Fingal
Et Heltedigt
Et Heltedigt
Fjerde Sang.
Fjerde Sang.
Hvo kommer sjungende fra Bjerget, liig Lenas Regnbue? Det er Toskars Dotter med Elskovs Røst. Ofte har du hørt min Sang, og givet mig Taaren, du faure. Kommer du til dine Venners Striid? kommer du at høre Oscars Daad? Naar skal jeg aflade at sørge ved Conas brusende Strømme? mine Aar ere henrundne i Kamp, og min Alderdom er formørket af Kummer.
Sneehvide Møe! Ej var jeg saa sorgfuld og blind; ej var jeg saa mørk og nedbøjet, da Everallin elskede mig; brunlokkede Everallin, Cormacs elskte. Til hende bejlede tusinde Helte, hun nægtede tusinde sin Kjærlighed. Sværdets Sønner foragtedes; thi yndig var Ossian i hendes Øjne.
Jeg kom og bejled til mørkbølgende Legos Møe. Tolv af mine Kæmper strømfulde Morvens Sønner vare der. Vi kom til Branno Fremmedes Ven.
Hveden, sagde han, ere de staalklædte Mænd? Ej let at vinde er den Møe, der nægtede Erins blaaøjede Sønner sin Kjærlighed. Men signet være du, o Fingals Søn! Lyksalig er den Møe, som du vælger. Skjøndt tolv yndige Døttre vare mine, dit var dog Valget, du Ærens Søn! — Han aabnede brunlokkede Everallins Borg. Glæde blussede i vore staalklædte Barme, vi signede Brannos Dotter.
Paa Bjerget over os viste sig bolde Cormacs Mænd. Otte vare Kongens Kæmper; Heden luede af deres Vaaben. Der var Colla, Saargiveren Durra, vældige Toskar og Tago; der stod sejerrige Frestal, Dairo lykkelig i Striid og Dala Kampens Værn i Cormacs Haand; yndig var Heltens Aasyn.
Otte vare Ossians Kæmper; Ullin Kampens stormende Søn, ædle Mullo, gjæve Sulacha, Oglan og Cerdal den barske; Dumariccan med mørke Bryn. Og hvi skulde Ogar være den sidste; saa vide berømt paa Ardvens Bjerge?
Ogar mødte Dala den stærke, Ansigt til Ansigt paa Kæmpers Mark. De Heltes Striid var liig Stormen paa Havets fraadende Bølger. Ogar mindes Daggeren, det Vaaben han elskede; ni Gange skjulte han den i Dalas Side. Tre Gange gjennembored jeg Cormacs Skjold: tre Gange brød han sit Spyd; nlykkelige elskende Yngling! Jeg afhug hans Hoved. — Fem Gange rystede jeg det ved Lokkerne; Cormacs Venner flyede.
Hvo da vilde sagt mig, du faure Møe! da jeg kæmped i Striid, at blind, forladt og sorrigfuld jeg nu skulde hendrage Natten — stærk burde hans Brynie været og hans Arm uden Lige i Kamp.
Nu hendøde Harpernes Klang paa Lenas skumle Hede. Ustadige Vindstød bruste; den høje Eeg nedrystede sine Blade trindt om mig; mine Tanker vare hos Everallin, da hun i sin Skjønheds Glants, rullende sine blaae Øjne i Taarer, stod for mig paa en Skye, og hæved sin spæde Røst.
Stat op, o Ossian, og frels min Søn; frels Oscar Kæmpernes Fører; ved den røde Eeg paa Lubars Bred figter han med Lochlins Sønner. — Hun sank i sin Skye tilbage. Jeg klædte mig i Staal. Mit Spyd understøttet mine Spring; min klingrende Rustning runger. Jeg sang, som jeg plejede i Fare, en Oldtids Sang. Lochlin hørte den liig en fjern Torden; de flyede, min Søn forfulgte.
