Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

Alle Gedichte von Johan Ludvig Heiberg auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.

A

At Danmark er et lidet Land

D

De Bølger rulle saa tungt afsted

Den Dag vi hilse med festligst Lov

Den er forbi, den Tid, hvorpaa

Den femte Marts er kommen igjen

Dengang fra Land til Land den arme Psyche

Der er i Himlen en Dreng saa smuk

Der vanker en Ridder mellem grønne Træer

De samle sig, lig underfulde Drømme

Det banker paa Døren. Kom ind!

Det er dog grumme smukt, ved Gud!

Det er en gammel Sandhed, ofte prøvet

Det er lystigt nok at staae

Det gjælder Kamp paa Liv og Død

Det mylrer i Norgesgade

Det, som min Læbe stammer svagt

Det tydske Sprog er ei min Sag

Du, Danmarks ældste Kirke

Du Vandringsmand ved Søen

E

Ei den høie Himmelbue

En Elskovserklæring? hvad er det saa Meer?

En værdig Mand er død! I kraftig Alder

Erindrer De, det var i Kongenshave

F

Farvel, farvel, mit Fædreland

For silde jeg seer det, jeg kom tilkort

Fætter, hvad skal Enden blive

G

Gud give, jeg var en Hest!

H

Held os! Den Gamle med riimfrosne Lokker

Her driver jeg paa Torvet om

Her du skuer det Centrum, hvorom det Hele sig dreier

Her hos denne Præst jeg aander atter

Herligt, en Sommernat

Her staaer jeg gamle Kæmpe fra Fjerde Christians Tid

Himlen er mild, nu har vi Mai

Hist i Kreds af nøgne Fjelde

Hvad! kan jeg troe hvad jeg seer? Igaar omfygede Sneen

Hvilken Bygning er her? Er Det en christelig Kirke?

Hvor Bögeskoven svæver

Hvor er hun alt mit Hjerte kjær

Hvor sørgelig dog Skoven bliver!

Høilig velsignet være Cammermeyer

Høit alt monne Solen staae

Høit paa en Green en Krage

I

I Dandsen du mig møder

I denne Kirke din Haand du mig gav

J

Jeg kom bag Plankeværket

Jeg seer jer, Hveens truende Ruiner!

Jord og Himmel ere skilt som tvende

K

Kald, o Musa, herned, kald Choriamberne

Kjöbenhavner! reis dig op

Konning Volmer drager afsted paa Jagt

L

Lette Bølge! Naar du blaaner

M

Man sig forlover, bytter sin Ring

Marie, nu kom! hvad venter du paa?

Meget i vor Tid er slappet

Men Clara! hvorfor rødmer du ved Berlings Avis

Min Reisetid sig nærmer nu sin Ende

Min smukke lille Pige!

N

Nu, da snart, paa Floras Bud

Nu hviler den tause, dæmrende Nat

Nu hviler Grön med Fane sin

Nu Løvsalen skygger

Nu Tordenskyen trækker

Nu vanker jeg atter til Haven hen

Naar Aftenglands og Morgenrøde

Naar Vandringsmanden mellem Mark og Enge

O

O fly for Amors Snare

Ogsaa her et Selskab promenerer

O! hvem der dog var en Handelsmand!

P

Phönix, du, som nys begravet

Pindsemorgen! o hvor skjøn!

Paa Engen hvile de Taager graae

Paa Himlen et Uveir truer

S

Sadl op min Hest og træk den frem!

Seer De nu? De har vundet Deres Sag

See saa! Nu er vi her tilbage

Smaafuglen synger

Solen sank bag grønne Lund

Som Helt for Melpomenes Dolk

Som tabte Herligheders Rest

Som Tolk for de taknemmeligste Hjerter

Saa Dette kaldes i Skoven at gaae?

Saa fik du mig dog fat! Din Haand mit Kors berørte

T

Tjenstagtighed det er en herlig Dyd

Tys! Hvo banker paa Døren? Hvad seer jeg?

U

Undskyld, om jeg Dem vækker for brat

V

Ved dette muntre, gjæstfrie Bord

Velkommen igjen, Du Vaarens Prophet

Vor gamle Caro holdt en Støi

Vær hilset, Lys fra Sandheds Væld

Vær uden Frygt, min unge Viv!