indkaldelsen af Niels Steensen som kongl. Anatom.

Om der kan tilregnes Griffenfeld noget Initiativ til de store Skattereformer, der betegne Christian V’s første Regeringsaar, kan ikke afgjøres; sikkert har han dog medvirket til dem. Skattefrihedens Gjenindførelse for Sædegaardene af Juli 1670, der stod i Forbindelse med den Opgave at lette Kjøbstæderne for Underhold af indkvarterede Ryttere, Matrikkelskattens Nedsættelse og Vederlaget til Statskassen derfor i Gjenoprettelsen af Konsumtionsafgiften og Folkelønsskatten vare i nøje Overensstemmelse med hans Tankegang, der langt mere gik ud paa at lette Skattebyrden for de fornemmere Klasser, Godsejere, højere Borgerskab, Bureaukrati, end for de lavere; for disse og særlig for Bondestanden, som han aldrig var kommet i Berøring med, savnede han Interesse; hans Blik var i denne Henseende langt mere begrænset end Hannibal Sehesteds. Til Reformerne i Hærvæsenet, særlig Oprettelsen af den nationale Ryttermilits og det dertil hørende Udlæg af Ryttergods, har han ikke været Ophavsmand, men maa have støttet dem. Mere vendte han dog i militær Henseende sin Interesse mod Flaaden, hjulpet af sin Broder Albert, senere adlet med Navnet Gyldensparre. Men hvad Forsvarsvæsenet i det hele angaar, var endnu en politisk Tanke herskende hos ham. Han vilde trænge de høje militæres Ledelse af det tilbage, mere samle dets Styrelse paa borgerlig Haand og især paa sin egen; han vilde det for tillige at kunne lette Landets Byrder, ikke mindst dog fordi han frygtede de fornemme Officerers skadelige Indflydelse paa den ydre Politik.

Et betydeligt Reformarbejde indad til var saaledes paa mange Omraader grundlagt eller støttet af Schumacher. Men i adskillige Henseender blev det ikke gjennemført. Det truende Forhold til Udlandet bragte hurtig en ny Forhøjelse af Skattebyrden; der foregik end videre vel en Opgang i Handelen, og navnlig i Kjøbenhavn, men den blev langtfra saa stor som tilsigtet. Men især maa det fremhæves, at han som Griffenfeld allerede fra 1673 kuldkastede hele det Princip for Administrationen, han som Schumacher havde fulgt 1670. Han havde villet opbygge en Kollegiestyrelse, han brød den selv itu. Helt havde han intet Øjeblik kunnet underordne sig de af ham udviklede Former. Han var vedblevet at være Kammersekretær, og Kammerudfærdigelserne ophørte ikke. Snart havde han ogsaa følt sig skuffet ved Kollegiemaskineriets tunge og langsomme Virksomhed. Men Svingningen havde en dybere Grund. Hurtig gik Aarene for ham, hurtig blev han, overfladisk set, som en anden Mand. Hvad der skete, var dog i Virkeligheden det, at de forskjelligartede Sider af hans Karakter, som han hidtil havde stemmet sammen ligesom Tonerne paa et Instrument, mistede deres indbyrdes Harmoni; enkelte af dem vandt Herredømme i hans Sjæl fremfor de andre. Magten berusede ham, videre og videre dreve Ærgjerrigheden og Forfængeligheden harn. Han var i Færd med at tabe sit Sinds Ligevægt, og han følte sig ikke længere tilfredsstillet med sin hidtidige Stilling. Mere og mere søgte han Omgang mellem adelige, og han indrettede sin Husholdning til et formeligt Hof. Samtidig kølnedes hans hidtil saa varme Forhold til Gyldenløve, især efter at denne i Foraaret 1673 var rejst til Norge. Kort i Forvejen, i Febr., havde han gjort sit første Indhug mod den hidtidige Forvaltnings Principper ved en Omordning af Søetatens Styrelse, og udtrykkelig havde han begrundet det med, at en fornem Minister var bedre egnet til at administrere end et Kollegium. Men først 26. Nov. 1673 foregik den store Forandring, i det han paa én Gang udnævntes til Greve af Griffenfeld, Elefantridder og Rigskansler.

