Rasmus Frankenau (1767–1814)

        Frankenau (Franckenau), Rasmus, 1767–1814, Læge, Digter. F. 6. Jan. 1767 i Kbh. (Nic), d. 12. Okt. 1814 i Slagelse, begr. sst. Forældre: Toldinspektør, senere Etatsraad Friedrich Christian de F. (1724–84, gift 2° 1770 med Edel Cathrine Falck, 1744–1829) og Maren Pau (d. 1769). Sønnesøn af G. F. Franck de Franckenau (s. d.). Gift 30. Marts 1799 paa Frbg. med Wilhelmine Giede, f. 4. Nov. 1780 i Kbh. (Holmens), d. 2. Okt. 1825 sst. (Garn.), D. af Forvalter ved Proviantgaarden Christian G. (1733–96, gift 2° med Ingeborg Stoud, d. 1810) og Ragne Angel (1754–91).

        Frankenau blev Student 1784, privat dimitteret, og tog medicinsk Eksamen 1794. 1795–96 foretog han en Rejse til Tyskland og Østrig med længere Ophold i Gottingen og Wien, hvor han studerede offentligt Sundhedsvæsen. 1797 tog han Doktorgraden (»De scorbuto«). Sommeren 1798 var han atter i Tyskland og besøgte Pyrmont. 1799–1803 var han Landfysicus i Arendal, men tog allerede 1801 til Kbh., hvor han forgæves søgte Stadsfysikatet; n. A. udnævntes han til Distriktslæge under Kbh.s Fattigvæsen og til Sekretær i Kommissionen angaaende Sundhedspolitiet. 1810 blev han Hospitalslæge i Slagelse. — Frankenau har udfoldet en livlig Skribentvirksomhed. Hans medicinske Forfatterskab, der for en stor Del bestaar af Oversættelser, gaar mest i populær Retning. Som den første danske Haandbog i offentligt Sundhedsvæsen udgav han 1801 »Det offentlige Sundhedspolitie under en oplyst Regiering, en Haandbog for Øvrigheder og Borgere«. Ogsaa inden for Skønlitteraturen arbejdede han flittigt. Foruden Librettoer til Teatret oversatte han forskellige Digte af Hölty, Goethe, Schiller, Matthisson, Salis o. a.; Oversættelserne af førstnævntes Mailied (»Dandser Majen skiøn imøde«) og Erntelied (»Vipper springe«) har med Weyses Melodier vundet varig Popularitet. Som original Poet bevæger Frankenau sig let og formfuldendt, men uden stærkt personligt Særpræg, inden for Tidens yndede Genrer. Hans Digte hylder ideale Abstraktioner som Uskyldigheden og Venskabet; undertiden anslaar han den Bürger’ske Balladetone og dyrker den beskrivende Elegi (»Christiansborgs Ruiner, Natten efter Branden 1794«, »Kjøbenhavns Bombarderings-Nætter 1807«); til hans bedste Ting hører Elegien »Aftentanker« (i »Nytaarsgave for Damer« 1797). Størst Yndest opnaaede hans Viser og Selskabssange (f. Eks. »Fryd dig ved Livet« og »Hver Glædens Ven«), som i denne Klublivets Blomstringstid kom paa alles Læber. Før sin Død tilrettelagde han sine »Samlede Digte« (udkommet som »Nytaarsgave for 1815«), men heri mangler flere af de ovennævnte Ting. — Ved Arten af sit dobbeltsidede Talent kan Frankenau minde om Tode, men som Personlighed er han mindre af Format; en mulig rigere Udfoldelse af hans Evner hindredes ved hans tidlige Død.