Johan Ludvig Heiberg (1791–1860)

J. L. Heiberg var søn af P. A. Heiberg og hans hustru Thomasine (senere kendt som forfatterinden fru Gyllembourg).

I mere end tre årtier var J. L. Heiberg virksom som digter, dramatiker, tidsskriftredaktør, kritiker, teatercensor og teaterdirektør. Han opnåede herved at blive en autoritet uden sidestykke i samtiden. Sammen med den 21 år yngre Johanne Luise (født Pätges), 1800-tallets mest beundrede danske scenekunstner, hvem han ægtede i 1831, skabte han et hjem hvor tidens betydeligste kulturpersonligheder var hyppige gæster. Heibergs kvalifikationer til at være Det kongelige Teaters chef var ubestridelige, men ulykkeligvis tiltrådte han denne post i 1849, da han var i en alder, hvor han ikke formåede at tilpasse sig til tidens nye tanker; han forholdt sig afvisende til den yngre generations bestræbelser for en mere realistisk retning i scenens kunst, og efter skarpe og pinlige konflikter måtte han afgå i 1856.

Af hans dramatiske arbejder kender alle Elverhøi som blev skrevet som et lejlighedsstykke til et bryllup i kongehuset i 1828. Takket være den behændige anvendelse af teatrets opera- og balletressourcer, den nationale tone samt smiger for den enevældige konge, har dette stykke slået alle rekorder på teatret. Heibergs øvrige talrige sceneværker lader sig næppe mere opføre uden som skolekomedier. Mærkeligt nok er En Sjæl efter Døden, et læsedrama som Heiberg næppe har forestillet sig nogensinde bragt på scenen, med fremgang blevet opført i 1900-tallet.

Efter sin mands død udgav fru Heiberg i 1861–62 hans prosaiske og poetiske skrifter i 11+11 (små) bind.

Heiberg, Johan Ludvig, 1791—1860, Forfatter. F. 14. Dec. 1791 i Kbh. (Nic), d. 25. Aug. 1860 paa Bonderup ved Ringsted, begr. i Kbh. (Holmens). Forældre: Forfatteren P. A. H. (s. d.) og Thomasine Buntzen (se Gyllembourg-Ehrensvård, Thomasine). Gift 31. Juli 1831 i Slangerup med Johanne Luise Pätges (se Heiberg, Johanne Luise).