Han havde altsaa nu imod sine tidligere Grundsætninger ladet sig optage i Herrestanden, og i høj Grad viste han sin Glæde derved. Hans Vaaben udpyntedes med en ny Rigdom af heraldiske og symbolske Figurer, 2 Gange var det fremstillet i hans Sovekammer, og det indskares i talrige og kostbare Signeter. Kort efter tilmageskiftede han sig Samsø af Kronen, kaldte sig nu, foruden Greve, Herre til denne Ø og til Brattingsborg og Visborg, dens gamle, hidtil i Sagnet gjemte Navne. Og Smigeren væltede ind over ham, langt voldsommere end tidligere. Men fra det Øjeblik, at han var blevet Rigskansler, ophørte omtrent ganske Kancellikollegiets Møder. Og dog var det endnu kun en Titel, han havde faaet; det blev først mere, da Peder Reedtz døde, og han Dagen derpaa, n. Juli 1674, blev hans Efterfølger som Kansler og derved ogsaa som Præsident i Højesteret; tillige fik han Forsædet i Statskollegiet. Ved hans Instrux ophævedes hele den kollegiale Styrelse inden for Kancelliet. En Ministerregering var indført, og den var samlet paa en enkelt Ministers Haand. Griffenfeld var, for at bruge moderne Udtryk, blevet Premier-, Udenrigs-, Justits- og Kultusminister foruden at være Kongens Kabinetssekretær. Tillige var faktisk hans Myndighed udstrakt over Skatkammerkollegiet – vort Finans- og Indenrigsministerium – og over Marinen. Og da han som Kansler var blevet Universitetets Patron, fejrede Højskolen denne Begivenhed med en Fest paa hans 40aarige Fødselsdag, hvor Smigeren for ham naaede sit Højdepunkt i Thomas Bartholins Tale.

Kun lidet kom han til at udrette i de indre Forhold efter sin Samling af Magten; men en vigtig Grund hertil var ganske vist, at hans Opmærksomhed fra nu af næsten helt maatte fanges af den ydre Politik. I denne havde Schumacher strax efter Christian V’s Tronbestigelse lige saa lidt faaet Eneledelsen som i den indre. Først efterhaanden erhvervede han den, og det endda med den Begrænsning, at han gjennem hele sin Magtperiode maatte kæmpe med modstridende Indflydelser inden for selve Regeringen.

Man har ofte ment at kunne opfatte hans ydre Politik under det Hovedsynspunkt, at han i Tilslutning til Hannibal Sehesteds Ideer har villet, at Danmark skulde slaa sig til Ro over for Sverige ved den Landedeling, der var bestemt ved de sidste Fredstraktater, og tilstræbt et nøje venskabeligt Forhold mellem de nordiske Riger. Man har dog sikkert ikke derved truffet Kjærnen i hans Tankegang. Ogsaa han har ønsket en Gjenudvidelse i Norden af Danmarks Grænser. Men kun som et Middel dertil, hvis Anvendelse burde udsættes saa længe som muligt, saa han Krigen. Riget maatte fuldt ud vinde Kræfter, før det indlod sig paa en afgjørende Styrkeprøve, det var de diplomatiske Vaaben, med hvilke det først og fremmest gjaldt at vinde frem. Som første Maal saa han det her at give Danmark fornyet Anseelse i det evropæiske Statssamfund; ogsaa formelt skulde det hævde sin Jævnbyrdighed med andre Magter; hertil sigtede bl. a. en udvidet Brug af det danske Sprog i Brevvexlingen med disse. Dernæst maatte Opgaven være at sikre Danmark gjennem Alliancer og Subsidietraktater. Men disse Forbindelser maatte foreløbig ikke forpligte Riget for meget til nogen Side, og dets Støtte skulde de fremmede Magter kjøbe saa dyrt som muligt. Derved blev hans Politik en Forsigtighedens og Afventningens, derfor ogsaa en Politik med i alt Fald tilsyneladende forskjellig Front, afpasset efter det til enhver Tid praktisk opnaae-lige. Men én ledende Tanke stod dog for ham, og den havde han optaget efter Hannibal Sehested: en Forbindelse mellem Frankrig og Sverige, hvorfra Danmark var udelukket, burde modvirkes som det mest skadelige politiske Sammenspil, og i alt Fald burde man ikke faa begge Magter til Fjender. Der er imidlertid ingen Tvivl om, at hans Opfattelse af, hvad der bedst tjente hans personlige Interesser, har støttet hans Forkjærlighed for den Politik, han valgte. Han var overbevist om, at paa hans Person beroede den rigtige Kurs, og under en Krig vilde Magten over Kongen glide over til Generalerne, medens under den diplomatiske Kamp Pennen, det vil sige hans Pen, kunde lede Sværdet.

