Fingal
Tredie Sang.
Tredie Sang.
”Liflig er Sangen — sagde Cuchullin — og elskeligt er Oldtidens Minde. Det er liig Morgenens milde Dug, paa Raaernes Bjerg, naar Solens matte Straaler ere paa dens Side, og Søen er klar og blaae udi Dalen. O, Carril! opløft igjen din Stemme, og lad mig høre Turas Sang, der blev sjungen i min Glædes Borg, da Fingal Skjoldenes Konge var der, og blussede ved sine Fædres Daad”.
”Fingal du Kampens Mand — sagde Carril — tidlig var din Idræt i Strid. Lochlin fortæredes i din Vrede, mens din Ungdom streed med Pigernes Skjønhed1. De smilte til Heltens faurt-blomstrende Ansigt; men Død var i hans Hænder. Han var stærk som Loras Vande. Hans Ledsagere vare liig et tusinde Strømmes Buldren. De toge Lochlins Konge i Striid, man gav ham tilbage til sine Skibe. Hans store Hjerte svulmede af Stolthed; og Ynglingens Død var i hans mørke Sjæl. For aldrig havde nogen uden Fingal, betvunget den vældige Starno”.
”Han sad i sine Skallers Borg i Lochlins skovrige Land. Han kaldte den graahærdede Snivan, der ofte sang om Lodas Kreds: naar Magtens Steen hørde hans Raab, og Sejren skiftede paa Kæmpernes Mark.
Graahærdede Snivan — sagde Starno — gak til Ardvens Havomflydte Klipper. Siig Fingal Ørkens Konge, at han er den gjæveste blandt sine tusende, siig ham, jeg giver ham min Dotter, den faureste Møe hvis sneehvide Barm nogensinde har bølget. Hendes Arme ere hvide som mine Bølgers Skum. Hendes Sjæl er ædel og blid. Han komme med sine boldeste Kæmper til hende, som boer i det eensomme Buur.
Snivan kom til Albins stormfulde Bjerge, og Fingal gik. Hans opflammede Sjæl fløj for ham, i det han foer over Nordhavets Bølger.
Hild dig — sagde mørkbrune Starno — hild dig, Klippefulde Morvens Konge! og I hans vældige Kæmper, I Sønner af den eensomme Øe! Tre Dage giver jeg Fæsten i min Borg; og tre Dage skulle I jage mine vilde Dyr, at eders Rygte kan naae den Møe, som boer i det eensomme Buur.
Sneens Konge besluttede deres Død, og gav Skallernes Fæst. Fingal forblev i sin Rustning af Staal; thi han troede ikke sin Fiende. Dødens Sønner ræddedes, og flyede fra Heltens Øjne. Glædens muntre Stemme lyder, de bævende Harper klinge. Barder besjunge Heltes Kamp; og Elskovs bølgende Barm. — Ullin, Fingals Barde var der; hiin søde Stemme paa Conas Bjerg. Han priiste Sneens Dotter; og Morvens Højbaarne Konge. Sneens Dotter hørte hans Sang, og forlod sine lønlige Sukkes Borg. Hun kom i al hendes Skjønhed liig Maanen fra Østens Skye. Yndighed omgav hende som et Lys. Hendes Fjed var Sang. Hun skuede Ynglingen og elskede ham. Han var hendes Hjertes stjaalne Suk. Hendes blaae Øjne rullede paa ham i Løndom, og hun signede Morvens Konge.
Den tredie Dag skinner med alle sine Straaler paa Vildornernes Skov. Frem skrider Starno med mørke Pande, og Fingal Skjoldes Konge. Den halve Dag tilbragte de paa Jagten, og Fingals Spyd var rødt i Gormals Blod.
Da kom Starnos Dotter med sine blaae Øjne rullende i Taarer, hun kom og talte til Fingal med Elskovs Røst. Fingal, højbaarne Konge, fæst ej din Liid til Starnos stolte Hjerte. I hin Skov har han lagt sine Kæmper; vogt dig for Dødens Skov. Men mindes Agandecca, o Bjergets Søn: frels mig fra min Faders Vrede, stormfulde Morvens Konge!
Sorgløs gik Ynglingen frem, hans Helte ved hans Side. Dødens Sønner faldt for hans Haand; trindtom gjenlød Gormal. — For Starnos Haller samledes Jagtens Sønner. Kongens mørke Bryn vare som Skyer; hans Øjne som Nattens Nordlys. Bringer Agandecca hid, raaber han, til hendes elskede Fingal. Hans Haand er bestænket med mit Folks Blod; hendes Ord have ej været forgjæves.