I Drengens første ti Aar øvede hans Moder, dengang en ganske ung Kone, mest Indflydelse paa ham. Ved Faderens Landsforvisning (1800) og Moderens nye Ægteskab med C. F. Gyllembourg (Dec. 1801) blev han hjemløs. Han blev sat i Huset hos fremmede, bl. a. 1802—04 hos Rahbeks paa Bakkehuset, hvor man dog ikke havde Held med at opdrage ham. 1809 blev han Student, privat dimitteret, og tog n. A. anden Eksamen. Derefter boede han i sin Moders Hus, som hidtil havde været ham forment; her traf han til Stadighed danske lærde og Skønaander og svenske Adelsmænd. Stor Betydning for hans Dannelse fik en Rejse til Stockholm med en adelig svensk Familie 1812; senere var det navnlig i Friederike Bruns Hus i Bredgade og om Sommeren paa Sophienholm, at han fuldendte sin selskabelige Uddannelse. En Tid lang drev han alle Haande Studier: Grækerne, Spanierne, de franske Klassikere, moderne tysk Litteratur, og ved Siden af de skønne Videnskaber ogsaa Matematik, Astronomi, Entomologi m. m. Han vilde snart være Læge, snart Landmaaler, snart Diplomat og snart Digter, Æstetiker, lærd. Hans Ungdomsarbejder er da ogsaa kun spredte Forstudier til et Forfatterskab. »Marionettheater« (1814) indeholdt en Gendigtning efter Molière, »Don Juan«, og et romantisk Drama efter Tieck, »Pottemager Walter«, nydeligt, men upersonligt dramatisk Nips, der imidlertid vandt baade Oehlenschlägers og Baggesens Bifald. I »Julespøg og Nytaarsløjer« (1817), en Komedie, der udgiver sig for »en Fortsættelse af Oehlenschlägers »Sanct-Hans-Aften-Spil«, var de satiriske Partier heldigere end de stemningsfulde; det gik navnlig ud over Ingemann, dengang Publikums Yndling. Han indvikledes derved i en Polemik med Grundtvig, hvem han navnlig latterliggjorde ved sin Pjece »Ny ABC-Bog i en Times Undervisning til Ære, Nytte og Fornøjelse for den unge Grundtvig« (1817) og i sin Duplik »Pegefinger mod Pegepind« (i Nyeste Skilderi af København, s. A., Nr. 29). Striden sluttede han med det ridderlige Digt »Vaaren og Freden«, hvori han beroligede Modstanderne med, at det kun var »en Fest«, en Kampturnering. Frugter af hans Læsning af spansk Poesi er en latinsk Doktordisputats om Calderon, »princeps dramaticorum« (1817), hvori han definerer den romantiske Kunst som »en symbolsk Tilhylning af Tanken« og fremhæver Calderons Sammenhæng med den nationale Folkepoesi, samt et lille, umoralsk Kappe- og Kaarde-Drama »Dristig vovet halvt er vundet« (s. A.), en ren Pastiche. En mere selvstændig Tilegnelse af litterære Forbilleder viser hans Drama »Psyche« (1817, første Del af en ufuldendt Trilogi), der ligesom forskellige af hans samtidige Digte bærer Vidnesbyrd om hans uigengældte Sværmeri for Adelaide Brun, Friederike Bruns dejlige Datter. Et romantisk Skuespil med nationalt Emne, »Tycho Brahes Spaadom«, indleverede han til Teatret, men trak det tilbage efter Antagelsen, da han selv ikke var tilfreds med det; det udkom 1819 i Bogform. Samme Aarstal bærer hans første, endnu meget akademiske Digtsamling »Poetisk Kalender«, mest Kærlighedsdigte, snart dristige Fordanskninger efter Ovid, snart platoniske som »Himmelsk Kærlighed« og »Hvad er Elskov?«, men ogsaa Naturdigte som »Panisk Skræk« og »Efteraarsfølelse«.