Inden de store Stridsspørgsmaal kom til at udforme sig i Evropa, var der imidlertid ét Punkt, halvt internationalt, halvt indenrigsk, som trængte til Afgjørelse. Det var Spørgsmaalet om Arvefølgen i Oldenberg og Delmenhorst og det dermed samhørende om Forholdet til den pløenske Hertugslægt og til Gottorp. Traktaterne af 31. Dec. 1670, stadfæstede 18. Marts 1671, bragte det til Afslutning og skaffede Kongehuset Grevskaberne. At Griffenfeld har haft Andel i dem, er sikkert, men at han har været Hovedophavsmanden til deres særlige Indhold, er ikke bevist. Selv om der altsaa ved dette, navnlig ved Løfterne om Samforlening med Slesvig til Pløen og om dette Huses Forlening med de nordborgske Godser paa Als, skulde være fastslaaet noget for den danske Krone ugunstigt med Hensyn til Slesvig – hvad dog ingenlunde bestemt kan siges –, vilde Ansvaret derfor langtfra alene kunne lægges paa Griffenfeld. Derimod kan han ikke frikjendes for at være kommet noget bort fra den administrative Adskillelse mellem Slesvig og Holsten, som paa visse Punkter var begyndt under Gabels Ledelse; men han fastholdt dog fuldt den statsretlige Forskjel paa de 2 Hertugdømmers Stilling. Vigtigere var det imidlertid, at ved Traktaterne med Pløen var Gottorp paa ny blevet gjort til Danmarks Fjende.

Foreløbig traadte selv dette til Side for Indflydelsen af de evropæiske Brydninger paa Danmarks Stilling. Forgjæves havde Griffenfeld stræbt at hindre Forbundet mellem Frankrig og Sverige af 1672, men stadig søgte han ogsaa efter dets Afslutning at nevtralisere dets Følger og tillige efter Udbruddet af den store Krig mellem Frankrig og Nederlandene s. A. saa længe som muligt at holde Danmark uden for den. Under Forhandlingerne med Sverige vovede han sig, særlig ved Jens Juels Sendelse til Stockholm 1673, temmelig langt hen mod et nordisk Forbund. Men samtidig havde han, efter 1672 at have vundet en Sejer over Christian V’s Tilbøjelighed til Krig, nærmet sig stærkt til den mod Frankrig og Sverige fjendtlige Lejr i Evropa og søgt at bringe dens Deltagere, især Nederlandene, Kejseren og Brandenborg, til Løfter om kraftig Bistand; herhen hørte især Forbundet med Kejseren af Jan. 1674, der indbragte ham Udnævnelse til tysk Rigsgreve, og Hovedtraktaten med Frankrigs Modstandere af Juni s. A. En mærkelig lille samtidig Episode udgjorde hans Bestræbelser 1674 for at skaffe Prins Jørgen den polske Krone; de strandede paa Christian V’s Modstand mod Broderens Trosskifte. Men under alt dette taarnede Vanskelighederne for Danmarks Nevtralitet sig mere og mere op, og Christian V sympathiserede med Krigspartiet ved sit Hof. Et Vendepunkt blev Fredsbruddet mellem Sverige og Brandenborg fra Dec. 1674, der efter Traktaterne forpligtede Danmark til væbnet Indskriden mod Sverige og Frankrig. For atter at trække Sagerne ud greb Griffenfeld med Iver Sveriges Forsøg paa at afvende denne Indskriden ved Nils Brahes Sendelse til Kjøbenhavn i Begyndelsen af 1675, og paa ny vovede han sig vidt frem hen ad et nordisk Forbund.

