Kalliope
→
Dichter
→
Just Mathias Thiele
→
Gedichtanfänge
Just Mathias Thiele
(1795–1874)
Werke
Gedichttitel
Gedichtanfänge
Verweise
Biografie
Søg
Alle Gedichte von Just Mathias Thiele auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.
A
Alt efter gammel og ærværdig Vane
Alt længe skilt fra Hiemmet og dets Kiære
Alt tidligt de Danske saa vide drog om
At Danmark er et lidet Land
B
Blomstre Du paa hendes blege Kinder
D
Da Tiden gammel blev og saae sig lide
De blomstrede saa friske, sommerglade
Den klare Himmel Eos monne föde
Der, hvor hisset oppe Lyset luer
Der var en Tid, nu er det længe siden
Det Aften er! Fra Arbeid Klokken ringer!
Det er ei Blomstertiden længer! Den er svundet!
Det Æble, som blev givet Aphrodite
De Vover rulle
Du hulde Engel i mit Moderland!
Du, hvis Hierte endnu er dit eget
Du, som leger fromt med Lilliens Stængel
Du, som sværmede med mine Drömme
Du stille Nat! Svæv i dit Stierneklæde
Du tause Sanger! sikkerligt Du mindes
E
Engang som Barn saae jeg en Himmelstige
F
Fiskeren sadler sin vingede Hest
Fra den skiönneste blandt Stæder
Fra Himlens Sale jeg flöi herned
Fred om Graven! Hun var Freden
Fuglen sang paa Qviste
Först vilde Vaarens blomstrende Gudinde
G
Gaaer jeg i den grönne Lund
H
Henover Marker, sneebedækte, hvide
Her bör man ret ved dette Bord
Her er jeg igien
Hils Mignon i Orangelund
Hil være Dig, Du Konge god!
Himmel! jeg saae et Par Öine
Hist over Engen gaaer, i hvide Klæder
Hvis Du paa Veien Mignon skulde möde
Hvor er Du, hulde Pige! i det Fierne
Hvor svandt Du brat, mit skiönne Digterliv!
I
I Aftenskygger milde
Idag for et Aar var der Ingen af alle
Idag skal Brev til Danmark gaa
Ida! naar jeg tænker paa dit Öie
Ifald du veed det — tilgiv mig, du Hulde!
Igiennem Lundens milde
I gyldne Rader staaer paa Mark og Vænge
I höit ophöiede
Ingen efter fölger!
I Skovens Skygge eensom Hyrden hviler
J
Ja! hvis jeg var mig en Fugl saa lille
Jeg havde mig i mine Ungdoms Dage
Jeg kommer med Sang og med Spil
Jeg sad som et Barn ved maaneklar Sö
Jeg sögte saa bange, jeg sögte med Graad
Jeg var en Fugl, var Emma’s lille Fange!
Jeg vil min Hytte bygge
K
Kom, lad dig sige!
L
Lad ei for min Skyld dine Taarer rinde!
Lad ei, o Gud! mit Liv i Svaghed snige
Luna kom en Aften der forbi
M
Madonna tröste og bönhöre Dig!
Mangen jordisk Engel saae jeg svinge
Med Kys jeg vilde dig, o Kunnigunde!
Men naar da siden hen i Somrens Dage
Mens Duggen perlende fra Bladet falder
Min elskte Ida!
Min elskte Sophie! Idag for et Aar
Modtag og skiul mig huldt i Eders Arme
N
Nu har jeg ikke Tid med dig at spöge
Næste Morgen stod ved Bækkens Bred
Naar en af Aarets nu forsvundne Piger
Naar Vaaren vaagner i sin hvide Vugge
O
O dulm, min Smerte! Ti, mit Savn!
O, du min evigt elskte, saligt döde
O Du! til hvem sig Hierter nærme stille
Og nu en Skaal for den fagre Mö
Og, naar i Rosenbaad da Sukket stiger
O Gud! Du lod mig stige
O Kiærlighed, du Himlens hvide Due!
O lad mig, Sövn! ind i Dit Tempel ty
Omkrandset tæt af guldbesprængte Blade
O Moder! I Kreds af din kiærlige Flok
O var jeg dog bleven ved Læst og Sko
P
Pige! see, til Dig jeg vanker
S
Seer Du paa Veien hist, hvor Frugter straale
Siig! Kiender du den Fugl med fiorten Vinger
Skyen hænger lavt over Hytte og Borg
Skygge blev nægtet Dig
Snart forlader Du os, o Jupiter! funklende Stierne!
Som Du mig dagligt möder, Elskelige!
Som Leander fra Abydos Tinde
Stiernelil i Bækken saae
Stiernerne vandre forbi!
Saae Du, letbevingte lille Svale!
T
To Engle staae hos mig, hver paa sin Side
Troer Du, det er Graad paa Kinde
V
Vandrer I nu kun forbi!
Vandringsmand! Velkommen i vor Dal!
Vidste jeg kan hendes Navn! O, giv mig det Cytherea!
Vaaren er ikke saa lystig endda!