S. A. rejste H. til Paris paa nogle smaa Stipendier. Han kom der, efter et kort Besøg i London, 1. Juni 1819 og blev der til Eftersommeren 1822. Det er hans eneste større Udenrigsophold, og det blev af uberegnelig Betydning for ham, uagtet de rent positive Resultater ikke var ret store. Han levede paa Faderens Bekostning og kom i det hele godt ud af det med ham, skønt han efter Evne maatte skjule det ungdommeligt-graciøse i sit Væsen for den strenge Republikaner. Blandt hans Omgangsfæller kan nævnes P. G. Bang, Historikeren Estrup, H. N. Clausen, Hauch, Peder Hjort, Molbech, Matematikeren v. Schmidten og af fremmede Béranger, Cuvier og Cousin, hvis Kursus han fulgte. Han modtog stærke og varige Indtryk af de franske Teatre, baade Spillemaaden, som han turde have belært sin senere Hustru om, og Repertoiret, thi det kan ikke betvivles, at hans lette Lystspil stammer ned fra Restaurationstidens franske Stykker. Men ogsaa den franske Arbejdsprosa maa han i denne Epoke af sit Liv have tilegnet sig. Det eneste større Digterværk, han skrev under Parisopholdet, er »Nina, eller den Vanvittige af Kærlighed« (1820, udk. 1823, spillet paa Det kgl. Teater i Kbh. uden Held 1824), et romantisk Skuespil, udarbejdet over et kendt Balletmotiv og efter Sigende inspireret af Danserinden Bigottinis Tolkning af Rollen. Ved Begyndelsen af Efteraarssemestret 1822 tiltraadte H. Embedet som dansk Lektor i Kiel, hvilket han bestred i tre Aar til sin inderlige Ulyst. Han skrev her et (ufuldendt) dramatisk Digt, »Fortunatus und Fatalis«, en »Formenlehre der dänischen Sprache« (1823) og en »Nordische Mythologie« (1827, til Dels paa Basis af Oehlenschlägers »Nordens Guder«). Vigtigere blev det for ham, at han fik Tid til at koncentrere sig om filosofiske Studier. Han blev omvendt til den hegelske Filosofi, lærte ogsaa Mesteren selv at kende paa en Sommerrejse til Berlin. Systemets Grundtanke var ham i Begyndelsen uklar, men gik op for ham ved en Slags Aabenbaring eller Intuition, da han en Aften sad paa et Hotelværelse i Hamburg med Hegels »Encyklopædi« i sin Haand, lyttende til Sangværket i Petri Kirke. Det Skrift af Hegel, der gjorde dybest Indtryk paa ham, var dog Retsfilosofien. Noget hovedkulds begyndte han at optræde som filosofisk Forfatter med en lille Bog »Om den menneskelige Frihed« (1824), et Indlæg i den da standende filosofiske Strid mellem F. G. Howitz og Ørsted, Mynster, P. Hjort o. fl. H. vilde vise, at de modsatte Standpunkter forsvinder for den absolutte Betragtningsmaade; han hævder Villiens Frihed, men giver den til Pris for Tilfældet. Et overilet Skrift paa Tysk om Æstetikkens System var H. saa besindig at undertrykke; det er bevaret i Manuskript. — I Sommeren 1825 forlod H. sin Post i Kiel og slog sig ned i Kbh., hvor han forgæves havde søgt at faa Embede. En tysk Skuespillerinde, Mlle Pohlmann, havde her nylig vakt Opsigt i »Die Wiener in Berlin«, en »Liederposse«, som efter H.s eget Sigende havde givet ham den udvortes Anledning til at digte sine Vaudeviller, hvis Idé og Teknik han dog havde sit Parisophold at takke for. 28. Nov. 1825 opførtes »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« trods Rahbeks og flere ældres Modstand mod Antagelsen af saadanne Fjællebodsløjer til den kgl. Skueplads; Jonas Collin holdt sin Haand over ham. Stykket indeholder Erindringer om P. A. Heibergs »Indtoget« og Holbergs »Don Ranudo« (ogsaa Titlen er holbergsk). Derefter fulgte »Den 28. Januar«, bestemt til at opføres paa Kongens Fødselsdag 1826, men nogle Dage forsinket. Et virkeligt dansk Lystspil lykkedes det dog først H. at give i »Aprilsnarrene«, der blev opført allerede 22. April s. A., med H.s tilkommende Hustru i Barnerollen. Det har friske Erindringer om Poul Møllers Dialog »Hans og Trine« og Oehlenschlägers »Robinson i England«, er vittigere og smidigere end de forrige Stykker, ogsaa hurtigere nedskrevet, Sangene og Melodivalget er af H.s bedste. I Okt. 1826 fulgte »Recensenten og Dyret«, noget paavirket af den franske Vaudeville »Le Garde du Commerce«, et Dyrehavsstykke, hvori H.s Blanding af Lyrik og Ironi helt kom til sin Ret.

Men det havde ikke sine Forgængeres Scenelykke; Fordommene mod den nye Genre havde hobet sig op, og dets Forfatter tog det derfor med vanlig Raskhed af Repertoiret for en Stund. I Mellemtiden skrev han sin lysende klare og elegante Bog »Om Vaudevillen som dramatisk Digtart og om dens Betydning paa den danske Skueplads«, hvori han gendriver Opfattelsen af Vaudevillen som et blot Døgnværk og giver et Udkast til en hel Dramaturgi. Virkningen var overordentlig, han kunde nu atter sætte Stykket paa Plakaten og opnaaede en fuldstændig Succes. 1827 udsendtes og opførtes »Et Eventyr i Rosenborg Have« og »De Uadskillelige«. Til den første, der atter var inspireret af Poul Møller, havde Weyse komponeret Melodierne, ellers laante H. Musikken til sine Vaudeviller alle Vegne fra, næsten altid med sikkert Øre for Virkningen. Det andet Stykke er en hel lille holbergsk Komedie, satiriserende over de lange Forlovelser, Gældsfængslet o. s. v., med ypperlige Situationsvirkninger, men en ikke alt for levende Dialog. Vaudevillernes Triumf var almindelig, og Oehlenschläger, Hertz, H. C. Andersen m. fl. skyndte sig frem i H.s Fodspor. Et Efterslæt fulgte i det næste Tiaar. I Nov. 1831 opførtes »Køge Huskors«; det er et gammelt Sujet: H. har, vel med et Sangspil som Mellemled, benyttet Hauteroche’s »Le Deuil«. Bedre end dette udpinte dramatiske Forsøg er »De Danske i Paris« (1832) og navnlig »Nej« (1836), som hvis Kilde man plejer at angive F. N. v. Barnekows »Nein«. Til Vaudevilledigtningen hører endnu nogle Monologer: »Supplikanten«, »Ja«, »Emilies Hjærtebanken«, »Grethe i Sorgenfri« og en bellmansk Situation: »Ulla skal paa Bal«. Sangene i disse Stykker blev hurtigt saa populære som Folkeviser og har meget væsendigt bidraget til at bevare Vaudevillerne paa Scenen.

