Stjernelil i Bækken saae;
Det var tyst og stille
Og mod Bølgens krus’de Blaa
Lod hun Smilet spille.
Fremmet for sin egen Glands,
Lod hun sig forlede,
Sukked’ i sin Straalekrands:
”Gid jeg var dernede!”
Frem hun gik paa Stjernesti,
Men kom strax tilbage;
Lod de andre gaae forbi,
Ene med sin Klage.
Og hun stirred’ tit derned,
Tænkte ei paa andet,
Før de spæde Fødder gled,
Og hun laae i Vandet.
Derfor nu fra Bækkens Blaa
Hæver hun sin Stemme;
Strækker ud de Arme smaa:
”Gid jeg blot var hjemme!”