Fingal
Anden Sang.
Anden Sang.
Connal laae ved Bjergelvens Brusen, under det aarrige Træe; hans Hoved hvilte paa Klippens Mos. Afsides fra Hæren laae han, thi Sværdets Søn frygtede ingen Fiende. — Skingrende gjennem Lenas Hede høres Nattens Røst. Min Helt saae i sin Slummer en mørkrød Ildstrøm neddalende fra Bjerget. Paa Straalen sad Crugal; han var falden for Swarans Haand i Heltes Kamp. Hans Ansigt er som den dalende Maane, hans Kjortel af Bjergets Skyer. Hans Øjne ligne to døende Luer; mørkt er Saaret i hans Bryst.
Crugal, raabte den store Connal, Dedgals Søn; du saa navnkundig paa Hjortenes Bjerg! Hvi saa sorgfuld og bleg, du Skjoldenes Bryder? Aldrig varst du bleg af Frygt — Hvad ængster Bjergets Søn? — Mørk, udi Taarer stod han, og strakte sin blege Haand over Helten. Mat opløftede han sin spæde Røst, liig et Vindpust i Legos Siv.
Min Aand, o Connal, er paa mit Fødelands Bjerge; men mit Lig er paa Ullins sandige Bred. Aldrig skalt du tale med Crugal, eller finde hans ensomme Fjed udi Heden. Jeg er let som Cromlas Vind, og jeg svæver liig Taagens Skygge. Connal, Colgars Søn! jeg skuer Dødens mørke Skye; den ruger over Lenas Sletter. — Erins Sønner skulle falde. — Gak bort fra Aandernes Mark;
Han sank, liig den mørknende Maane, bort i et susende Vindpust. — Bliv, raabte Connal, bliv min mørke Ven! Nedlæg denne Himmelens Straale, stormfulde Cromlas Søn! Hvilken Klippehule er dit ensomme Huus? Hvilken grønnende Høj er dit Hvilested? Skulle vi ikke høre dig i Stormen, i Bjergstrømmens Brusen? Naar Vindens svage Sønner fremgaae, og ride paa Ørkens Skyer.
I sin klingrende Rustning opstod den blidtalende Connal. Han slog sit Skjold over Cuchullin; Kampens Søn vognede.
Hvorfor, sagde Vognens Styrer, kommer Connal i Mulmet? Jeg kunde kastet mit Spyd imod Larmen, og siden bejamret min Vens Død. Tæl, Connal Colgars Søn, dit Raad er som Himmelens Soel!
Semos Søn, svarte Kongen, Crugals Aand kom fra sin Hule i Fjeldet. Mat funklede Stjernerne gjennem hans Bryst, og hans Stemme var som den fjerne Bæks Rislen. Han er et Dødens Bud — han taler om det mørke og snævre Huus. — Bed om Fred, o Dunscachs Konge, eller flye over Lenas Hede.
Han talte til Connal, svarte Helten skjønt Stjernerne funklede mat gjennem hans Bryst. — Colgars Søn, det var Blæsten, der hvinte i Lenas Huler. Men var det end Crugals Aand, hvi drev du ham ikke hid til mit Aasyn? Veed du hans Hule — Stormsønnens Bolig? Mit Sværd kunde finde denne Røst, og aftvinge den sin Viisdom. Og liden er hans Viisdom, o Connal; thi i Dag var han her. Han kunde ej være kommen paa hiin Side vore Bjerge, og hvo kunde der have forkyndt ham vor Død?
Aander flyve paa Skyer og ride paa Vinde, svarde den vise Connal. De hvile tilsammen i deres Huler, og tale om de dødelige.
