Frederik Paludan-Müller (1809–76)

Puh! En saadan forceret Marsch ta’er paa

Kræfterne, især naar man hele Tiden maa holde Kar-

lene i Aande.

Men det havde I jo ikke havt nødig. Hele

Veien har I brugt Jer Lunge og raabt: Een, To!

Een, To! akkurat, som I skulde lære Folkene at tælle

til To. Tag mig det ikke ilde op, Carocco! men ved

saadan altid at høre Jer holde op ved To, maa

man næsten tænke, at I ikke kan tælle til Fem.

Snak, min gode Syngemester! Man hører nok,

I har aldrig været Militær. Een, To, Een, To,

Taktiken.

Saa det er den? Men hvorfor gjør vi Holdt

her?

Hvorfor? Ih, for en Ulykke! fordi Folkene skal

hvile sig. Nu har vi jo marscheret 2 stive Miil

uden at finde det mindste Spor af den bandsatte

Page og hans ligesaa bandsatte Søster. Har I

endnu Lyst til at traske om i Skoven, uden først at

tage en Hjertestyrkning — saa værs’god! Jeg holder

mig til min lille Lærke. (trækker en stor Feltflaske op af

Lommen, og drikker.) Det kalder man i Krigssproget

at klunke. — Har I Lyst?

Nei Tak! Finkel om Morgenen er ikke min Drik.

Men afsted Carocco! Husk vor Ordre.

Krigsbrug gaaer for Alt. Leve Felttjenesten!

Men er I da reent besat, Ridder? Vil I nu

drikke Jer fuld? Husker I ikke, hvilken Næse vi fik,

da vi maatte bringe Prindsessen den Besked, at Pa-

gen og hans Søster vare fløiten? Deri var I ogsaa

Skyld, da I først vilde tage Jer Aftensmad, før I

efterkom Ordren.

For Pokker! Deri gjorde jeg ret. Er min Mave

tom, vil Benene ikke fremad; og hvad Prindsessens

Næse angaaer, saa var den nok egentlig til Jer. Til

mig sagde hun derimod med Taarer i Øinene (Gud

velsigne hende!) og med bævende Stemme: Ædle

Ridder! denne Kjæde — her viste hun mig en over-

ordentlig kostbar Guldkjæde, besat med Diamanter —

ædle, tappre Ridder, sagde hun, denne Kjæde er

Eders, bringer I dem begge tilbage. Gaa, il, løb,

flyv! Spar hverken Flid eller Møie! — Min Tak —

nei, det er sandt, min Løn sagde hun — min Løn,

den sødeste Løn skal ikke udeblive. Seer I, det sagde

hun, og ved de Ord: den sødeste Løn, hu! saa spil-

lede hendes Øine saa mit tredsindstyveaarige gamle

Hoved blev ganske tummelumskt, og Hjertet nær var

løbet af med mig.

Det var en rar Historie for hvem der vil troe

den. Men da I selv siger, at I har Ordre til at

løbe og flyve — saa lad os idetmindste marschere

videre. Her i Skoven maae Flygtningerne være, thi

her har de før havt hjemme.

Meget muligt, Syngemester! Meget muligt. Men

seer I, her i min anden Lomme har jeg endeel koldt

Kjøkken: Et Par Snepper, et Par Kyllinger, 7, 8

Gaaseelaar, en Lever-Postei o. s. v. o. s. v. seer I, det

maa vi først have gjort Kaal paa. Hen med Jer i

Græsset, at vi kan undersøge Herligheden!

Ikke af Pletten gaaer jeg. Men I skal staae

Fyrstinden til Ansvar for dette Ophold.

For en Ulykke! Vil I da, at Folkene skal faste

den hele Dag?

Folkene! Folkene faae jo ikke en Smuus. Selv

er I jo Alting alene.

Forstaa mig ret, Billo! Det Vigtigste, som I

selv begriber, er at Anføreren holdes vedlige. Hans

Mod og Styrke maa fremfor Alt conserveres, hvis

Man skal haabe et heldigt Udfald. Seer I, af den

Grund, og af ingen anden, æder jeg Alting alene.

Men vær rolig! Ogsaa I skal faae Jer Deel. Der-

for, afsted med Jer, og hen i Græsset!

Holdt! Gevalt!

Hvad seer jeg! (stikker Flasken ind). En Kaarde-

skede! — Et Skjærf! — Ved Mars! her har staaet

en Bataille om en Dame eller et Dameskjørt; derpaa

tør jeg give min Hals, og Eders med, Billo.

Tak skal I have for Jer gode Villie. Men lad

mig see! — Ja ... Ja, ved Himlen! det er Felicias

Skjærf; jeg kjender det — og Skeden ...

