Anden Scene.
(Grev Robert og Cilius træde ind. Begge ere i Reisedragt.)
Robert (seende ud ad Scenen).
Endnu er intet Spor af hvad vi søge.
Cilius.
Kun grønne Træer og Buske overalt.
Robert.
Hvergang en Udsigt aabner sig for Øiet,
Jeg troer at staae ved Maalet.
Cilius.
Tilgiv, Herre!
Men er I derpaa vis, at denne Skov,
Og ikke hin mod Østen er vort Maal?
Paa kryds og tværs igaar vi her har søgt,
Men dog fandt ei vi Stedet.
Robert (i Tanker).
Nu er Dagen!
Den sidste Dag det er, og Testamentet
Man snart vil aabne. Ha, til Hoffet maa jeg
Endnu ved Solens Skin. Før Nattens Frembrud
Maa Alting klares, skal min Eed jeg holde.
Ha, Cilius!
Cilius (som har opdaget Felix og Felicia).
Hr. Greve!
Robert (vender sig).
Jeg ... hvad seer jeg!
Cilius.
To sjeldne Skovens Dyr, ei sandt, o Herre?
Robert.
Kan jeg mit Øie troe? Er dette Blendværk?
Her min Fyrstindes Page og hans Søster!
Cilius.
Med Sværd i Haand han sover.
Robert.
Væk ham!
Cilius.
O,
Den Fugl er munter alt.
Felix (springer op).
Hvem der? Hvem er der?
Cilius.
Gnid Øiet unge Ven, og I vil see det.
Felix (tagende Felicias Haand).
Op, min Felicia! Sov ikke længer!
Felicia (reiser sig).
Du her, o Felix! ... dog, hvor har jeg været?
Robert (til Felix).
Hvad gjør du her i Skoven?
Felix.
Ha, Grev Robert!
Felicia.
Grev Robert! ... O, min Herre, vær os naadig!
Robert.
Hvad gjør I her i Skoven? Hvorhen vil I?
Felix.
Fra Hoffet flygted vi, og hjem vi vil.
Robert.
Og hvor er Eders Hjem?
Felix.
Ei langt herfra.
Robert.
I denne Skov?
Felicia.
Ja, nær ved Aaens Bred,
Hvor Hytten ligger skjult bag dybe Kløfter,
Der boer vor gamle Moder, der vi leved
I mange Aar før vi til Hoffet kom.
Robert.
(Til Cilius.)
Der fik med eet jeg jo en Følgesvend.
(Til Felix.)
Siig, Felix, veed du Vei i denne Skov?
Felix.
Ja, min Hr. Greve!
Robert (træder tilside).
Cilius, et Ord!
Giv Følget Ordre til at vente paa mig
Ved Skovens Udgang. Selv til Slottet il!
Hils Marschal Balliot fra mig, og bed ham,
Saalænge det er muligt at forhindre,
At Testamentets Indhold bli’er bekjendt.
Forstaaer du? Sagen vigtig er.
Cilius.
Hr. Greve!
I stole kan paa mig.
Robert.
Jeg veed det; dog,
Afsted! Tilhest! Og hurtig bring mit Bud!
(Cilius bort.)
(Til Felix.)
Nu tag din Søsters Haand, og følg med mig.
Felix.
Hr. Greve! først et Ord
Robert.
Og hvilket er det?
Felix.
I vil dog ei os føre hjem til Hoffet,
Og røbe Stedet, hvor vi søge Skjul?
Robert.
Og frygter Lyset du? Siig frem, Felicia!
Er det en Brøde, som I flygte for?
Felicia.
Nei, Herre, nei! Os Verden Ryggen vendte,
Og derfor flygte vi fra Verden bort.
Robert.
En selsom Grund. Men Barn, din Kind har blødt,
Og Armen — see, paa begge sidder Blod.
Felicia.
Det Krattets Torne var, som sønderrev mig,
Thi Mørket viste daarligt os kun Vei.
Robert.
Nu, paa vor Vandring Alt I mig fortælle;
Maaskee jeg hjelpe kan i denne Nød.
Afsted!
Felix.
Nei, først mit Ord I maae besvare.
Robert.
Først viis mig Veien gjennem denne Skov,
Saa skal jeg svare dig.
Felix.
Felicia, stands!
Gaa ei af Stedet før hans Ord vi har.
Felicia (griber Roberts Haand).
Jo, til hans Ridderære jeg betroer mig!
Robert.
Smukt talt, mit vakre Barn! Stol kun paa mig,
Og du skal ei det angre.
Felicia.
Felix, følg mig!
Felix.
Vel! Til hans Ære jeg som du betroer mig.
(Alle bort.)