Fingal
Første Sang.
Første Sang.
Cuchullin sad ved Turas Vold, under Træets susende Løv. — Hans Spyd stod op til den mossede Klippe. Hans Skjold laae hos ham paa Græsset. Han tænkte paa vældige Carbar, en Kæmpe han slog i Striid; da kom Havets Spejder, Moran Fithils Søn.
Stat op, raabte Ynglingen, Cuchullin, stat op! jeg skuer Swarans Skibe. Cuchullin! mange ere Fienderne; mange det mørkrullende Storhavs Helte.
Jeg saae deres Høvding, siger Moran — høj som et Iisbjerg. Hans Spyd er liigt hiin skaldede Fyr; hans Skjold som den opgaaende Maane. Han sad paa en Klippe ved Havets Bred; hans mørke Hær rullede liig Skyer, omkring ham. — Mange, du Mændenes Konge! sagde jeg, mange ere vore Arme til Kamp. — Vel hedder du den vældige, men mange vældige Kæmper sees fra Turas stormsusende Volde. — Han svarde som en Bølge mod Klippen. Hvo er som jeg i dette Land? Helte staae ikke for mit Aasyn, de falde til Jorden under min Haand. Ingen kan møde Swaran i Kamp, uden Fingal Stormbjergenes Konning. Engang vi brødes paa Malmors Hede2, og vore Hæle nedtraadte Skovene. Klipper fulde fra deres Sted, de Smaabække bortvendte deres Løb og flyede brusende fra vor Striid. Tre Dage fornyede vi Kampen; fjernt stode Kæmper og skjalv. Paa den fjerde, siger Fingal, at Storhavets Konge faldt; men Swaran siger, han stod. Cuchullin bøje sig for ham, der er stærk som Malmors Storme!
Nej, svarde den blaaøjede Konge, for ingen vil jeg bøje mig. Mørke Cuchullin vil være stor eller døe. Gaae, Fithils Søn, tag mit Spyd: slaae Cabats klingende Skjold. Det hænger ved Turas Port. Fredens Lyd er ikke dets Røst. Mine Helte skulle høre den paa Bjerget.
Han gik og slog det buglede Skjold. Bjergene og deres Fjelde gjenlode. Buldret farer gjennem Skovene; de vilde Dyr springe skjælvende op ved Raaernes Søe. Curach sprang fra det gungrende Fjeld; og Connal med blodigt Spyd. Højt banker Crugals sneehvide Bryst. Favis Søn forlader den mørkbrune Hind. Det er Kampens Skjold, sagde Ronnar, Cuchullins Spyd, sagde Lugar. — — Havets Søn, klæd dig i din Rustning! Calmar, løft dit klingrende Staal! Puno! skrækkelige Kæmpe, stat op! Carbar, fra dit røde Træ paa Cromla. Bøj dit hvide Knæe, o Eth! stiig ned fra Lenas Strømme. Caolt, stræk din hvide Lænd, i Løb over Moras susende Hede, din Lænd der er hvid som Stormhavets Skum, naar Vinden kaster det mod Cuthons larmende Klipper.
Jeg skuer de Ædlinge stolte af fordums Daad; deres Sjæle opflammes ved Mindet om Oldtids Krige, og henfarne Dages Id. Deres Øjne ere som Ildsluer, og rulle ledende om Landets Fiender. Deres stærke Hænder ere paa deres Sværd, og Lynild strømmer fra deres staalklædte Sider. De kom som Strømme fra Bjergene; hver foer brusende ned fra sit eget Fjeld. Straalende ere Kampens Førere i deres Fædres Rustning. — Barske og mørke følge deres Krigere, liig Regnskyer, der forsamle sig bag Himmelens røde Luer. — Vaabnene brage; Hundene hyle. Stundom frembrister Kampens Sang; vidt gjenlyder det klippefulde Cromla. Paa Lenas sorte Hede stode de som Taage, der beskygger Høstens Bjerge, naar brudt og mørk den stiger og løfter sit Hoved til Himlen.
Hild eder, raabte Cuchullin, I Dalenes Sønner! Hild eder, I Bjergenes Jægere! Nu nærmer sig en anden Leeg, liig hiin mørke Bølge, der vælter mod Havets Bred. Skulle vi fægte, I Kampens Sønner! eller rømme grønne Innisfael til Lochlin? — Tæl, o Connal, du første blandt Mænd. Du Skjoldenes Bryder! Ofte har du kæmpet mod Lochlin; vilt du løfte din Faders Spær?