Haand i Haand hermed gik dog Underhandlingerne med Brandenborg om Krigen, og Griffenfeld var ikke blind for, at et Fredsbrud rimeligvis snart ikke kunde undgaas. Han samstemmede derfor ganske med Planen, fra hvem denne end saa er udgaaet, om forud at gjøre den til Sverige nu igjen nøje knyttede Hertug af Gottorp uskadelig. Følgen blev Rensborgtildragelserne i Juni 1675. Dog hviler der et gaadefuldt Slør over Griffenfelds Holdning under dem. Han har forhandlet med Kielman om et Mageskifte af Oldenberg og Delmenhorst mod Dele af det gottorpske Slesvig, og der har under disse Forhandlinger været Tale om, at Hertugen paa billige Vilkaar skulde overlade ham sit holstenske Amt Stemhorst, for at han kunde faa dette ophøjet til et tysk Rigsgrevskab for sig. En landsforræderisk Tanke maa dog afvises, da han underrettede Christian V derom. Men et noget lignende ufint og dog vistnok ikke heller for Kongen fordulgt Spil foregik lige efter med en Gave til ham paa 10000 Rdl. fra det ogsaa truede Hamborg. Selve Gottorps Indrømmelser tillagde Griffenfeld imidlertid den største Betydning, og Kongen regnede ham dem til Ære.

Alle ventede i dette Øjeblik Krigens Udbrud, og Danmarks allierede fordrede den. Men dog trak den ud, og det sikkert paa Griffenfelds Foranledning; her er atter adskilligt dunkelt. Efter al Rimelighed er der paa dette Tidspunkt kommet nye Bevæggrunde frem hos ham til at forhale Afgjørelsen. Noget har det vistnok betydet, at det som Følge af hele hans hidtidige Dobbeltspil var blevet ham vanskeligt at tage en endelig Beslutning. Personlige Interesser spillede rimeligvis ogsaa ind. Netop nu tænkte han stærkt paa et nyt Ægteskab. Men 2 Muligheder stode her for ham, og han vaklede mellem dem. Den ene Brud, han tænkte paa, var Prinsesse Louise Charlotte af Augustenborg, og Enkedronning Sophie Amalie begunstigede stærkt dette Parti, den anden var Dronning Charlotte Amalies franske Hofdame Charlotte Amélie de Trémouille, kaldet Prinsesse af Taranto, og for denne Forbindelse interesserede sig Ludvig XIV; ogsaa af den Grund kunde Griffenfeld, saa længe han ikke havde truffet sit Valg, kun ønske Bevarelsen af et venskabeligt Forhold til Frankrig. Men det vilde dog være uretfærdigt at rette den Anklage mod Griffenfeld, at Hensynet til egen Fordel var bestemmende for hans Politik; det slyngede sig kun i den, støttede den Afventen, han af andre Grunde ikke vilde opgive. Det er maaske ogsaa muligt at finde den dybere liggende Aarsag. Det er sikkert, at Griffenfeld, efter først at have tænkt sig et Angreb paa Sverige i Skaane, hvad der havde maattet opgives af Hensyn til de allierede, har ønsket et Stød mod det svenske Hertugdømme Bremen, medens Brandenborg og Christian V’s Generaler vilde Indmarche i Pommern. En Forklaring paa hans Ønske kan findes deri, at han efter en Erobring af Bremen har haabet at kunne nøde Sverige til at bortbytte det mod Skaane eller Dele deraf, og at han har ventet at kunne opnaa Samtykke til dette Bytte hos Frankrig, der havde langt mere Interesse af at bevare Sveriges tyske Besiddelser for det end Skaane. Ad den Vej kunde han tænke at virkeliggjøre sin gamle Plan om at undgaa et Brud med Frankrig, maaske slippe for selve Krigen med Sverige eller i alt Fald gjøre den mindre omfangsrig, tilmed sejre over Generalernes Indflydelse hos Kongen. Hvis denne Hypothese er rigtig, kan der ikke frakjendes Griffenfelds Politik paa dette Tidspunkt en vis Storladenhed, tilmed da han samtidig synes at have ønsket Fortsættelse af Mageskifteforhandlingerne med Gottorp og saaledes tilstræbt Erhvervelsen af en større Del af Slesvig.