Lad dem da tale om de dødelige; om alle, kun ej om Erins Første. Lad mig forglemmes i deres Hule; thi aldrig vil jeg flye for Storhavets Søn. Om jeg falder, da skal de kommende Tider hædre min Grav; Jægeren vil fælde en Taare paa min Mindesteen; og Sorgen boe i Bragelas Barm. — Ikke frygter jeg Døden, men jeg frygter at flye; thi Fingal har ofte seet mig sejrende. — Du Bjergets skumle Aand! viis dig for Semos Søn! kom paa din Straale fra Himlen, og viis mig min Død i din Haand; end vil jeg ikke flye, du Vindens svage Søn! Connal! slaae Cuchullins Skjold; det hænger blandt Spyd. Ved dens Klang skulle mine Helte fremstaae til Kamp for Erin. Skjøndt Fingal tøver med Stormbjergenes Slægt; dog skulle vi fægte, o Colgars Søn, og døe udi Kæmpers Striid.
Vidt lyder Skjoldets Klang; Helte opstaae liig den blaae rullende Bølges Brud. De stode paa Heden liig Ege med alle deres Grene, naar de gjenlyde af en Vinterelvs Buldren, og deres visnede Blade rasle i Stormen.
Graae er højen Cromlas skyedækte Hoved. Morgenen bæver paa det lysnende Hav. Den hvide Taage svømmer sagtelig frem, og skjuler Erins Sønner.
Stat op, sagde de mørkbrune Skjoldes Konning, stat op I der kom fra Lochlins Bølger! Erins Sønner flyede fra vore Sværd; jag dem over Lenas Sletter! Morla! gak til Cormacs Borg, og byd dem bøje sig for Swaran, før Folket synker i Gravene, og Ullins Sletter blive tause.
De opfoer liig en Flok Maager, naar Bølgerne jage dem fra Strandbredden. Buldret var som af et tusinde Strømme, der mødes i Conas Dal; naar de efter en stormende Nat hvirvle deres fraadende Brændinger i Morgenens blege Skin.
Som Høstens mørke Skygger flyve over de græsklædte Bjerge, saa mørkt, saa skummelt kom Første paa Første fra Lochlins gjenlydende Skove. Høj som Morvens Hjort fremskred Lundenes Konge. Hans skinnende Skjold er paa hans Side, som en Lue paa den natlige Hede, naar Jorden er mørk og stille, og Vandreren seer et Gjenfærd spøge i Straalen.
Et Vindstød fra det oprørte Hav bortdrev den neddalede Taage. Erins Sønner vise sig liig en Klipperad paa Kysten.
”Gaae, Morla, gaae — sagde Lochlins Konge — og tilbyd disse Fred. Byd dem de Vilkaar, vi give Kongerne, naar Riger bøje sig for os; naar de kjække ere faldne i Striid, og Møerne græde paa Kampens Mark”.
Swarts Søn kom, den store Morla, og statelig treen Skjoldenes Konge. Han talte til Erins blaaøjede Søn, blant de mindre Helte.
”Tag Swarans Fred — sagde Krigeren — den Fred han giver Kongerne, naar Riger bøje sig for ham. Røm Ullins yndige Sletter til os, og giv hid din Viv og din Hund; din yndige Viv med højtbølgende Barm; din Hund, der indhenter Vinden. Disse du give, til at vise din Arms Svaghed, og da leve du under vor Vold”!
”Siig Swaran, siig den stolte Sjæl, at Chuchullin aldrig viger. — Jeg giver ham den mørkblaae rullende Søe, eller jeg giver hans Folk Grave i Erin! Aldrig skal en anden eje Dunscachs yndige Soelstraale, og aldrig skal Lochlins vilde Dyr flye for vindsnare Luath”.
”Stridsvognens pralende Styrer — sagde Morla — vilt du fægte med Kongen; hiin Konge, hvis talløse Snekker kunde bortføre din Øe? Saa liden er dit grønne, bakkede Ullin mod Stormhavets Konning”.
”I Ord viger jeg for mange, Morla men dette Sværd skal vige for ingen. Erin skal eje Cormacs Spiir, mens Connal og Cuchullin ere til. O Connal, første blant Kæmper! du har hørt Morlas Ord, skal dine Tanker endda være om Fred, du Skjoldenes Bryder? — Faldne Crugals Aand; hvi truede du os med Død? Det snævre Huus skal modtage mig midt i min Hæders Glands — Hæver, I Ullins Sønner, hæver Spydet, spænder Buen; styrter ind paa Fienden, liig Stormnattens Aander”!