Skeden — lad mig see! Paa Kaardeskeder for-

staaer I Jer ikke. (tager Skeden.) Denne Skede — paa

min Ridderære! Eiermanden er Felix. Den hører til

den Kaarde, som jeg selv har skaffet ham.

Seer I Blodpletterne her?

Blodpletter, paa min Ære!

Blodpletter paa Jer Ære? Det er nok ikke

mange. Men forstaaer I disse Tegn? Herregud!

Hvad kan der dog være blevet af de stakkels unge

Mennesker?

Hvad der er blevet af dem? Det tænker jeg er

saa klart som Dagen. Jeg iler øieblikkelig tilbage til

Fyrstinden, og melder hende Alt.

Melder hende Alt? — Hvad vil I da melde

hende?

Hvad jeg vil melde hende? Ih, for en Ulykke!

— Hvad jeg vil melde hende? ... Jeg vil melde, at

Pagen og hans Søster ynkeligt ere omkomne; at Fe-

lix forsvarede sig kjækt som en Løve mod disse Rø-

verhunde, mens Felicia aftørrede hans Blod med sit

Skjærf; at tilsidst begge faldt, efter det blodigste og

meest ærefulde Forsvar; og endelig, at Røverne ned-

grove Ligene, og bortførte i Triumph begges Klæder

samt Pagens Kaarde, til Beviis paa hvilket jeg frem-

viser denne tomme Skede.

Og alt det vil I melde?

Skulde jeg maaskee beholde en saa vigtig Efter-

retning for mig selv?

Nei, det var ogsaa formeget forlangt. Men jeg

vil ikke strides med Jer. Forkynd I kun den blodige

Nyhed, men lad mig beholde Soldaterne. Disse unge

Mennesker ere mig som mine Øiestene; jeg maa have

dem igjen, hvis jeg skal leve.

Ja saa kan I strax lade Jer begrave! men

Soldaterne faaer I ikke. Troer I virkelig, at jeg

uden Bedækning vil marschere gjennem en Skov, der

er fuld af Røvere, og det ovenikjøbet naar jeg gjem-

mer en saa vigtig Nyhed? I maae være bleven for-

rykt, siden I kan forlange dette.

Ja, forrykt kan man blive over saadan Snak.

Men eet Ord saagodt som tyve. Faaer jeg ikke

idetmindste tre Mand med mig, skal I dyrt komme til

at svare derfor.

Tre Mand — saa har jeg kun fem tilbage; men

lad gaae! Dog kun paa det Vilkaar, at I tager de

tre mindste, magreste og meest spædlemmede af Karlene.

Den Ene er mig saa god som den Anden.

Saa kom da Syngemester! For mine gode Ven-

ner kan jeg gjøre Alt; ja endogsaa som her, sætte mit

Liv paa Spil. (de gaae hen til Soldaterne, hvor Carocco

udpiller 3 af Karlene efter at have befølt og maalt dem.)

Fra dette Øieblik af — hører I, Karle?

fra dette Øieblik af, er ikke jeg, men denne Herre

Eders Commandeur. Ham har I at lystre i Alt, eller

i modsat Fald at ligge tre Maaneder krum, og løbe

Spidsrod, saa Blodet hagler Jer ned ad Ryggen som

et Kildevæld. Hører I, Karle? — Afsted! Marsch!

Følg mig ad denne Vei, dybere ind i Skoven.

Tappre Soldater! Vor Expedition er endt. Vi

skulle nu tiltræde vor Tilbagemarsch, for i Hjemmet

hos taknemmelige Medborgere og Medborgerinder, at

høste Lønnen for vore Strabadser og udstandne Møi-

sommeligheder. Tre Mand have vi tabt, og dog er

Faren nu tre Gange saa stor som før; thi Skoven

vrimler af Røvere, der nylig have faaet Blod paa

Tanden. De tørste efter vort Blod, disse Blodhunde!

De ville mætte sig med vort Kjød, disse Umennesker!

Derfor Mod i Brystet, tappre Karle, og svigter ikke

Eders Anfører i Farens Stund. Imidlertid — og

husker vel paa, hvad jeg siger Jer, Karle — glem-

mer I det, skal min Kaarde slaae Eders Ryg —

imidlertid ville vi gaae forsigtig tilværks, og ikke ud-

æske Nogen. Lade de os med Fred, saa lade vi og-

saa dem med Fred; thi ere de Umennesker, saa ville

vi vise, at vi ere Christne, at vi ere Mennesker!

Skulderen! Venstre Sving! Marsch, marsch! See til

Høire! Een, To! Een To (idet de gaae forbi Tilskuerne.)

See til Venstre! Een To! Een To! (man hører et Skud

bag Scenen.) Der er de! Der er Røverne! Afsted!

Følger mig, følger mig, Karle! Slutter Jer tæt om-

kring mig! Afsted!