Tredie Act.
Første Scene.
(Tyk Skov. Idet Dækket gaaer op er Scenen dunkel; efter-
haanden kaster Solen sine Straaler ind, og oplyser den.
Tilhøire paa en Græsbænk ligger Felicia og sover. Felix,
med Kaarden i Haanden, staaer foran hende. Han træder
nogle Skridt frem og seer ud i Horizonten.)
Felix.
Nu reiser Solen sig og Natten flyer.
Den lyse Dagens Konge raaber til mig:
Du kan din Post forlade — jeg skal vaage!
(Nærmer sig Felicia.)
Hvor fast hun sover! Intet Spor har Smerten
Paa disse Læber efterladt, og Øiet
Har lukket Sorgen ind da det sig lukte.
Alt det Forsvundne svæver let som Drømmen
Hen over hendes Pande — hver en Piil
Har tabt sin Braad og saarer ikke mere.
(Vender sig fra hende).
Hvi er da jeg saa svag? Den lange Nat,
Hvis sorte Øie skued min Flugt,
Var med sit Mørke som et Dødningflor,
Der skjulte Livet for mig. Hver en Stjerne,
Som glimted frem af Skyen, talte til mig
Om det, jeg aldrig naaer — om dette Svælg,
Der skiller Jord og Himmel fra hinanden.
Saa hørte Stormens Susen jeg i Skoven —
Da vaagned alle gamle Minder op,
De bittre med de søde; alle Saar
Sig aabnede paany, og alle Smerter
Skød frem af hundred Kilder i mit Bryst.
Da var mit Hjerte Døden nær — mit Øre
Fornam i Stormens Hviin kun Verdens Haan,
Der følger den Elendige paa Jorden.
(Pause.)
Men træt jeg er — min Haand og Fod er mat;
Min Sjæl har røvet Legemet dets Styrke.
Jeg vil mig hvile —
Min Søster! Jeg var denne Nat din Vagt;
Nu Dagens Sol skal vogte paa os Begge.
(han trækker sin Kappe og lægger sig ved Felicias
Fødder.)