Jeg raabte liig den fjerne Strøm: Min Søn, tilbage over Lena! Ej længer forfølge du Fienden, skjøndt Ossian er efter dig. — Han kom, og liflig i mit Øre var Oscars klingrende Staal. — Hvi standste du min Haand, sagde han, før Døden havde grebet dem alle; thi i Mulmet mødte de din Søn og Fillan ved Floden. De bevogtede Nattens Rædsler. Nogle have vore Sværde nedlagt, men som Nattens Storme vælte Havet ind over Moras hvide sandige Bred, saa skrækkelig strømme Lochlins Sønner over Lenas susende Hede. Fjernt hyle Nattens Aander, og jeg har seet Dødens Luer. Lad mig vække Morvens Konge, han der smiler i Fare; thi han er liig Himmelens Soel, naar den opstaaer i en Storm.
Fingal foer op af en Drøm, og lente sig mod Trenmors Skjold; hans Fædres mørkbrune Skjold, som de fordom bare i Striid. — I sin Slummer havde Helten seet Agandeccas sorgfulde Aand; Hun kom fra Havets Vej, og svævede langsomt hen over Lena. Hendes Aasyn var bleegt som Cromlas Taage; og mørke vare Taarerne paa hendes Kinder. Ofte løftede hun sin dunkle Haand fra sit Slør, hendes Slør, som var udaf Ørkens Skyer. Hun løftede sin dunkle Haand over Fingal, og bortvendte sine tause Øjne.
Hvi græder Agandecca? sagde Fingal med et Suk. Hvi est dit Aasyn saa blegt, du Skyernes Dotter? — Hun bortfoer paa Lenas Vind, og forlod ham i Nattens Mulm. — Hun begræd sit Fødelands Sønner, de der skulle falde ved Fingals Haand.
Helten vaagnede, og saae hende endnu i sin Sjæl. Da nærmed sig Lyden af Oscars Trin. Kongen saae det blaae Skjold paa hans Side; thi Morgenens svage Straale kom over Ullins Høj.
Fingal rejste sig: Hvad gjøre Fienderne i deres Frygt? Flye de gjennem Storhavets Skum, eller vente de Sværdets Kamp? Men hvi skulle Fingal spørge? Jeg hører deres Raab i Morgenens Vind. Flyv over Lenas Hede, o Oscar, og væk vore Venner til Striid.
Kongen stod ved Lubars Fjeld, og hæved tre gange sin forfærdelige Røst. Raaerne sprunge op fra Cromlas Kilder; og alle Bjergtoppe bæved. Liig hundrede Bjergelves Brølen, der styrte og bruse og fraade: liig Skyer, der samles til Torden paa Himlens blaae Hvælving; saa samledes Ørkens Sønner om Fingals rædselfulde Røst. Thi frydfuld var Morvens Konges Stemme for hans Fædrelands Kæmper: ofte havde han ført dem til Slag og vendt tilbage med Fienders Bytte.
Kommer til Strid, sagde Kongen, I Stormens Børn! kommer til tusindes Død; Comhals Søn vil skue Kampen. Mit Sværd skal flamme paa hiint Bjerg, og være mine Krigeres Skjold. Men aldrig behøve I mit Glavind, o Kæmper, medens Mornis Søn strider, de tappres Anfører! — Han skal lede mit Slag, at hans Rygte kan stige i Sang. — O I henfarne Heltes Aander! Cromlas Stormryttere! modtager mine faldende Stridsmænd med Fryd, og fører dem til eders Bjerge. Og maatte Lenas Vind bære dem over mine Have, at de kunne komme til mine tause Drømme, og fryde min Sjæl naar jeg blunder! Fillan og Oscar med Lokkerne brune! Gjæve Ryno med hvasse Sværd! frem til Kampen med Kjækhed; skuer Mornis Søn! — Eders Glavind være som hans i Slaget: betragter hans Daad. Beskytter eders Faders Venner: og mindes Oldtids Konger. Skjønt I monne falde i Erin, o mine Børn; skulle dog snart vore kolde blege Aander mødes i en Skye, og flyve over Conas Bjerge1.
