Du, som sværmede med mine Drømme
Sødt i Barndoms første Kjærlighed!
Vil ei du som den i Livets Strømme
Fly med hvad jeg længtes, hvad jeg leed?
Tør vel du i Livets vilde Gange
Følge mig med alt dit Sværmerie? —
Saae du ei, Natalia blev bange? —
Frygter ikke du, o Poesie? —
Tør vel du med englerene Blikke
Endnu speile dig i Maanens Lys?
Tør du — ak! thi Andre tør det ikke, —
Endnu række mig dit Honningskys? —
Tør du endnu længes, tør du græde?
Tør du endnu lege med de Smaae?
Seer du ei, de Store er’ tilstede,
Og hvor undrende de see derpaa? —
O! saa kom da! lad os sammenvanke
Armomslyngte Livets skjulte Gang!
Imod Østen sende vi vor Tanke
Og mod Himlen vor Pilgrims-Sang! —
J. Thiele.