Sang
ved et Sølvbryllup.
ved et Sølvbryllup.
Mel. Langt meer end Guld &c.
Mel. Langt meer end Guld &c.
Skiøn spirer Glædens Blomster frem
For hver, som Fryd fortiener.
Ei er vor Jord det Qvalers Hiem,
Som vrantne Mismod mener.
O! mangen høi og ædel Lyst
Fandt Adgang til den Godes Bryst!
Og i de Glæders Blomsterbeed
Jo Elskovs Rose smiler!
O reen, og himmelsk Salighed
Udi dens Bæger hviler!
Og Troskabs Myrter frede den
Til værdig Løn for Dydens Ven.
Held hver, som denne Rose fandt,
Og fro dens Værd paaskiønner,
Og den i Myrtekrandsen bandt,
Hvormed ham Troskab lønner!
Ja, Elskov! tifold salig hver,
Som i dit Smiil sin Himmel seer!
I skyldfrie Ungdoms favre Vaar,
Din Magt vi glade hylde.
I moden Manddoms svare Aar
Vor Styrke dig vi skylde.
I huuslig Lykkes hulde Favn
Du byder Løn for skiftet Gavn.
Med Faderheld, med Moderlyst
Du signer mild din Dyrker.
Naar Vanheld stormer mod vort Bryst,
I Kampen du os styrker.
Selv sneehvid Alders Vintertid
Din Glædes Minde giør os blid.
O ædle Par! som Kierlighed
I Rosenkiæder knytted’,
Hvis rene Hierters blide Fred
Den skabte og beskytted’ —
Held Dig! Din Lod er himmelsk skiøn!
Du eier Dydens bedste Løn!
Du længe, længe eie den,
Du skue fro tilbage,
Opfyldte med Tak mod Giveren,
Til svundne glade Dage!
Den Pagt, Du svoer i Ungdoms Vaar —
Held Dig! den end urokket staaer.
O see en kierlig Afkom Dig
Med henrykt Fryd velsigne!
See, hvor den glad bestræber sig
I Dyder Dig at ligne!
O nyd Dit rene, sieldne Held
Med frydfuldt Bryst, med aaben Siel!
See, glade Venner samle sig
Og festligt Bæger hæve,
Og ønske: gid Du lykkelig
Maae længe samlet leve!
Ja, elskte Par! Din Lykke nyd!
Og Himlen værne om Din Fryd!
M.