Langsomt svarede Kongen: Cuchullin! hvast er Connals Spær; det lyster at skinne i Striid, og vædes i tusindes Blod. Men skjøndt min Haand er hævet til Kamp, dog er mit Hjerte for Erins Fred. Du den første i Cormacs Krige! skue Swarans sorte Flode! Hans Master ere talrige paa vor Kyst, som Siv udi Legos Søe. Hans Skibe ere som Skove indhyllede i Taage, naar de bøje sig, Træ for Træ, under Vindenes Stød. Mange ere hans Høvdinger i Striid. Connal er for Fred. — Fingal, den første blandt dødelige, vilde skye hans Arm: Fingal, der adspreder de vældige, som Stormene Lyngen; naar Elvene bruse gjennem det gjenlydende Cona, og Natten neddaler med alle sine Skyer over Bjergene.
Flye, du Fredens Konge, sagde Calmar Mathas Søn; flye Connal til dine tause Bjerge, hvor Kampens Spyd aldrig skinnede; jag Cromlas mørkbrune Dyr, og stands med din Piil den springende Raae udi Lena. Men du, o Semos blaaøjede Søn, Cuchullin, Kampens Styrer! du adspred Lochlins Sønner, og storme gjennem deres stolte Rækker! Intet Skib fra Sneens Land gynge paa Inistores mørkrullende Bølger! O I Erins mørke Storme, stiger! I Hedens Hvirvelvinde, hyler! Midt i Stormene lad mig døe, sønderreven i en Skye af henfarnes vrede Aander; midt i Stormene lad Calmar døe, om Jagten var ham en Leeg saa kjær som Kampen og Skjoldenes Klang.
Blidt svarede Connal: Calmar! jeg flyede aldrig, o Mathas Søn! Jeg var snar med mine Venner til Kamp, men liden er Connals Roes. Slaget vandtes ved min Side og de tappre sejrede. Men hør min Stemme, Semos Søn; vogt paa Cormacs gamle Spiir. Giv Gods og halve Landet for Fred, til Fingal kommer med Fejde. Eller hvis Krig er dit Valg, da løfter jeg Glavind og Spyd. Min Fryd skal være i tusindes Midte, og min Sjæl skal skinne i Kampens Mulm.
Mig, svarer Cuchullin, mig fryder Vaabenbrag, liig Himlens Torden for en Foraarsregn. Men samler de skinnende Skarer, at jeg kan skue Krigens Sønner. Lad dem drage over Heden straalende som Solen foran en Storm! naar Vestvinden samler Skyerne, og Morvens Ege suse langs Havets Bred.
Men hvor ere mine Venner i Striid? Min Arms Ledsagere i Fare? Hvor er du faure Cathbat? Hvor er Duchomar, den Kampens Tordenskye? og har du forladt mig o Fergus, paa Stormens Dag? Fergus, den første ved vor Glædes Fest! — Rosas Søn! Dødens Arm! Kommer du liig en Raae fra Malmor? liig en Hjort fra de gjenlydende Bjerge? Hild dig, du Rossas Søn! Hvi denne Skye over Krigerens Sjæl.
Fire Stene, svarde Helten, knejse paa Cathbats Grav. — Disse Hænder have i Jord nedlagt Duchomar, den Kampens Tordenskye. Cathbat, du Tormans Søn, du varst en Soelstraale paa Bjerget. Og du, o kjække Duchomar, liig sumpige Lanos Taage, naar den svømmer over Høstens Sletter, og bringer Død iblandt Folket. Morna, du faureste blandt Piger! Blid er din Slummer i Klippens Hule. Du er falden i Mørkhed, liig en Stjerne, som skyder hen over Ørken, naar Vandreren er eene og sørger for den dalende Straale.
Siig, raabde Semos blaaøjede Søn, siig hvorlunde de Ædlinge faldt! Faldt de for Lochlins Sønner, i Kampers Striid; eller hvad fængsler Cromlas Helte til det mørke og snævre Huus?
Cathbat faldt for Duchomars Sværd, ved de buldrende Strømmes Eeg. Duchomar kom til Turas Hule og talte til faure Morna:
Morna, dejligste blandt Kvinder, Cormac-carbars yndige Dotter! Hvorfor i Stenenes Kreds, i Klippens Hule allene? Vildt bruser Elven. De gamle Træer suse i Vinden. Foran dig vælter den oprørte Søe, og sorte ere Himmelens Skyer. Men du er liig Snee paa Heden; og dit Haar liigt Cromlas Taage; naar den kruser sin Ryg over Fjeldet og glindser i Vestens Straaler. Dine Bryster ere som to glatte Klipper ved Brannos Strøm. Dine Arme liig to hvide Piller i den mægtige Fingals Borg.
