Bakkehuset
Bakkehuset, Landsted i Frederiksberg Sogn, liggende paa venstre Side — naar man kommer fra Kbhvn — af »Smøgen« (»Kamma’s Vej«), der fra Rahbeks Allé fører op til Valby Bakke. B., af hvilket endnu to Længer henstaar temmelig uforandrede, er en meget gl. Bygning; det nævnes allerede 1736 og bestod da af to Bygninger, af hvilke »Lille Bakkehus« var Værtshus — her gik nemlig den gl. Køge Landevej forbi. Da 1776 den nuv. Roskilde Landevej blev anlagt, var dets Rolle udspillet som saadant. Det egl. B. blev imidlertid staaende og er fra 1780 uadskillelig knyttet til Rahbek’s Navn. Skønt Huset allerede da var i daarlig Stand, lejede han her Sommerværelser med sin Ven Pram, og fra 1787 boede han her Sommer og Vinter til sin Død 1830. Men det var dog først Rahbek’s trofaste »Kamma«, der fra deres Ægteskab 1798 forstod at omgive det landlige Hjem med den Spiritualitetens og Gæstfrihedens Glans, som snart gjorde B. berømt. B. er saa godt som den eneste »litterære Salon« i Danmark. Vore første Digtere har færdedes her og modtaget mangen Impuls fra den begavede Husmoder, der ogsaa var Mester i at danne et helt »Bakkehus-Sprog«, uforstaaeligt for de Uindviede. Med Kamma’s Død 1828 var B.’s bedste Tid forbi; to Aar efter, da dets gl. Ejer var bragt til Graven, blev det stillet til Auktion og købt af tre gl. jødiske Brødre Ham. Skønt Huset var meget faldefærdigt og utæt, nøjedes disse med at udbedre det ved Hjælp af Skærmbrætter og Tapetpapir og lejede det derefter ud til Sommerbolig; som saadant gjorde det Tjeneste i henved 30 Aar og husede bl. a. i fl. Somre Kunstnerparret Heiberg, der vel mere har følt sig tiltrukket ved den store skyggefulde Have end ved de lavloftede Stuer. Ved den sidste Ham’s Død blev det atter solgt og til Dels nedrevet; kun den sydlige og østlige Længe, i hvis Stueetage det Rahbek’ske Hjem var, blev bevarede. Haven blev udstykket i Parceller — paa dens Grund er opført et Par Lyststeder og Idiotanstalten —; Mindestøtten i Rahbeks Allé, der fik sin Plads i Havens Udkant, viser, hvor stor denne har været. Selve B. ejes nu af Idiotanstalten og tjener til Bolig for nogle af dennes Funktionærer. (Litt.: A. Eberlin, »Frederiksberg« [1888]; H. Lund, »Erindringer fra Hjemmet« [1880]; Thiele, »Erindringer fra Bakkehuset« [1873]).