Liig en sort og buldrende Tordenskye, kantet med Himmelens røde Luer, der flyver mod Vesten fra Morgenens Straaler: saa bortilte Bjergenes Konge. Skrækfuld er hans Brynies Glands, tvende Spær ere i hans Hænder. Paa Vinden flyder hans blege Haar. — Ofte seer han tilbage paa Slaget. Tre Barder følge Ærens Søn, og bringe hans Ord til Heltene. Høj sad han paa Cromlas Ryg, og hvirvled sit Sværds Lynild; og som han hvirvled, saa fremfore vi.
Fryd opsteeg i Oscars Ansigt; hans Kind er rød; hans Øje udgyder Taarer. Sværdet er en Ildstraale i hans Haand. Smilende kom han og talte til Ossian. Staalkampens Styrer, min Fader, o hør din Søn! Drag tilbage med Morvens mægtige Konge; og giv mig Ossians Roes. Og om her jeg falder, min Fader! da mindes hiin Sneebarm, min Elskovs forladte Solstraale, Toscars hvidarmede Dotter. Thi hun hælder fra Fjeldet udover Elven med rødmende Kind; om hendes Barm bølger hendes bløde Haar, i det hun udøser sine Sukke for Oscar. Siig hende, at jeg er ene paa Bjergene, en letsvævende Vindens Søn; at jeg udi en Skye snart kan møde Toscars yndige Dotter.
Oprejs, o Oscar, hellere oprejs min Grav. Jeg vil ikke overlade Kampen til dig. Thi fremmerst og blodigst i Krigen skal min Arm lære dig hvordan du bør stride. Men kom ihu min Søn, at lægge dette Sværd, denne Bue og Hjortetak i hiint mørke og snævre Huus, hvis Mærke er en mostakt Steen. Oscar, jeg har ingen Viv at overlade til min Søns Omhue; thi faure Everallin er ikke mere, Brannos yndige Dotter.
Saa vare vore Ord, da Goels høje Røst kom voxende paa Vinden. Han svang i Luften sin Faders Sværd, og ilte til Saar og Død.
Som hvidsprudlende Bølger rulle svulmende, susende frem over Dybet; som skumklædte Klipper møde brusende Bølger: saa fremfore, saa mødtes de Fiender. Kæmpe mod Kæmpe, og Sværd mod Sværd. Skjolde runge, Helte segne. Som hundrede Hammere paa Essens Søn, saa faldt, saa klang deres Slag.
Goel stormede frem som en Hvirvelvind over Ardven. Hans Glavind er Kæmpers Bane. Svaran var som Ørkens Lue i Gormals bragende Hede. Hvo kan besjunge de mange dræbende Sværdhug? Højt hvirvled mit Staal og lued i Blodkampen. Og du, o Oscar, skrækkelig varst du, min bedste, min største Søn! Jeg jublede i min tause Sjæl, da hans Sværd flammed over de slagne. Fast flyede Fienderne gjennem Lenas Hede: vi forfulgte og slog. Som Stene, der springe fra Fjeld til Fjeld; som Øxer i gjenlydende Skove; som Torden ruller fra Bjerg til Bjerg i gyselige, afbrudte Skrald — saa fulgte Slag paa Slag, Dødshug paa Dødshug fra Oscars og mine Hænder.
Høje Ullin gik med Alderdomsfjed, og talte til Sværdes Konge.
Gangerfyrstens ædle Søn3; højtspringende Spydkonning! Stærke Arm i hver farlig Daad! Haarde Hjerte, som aldrig bæver! skarpe Dødsvaabens Herre! Hug Fienderne ned! — Din Arm være som Torden, dine Øjne som Ild, dit Hjerte af haarden Klippe! Omhvirvl din Kaarde som Nattens Flamme; løft dit Skjold som Dødens Lue! Gangerkonnings Søn! Hug Fienderne ned, slaae!
Højt banker Heltens Hjerte; men Svaran kløvede Goels Skjold, og Ørkens Sønner flyede.