Hvorfra, svarte den hvidarmede Møe, hvorfra Duchomar du barske Mand? Sorte og skrækkelige ere dine Bryn, røde dine rullende Øjne. — Viser Swaran sig paa Havet? Hvad Nyt fra Fienden, Duchomar?
Fra Bjerget jeg kommer, o Morna, fra de mørkbrune Hjortes Bjerg. Tre har jeg bedet med min krumme Bue, tre med mine langtspringende Hunde. Cormacs dejlige Dotter, jeg elsker dig som min Sjæl. — Et stateligt Dyr har jeg fældet til dig. — Højt var hans grenede Hoved og smækkre hans vindsnare Been.
Blidt svarede Pigen: Duchomar! jeg elsker dig ikke, du barske Mand. — Haardt er dit Klippehjerte, mørk og skrækkelig din Pande. Men Cathbat, du Tormans Søn! du er Mornas Elskov. Du er som en Soelstraale paa Bjerget, paa Stormens mørke Dag. Saae du Tormans Søn, yndig paa Hjortenes Bjerg? Her venter Cormacs Dotter hans Komme.
Og længe skal Morna vente, sagde Duchomar, hans Blod er paa mit Sværd. — Længe skal Morna vente efter ham. Han faldt ved Brannos Strøm. Højt paa Cromla vil jeg oprejse hans Grav. Cormac-carbars Datter! men fæst din Elskov til Duchomar, hvis Arm er stærk som en Storm.
Og er Tormans Søn falden? sagde Pigen med graadfuldt Øje. Er han falden paa sin susende Hede, den Yngling med sneehvidt Bryst? Han som var den første paa Bjerget; Storhavets Sønners Fiende; — Duchomar, ja du er skummel3, og grum er din Arm mod Morna. Men giv mig dette Sværd, min Fiende, jeg elsker Cathbaths Blod.
Han gav hendes Taarer Sværdet; men hun gjennemborede hans mandige Bryst. Han faldt liig et Jordskrid fra Bjergelvens Bred, udstrakte sin Arm og sagde:
Cormac-carbars Dotter, du har slaget Duchomar. Sværdet er koldt i mit Bryst; Morna, jeg føler det koldt. — Giv Moina mit Liig, Duchomar var hendes natlige Drøm. Hun vil oprejse min Grav; og Jægeren skal see den og prise mig. Men drag Sværdet af mit Bryst; Morna, Staalet er koldt.
Hun kom i alle sine Taarer, hun kom og drog Sværdet udaf hans Barm. Han stinger hendes hvide Side, og spreder hendes faure Lokker i Støvet. Blodet springer hvislende fra hendes Side; rødbestænkt er hendes hvide Arm. Gispende laae hun i Døden og Turas Hule gjenlød af hendes Skrig.
Fred med de Heltes Sjæle, sagde Cuchullin; stor var deres Daad i Fare. De ride omkring mig paa Skyer, og vise deres krigerske Aasyn! at min Sjæl kan blive stærk i Fare; min Arm som Himmelens Torden. — Men svæv du, o Morna paa en Maanestraale nær ved min Hviles Vindue; naar mine Tanker ere om Fred; og Vaabnenes Brag er forbi. Samler Stammernes Styrke, og iler til Erins Krige. — Ledsager min Stridsvogn; jubler i mit buldrende Løb. — Stiller tre Spyd ved min Side. Følger mine Gangeres Spring; at min Sjæl kan være stærk i mine Venner, naar Kampen sortner trindt om mit Glavinds Straaler.
Som en fraadende Elv styrter ned fra Cromlas mørkskyggede Fjeldrand, naar Tordenen ruller i Skyen, og Nattens Mulm indhyller Bjergets Fod. Saa forfærdeligt, saa uhyre, saa vældigt fremstyrtede Erins Sønner. Høvdingen liig en Storhavs Hval, med alle sine Bølger efter sig — udøste sin Magt som en Strøm, og fremvælted sin Hær langs Havets Bred.
