Uranienborg,
Tycho Brahes Slot.
Tycho Brahes Slot.
Du Vandringsmand ved Søen,
O stands din raske Gang!
Vend hisset dig mod Øen,
Og hør min Mindesang.
Vend derhen dine Tanker,
Din Længsel og din Sorg:
Paa hine gule Banker
Stod før en Ridderborg.
I længstforsvundne Dage
Var den i Glands og Magt.
Nu er der knap tilbage
Ruiner af dens Pragt.
Men i de gamle Tider
Da var den høi og stor,
Og saaes til alle Sider,
Og kneisede fra Jord.
Den ikke monne være
For nogen Viking bygt:
Urania til Ære
Den reiste sig saa trygt.
Fra Menneskenes Vrimlen
Ved Havet skilt den laae,
Og hæved sig mod Himlen
Og til de Stierner smaa.
Høit kneiste Borgetinden,
Dens ranke Spiir derhos;
Der dreied sig for Vinden
En gylden Pegasus.
Forunderlige Taarne
I Nord og Syd man saae,
Af stærke Piller baarne,
Og med Altaner paa.
I alle Borgens Kanter,
Ihvor man og mon gaae,
Man mægtige Qvadranter
Og store Sphærer saae.
De Sale monne prange
I muntre Farveskiær.
Af Haver var der mange,
Med Blomster og med Træer.
I Volden var befæstet
Mod Øst en Port saa stor,
En anden imod Vester,
Og Spiir i Syd og Nord.
Alt fiernt man høre kunde,
Naar man gav derpaa Agt,
De fire store Hunde,
Som holdt ved Porten Vagt.
Den fromme Ridder trængte
Sig ei i Ledingsfærd.
Paa Væggen bort han hængte
Sit Hornisk og sit Sværd.
Fra Jorden og dens Jammer
Han gierne flygte gad,
Naar i sit stille Kammer
Ved Midnatsstund han sad.
Da hæved han sit Øie
Alt i den Nat saa lang,
Og spored i det Høie
De lyse Stierners Gang.
Og Stiernerne hans Rygte
Bar over Land og Sø,
Saa Konger selv besøgte
Ham paa den lille Ø.
Men Stiernerne de blinked
Til andre Lande hen,
Hans Skiebne bort ham vinked,
Han kom ei meer igien,
Alt længst de stolte Mure
Er siunkne hen i Gruus,
Og Ploven monne fure,
Urania, dit Huus.
Men hvergang Solen daler,
Seer den til Hveen huld,
Hvor Aftenrøden maler
Sig end erindringsfuld.
Veemodig Maanen iler
Forbi sin elskte Kyst,
Og Freyas Stierne smiler
Med hellig Elskovs Lyst.
Da røres det, og tindrer
I Borgens dybe Grund:
Den troer, at den erindrer
En gammel Aftenstund.
For nogle Øieblikke
Den gierne op vil staae,
Men ak! det kan den ikke,
Saa maa den plat forgaae.
J. L. Heiberg.