Næsten samtidig rykkede H. frem med en Række romantiske Skuespil. I Nov. 1828 opførtes hans Festspil »Elverhøj«, det hyppigst spillede af alle danske Stykker. H. tog Stof fra Thieles »Folkesagn« og Pontoppidans »Atlas«, dramatisk byggede han paa »Tycho Brahes Spaadom« og »La chasse de Henri IV«, Stilen gav han en fin Farve af Folkeviserne. I Okt. 1829 opførtes uden Held »Prinsesse Isabella«, det mest erotiske af H.s Dramer; Stoffet og noget mere tog han fra Calderon. 29. Jan. 1835 kom det mest poetiske af hans Stykker, »Alferne«, paa Grundlag af en Novelle af Tieck. Det er med sin fine Lyrik, sin overgivne Situationskomik og sin dristige Forkyndelse af, at den haandgribelige og hverdagsagtige Verden kun er et usselt Bundfald af Poesiens, saa at sige Blomsten af den romantiske Tidsalders Teaterdigtning. Jævnsides med denne forbavsende Udvikling af H.s Digtning gik et Fremstød som Prosaist. 1. Jan. 1827 begyndte han at udsende sit Blad »Den flyvende Post«. Det udkom med et Nummer paa fire Kvartsider to Gange om Ugen i de to første Aar. 1829 var det gaaet ind, 1830 udkom det igen med tre Numre om Ugen. Derefter ophørte den regelmæssige Udgivelse. Jan. 1834—Dec. 1837 udkom to Bind under Titelen »Den flyvende Posts Interimsblade«. Det bragte Bidrag af Chr. Winther, H. C. Andersen, Carl Bagger, Fru Gyllembourg, Carl Bernhard o. fl., foruden Oversættelser af samtidig fremmed Litteratur. Men først og fremmest indeholdt det de fleste af H.s egne, meget talrige Artikler og Afhandlinger, især af dramaturgisk Art. Her fremkom saaledes den navnkundige Kritik af »Væringerne i Miklagard« og det endnu udførligere Svar paa Oehlenschlägers Modskrift, den første Begyndelse til en treaarig litterær Fejde, hvori navnlig de Sorø Litterater gik H. haardt paa Klingen. H. førte Krigen med en overlegen Kløgt og med en i dansk Prosa hidtil ukendt let og gennemsigtig Fremstillingskunst. H. forsøgte at genoplive den aristoteliske Tidsalders Regelkritik, hans filosofiske Dannelse indgik en heldig Forening med hans praktiske Erfaringer som Teatermand. Han undgik vel ikke at paadrage sig Mistanken for at ville nedsætte Oehlenschläger, idet han fremstillede den store Digters Ejendommelighed som liggende i de lyrisk-episke Mellemgenrer, Romancen, det umiddelbare Drama, Melodramaet, mere end i den egentlige Tragedie. Han kom i Forlegenhed, da Oehlenschläger udsendte sit Heltedigt »Hrolf Krake«, der dokumenterede sin Forfatters utvivlsomme episke Geni, og gjorde det til Genstand for en udførlig og uretfærdig Kritik i »Maanedsskrift for Litteratur«. Men samtidig fremhævede H. »Helge«s Digter paa Tegners Bekostning i sin Kritik af »Frithiofs Saga«, ligesom han i sin Lystspilkritik og i sin egen Praksis som Komediedigter favoriserede det lyriske Drama, som han mente stemmede med den danske Nationalkarakter. Trods al Modstand kom H. i Løbet af faa Aar til at staa som den store Autoritet i litterære Spørgsmaal. Og som han ved sin fagligt betonede Kritik modarbejdede Dilettantismen i Æstetikken, saaledes virkede han paa selve Skønlitteraturen ved at begunstige en streng og kritisk Smag, en artistisk Retning i Poesi og Drama. Han genopfriskede Traditionerne fra Holbergs Tid, bekæmpede den æstetiske Materialisme, advarede mod Moraliseren i Kunsten. Skønt han i sine Smagsdomme lagde megen Vægt paa Korrektheden, var han dog langtfra en Stileretter. Der var noget frodigt ved hans Kritik, som naar han fremhævede det nye, enhver Forfatter bragte, i Forhold til det, han tidligere havde ydet, eller slog til Lyd for en national Virkelighedsdigtning. Uden for det litterære Omraade gik han med den alt for spekulative Afhandling om »Skønhed i Naturen« (1828) og de fire brilliante Artikler om »Æstetisk Moral« (1828—35), der ved Siden af Fru Gyllembourgs Noveller var den H.ske Skoles fornemste Indsats i social Retning; Moder og Søn tog sig for at give Nationen en Lektion i Takt og Tone, som ikke blev spildt.