Hun kom med sine røde Taareøjne; hun kom med sine flyvende Ravnelokker. Hendes hvide Barm bølged af Sukke, liig væltende Lubars Skum. Starno stinger hendes Side med Staal. — Hun faldt liig et Sneeskrid, som glider fra Ronans Fjeld; naar Skovene ere tause, og Buldret gjenlyder fjernt i den dybe Dal.
Fingal saae til sine Kæmper, hans Kæmper grebe deres Vaaben. Kampen raste, og Lochlin faldt eller flyede. I sin Snekke lagde Fingal den blege Møe. Hendes Grav knejser paa Ardven, og Søen bruser om Agandeccas mørke Bolig.
Velsignet være hendes Sjæl, sagde Cuchullin, og velsignet være Sangens Mund. — Stærk var Fingals Ungdom, og stærk er Oldingens Arm. Lochlin skal falde igjen for stormfulde Morvens Konge. Viis dit Ansigt fra Skyen, o Maane; vejleed hans hvide Sejl paa Nattens Bølge. Og hvis nogen mægtig Himlens Aand sidder paa hiin lavtsvævende Skye, da vend hans Snekker fra Klippen, du Stormens Rytter2!
Saa vare Cuchullins Ord ved Bjergeelvens Brusen; da Calmar Mathas saarede Søn, steeg op ad Bjerget. Blødende kom han fra Valpladsen. Han støttede sig paa sit bugtende Spyd. Svag er Kampens Arm, men stærk hans Sjæl.
Hil dig, o Mathas Søn, sagde Connal, velkommen est du blant dine Venner! Hvi brister dette brudte Suk fra hans Bryst, som aldrig tilforn frygted?
Og aldrig vil han frygte, o Connal. Min Sjæl straaler i Fare, Spydkonning, og jubler i Slagets Larm. Jeg er af Staalæten; mine Fædre frygtede aldrig. — Cormar var den første af min Slægt. Han legte i Havets Storme. Hans sorte Snekke gynged paa Dybet, og gled under Vindens Vinger. — Engang forstyrrede en Aand Natten. Bølger svulme og Klipper gjenlyde. Storme jage Skyerne. Lynilden flyver paa flammende Vinger. Han frygtede og ilte til Land: men da rødmede han over sin Frygt, og foer atter ud blant Bølgerne for at finde Vindens Søn. Tre Ynlinger følge den vippende Baad; han stod med sit dragne Sværd. Da den lavtsvævende Skye gled forbi, greb han dens krusede Hoved, og randsagede dens mørke Skjød med sit Glavind. Vindens Søn forlod Luften; Maanen og Stjernerne vendte tilbage. — Saa var min Slægtes Djervhed, og Calmar er liig sine Fædre. Faren flyer fra hans hævede Sværd. Snarest sejre de kjække. Men nu, I Erins Sønner, fjerner eder fra Lenas blodige Hede. Samler vor Venners sørgelige Levninger, og forener eder med Fingals Sværd. Jeg hører Buldret af Lochlins fremdragende Hær; men Calmar vil blive og kæmpe. Min Røst skal være saadan, mine Venner, som om tusinde vare bag efter mig. Men mindes mig, o Semos Søn. Mindes Calmars livløse Lig. Naar Fingal har hærget Kampens Mark, da lægger mig under Erindringens Høj, at kommende Tider kunne høre mit Rygte, og Calmars Moder juble over min Navnkundigheds Steen.
Nej Mathas Søn, sagde Cuchullin, jeg vil aldrig forlade dig. Min Fryd er i den ulige Kamp; min Sjæl tiltager i Fare. Connal og Oldtids Carril, frelser Erins mismodige Sønner; og naar Striden er forbi da leder om vore Liig paa denne snævre Vej; thi ved denne Eeg skulle vi stande i Kampens Strøm. — Fithils Søn, med Stormfødder flyv over Lenas Hede. Siig Fingal at Erin er indsluttet, og byd ham at ile. O, lad ham komme liig Solen i et Uvejr, naar den skinner over de grønklædte Høje!
