Epistel
til
til
Hr. F.-Høegh Guldberg.
Hr. F.-Høegh Guldberg.
O Guldberg! sande Rosernes Poet,
Som livlig sang om hine trende Dyder,
Der med en Blomsterdronnings Majestæt
Det hulde Kiøn med Himmelynde pryder,
Din lette Muse rosefarvet er;
Naar den sit Øie paa en Gienstand sætter,
Seer den ei skarpe Træk, ei mørke Pletter;
Den finder idel Lys, og Skin, og Skiær.
Du med bedraget Syn mig og har skuet,
Da Døden mig at fælde rusted’ sig;
Da den graahærdet Hoved havde truet,
Et større Værd Dit Venskab laante mig.
Paa Din fra Styx tilbagekaldte Ven;
Vel jeg deri ei mine Træk gienskiendte;
Men dog Dit Hiertesprog heelt reev mig hen.
Den søde Sang til Qvægelse mig tiente;
Nu lever jeg, nu synger jeg igien;
Nu vaagner jeg til den medfødte Glæde,
At føle, lee, og lysteligt at qvæde.
Men spørger Du: hvad virked’ denne Kuur?
Det var tilvisse hielperig Natur,
Af ypperlige Læger understøttet;
En stræng Diæt mig og dertil har nyttet;
Men, at jeg dog er atter rask og glad,
Og nu fornøier mig med munter Qvad,
Det volder, Du vil nærved giætte, hvad.
Tredobbelt Rose og mig Himlen givet,
Og ved den Skienk sin Gunst udmærket har.
Den mig en Qvægelse igiennem Livet,
Den mig Aes triplex circa pectus var.
Een er det lette Sind, det muntre Lune,
Som fra min Ungdom af ledsaged’ mig.
Den hver en Sorg forbød at nærme sig,
Og at forstyrre mine søde Blune.
Ved den medfødte Roses Tryllerie
Jeg, som en flygtig Drøm, Bekymring glemte,
I hver Forfatning glad at kunne skiemte,
Det var min praktiske Philosophie.
Paa Livets Faringsvei, ved at træde
Paa jævne Stene, jeg dog sikker gik,
Og ofte styrked’ mig med siælfølt Glæde;
Jeg ofte til at glædes Aarsag fik!
En anden Rose, som mig Himlen skienkte,
End Din Deel, ædle, blide Guldberg, blev.
Hvad ømt jeg følte, hvad jeg svagfuld tænkte,
I Gudernes ældgamle Sprog jeg skrev.
Ja, Poesie, min tro Ledsagerinde,
Du gav mig tit en skyldfri Tidsfordriv.
Du lader mig til ingen Alder finde,
Men giør til Sommerdag mit hele Liv.
Men af Jevnaldrende jeg har tillige
En Rose faaet, af Ynde uden Lige.
Den Kraft, som udgik fra ethvert dens Blad,
Har giort mig ung igien, og stolt, og glad.
Af varm Deeltagelse den Trylleflamme
Sig i min Sygdom lod saa sødt fornemme,
Gav mig saa stor, saa sand, saa reen en Lyst,
At Hiertet næsten smelted’ i mit Bryst,
Og at den Tunge, som ei mere mæl’te,
Ny Ild, nyt Liv, ny Nervekraft besielte,
Og da min Høire laae i Lamheds Baand,
Jeg snart skrev læselige med venstre Haand.
Den tredje Rose da jeg Trøsten kalder,
Den kosteligste Skienk i gammel Alder,
Det Tegn, at den, som Reisen forestaaer,
Usavnet ei til sine Fædre gaaer.
Døm, elskte Guldberg, nu, om af de trende
Jeg ingen Hielp, og Nytte maatte kiende,
Især betænk, hvor fro mit Hierte leer,
Naar jeg Dig selv blant mine Læger seer.
Tode.