H. var 20. Dec. 1828 blevet udnævnt til Teaterdigter og fast Oversætter med en Gage af 600 Rdl. samt Forpligtelse til at bearbejde et vist Antal Akter aarligt og levere Festsange, Prologer o. l. Lejlighedsarbejder. Han oversatte mere end et halvt Hundrede udenlandske, mest franske Stykker; undertiden satte han i høj Grad sin Originalitets Præg paa disse Pligtarbejder, f. Eks. »Ser Jer i Spejl« og »Farinelli«. Det lykkedes ham ogsaa gennem denne Virksomhed at modernisere Smagen, han fordrev Kotzebue fra den danske Scene, hvor han havde hersket i noget nær en Menneskealder, og vel banede han derved uundgaaelig Vej for Scribe, der dog fremtraadte forskønnet i hans Gendigtning, men som en Modvægt oparbejdede han et indenlandsk Repertoire og stillede i det hele taget Københavnerne friere i deres æstetiske Valg. Fra 1839 var han et Tiaar Teatercensor og maatte nu nærmest virke i konservativ Retning, f. Eks. modarbejdende den franske Romantisme og de dermed beslægtede danske Teaterdigtere, som H. C. Andersen i »Mulatten« og »Maurerpigen«. 1829 blev han titulær Professor og 1830 Docent i Logik, Æstetik og dansk Litteratur ved den nyoprettede militære Højskole. Fra hans Lærertid stammer en Række egentlig didaktiske Arbejder, som »Om Filosofiens Betydning for den nuværende Tid« (1833), »Ledetraad ved Forelæsningerne over Filosofiens Filosofi eller den spekulative Logik« (1832), »Indledningsforedrag til det logiske Kursus« (1835) og »Udsigt over den danske skønne Litteratur« (1831), Skrifter, hvori han slaar til Lyd for den hegelske Filosofi og dens Anvendelse paa forskellige Fagomraader.