Paa Cromlas Ryg graaner Daggrye; op stege Havets Sønner. Calmar fremstod for at møde dem i sin flammende Sjæls Stolthed. Men blegt var Kæmpens Ansigt; han hvilte sig paa sin Faders Spyd; hiint Spyd, som han medtog fra Laras Hal, da hans Moders Hjerte gruede. — Men see, han segner sagtelig ned, liig et Træe i Conas Dal. Mørke Cuchullin staaer ene, som et Bjerg i den sandige Slette. Havet kommer med sine Bølger og brøler mod dets hærdede Sider. Dets Hoved er bedækket med Skum, og alle Fjelde gjenlyde. — Gjennem Havets blege Taage sees Fingals hvide Sejl. Som en Skov er deres høje Master. De nikke paa de væltende Bølger. — Swaran saae dem fra Bjerget og drog tilbage fra Erins Sønner. Som det buldrende Storhav synker i Ebbe gjennem Inistores hundrede Øer; saa uhyre, saa larmende vendte Lochlins Sønner tilbage mod Ørkenens Konge. — Men sorgfuld, nedbøjet, med langsomme Fjed sank Cuchullin i Cromlas Skov; efter ham slæbte hans Spyd. Han skyede Fingals Aasyn, han som plejede at modtage ham fra Ærens Marker. — Hvor mange af mine Kæmper ligge der! Inisfals Fyrster! De som vare glade i Borgen, naar Skallernes Klang opsteeg. Aldrig mere skal jeg finde deres Fjed udi Heden, eller høre deres Røst paa Hindenes Jagt. Blege, tause paa blodige Senge ere de som vare mine Venner! O I de nysfaldnes Aander! møder Cuchullin paa hans Hede. Taler med mig paa Vinden, naar Træet over Turas Hule suser.
Fjernt, afsides, ukjendt skal jeg ligge der. Ingen Skjald skal høre om mig. Ingen Steen skal knejse til min Priis. Begræd mig med de døde, o Bragela! Forsvunden er min Ære. — Saa vare Cuchullins Ord, da han sank i Cromlas Skove, og sørgede over sine faldne Venner.
Høj paa sin Stavn, udstrækker Fingal sit blanke Spyd. Rædselfuld var hans Vaabens Glands: den var liig hiin blaae Dødslue, som daler paa Malmors Hede, naar Vandreren er ene, og den brede Maane formørkes i Himlen.
Kampen er forbi, sagde Kongen, og jeg seer mine Venners Blod. Sørgelig er Lenas Hede; og traurige ere Cromlas Ege. I deres Styrke ere Jægerne faldne der: og Semos Søn er ikke mere. Ryno og Fillan, mine Sønner! lader Fingals Stridshorn lyde. Bestiger hiint Fjeld paa Kysten, og hidkalder Fiendens Børn, kalder dem fra Lamdergs Grav, hiin Oldtids Kæmpe. — Eders Røst være som eders Faders, naar han gaaer i Strid. Jeg venter hiin mørke, mægtige Mand, jeg venter Swaran paa Lenas Hede. Og lad ham komme med hele hans Æt; thi stærke i Strid ere de faldnes Venner.
Guldlokkede Ryno fløy som Lynild; brunlokkede Fillan som Vintrens Skye. Paa Lenas Hede høres deres Røst. — Storhavets Sønner hørte Fingals Horn. Som Nordhavets brølende Brændinger styrte tilbage fra Snelandets Kyst; saa mørkt, saa vældigt saa pludseligt nedfore Lochlins Sønner. Konningen sees i deres Spidse i hans Vaabens forfærdelige Glands. Vrede brænder i hans mørkbrune Ansigt: og hans Øjne rulle i Tapperheds Ild.
Fingal saae Starnos Søn, og mindedes Agandecca. Thi med Ungdoms Taarer havde Swaran begrædt sin hvidbarmede Søster. Fingal sendte Sangenes Ullin, at indbyde ham til Skallernes Fest. Thi Mindet om Kongens første Elskov vendte frydfuld tilbage udi hans Sjæl.
Ullin kom med Oldingefjed, og kvad til Starnos Søn: O du som boer i det fjerne, omgivet liig en Klippe af dine Bølger — kom til Kongens Fest, og lad Dagen henglide i Roe. I Morgen ville vi fægte o Swaran, og bryde de rungende Skjolde.
I Dag ville vi bryde de rungende Skjolde, sagde Starnos vrede Søn: i Morgen vil min Fest beredes, og Fingal ligge i Støvet.