Lochlins Sønner hørte det fjerne Drøn liig en Vinterelvs Brusen. Swaran slog sit hvælvede Skjold, og talte til Arnos Søn. Hvilket Bulder ruller over Fjeldet liig Aftenmyggenes Summen? Inisfaels Sønner nedstige, eller Vindene suse i den fjerne Skov. Saadan er Gormals Susen, før mine Bølger hæve de hvide Rygge. Arnos Søn, stiig op ad Bjerget, og betragt den sorte Hede.
Han gik, men skjælvende, snar han vendte tilbage. Vildt rulle hans Øjne; hans Hjerte banker højt mod hans Side. Hans Tale er stammende, afbrudt, hæs.
Stat op, Storhavets Søn; stat op, Skjoldkonning! jeg skuer Kampens mørke Bjergstrøm. — Erins vidtfremskridende Magt. — Vognen, Stridsvognen kommer, liig Dødens Lue — Cuchullins rullende Vogn. Bag over krummer den sig som en Bølge mod Klippen; som Hedens gyldene Taage. Dens Sider ere besatte med Stene, og funkle som Havet om den natlige Baad4. Af glindsende Træe er dens Stjert, dens Bænk af det glatteste Been. Dens Sider ere opfyldte med Spyd; dens Bund er Heltes Fodskammel. — For Vognens højre Side sees den vrinskende Hest, Bjergets tykmankede, bredbrystede, knejsende, højtspringende, stærke Søn. Buldrende er hans Hov; i Luften flaggrer hans Mank liig hiin Røgstrøm paa Heden. Glindsende ere Gangerens Sider, og hans Navn er Sulin-Sifadda. — For Vognens venstre Side sees den vrinskende Hest. Bjergets sortmankede, højhalsede, stærkhovede, letspringende, rappe, Søn, hans Navn er Dusronnal blant Sværdets stormende Sønner.
Tusinde Remmer binde Vognens Karm. I de fraadende Munde blinke de blanke Miler. Smalle Bidsler, prydede med tindrende Stene, snoe sig om Hestenes knejsende Halse — Hestene der liig Taageskyer flyve over de strømfulde Dale. Hjortens Vildhed er i deres Løb, Ørnens Styrke, naar den slaaer ned paa sit Rov. Deres Pusten er som Vintrens Storm paa sneetækte Gormals Sider. — I Vognen sees Hærføreren, Sværdets stærke stormende Søn; Heltens Navn er Cuchullin, Semos Skalkonnings Søn. Hans brune Kind er liig min glatte Bue. Vidt skuer hans blaae rullende Øjne frem under hans sorte hvælvede Bryn. Hans Haar flyver liig en Lue fra hans Nakke, i det han frembøjet hvirvler sit Spyd. — Flye, Storhavskonning, flye; han kommer som en Storm over den strømfulde Dal.
Naar flyede jeg fra Spydkampen? svarte Kongen. Naar flyede jeg, du fejge Sjæl? Jeg mødte Gormals Storm, naar mine Bølgers Skum steeg imod Skyen; jeg mødte Skyernes Storm, og skal jeg flye for en Kriger? Var det end Fingal selv, min Sjæl skulde ikke mørknes for ham. — Op til Kamp, mine tusinde; strømmer om mig, liig det brusende Hav. Samler eder om eders Konges blinkende Staal; stærke som mit Fødelands Fjelde, der møde Stormen med Fryd, og udstrække deres sorte Skove mod Vinden.
Som Høstens mørke Storme fare ud fra tvende gjenlydende Bjerge, saa fore de Helte frem mod hverandre. Som to mørke Floder fra Klippernes Tinder mødes og blandes og bruse i Dalen, saa mørkt, rædsomt, buldrende mødtes Erin og Lochlin i Kamp. Konge blander sit Hug med Konge, Kæmpe med Kæmpe; rungende Staal klirrer mod Staal; Hjelme kløves. Trindt sprudler og damper Blod. Strenge hvine paa blanke Buer; Pile hvisle i Luften. Spyd nedfalde liig straalende Kredse5, der oplyse Stormnattens dunkle Skjød.
Som det oprørte Nordhavs Larm, naar Bølgerne vælte mod Himlen; som det sidste Skrald af Skyernes Torden, saaledes er Kampens Drøn. Skjøndt Cormacs hundrede Barder vare der, at sjunge Stridssangen; svag var dog de hundrede Barders Røst, at overgive de faldne til Fremtiden. Thi stort var Kæmpernes Fald, og vide flød de kjækkes Blod.
Beklager, I Sangens Sønner, den ædle Sithallins Død. — Lad Fionas Sukke stige paa hendes elskede Ardans sorte Hede!
