Fy skammer Jer dog, I uartige Drenge!
Og lader en eenbenet Stakkel i Roe!
Slet Ingen af Eder kan vide, hvor længe
Vor Herre vil lade ham løbe paa To.
Mig Himmelen ogsaa lod smage den Lykke,
At hoppe som I over Grøfter og Steen.
Ei stedse jeg saa haver hinket ved Krykke;
Ei stedse var dannet af Træe mit Been.
Da hvilte jeg med min Marie i Skoven,
Hist henne bag Bøgenes skyggende Læe,
Mens Fuglene sang saa lifligt foroven.
Nu er mit Been af det samme Træe.
Ja! der jeg hvilte med Pigen i Armen,
Bestraalet af Solens velsignede Lys.
O! Blodet mig løber saa varmt i Barmen,
Ved Tanken om disse saa brændende Kys.
Men da nu Sangen i Lundene døde,
Og Bladet saa guult og forkrøllet faldt af;
Da svandt og min Kiærligheds Roser røde;
Naturen blev mig en gyselig Grav.
En Anden hvilte med Pigen i Armen
Beskinnet af Praasens forbandede Lys.
Hu! Blodet mig brænder som Gløder i Barmen,
Ved Tanken om disse saa troløse Kys.
Saa blev jeg Soldat, med Bøssen paa Nakken
Fortvivlet paa Fienden jeg slog og skjød.
O! hvor jeg min Gud dog nu vilde takke,
Om han mig da havde undt min Død!
Som Kegler Vennerne faldt ved min Side,
Men alle Kugler forbi mig gik,
Tilsidst jeg i Græsset maatte mig vride,
Jeg en Bajonet i Knæet fik.
I Dag jeg mødte Maries Blikke,
Imens jeg lænet til Væggen stod.
Hun græd endskjønt hun kiendte mig ikke,
Ellers havde hun grædt det røde Blod.
Een Skilling hun gav mig, og den jeg gjemmer;
Det Lønnen er for min Kjærlighed;
Og Synet af den mig saa underlig stemmer;
Jeg tænker saa meget, saa meget, derved.
Fy! skammer Jer dog I uartige Drenge!
Og lader en eenbenet Stakkel i Roe!
Slet Ingen af Eder kan vide, hvor længe
Vor Herre vil lade ham løbe paa To.
Poul Martin.