Vidt fremvæltede Kampens rædsomme, buldrende, mørke Skye, liig Taage, der strømmer ud over Dalen, naar et Uvejr indhyller Himmelens tause Soel. Foran fremskrider Hærføreren, liig den vrede Aand foran Skyen; naar Himmelens Luer omgive ham, og de mørke Storme ere i hans Haand. — Fjernt paa Heden lader Carril Stridshornet lyde. Han hæver Sangens Røst, og indgyder sin Sjæl i Heltes Barm.
”Hvor — sagde Skjalden1 — hvor er den faldne Crugal? Forglemt ligger han i Støvet; taus er Skallernes Borg. — Sorgfuld er Crugals Viv, for hun er en fremmed i hendes Kummers Huus2. Men hvo er hun, der flyver, liig en Soelstraale, foran Fiendernes Rækker? Det er faure Degrena, faldne Crugals Viv. Hendes Haar flaggrer for Vinden. Hendes Øje er rødt, hendes Stemme hvinende. Bleeg og let er din Crugal nu; hans Aand er i Bjergets Hule. Han kommer til den slumrendes Øre, og hæver sin spæde Røst, liig Bjergbiens Summen, liig Svarme af Aftenens surrende Myg. Men Degrena falder liig en Morgenskye; Lochlins Sværd er i hendes Side. Carbar, hun er falden, din Ungdoms Stolthed. Hun er falden, o Carbar, din Ungdoms Fryd3!
Barske Carbar hørte den sørgelige Lyd; han foer frem liig Storhavets Hval; han saae sin Datters Død, og raste i tusindes Midte. Hans Glavind mødte en Lochlins Søn, og Kampen raste fra Fløj til Fløj. Som hundrede Storme i Lochlins Skove, som Luer i hundrede grønklædte Bjerge, saa stort, saa rædsomt, saa buldrende er Kæmpernes Fald. Cuchullin hug Helte, liig Tidsler; Swaran hærjede Erin. Curach faldt for hans Haand, og Carbar paa sit buglede Skjold. Morglan ligger i den evige Roe: og Caolt gisper i Døden. Hans hvide Bryst er bestænkt med Blod, og hans gule Haar udspredt i Støvet af hans Fædreneland. Ofte har han givet Festen hvor han faldt, og ofte fremlokket Harpens Røst: naar hans Hunde sprang muntre omkring, og Jagtens Ynglinge beredte Buen.
End stormede Swaran frem, som en Strøm, der frembrister fra Ørken. De mindre Høje bortvæltes i dens Løb; og Bjergene ere halvsjunkne ved dens Side. Men Cuchullin stod for ham liig et Fjeld, der fanger Himmelens Skyer. Paa dets grantækte Hoved Stormene kæmpe; og Haglen rasler paa dets Sider; men fast det staaer i sin Styrke, og dækker Conas tause Dal. Saa dækkede Cuchullin Erins Sønner, og stod i tusindes Midte. Blode t sprudler liig et Klippevæld trindt om ham fra gispende Helte. Men Erin synker fra Fløj til Fløj, som Snee paa Solens Dag.
”O, Innis-fails Sønner — sagde Grumal — Lochlin sejrer paa Kampens Mark. Hvi stride vi, som Siv imod Stormen? Fly til de mørkbrune Raaers Bjerg! Han flyede liig Morvens Hjort; hans Spyd er en bævende Lysstraale efter ham. Faae flyede med Grumal, den Fejgheds Første; de faldt i Heltes Striid paa Lenas buldrende Hede.
