I. Høstaftenen
Til Adam Oehlenschläger.
Til Adam Oehlenschläger.
En Høstvind gaaer over visne Straa,
Og Regnen slaaer paa de Ruder smaa.
De Smaafugle flye udi Skoven ind,
Og Tranerne tye til Solens Skin.
De Kiere, som alle Du kiender vel,
De sidde fortroligt i dunkle Qvel.
Kaminen flammer. De tænke paa:
Hvormed den ledige Tid forslaae?
”I dovne Piger! Ei Lediggang!
Den ene skal vinde den Traad saa lang,
Den anden skal strikke en Strømpe fiin,
Den tredie sømme paa Skiorteliin;
Og Lottes Finger, konstig og let,
Brodere Figurer, nok saa net.
Og Ida skal sidde saa taus og tyst,
Uden Sang, uden Klang, uden Latter. Tys!
Og Moder vil læse den Sang saa sød
Om Valborgs Elskov og Valborgs Død.
Og Klinas Røst, bevæget derved,
Skal hielpe den Trætte, med Venlighed.”
Saa sad vi, en Klynge, fortrolig og tæt.
Saa mangen en stille Taare blev grædt.
De faldt i vor Barm, de runde i Løn,
Som Foraarsduggen paa Marken grøn.
„Hvad Sødt, der i Kierligheds Taarer var,
„I Axel og Valborg forenet Du har.
„Hvad Stort, man i Smertens Salighed fandt,
„Det har Du indflettet i Skiebnens Gevant.
„Hvad der hæver Sielen til Himmelgang
„Fra den jordiske Sorg og jordiske Trang,
„Har Du samlet til himmelsk Harmonie,
„Saa at Øiet bæver, med Taarer i.
Og roligt, som funklende Stierners Skin,
Der bryder i jordiske Taager ind,
Saa stiger Valborg og Axel stor
Til Broderdandsens straalende Chor;
Hvor Baldur hiin Gode fylder vort Bryst,
Og Hakon hiin Rige med gysende Lyst,
Det elskende Hierte henrykke vil.
O tonende Træ! Du blomstre frit!
Lad Digtningens Drømme fierne Dig blidt
Fra det jordiske Liv! Thi i Tusmørket ind
Jo funkler Digterens Stierneskin.