O slumre Spæde, slumre sødt,
Dit Leie har jeg redt saa blødt,
Af Søvnen bli’r du stærk og stor,
O slumre sødt du kiære Noer!
Nu stille,
Du Lille.
Din Moder jo vanger hos dig!
End er din lille Fod for svag,
Dog kommer vel engang den Dag
Du ved din Moders Haand kan gaae,
Og høre Nattergalen slaae.
Nu stille,
Du Lille;
Din Moder jo vaager hos dig!
Da skal du skue Solen skiøn,
Og Engen blomsterklæd og grøn,
Og Skovens Dyr, og Bondens Faar,
Og Manden som i Marken staaer.
Nu stille,
Du Lille;
Din Moder jo vanger hos dig!
Snart smykket med en hellig Krands
Du træder Livets første Dands,
Ei Krandsens Underkraft du veed,
Men husk dens Navn: Uskyldighed!
Nu stille,
Du Lille;
Din Moder jo vaager hos dig!
Den kiøbes ei med Perus Guld,
Men er ukløvt den Spæde huld,
Den trodser Vælde, Baal og Brand,
Og blegner ei for væbnet Mand.
Nu stille,
Du Lille;
Din Moder jo vaager hos dig!
Saa slumre Spæde, slumre sødt,
Dit Leie har jeg redt saa blødt,
Gud Fader, som i Himlen boer,
Mod Ondt dig værne kiære Noer!
Nu stille,
Du Lille;
Din Moder jo vanger hos dig!
R. Frankenau.