Høj paa sin funklende Vogn, stod Erins Første; han slog en Lochlins Kæmpe, og talte med Hast til Connal. ”O Connal! Første blandt Mænd: du har oplært denne Dødens Arm. Skjønt Erins Sønner flyede, skulle ikke vi kæmpe mod Fienden? Carril, du Oldtids Søn, føer mine levende Venner til hiint skovgroede Bjerg. — Her, Connal, lad os stande som Klipper, og frelse den flygtende Hær”.
Connal bestiger den straalende Vogn. De udstrække deres Skjolde liig den runde Maane, Stjernehimmelens Datter, naar hun svæver, dunkel og rød i det høje. Op ad Bjerget springe de fnysende Heste. Som Bølger efter en Hval, efter dem styrtede Fienden.
Paa Cromlas stigende Side stode nu Erins faae, sorgmodige Sønner, liig en Lund, hvorigjennem Luerne have faret, fremhvirvled af Nattens Storme. — Cuchullin stod hos en Eeg. Han rulled sit røde Øje i Taushed, og hørte Vinden i sit tykke Haar; da kom Havets Spejder, Moran, Fithils Søn. — Skibene, skreeg han, Skibene fra den eensomme Øe. Der kommer Fingal Skjoldbryder, den første blant Mennesker. Bølgerne skumme foran hans sorte Stavne. Hans sejlbehængte Master ere som Skove indhyllede i Skyer.
”Bruser — raabte Cuchullin — bruser alle I Vinde, der fare over min elskede Taageøe! Kom til tusindes Død, du Bjergenes Konge! Dine Sejl, min Ven, ere for mig liig Morgenens Skyer; dine Skibe liig Himmelens Stjerner; selv est du en Ildstøtte, der giver Lys udi Natten. O Connal, hvor herlige ere vore Venner! Men trindt om nedstiger Natten. Hvor ere nu Fingals Snekker? — Her ville vi hendrage Mørkets Timer, og vente Himmelens Maane”.
Vindene fare gjennem Skovene. Bækkene styrte fra Klipperne. Regnskyerne samles om Cromlas Hoved. De røde Stjerner bæve gjennem flyvende Skyer. Sorgmodig, ved Bredden af en Elv, hvis Brusen gjenlød fra Skovene, sorgmodig ved Elvens Bred, sad Erins Første. Connal var der, og Oldtids Carril.
”Ulykkelig er Cuchullins Haand — sagde Semos Søn — fra den Dag han slog sin Ven. Ferda, du Dammans Søn! jeg elskede dig som mig selv”.
”Hvorlunde faldt Skjoldbryderen? — sagde Connal. — Vel mindes jeg Dammans ædle Søn. Rank var han, og faur som Bjergets Regnbue”.
Ferda fra Albin kom, et hundrede Bjerges Første. I Muris Borg lærte han at føre Sværdet, og vandt Cuchullins Venskab. Tilsammen udginge vi paa Jagten, og eet var vort Leje paa Heden. Deugala4 var Carbars Viv, Kongen paa Ullins Sletter. Hun var indhyllet i Skjønheds Lys, men hendes Hjerte var Stoltheds Boelig. Hun elskede den Ungdoms Soelstraale, Dammans ædle Søn. Carbar, sagde den hvidarmede Kvinde, giv mig halve din Hjord. Ej længere vil jeg blive i din Borg. Deel Hjorden, mørke Carbar! — Lad Cuchullin, sagde Carbar, dele min Hjord paa Bjerget. Hans Barm er Rætfærds Sæde. Gak bort, du Skjønheds Lys! — Jeg delte Hjorden. Een snehvid Tyr var tilbage. Jeg gav den til Carbar. Deugalas Harme steeg.
Dammans Søn, begyndte den skjønne, Cuchullin martrer min Sjæl. Jeg maae høre hans Død, eller Lubars Strøm skal rulle over mig. Min blege Aand skal svæve omkring dig, og sørge over min Stoltheds Saar. Udøs Cuchullins Blod, eller gjennemboer dette bølgende Bryst!
