Luna kom en Aften der forbi
Lilliehvid, med Slør om sine Blikke;
Den, hun søgte, ak! han var der ikke!
Straalen faldt og Længsel var der i!
Da i Bækkens Rislen Stjernelil
Raabte: ”Tag mig med, du hulde Maane!”
Luna saae derned og saae det blaane
Blegt som hendes eget Vemodssmiil!
Ak! da føelte hun den samme Lyst,
Som naar Jordens Søn mod Himlen skuer,
Og de milde Stjerners Aftenluer
Sammensmelte i hans bange Bryst!
Thi, selv ei den Himmelske er fri!
Gyldne Taarer væde hendes Blikke:
”Siig ham naar han kommer: Glem mig ikke!”
Sukked’ hun og vandrede forbi!
Og en gylden Taare faldt der ned;
Stjernen tog den kjerligt i sit Indre!
Maanens Taaredug skal sødt erindre
Jordens Børn om Himlens Kjerlighed! —