Men paa den anden Side var denne Politik i høj Grad vovet, næsten fantastisk, i det den var egnet til at berøve Danmark dets faste Punkt, dets allieredes Støtte, og han evnede i alt Fald ikke at føre den igjennem. Brandenborg sejrede ved det danske Hof; fra Slutningen af Juli var det givet, at Krigen skulde begynde og det med et Angreb paa Pommern. Griffenfeld havde lidt et Nederlag over for Kurfyrsten, der dog for at vinde ham trøstede ham med Løfte om Forleningen med Øen Wollin, men ogsaa over for Generalerne. Hans Angreb paa disse i Forening med meget andet havde tilmed kostet ham Christian V’s Tillid. I Avg. tilskrev Kongen ham i Rensborg en Række Klagepunkter over hans vidtløftige Tale og hans Egenmægtighed, tillige ogsaa over hans Begunstigelse af sine Slægtninge og Venner og hans Bestikkelighed.

Denne Storm drev dog foreløbig over. Da Krigen begyndte i samme Maaned, var Griffenfeld ved Kongens Side under Kampene i Pommern og senere ved Wismars Belejring og Erobring. Derpaa kom Vinteren 1676 og med den Forberedelserne til det ny Felttog. At han virkede for Tromps Indkaldelse som Flaadens øverstbefalende og i alt Fald ikke modsatte sig Udnævnelsen af Hertug Johan Adolf af Pløen til Overfeltmarskal, viser, at han har ønsket kraftige Rustninger. Og dog havde han endnu ikke opgivet Tanken om at vinde et Resultat ad diplomatisk Vej uden paa ny at prøve Vaabenlykken. Atter tænkte han vistnok, og for dette Tidspunkt tør det siges med noget større Bestemthed end for 1675, Paa et Bytte af Bremen, nu vel ogsaa af Wismar og Rygen, mod Skaane og søgte ad mange Veje at bevare Venskabet med Frankrig, endda ved det mislige Middel at give Sikkerhed for den franske diplomatiske Brevvexling med Sverige gjennem Danmark.

Hvor meget man end med den nærmeste Fremtid som Baggrund kan sympathisere med Griffenfelds udholdende Tilbøjelighed til at undgaa Krigen, der er dog noget svindelagtigt ved hans Politik paa denne Tid, som staar i Samklang med Udviklingen af hans hele Karakter og Adfærd. En Højhedsvildelse havde mere og mere grebet ham. Alle stødte han fra sig, danske adelige, Hertugdømmernes Raader, Gyldenløve, selve Kongen. Især blev det dog skæbnesvangert for ham, at han havde gjort sig baade Frederik Ahlefeldt og Hertugen af Pløen til personlige Fjender ved udfordrende Optræden mod dem, i samme Øjeblik som de, om end af forskjellige Grunde, vare blevne Modstandere af hans Politik, Ahlefeldt, fordi han fandt den for halsbrækkende, Johan Adolf, fordi han ønskede en hurtig Krig. Og saarbare Punkter havde Griffenfeld tilmed nok, i sin vitterlige Bestikkelighed, i Mistanken mod ham med Hensyn til Steinhorst, Gaven fra Hamborg, Wollin og den hemmelige Forbindelse med Frankrig Man begyndte at tro om ham, at han var Forræderen, der maatte ryddes af Vejen. Under disse Forhold fik hans Modstandere Magten over ham hos Kongen. Først i sidste Øjeblik anede han selv, at alt stod paa Spil. Da satte – maaske – et nyt Forhold Kronen paa Værket; det synes, som om Christian V har faaet at vide, at Griffenfeld havde beholdt hos sig en Koncept til et af ham efter Ordre opsat kongeligt Testamente, skjønt han havde forsikret Kongen om, at den var brændt.