Fingal stod op i sin Vælde, og hæved tre Gange sin forfærdelige Røst. Trindt svarte Cromla, og Ørkens Sønner standste. De bøjede deres rødmende Ansigter til Jorden, de bluedes for Fingals Aasyn. Han kom som en Uvejrskye paa Solens Dag, naar den skrider langsom frem over Bjerget, og Markerne vente Regnen. Svaran saae Morvens skrækkelige Konge, og standsede midt i sit Løb. Mørk hælder han sig over sit Spyd, og ruller sine Øjne til alle Sider. Han lod som en rank, ubevægelig Eeg paa Lubars Bred, hvis Grene Lynilden forlængst har afrevet. Den luder over Elven, og Vinden hviner i dens lange Mos: saa stod Kongen. Derpaa gik han langsomt tilbage til Lenas lynggroede Bakke. Om Helten strømme hans tusinde, og Kampens Skye ruger paa Bjerget.
Fingal skinnede, liig et Himmellys, midt i sin Hær. Hans Helte forsamle sig om ham, og han udsender sin Vældes Ord. Hæver mine Bannere mod Skyen, udspreder dem for Lenas Vind, liig hundrede Bjerglundes Luer. Lad dem skralde i Lenas Storme og minde os paa Kampen. I, de brusende Bjergelves Sønner, hid til Morvens Konge: mærker hans Vældes Ord. Goel, stærkeste Dødsarm4! Oscar, af de tilkommende Krige; Connal, Soras Staalkonnings Søn! Brunlokkede Dermid, og Ossian Sangenes Konge, tæt til eders Faders Arm!
Vi rejste Kampens Solstraale; Konningens Banner. Hver Krigers Hjerte banked af Fryd, da det svæved bølgende i Vinden. For oven var det prydet med Guld, liig den natlige Himmels blaa udstrakte Bue. Dertil havde hver Fyrste sit eget Banner, og hver sine kjække Mænd.
Seer, sagde Skjoldkongen, hvor Lochlin deler sig paa Lena. De staae, som brudte Skyer paa Bjerget eller en halv ødelagt Egeskov; naar vi skue Himlen gjennem dens Grene, og Nattens Lue svævende bag ved dem. — Hver Fyrste blandt Fingals Venner tage en Flok af disse, som trodse saa dristigt; og ingen Lundens Søn gynge meer paa Inistores brusende Bølger.
Mine, sagde Goel, være de syv Førster, som kom fra Lanos Søe. — Lad Inistores barske Konge, sagde Oscar, komme for Ossians Søns Sværd. — Og Iniscons Konge for mit, sagde Connal, Staalbryst! — Enten skal Mudans Første eller jeg, raabte brunlokkede Dermid, sove paa kolden Jord. Ossians Valg, skjønt han nu er saa svag og blind, var Tormans stridvante Konge. Jeg lovede med min Haand at vinde Heltens mørkbrune Skjold.
Signed, og sejerrige være mine Førster, sagde Fingal med mildeste Blik! Svaran, Stormbølgernes Konning, du est Fingals Valg.
Liig hundrede forskjellige Vinde, der strømme gjennem mange Dale; saa stormede, Bjergenes Sønner frem, adskilte, mørke; og vidt gjenlyder klippefulde Cromla.
Hvor kan jeg fortælle de tusindes Fald, da vi slutted os sammen i Staalkamp? Blodige vare vore Hænder. Lochlins barske Rækker sank liig brusende Conas Bredder. Vore Sværd vare sejerrige paa Lena; hver Første opfyldte sit Løfte. — Toscars Dotter! ofte sad du ved Brannos Rislen; hyppigt steeg din hvide Barm, liig Svanens Bryst, naar hun svømmer sagtelig hen over Søen, og milde Luftninger vifte. Du saae Solen dale langsom og rød bag sin Skye; Nat ruge over Bjerget, mens sjældne Vindstød suste i snævre Dale. Omsider styrter Regnen raslende ned; Tordenen ruller. Lyn glimter blandt Fjeldene. Aander ride paa knittrende Straaler; og Bjergelvenes Vælde vælter brusende ned. — Saaledes var Kampens Drøn, du sneehvide Møe! — Hvorfor denne Taare, o Bjergets Dotter? Lochlins Piger have Aarsag at græde. Deres Ynglinge segned, thi blodige vare min Kæmpeslægts blaaefunklende Vaaben. Men jeg er sorrigfuld, forladt og blind; og ikke mere Heltes Ledsager. Faure Pige! giv mig dine Taarer, for jeg har seet alle mine Venners Grave.