Og i Morgen berede han sin Fest, sagde Fingal med et Smiil; for i Dag ville vi bryde de rungende Skjolde, o mine Sønner. — Ossian! Nær hos min Arm! Goel, løft dit skrækkelige Sværd! Fergus spænd din krumme Bue! Fillam, kast gjennem Himlen dit Spyd! — Løfter eders Skjolde liig den mørknede Maane. Dødsluer være eders Spyd. Følger mig paa min Hæders Vey; og efterligner min Daad i Kamp.
Som hundrede Storme paa Morven; som hundrede Bjerges Strømme; som Skyer flyve Rad efter Rad gjennem Himlen; som det sortnende Hav vælter mod Ørkens Bred; saa vide, saa rædsomt, saa buldrende blandedes Hærene paa Lenas gjenlydende Hede. Kæmpernes Raab lyder over Bjergene; det var som Nattens Torden, naar Skyen brister over Cona, og tusinde Aander brøle paa eengang i den hule Blæst.
Fingal foer frem i sin Vælde, skrækkelig som Trenmors Aand; naar han kommer i en Hvirvelvind til Morven, at besøge sine Børn. Egene suse paa deres Bjerge, og Klipperne nedfalde for ham. — Blodig var min Faders Haand, da han hvirvled sit lynende Sværd. Han mindes sin Ungdoms Idrætter og Marken ødelægges i hans Løb.
Ryno skred frem som en Ildstøtte. Mørk er Goels Pande. Fergus foer frem paa Stormfødder; og Fillan liig Bjergets Taage. Jeg Selv, liig et Fjeld, foer ned, jublende i Kongens Vælde. Mange vare min Arms Dødshug; og gyselig var min Kaardes Blinken. Dengang vare ej mine Lokker saa graae, ej heller skjalv mine Hænder af Alder. Mine Øjne vare ikke indhyllede i Mørke; og min Fod svigted ej udi Løbet3.
Hvo kan fortælle Krigernes Død, eller Heltes Daad; da Fingal i sin brændende Vrede knuste Lochlins Sønner? Dødssuk paa Dødssuk fra Fjeld til Fjeld til alt var indhyllet i Nat. Blege, stirrende liig en Flok af skjælvende Raaer, samledes Lochlins Sønner paa Lena.
Vi sadde og hørte den glade Harpe ved Lubars rislende Elv. Fingal selv var nærmest ved Fienden; og lytted til Barders Kvad. De besjunge hans bolde Æt, de Oldtids Konger. Opmærksom, hvilende sig paa sit Skjold sad Morvens Konge. Vinden hvisled gjennem hans gamle Lokker, og hans Sjæl er hos fremfarne Dage. Ved hans Side stod, over sit krummende Spyd, min unge, elskelige Oscar. Han beundrede Morvens Konge, og Heltens Daad fyldte hans svulmende Sjæl.
Sønnesøn, begyndte Kongen, o Oscar, Ungdoms Stolthed! jeg saae dit Glavinds Glimren, og jublede i min Slægt. Jag efter vore Fædres Roes, og vær hvad de have været; da Trenmor levede, den første blant dødelige, og Trathal, Heltes Fader. De strede Striden i deres Ungdom, og deres Navne ere i Sang. — Oscar; bøj de stærke i Vaaben, men spar den svage Haand! Vær en rivende Strøm mod dit Folks Fjender; men liig den milde Vind, som bevæger Græsset, mod dem, der æske din Hjelp. — Saa levede Trenmor; saadan var Trathal, og saaledes har Fingal været. Min Arm var de betrængtes Støtte; og de svage hvilte under mit Staals Lynild.
Oscar! jeg var ung som du, da yndige Fanasollis kom: hiin Solstraale! hiint blide Elskovs Lys! Cracas Kongedotter! Jeg drog dengang tilbage fra Conas Hede, og faae vare i mit Følge. Fjernt viste sig en Baad med hviden Sejl; vi saae den liig Taage, som svømmer paa Havets Vind. Snart nærmede den sig; vi saae den yndige. Hendes hvide Barm bølged over Sukke. Vinden var i hendes udslagne brune Haar; hendes Rosenkind havde Taarer. — Skjønheds Datter, sagde jeg mildt, hvilket Suk er i denne Barm? Kan jeg, ung som jeg er, forsvare dig, Havets Møe? Mit Sværd er ej uden Lige i Strid, men frygtfrit er mit Hjerte.