I Slutningen af 1830’erne, samtidig med en Aftagen af den forbavsende digteriske og journalistiske Produktion, mærkes en Inderliggørelse og større Dybde i H.s Aandsliv. Hans Forhold til det københavnske Publikum var nu mindre intimt, hans Digte og Afhandlinger bliver mere grublende og uverdslige. I sit nye Tidsskrift, »Perseus, Journal for den spekulative Idé« (1837—38), tager han med en vis Voldsomhed fat paa Samtidens danske Tænkemaade, som han mente stod i Fare for at tabe sig i lutter endelige Bestræbelser. De fleste Afhandlinger havde han selv forfattet: en Recension af W. H. Rothes Disputats om Treenighed og Forsoning viser den tidligere helt fritænkeriske H. i Færd med at tale sig til Rette med Teologien; en Afhandling om »Svend Dyrings Hus« uddyber hans dramaturgiske Anskuelser og giver en æstetisk Studie over de danske Folkeviser; en Diatribe over »Malerkunsten i dens Forhold til de andre skønne Kunster« bringer et mislykket Forsøg paa at sætte de bildende Kunster under spekulativ Kontrol. Endnu mere betydningsfulde blev hans Publikationer i 1840’erne, de fire Bind »Intelligensblade« (15. Marts 1842—1. Marts 1844) og de tre Bind af en astronomisk Aarbog »Urania« (1844—46). Ogsaa i disse Periodica er H.s egne Bidrag i Overvægt, store, aandfulde Essays om Ideer og Værker. Han forsvarer Paludan-Mullers »Adam Homo« imod det vrangvillige Publikum, fremhæver sin tidligere Fjende Hauchs »Svend Grathe« endog paa Bekostning af Shakespeares »Macbeth«, fremsætter sin Opfattelse af Nyudviklingen i Tidens Teater i en Anmeldelse af Oehlenschlägers »Dina« og i en Drøftelse med Hebbel om det nyere Dramas Opgave. Et nyt Slagord, han lancerer, er »det interessante«, som Udtryk for et Skifte i Smagen. Nye Elementer i hans Æstetik viser især de store Undersøgelser over lyrisk Poesi og over det dramatiske i Lyrikken. H.s Kritik, der hidtil havde lagt en Hovedvægt paa det tekniske, smager nu mere af Kernen. En Række Artikler beskæftiger sig med aktuelle Teaterspørgsmaal; nogle behandler politiske Problemer — H. var ingen Ven af den liberale Bevægelse, skønt konstitutionelt sindet. De smukkeste Prosaarbejder fra denne Tid turde være den lille Gruppe Monografier, der er viede Hven, Tyge Brahe og Sophia Brahe, det var H.s Yndlingsemne. H.s astronomiske Afhandlinger rummer hans ældre Aars mystisk farvede Livsfilosofi.

H.s Digtning fra denne Tid har ligeledes en spekulativ Karakter. 1838 opførtes Eventyrkomedien »Fata Morgana«, med Motiv fra Ariosto; Modsætningen mellem Skinnets og den virkelige Verden er i disse Aar ogsaa yndet af Ingemann, H. C. Andersen og Paludan-Muller. Det stofløse, tyndt allegoriske Stykke gjorde ingen Lykke. Ogsaa H.s følgende Komedie »Syvsoverdag« (1840) fandt en unaadig Modtagelse, skønt den rummer noget af hans fineste romantiske Ironi. Modsætningen mellem Spidsborgerne og de udvalgte Naturer, som allerede var Grundmotiv i »Alferne«, er her fremsat paa en paradoksal Maade, idet H. maner Kong Valdemar Atterdag og hans Hof op af Tidernes Nat for at beskæmme de upoetiske og belønne de poetiske Sjæle. Sit Hovedværk, »Nye Digte«, udsendte H. til Julen 1841. Det første Digt er en poetisk Dialog, »Gudstjeneste«, der foregaar Pinsemorgen, og hvori en ung, panteistisk sindet Digter kaldes til Orden af en Engel fra Himlen (»Elsker du din Broder ikke — O saa fly Naturen med!«). Det andet er »En Sjæl efter Døden«, der kaldes en »apokalyptisk« Komedie, men som dog snarere er en aristofanisk Satire. Hans »Sjæl« er en københavnsk Borger af den Slags, som han stadig tænkte sig Parkettet besat af, en Repræsentant for det Publikum, som han mere og mere var kommet paa Kant med. Sjælen er noget raa, kortsynet, rethaverisk, man kan finde dens Ansigt paa Gaden; den stilles først ved Himlens Port og katekiseres af St. Peder, derefter ved Elysium til Ordskifte med Aristofanes, men vrages begge Steder og finder sig fuldstændig til Rette i et Helvede, der kun er en Replik til den aandløse jordiske Tilværelse. Digtet hænger ved sine to første Akter nøje sammen med Samlingens første Stykke og ved sin Idé med dens tredie, den yndefulde Romance-Cyklus »De Nygifte«. Dette Digt, det varmeste og intimeste, H. har skrevet, har en lignende Pointe, men en alvorlig, mystisk-religiøs Aand: den, hvis Skyld og Straf i Jordelivet vejer hinanden op, maa leve Livet om. Det fjerde Digt, »Protestantismen i Naturen«, har nøje Tilknytning til Indgangsdigtet, det skildrer i dunkle og prægtige Strofer den religiøse Tankes Udvikling fra Nødvendighed gennem Frihed til Frelse. Nærbeslægtet med dette Digt er H.s Reformations-Kantate til Universitetsfesten 1839. Hans sidste større Digtning i den nye idealistiske Stil er »Nøddeknækkerne« (i »Urania« for 1845), atter en Satire over Publikum og Recensenter, indholdsbeslægtet med »Syvsoverdag«, men i det antikmytologiske Klædebon, som H. bedst rører sig i; meget smukke er de indlagte Efteraarsdigte. Biværk fra denne Epoke er H.s poetiske Vignetter til »Danmark, et malerisk Atlas« (1842—43), der blev ondskabsfuldt kritiserede af P. L. Møller, og Lystspillet »Valgerda« (1847), der har Sigte til Tidens poetiske Splittelse og den vaagnende Kvindebevægelse, som H. ogsaa viste Interesse ved at udgive »Clara Raphael« (se Mathilde Fibiger) 1851. Under Krigen udgav han et Hæfte kvikke »Gadeviser«, Tekst og Musik (1849).