Deugala, svarde den haarfaure Yngling, hvorlunde skal jeg myrde Semos Søn? han er mine lønlige Tankers Ven; og skal jeg da løfte Sværdet? Tre Dage græd hun for hans Aasyn, paa den fjerde samtykte han Kampen. Jeg vil stride mod min Ven, Deugala! Men, o maatte jeg falde for hans Sværd. Kunde jeg vandre paa Bjerget og skue Cuchullins Grav?
Vi strede paa Muris Bakker. Vore Sværde vogte sig for at saare. De nedglide fra Hjelmene; og klingre paa de glatte Skjolde. Deugala stod hos med et Smiil, og sagde til Dammans Søn: ”din Arm er svag, du Ungdoms Solstraale; dine Aar ere ikke stærke til Kamp. Bøj dig for Semos Søn, han er som Malmors Klippe”.
Taaren er i Ynglingens Øje; stammende sagde han til mig: Cuchullin, løft dit Skjold! Forsvar dig for din Vens Haand. Min Sjæl er betynget med Kummer; for jeg maae slaae den første blandt Kæmper.
Jeg sukked som Vinden i en Klipperift. Jeg løftede højt mit Staals Eg — Kampens Solstraale faldt, den første blant Cuchullins Venner. — Ulykkelig er Cuchullins Haand, fra den Dag, han slog sin Ven.
Comal var en Albins Søn, hundrede Bjerges Konge. Hans Hjorte drak af tusinde Strømme; tusinde Klipper gjenlød af hans Hundes Glam. Hans Ansigt var Ungdoms Blidhed; hans Haand var Kæmpers Bane. Een var hans elskte og fager var hun, mægtige Conlochs Datter. Hun var som en Solstraale blandt Kvinder; og hendes Haar var som Ravnens Vinge. Hendes Hunde vare oplærte til Jagten; hendes Buestræng hvinte i Lunden. Hendes Sjæl var fæstet til Comal; ofte mødtes deres Elskovs Øjne. Deres Vej var een paa Jagten, og lykkelige vare deres Ord i Løndom. Men Grumal, Ardvens barske Første elskede Pigen. Han vogtede paa hendes ensomme Fjed i Heden — ulykkelige Comals Fjende. — En Dag, da Taagen havde skjult Comals og Galvinas Venner, mødtes de, udmattede af Jagten i Ronnans Hule — Comals Ynglingssted. Dens Sider vare behængte med Vaaben. Hundrede Skjolde hang der ved deres Remmer, hundrede Hjelme af klingrende Staal. — Hvil her min elskte Galvina, sagde han, du Lys i Ronnans Hule! Jeg seer en Raae paa Moras Tinde. Jeg gaaer, men snarlig kommer jeg igjen. — Jeg frygter, svarte hun, barske Grumal min Fiende; han besøger Ronnans Hule. Jeg vil hvile blandt Vaabnene; men kom snart tilbage, min Elskte! — Han jager Moras Raae. Conlochs Datter vilde prøve hans Kjærlighed. Hun lagde Bryniet om sine hvide Sider, og gik frem fra Hulen. Han tænkte det var hans Fiende. Hans Hjerte banker; han blusser, og Mørke omtaager hans Øjne. Han spænder Buen; Pilen flyver: Galvina faldt i Blod. Han løb med vilde Fjed og raabte paa Conlochs Datter. Intet Svar i det ensomme Fjeld. ”Hvor est du, o min elskte”? Omsider saae han hendes bankende Brøst bølgende om den fjedrede Piil. ”O Conlochs Dotter er det dig”? Han sank paa hendes Barm. — Jægerne fandt det ulykkelige Par. Han vandrede siden paa Bjerget. Men mange og tause vare hans Fjed om hans elskedes mørke Huus. Storhavets Flode kom, han stred, Fienderne flyede. Han ledte om Døden paa Slagets Mark. Men hvo kunde fælde den mægtige Comal! Han bortslængte sit røde Skjold: en Piil fandt hans mandige Bryst. Han sover hos sin elskte Galvina ved Bølgers Brusen. Søemanden seer deres grønne Grave, naar han gynger paa Nordhavets Vover.