Til dig jeg flyer, svarte hun med Sukke, o Heltes Konning! Til dig jeg flyer Skjoldbryder, de svages Værn. Cracas Konge kaldte mig sin Slægts Soelstraale; og ofte gjenløde Cracas Bjerge af Elskovs Sukke for ulyksalige Fanasollis. Soras Første saae mig, og elskede Cracas Datter. Krigerens Sværd er som en Lysstraale ved hans Side; men mørk er hans Pande, og Storme ere i hans Sjæl. Jeg flyer ham over det rullende Hav, men Soras Første forfølger.
Hvil, sagde jeg, bag mit Skjold, hvil i Fred, du Lysstraale! Soras skumle Første vil flye, om Fingals Arm er liig hans Sjæl. I en lønlig Hule kunde jeg skjule dig, Havets Dotter! men Fingal flygter aldrig; thi hvor Fare truer, der jubler jeg i Spydregn. — Jeg saae Taarerne paa hendes Kinder, jeg rørtes over Cracas Møe.
Liig en forfærdelig Bølge i det fjerne, viste sig stormende Borbars Skib. Hans høje Master helde over Havet bag snehvide Sejl. Om Snekkens Sider vælte de fraadende Vande. Havets Vælde bruser. Kom hid, sagde jeg, fra Storhavs Larm, o Stormrytter! Træd ind i min Borg; den er fremmedes Bolig.
Skjælvende stod Pigen ved min Side; han spændte Buen — hun faldt. Vis er din Haand, sagde jeg, men svag var Fienden. — Vi sloges, Dødkampen var svar; han segned under mit Sværd. I tvende Klippegrave lagde vi dem — Ungdoms ulykkelige Børn!
Saa har jeg været i min Ungdom, o Oscar; vær du liig Fingals Alderdom. Aldrig søge du Kampen, ej heller skye du den, naar den kommer! — Brunlokkede Fillan og Oscar; I Slægtens Børn! flyver over de brusende Stormes Hede; bevogter Lochlins Sønner. Jeg hører deres fjerne Rædselsskrig; liig Gjenlyd af Vindens Hylen paa Cona. Iler, at de ej skulle undflye mit Sværd over Nordens Bølger. Thi mangen Ædling af Erins Æt ligger her paa sorte Dødsenge. Stormens Børn ere faldne, gjenlydende Cromlas Sønner.
Heltene fløj liig to sorte Skyer; to sorte Skyer, der ere Aanders Vogne; naar Luftens mørke Børn komme for at skrække ulykkelige Mennesker. Da var det at Goel Mornis Søn stod liig en Klippe i Natten. Hans Spyd glimter i Stjerneglands. Hans Røst er som mange Strømme.
Kampens Søn, raabte Fyrsten, o Fingal, Skjoldkonning! Lad Barderne sjunge Erins Venner til Hvile. Skjul du, o Fingal dit Dødsværd udi Skeden, og lad dit Folk stride. Vi bortvisne uden Roes; thi vor Konge er eneste Skjoldbryder. Naar Morgenen gryer over vore Bjerge, da fjerne du dig og skue vor Daad. Lad Lochlin føle Goels Sværd, at Barder kunne sjunge om ham. Saa var det Skik tilforn i Fingals ædle Slægt. Saa var det og din, du Sværdkonning, i Spydenes Kamp.
Mornis Søn, svarte Fingal, din Roes er min Ære. — Strid! men mit Spyd skal være nær til din Bistand midt udi Faren. — Hæver, hæver eders Røst, I Sangens Sønner, og dysser mig i Roe. Her, i Natvinden vil Fingal ligge. Og om du, Agandecca, er nær blant dit Fødelands Børn; om du sidder paa et Luftpust blant Lochlins høje, sejlhængte Master; da kom til mine Drømme, min yndige, og viis dit lyse Ansigt for min Sjæl.
Mangen Stemme og mangen Harpe lød i liflige Toner. Om Fingals Stordaad de kvad, og om Heltens bolde Æt. Og stundom hørtes i Sangenes Lyd den nu sorgfulde Ossians Navn.
Ofte har jeg kæmpet og ofte sejret, i Spydstrid; men blind, forladt og taarefuld vandrer jeg nu blant svage Mennesker. O Fingal med din stridvante Slægt, nu seer jeg dig ikke mere. De vilde Raaer græsse paa den mægtige Konges Grav. — Signet være din Sjæl, du Sværdkonning, du navnkundigste paa Conas Bjerge!