23. Juli 1849—21. Juni 1856 var H. den første Chef for den danske Skueplads efter den nye Teaterordning. Han var paa mange Maader fortrinligt egnet til denne byrdefulde Stilling, men kom straks i et skævt Forhold til de fleste Skuespillere, fordi hans egen Hustru var Teatrets Primadonna. Publikum og Kritikken tog Parti imod ham og begunstigede de udvandrede af Oppositionen, som havde skabt en konkurrencedygtig Scene paa Hofteatret. Hans Repertoireplaner viser, at han maatte slaa en Del af paa de ideale Fordringer, da Publikum vilde mores, og Kultusministeren saa ilde til Underskuddet. Men en vis Kurs kunde han dog følge: af de 60 Nyheder, der i hans Direktørtid spilledes, var de 45 originale. Han imødekom ikke tilstrækkelig Tidens Fordringer til Shakespeare-Opførelser, lod Lystspillene fremkomme i Sille Beyers Bearbejdelser, hvori han selv havde nogen Andel, holdt fast ved Scribe, modsatte sig Antagelsen af Hostrups Stykker og holdt sin Haand over Vaudevillerne. Disse Teateraar forbitrede hans Tilværelse. Efter at have opnaaet sin Afsked foretog han en Rejse til Berlin, Dresden, Marienbad og Prag; i Udlandet mødte ham Richard Wagners Kunst som en ubehagelig Overraskelse. Han blev nu atter Teatercensor, men en vrangvillig. Efter den rige poetiske Høst i 1840’erne var H.s Digteraare omtrent udtømt. Fra hans senere Aar findes kun et eneste betydeligt Digt, »De samle sig lig underfulde Drømme«, skrevet 1857 ved Efterretningen om Ida Bruns Død. Ellers sysselsatte han sig mest med de eksakte Videnskaber, betragtede Stjernehimlen og skrev optiske og akustiske Monografier, der efter hans Død udgaves (med Rettelser) af A. F. Krieger.

Skønt H. førte et ret tilbagetrukkent Liv, spillede hans Person og hans Hus en overordentlig Rolle i Samtidens Øjne. Den beskedne Selskabelighed i hans Bolig paa Christianshavn (»aldrig færre end Gratierne, aldrig flere end Muserne«) var det uopnaaelige Forbillede for den københavnske Borgerstand. I Samtalens Kunst var han en Mester, og den udbredtes gennem Det kgl. Teater til videre Kredse. Endnu mere virkede han gennem sit store Forfatterskab. Som Digter overvurderede han ikke sig selv, han omtalte sine Frembringelser som »Studier«; mange var rigtignok ikke meget andet. Hans Lystspil har deres Svaghed i det alt for improviserede, deres Styrke er hans sikre komiske Sans og et Stænk af fin Lyrik, som forgylder Hverdagslivet. Som Versdigter kunde han forfalde til en librettoagtig Banalitet, men fra hans 50. Aar fik hans Poesi Vægt og Fylde. De prosaiske Skrifter er derimod ikke prægede af nogen Ujævnhed. Inden for sin Begrænsning har hans Prosa alle Dyder: den er saglig, rask, yndefuld og vittig. De smaa humoristiske og polemiske Stykker i 10. Bd. af hans prosaiske Skrifter indeholder hans mest lunefyldte Ting; de store kritiske Afhandlinger viser hans geniale Evne til at gøre selv de mest abstrakte Begreber levende og interessante; i et Skrift som »Det astronomiske Aar« (i »Urania« 1844) ser man ham paa sin Højde som Forfatter af det naturvidenskabelige Læredigt i ubunden Stil, en dansk Lucretius. Hans attiske Skrivemaade, der er uden al Maniererthed, taalte at efterlignes og blev det i Sam- og Eftertid. — Som Filosof var H. ikke saa uoriginal, som han havde Ord for at være. Han begyndte vel som en tro Adept af Hegel, men hans Æstetik har kun Terminologien og Formlen for Begrebsudvikling tilfælles med Mesteren; og med Aarene omdannede han Hegels objektive Filosofi til en Personlighedslære — at være moden er alt, det er den dybere Mening med de 23 Bind af hans Skrifter.