Til Fingals Sorg faldt en Kriger for Kongens Haand. Graahærdet rullede han i Støvet, og løfted sine matte Øjne til Helten. Og er det ved mig du faldt, sagde Comhals Søn, du Agandeccas Ven? Jeg saae dine Taarer for min elskede Møe i blodige Starnos Hal. Du har været en Fiende af min elsktes Fiender, og est du falden ved Fingals Haand! Ullin, rejs Graven over Mathas Søn, og besjung hans Navn i Agandeccas Kvad; thi kjær har du været mit Hjerte, o Møe, som slumrer i Ardvens mørke Skjød.
Cuchullin hørte Kampens forvirrede Larm, fra Cromlas Hule. Han raabte paa Oldtids Carril og Connal Sværdkonning. De graahærdede Helte hørte hans Stemme og greb deres Askespyd. De kom og skuede Kampens Hav, liig svulmende, tumlende Bølger; naar den mørke Storm blæser fra Dybet, og vælter Voverne ind over Kystens sandige Dal.
Cuchullin blusser og rynker sin mørke Pande. Hans Haand er paa hans Fædres Sværd, hans rullende Øjne paa Fienden. Tre Gange vilde han styrte frem til Strid, og tre Gange standsede Connal ham. Taageøens Konge sagde han, Fingal betvinger Fienden. Søg ikke Deel i Kongens Ære; han selv er som en Storm5.
Da gaae, o Carril, sagde Førsten, og priis Morvens Konge. Naar Lochlin synker som en Aae efter Regn, og Kampens Brag er forbi, da være din Stemme liflig i hans Øre, til at love Morvens Helt.
Giv ham Cathbats Sværd; thi Cuchullin er ikke længer værdig at bære sine Fædres Vaaben. — Men, o I eensomme Cromlas Aander! I henfarne Heltes Sjæle! Værer I Cuchullins Ledsagere, og taler til ham i hans Kummers Hule; for aldrig mere skal jeg hædres blant de tappre i Landet. Jeg er som en Straale, der har skinnet; som Taage, der er bortsvunden, naar Morgensolen kom, og oplyste Bjergets skovgroede Side. Connal, tael ikke mere om Vaaben: svunden er min Ære. Mine Sukke skulle svæve paa Cromlas Vind, indtil mine Fjed ophøre at sees. Og du, hvidbarmede Bragela, græd over min Æres Død; for overvunden vil jeg aldrig vende tilbage til dig, du Dunscachs Solstraale.
Da talte Connal til Stridsvognens Styrer paa Cromlas stormfulde Side. Hvi dette Mørke, Semos Søn? Vore Venner ere de vældige i Strid. Og navnkundig est du o Kriger! Mange vare dit Glavinds Dødshug. Ofte har Bragela mødt dig med blaatindrende Glædes Øjne; ofte har hun mødt sin Helt, naar han vendte tilbage i de tappres Midte; naar hans Sværd var rødt af Blod, og hans Fiender tause paa Gravens Marker. Lifligt for hendes Øre var dine Barders Kvad, naar de priste din Daad i Sang.
Men see Morvens Konge; han svæver herneden liig en Ildstøtte. Hans Styrke er som Lubars Elv, eller som Cromlas brusende Storm; naar de løvrige Skove omkastes i Natten. Lykkelig er dit Folk, o Fingal din Arm skal føre deres Krige: du er den første i deres Farer; den viseste i deres Fredsdage. Du taler og dine tusinde adlyde; og Hære skjælve ved dine Vaabens Klang. Lykkelig er dit Folk, o Fingal, Stormbjergenes Konning.
Men hvo er hiin saa mørk og forfærdelig, fremfarende udi sit tordnende Løb? Hvo er det uden Starnos Søn? Han skal møde Morvens Konge. Men seer de Heltes Kamp: den er som Havets Storm, naar to Aander mødes i det fjerne, og brydes om Bølgernes Rullen. Jægeren hører Buldret paa sit Bjerg; og seer de høje Bølger vælte mod Ardvens Bred.