De faldt, som to Hjorte i Ørken, ved den vældige Swarans Haand; da han raste i tusindes Midte, liig Stormens hvinende Aand, der sidder mørk over Gormals Skyer, og jubler ved Sømandens Død.
Ej heller slumred din Haand ved din Side, du Taageøens Konning; mange vare din Arms dødbringende Hug, Cuchullin, du Semos Søn; — Hans Sværd var som Himmelens Straale, naar den rammer Dalenes Sønner; naar Folket knuses og falder, og alle Bjerge trindt staae i Lue. — Dusronnal fnøs over Heltes Liig; Sifadda baded sin Hov i Blod. Kampmarken laae bag efter dem, liig omstyrtede Lunde paa Cromlas Ørk; naar Stormen har gjennemfaret Heden, svanger med Nattens Aander6.
Græd paa de brølende Vindes Klipper, o Inistores Møe! bøj dit skjønne Hoved over Bølgerne, du dejligere end Bjergenes Aand, naar den i Middagens Stund glider frem paa en Solstraale over det tause Morven. Han er falden! Din Yngling er død; bleeg under Cuchullins Sværd. Aldrig mere skal Tapperhed opflamme ham til Kamp med Kongers Æt. Trenar, elskelige Trenar døde, du Inistores Møe. Hjemme tude hans graae Hunde, og see hans forbifarende Aand7. Hans Bue er nedspændt i Borgen. Ingen Lyd er paa hans Hjortes Hede.
Som et tusinde Bølger vælte mod Klipperne, saa fremvæltede Swarans Hær; som en Klippe møder et tusinde Bølger, saa mødte Innisfael Swaran. Trindt om opløfter Døden alle sine Stemmer, de blandes med Skjoldes Klang. — Hver Helt er en Skyestøtte og Sværdet en Ildstraale i hans Haand. Marken gungrer fra Fløj til Fløj, som naar hundrede Hammere falde Slag i Slag paa Ovnens røde Søn8.
Hvo ere disse paa Lenas Hede, som ere saa mørke og barske? Hvo ere disse liig tvende Skyer, og deres Sværde som Lynild over dem? Trindt omtumle de mindre Høje, og de mosklædte Klipper bæve. — Hvo er det uden Storhavets Søn, og Erins vognbaarne Første9? Mange ere deres Venners bekymrede Øjne, i det de skue dem dunkle paa Heden. Nu indhyller Natten Kongerne i sine Skyer, og ender den skrækkelige Kamp.
Det var paa Cromlas skovgroede Side at Dorglas lagde Hjorten, et Bytte fra den tidlige Jagt, før Krigerne forlode Bjerget. — Hundrede Ynglinger samle Lyng; ti Krigere oppuste Ilden; tre hundrede vælge de glatte Stene. Vidt ryger Festens Ild.
Cuchullin blidned sin store Sjæl. Han stod over sit straalende Spyd, og talte til Sangens Søn; til Oldtids Carril, Kinfenas graahærdede Søn. — Er denne Fest beredt for mig ene, og Lochlins Konge sidder paa Ullins Kyst, langt fra hans Bjerges vilde Dyr, langt fra hans Glædes gjenlydende Haller? Stat op, Oldtids Carril, og bær mine Ord til Swaran; siig ham, der kom fra Bølgernes Brølen, at Cuchullin giver sin Fest. Her lytte han til mine Lundes Susen under Nattens Skyer; thi mørk og kold farer den hvinende Blæst hen over hans fraadende Hav. Her love han den bævende Harpe, og høre Heltes Kvad.
Gamle Carril gik med blideste Røst, og talte til mørkbrune Skjoldes Konning: Stat op fra din Bjørnehud, stat op Swaran! Cuchullin giver Skallernes Fryd; gak hid til Erins Herres Fest!
Han svarte som Cromlas hule Drøn før en Storm: skjønt alle dine Døttre, Inis-fael, vilde udstrække deres sneehvide Arme; hæve højt deres Barme, og omtrulle deres smilende Øjne; dog fast som Lochlins tusinde Klipper skal Swaran stande her; til Morgnen, med mit Østens unge Straaler, skal lyse mig til Cuchullins Død. Liflig i mit Øre er Lochlins Vind; den farer over mine Have. Den taler højt i alle mine Touge, og minder mig om mine grønne Skove; Gormals grønne Skove, der ofte gjenlød af mine Storme, naar mit Spyd var rødt i Vildornens Blod. Mørke Cuchullin rømme Cormacs gamle Trone til mig, eller Erins Floder skulle vise fra deres Bjerge hans Stoltheds røde skummende Blod.