Hvorom alting er, 11. Marts 1676 om Morgenen blev Griffenfeld arresteret paa Kjøbenhavns Slot og bragt som Fange til Kastellet. I Dagene derpaa bleve hans Papirer gjennemsøgte. Man fandt Beviser paa hans Bestikkelighed og Salg af Embeder samt tilbageholdte kongelige Ordrer, dernæst Breve, der øgede Mistanken om Forræderiet, end videre Dagbøger med overlegne Udtryk om Kongen og Koncepten til det omtalte Testamente. Men fra første Færd brugte man mislige Midler til at fælde den mistænkte; man anvendte den ikke uberygtede Otto Mauritius som offentlig Anklager, hindrede Griffenfeld fra at skaffe sig Materiale til sit Forsvar, afhørte ikke alle fornødne Vidner, henviste ikke Sagen til Højesteret, men til en overordentlig Domstol. For denne begyndte efter Forundersøgelserne den egentlige Retssag i de første Dage af Maj, Griffenfelds første Forsvarsindlæg var gjennemtrængt af hele hans store Talent, hans Sprog naaede ved en Forening af Smidighed og Kraft til en Højde, som dansk Rettergang og dansk Litteratur knap før havde kjendt. Sagen har vistnok ogsaa hængt i et Haar, men Mauritius opbød alle mulige Midler, betonede i sit Gjensvar Stemhorstsagen, Almanakkerne og Ikke-Tilintetgjørelsen af Testamentet og lagde selve Kongens Vilje som Pres paa Dommerne. Griffenfeld følte sig fortabt; i sit sidste Indlæg afviste han kun med Stolthed Beskyldningerne for Forræderi-, ellers var det mere et Nødskrig om Naade end et Forsvar. 26. Maj faldt Dommen, der lød paa Tab af Ære, Liv og Gods og berøvede ham Navnet Griffenfeld. Den var motiveret ved Bestikkeligheden, Salg af Embeder og Forræderi; om Almanakkerne og Testamentet stod intet, da disse Punkter regnedes for Statshemmeligheder. Bevist var ogsaa Griffenfelds Brøde med Hensyn til de 2 første Punkter, ubevist var og er Anklagen for Forræderi; de hemmelige Punkter veje kun lidet. Domstolens og Historiens Kjendelser om Griffenfelds Fejl kunne ikke falde sammen. Og selve Processen var en Uret i den Maade, den var ført paa.

Dommen blev ikke udført i sin fulde Strænghed. Lige i det Nu, da Schumacher 6. Juni om Morgenen paa Retterstedet i Kastellet med sit sønderbrudte Vaaben ved sin Side rolig og frimodig stod rede til at modtage det Øxehug, der skulde skille hans Hoved fra Kroppen, standsede Christian V’s Generaladjudant Bøddelen med Raabet: «Holdt, der er Pardon!» Kongen havde ladet ham se Døden i Øje for at ombytte den med livsvarigt Fængsel. I 4 Aar tilbragte han dette i Kastellet, kun med Soldater til Bevogtning, en gammel Kvinde til Opvartning og af og til en Præst til Opbyggelse. 1678 var han meget syg, og hans gamle Moder anraabte da Kongen om, at han maatte flyttes til en bedre Bolig i Kastellet; dette skete vel ikke, men der gaves Ordre til, at han skulde plejes bedre. Endelig i Maj 1680 flyttedes han til Munkholm i Throndhjems Fjord. Forholdsvis lettere blev Fangenskabet her. Han tilbragte Tiden med Læsning, med Undervisning af nogle Børn og smaa litterære Frembringelser, tillige med Selvbetragtninger af religiøst Præg; i de sidste Aar fik han ogsaa Lov til at se nogle Bekjendte hos sig. Men hans Helbred blev mere og mere undergravet, særlig ved Stenlidelser. 1698 tillod Kongen ham at tage Ophold i Throndhjem, og her døde han 12. Marts 1699. Senere førtes Liget til Vær Kirke i Jylland, Sognekirken til Stensballegaard, der ejedes af Friherre Frederik Krag, som havde ægtet hans Datter.

Trods al senere Forskning er der endnu adskillige og betydningsfulde Gaader i Griffenfelds Liv. Saa meget tør dog vel siges, at han ikke hører til de store og fribaarne Naturer, hvis Minde en Nation bør sætte i det ypperste og mest ubestridte Højsæde, end ikke til dem, hos hvem det meget store kan lade glemme det svage. Men til hans Navn bør være knyttet Forestillingen om beundrigsværdig Arbejdsomhed og omfattende Kundskaber, om sjældent Organisationstalent og overlegent diplomatisk Snille, om en spændstig, smidig, verdensklog og fantasifuld Intelligens, mest dog om en betagende Herskerevne – den, i hvilken han naaede Genialiteten – og saa om den Magtens Uret, der ramte ham, thi tungt, ubarmhjærtig tungt, har han bødet for sine Forseelser.