Efterladte Papirer i Rigsarkivet. — Samlede Skrifter: Skuespil, I—VII, 1833—41. Digte og Fortællinger, I—II, 1834—35. Prosaiske Skrifter, I—III, 1841—43. Ausgewählte dramatische Schriften, 1844. Poetiske Skrifter, I—VIII, 1848—49. Prosaiske Skrifter, I—XI, 1861—62. Poetiske Skrifter, I—XI, 1862. Poetiske

Skrifter i Udvalg ved Carl S. Petersen, I—III, 1931—32. En Sjæl efter Døden, ved O. Schlichtkrull, 2. Udg. 1929.

Tit. Professor 1829. Etatsraad 1850. — R. 1840. D M. 1852.

Blyantstegning af And. Flint 1792 (Fr.borg). Maleri af S. Schack ca. 1840 (Fr.borg), af D. Monies 1844 (udkom i Litografi). Buste af H. V. Bissen (1860, Kunstmuseet; i Marmor paa Fr.borg og Studenterforeningen. Træsnit derefter 1860), Elfenbensmedaillon af O. O. Glosimodt (1868). Klippet Silhouet (Fr.borg) og satirisk Tegning af Constantin Hansen (sst.). Ungdomsportræt i Privateje, Træsnit derefter 1900. Litografier bl. a. af C. v. Plotz, af A. Kaufmann (1836) efter et Maleri af Em. Bærentzen og af Em. Bærentzen 1839. 1888 udstillede O. D. Ottesen et Maleri af Bissens Buste, omgivet af Markblomster. Portrætteret paa W. Marstrands Billede: Fru Gyllembourg læser en Novelle højt i det Heibergske Hjem 1870 og paa J. Sonnes Frise af Thorvaldsens Hjemkomst 1847—48 (Thorvaldsens Museum). Bronzestatue af Rohl Smith, paa Dagmarteatrets Facade. Mindetavle af Utzon Frank 1935 paa Søkvæsthuset.

Breve fra og til J. L. Heiberg, 1862. Fra J. L. Heibergs Ungdom (J. Clausen og P. F. Rist: Memoirer og Breve, XXXVII), 1922. Autobiografiske Fragmenter i Prosaiske Skrifter, XI, 1862, S. 485—504. Teatercensurer i Prosaiske Skrifter, VII, 1861, og Gads danske Magasin, XXII, 1928, S. 209—24, 290—312. C. Molbech: Dansk poetisk Anthologi, IV, I, 1840. P. Hansen: Om J. L. Heiberg, 1867. E. Gigas: Litteratur og Historie, I, 1891, S. 194—285. Johanne Luise Heiberg: Et Liv gjenoplevet i Erindringen, 1891—92. Vald. Vedel: Studier over Guldalderen i dansk Digtning, 1890. Georg Brandes: Saml. Skrifter, I, 2. Udg., 1919, S. 441 ff. Vilh. Andersen: Danske Studier, 1893, S. 96—171. Samme: Tider og Typer, Goethe, I, 1915. Samme: Litteraturbilleder, I, 1903, S. 57—75. Troels-Lund: Bakkehus og Solbjerg, II, 1921. Paul V. Rubow: Dansk litterær Kritik, 1921. Samme i Danske i Paris, I, 1936. Julius Clausen: Kulturhistoriske Studier over Heibergs Vaudeviller, 1891. H. Christensen: Det kgl. Teater 1852—59, 1890. Paul V. Rubow.