Sorgelig er Lyden af Swarans Røst; sagde Oldtids Carril.
Sorgelig for ham selv allene, sagde Semos blaaøjede Søn. Men Carril, hæv højt din Stemme, og kvæd om Oldtids Daad. Send Natten bort i Sang; giv os Tungsinds Fryd. Thi mangen Helt og elskende Møe har vandret i grønne Innis-fael. Og liflige ere Sorgens Sange, som lyde paa Albions Bjerge; naar Jagtens Larm er forbi, og Conas Strømme gjenlyde af Ossians Røst. — I fordums Dage, kvad Carril, kom Havets Sønner til Erin. Tusinde Snekker gled over Bølgerne til Ullins yndige Sletter. Erins Sønner opstode at møde de mørkbrune Skjoldes Æt. Carbar, den første blant Mennesker var der, og Grudar, den gjæveste Yngling. Længe havde de stredet om den plettede Tyr, som brølte over Golbuns susende Hede. Begge fordrede den som sin Ejendom; og Død var ofte paa deres Sværdes Od. — Side ved Side strede de Helte, og Havets Sønner flyede. Hvis Navn var herligere paa Bjerget, end Carbars og Grudars? — Men ak! hvi brølte stedse den plettede Tyr paa Golbuns susende Hede? De saae ham springe hvid som Snee — De Ædlinges Vrede kom nye igjen. — De strede paa Lubars græsrige Bred, og Grudar, liig en Soelstraale, sank. Barske Carbar kom til gjenlydende Turas Dal; hvor Brassolis, den faureste blant hans Søstre, i Eensomhed, kvad sin Kummers Sang. Hun kvad om Grudars Daad, hendes lønligt Hjertes Yngling. — Hun begræd ham paa Blodmarken; dog haabed hun stedse hans Gjenkomst. Bag hendes Slør sees hendes hvide Barm, som Maanen bag Nattens Skyer. Hendes Røst var lifligere end Harpen, til at opløfte Sorgens Sang. Hendes Sjæl var fæstet til Grudar; hans var hendes Øjes lønlige Blik.
”Naar vilt du komme i din Rustning, du stærke i Striid”? Carbar kom og sagde: Brassolis, tag dette Blodskjold: Hæng det højt i min Hald, det er min Fiendes. — Hendes ømme Hjerte banker mod hendes Side. Bleg, fortvivlet fløj hun — hun fandt sin Yngling udi sit Blod — hun døde paa Cromlas Hede. Her hviler deres Støv, Cuchullin! og disse to ensomme Træer, fremspirede fra deres Grave, ønske at mødes i Luften. Dejlig var Brassolis i Dalen, og Grudar paa Bjerget. Skjalden skal bevare deres Navne, og gjentage dem for kommende Tider.
Liflig er din Røst, o Carril, sagde Erins blaaøjede Fyrste; og elskelige ere Oldtids Sagn. De ere som Vaarens milde Regn, naar Solen straaler over Marken, og den lette Skye flyder over Bjergene. O slaae din Harpe til min elskedes Priis, Dunscachs ensomme Solstraale. Slaae Harpen til Bragelas Priis, Cuchullins Viv, som han forlod paa sin Taageøe10. Hæver du dit faure Ansigt fra Klippen, for at finde Cuchullins Sejl? Langt borte ruller Havet, og dets hvide Skum vil skuffe dig. Gak tilbage, min elskte, for det er Nat, og de mørke Vinde sukke i dit Haar; gak tilbage til mine Glæders Borg, og tænk paa de svundne Tider: thi jeg vil ikke komme igjen, før Kampens Storm er forbi. Connal, tæl om Vaaben og Krige, og leed hende bort fra min Sjæl; for elskelig med hendes Ravnehaar er Sorglans hvidbarmede Dotter.
Da svarte Connal, langsom i Tale: tag vare paa Havets Slægt; udsend din natlige Skare, og vogt paa Swarans Magt — Cuchullin, jeg er for Fred til Ørkens Sønner komme, til Fingal, den første blandt dødelige, kommer og straaler som Solen over vore Sletter.
Helten slog sit Larmskjold — Nattens Kæmper uddroge. Den øvrige Hær laae paa Raaernes Hede og sov i den hule Blæst. — De sidstfaldnes Aander vare nær, og svam paa mørke Skyer. Og fjernt i Lenas tause Mulm lyde Dødens spæde Stemmer.