Ludvig Holberg (1684–1754)

Holberg, Ludvig, 1684—1754, Digter og Lærd, er født i Bergen 3. Dec. 1684. Hans Fader, ovennævnte Oberstlieutenant Christian Nielsen H., døde 2 Aar efter Ludvigs, den yngste Søns, Fødsel. Samtidig mistede Familien sin Velstand ved Bergens Ildebrand; men Moderen evnede dog at give sine mange Børn en god Opdragelse. Efter hendes Død (1695) blev H. som Officerssøn først bestemt til Militærstanden og sendt til en Slægtning, der var Præst i Gudbrandsdalen. Kort efter kom han dog tilbage til Bergen, hvor hans Morbroder Peder Lem tog ham i Huset, og han gjennemgik Latinskolen under den senere Professor Søren Lintrups Rektorat. Skolen hørte til Tidens bedre, og H. afgik vistnok vel forberedt til Kjøbenhavns Universitet 1702, men maatte strax efter tage Huslærerplads hos en Provst paa Voss, hvor han ogsaa øvede sig i at prædike. Stillingen egnede sig dog ikke for ham; 1703 drog han atter til Kjøbenhavn og tog i Løbet af et Aar filosofisk og theologisk Examen, foruden at han lagde sig efter nyere Sprog; men derefter maatte han paa ny tjene som Huslærer, denne Gang hos Lektor Smith (Biskop Niels Smed, XVI, 106)¹ i Bergen, hvis Rejsedagbøger vakte H.s egen Rejselyst. Han skrabede en lille Sum sammen og afrejste endnu i Aaret 1704 til Holland, som stod i livlig Handelsforbindelse med Bergen. Rejsen var dog uoverlagt; H.s Penge slap snart op, og hans Haab om at kunne leve af Sproginformationer slog fejl, ligesom hans meget ungdommelige Ydre udsatte ham for ubehagelige Misforstaaelser. For sit Helbred tog han til Badene i Aachen og til Fods tilbage til Holland; men Pengetrang nødte ham til at føre en Art Vagabondliv, hvorpaa han i sin Levnedsbeskrivelse aabenbart ikke vil nærmere ind. Efter et Aars Fraværelse naaede han med Nød og næppe hjem, dog ikke til Bergen, hvor han frygtede sine Slægtninges Kritik, men til Christianssand. I denne By manglede han heller ikke Forbindelser; han ernærede sig som Sproglærer og havde her sin muntreste Ungdomsperiode, hvor end ikke en Forelskelse synes at have manglet. Men H. havde aabenbart Uro i Blodet; efter mindre end et Aar slog han Følge med en Student Brix og gik til Søs til England, hvor han tilbragte Aarene 1706—8, især ved Universitetet i Oxford. Her befandt han sig i det hele vel, underviste i Fransk og Musik og lærte den filosofiske Empirisme saa vel som den engelske Parlamentarisme at kjende, uden dog at hylde noget af disse Systemer, maaske til Dels fordi Aanden ved selve Universitetet var konservativ. Imidlertid førtes hans Studier her i mere moderne Retning, end det var almindeligt hjemme. Ved Hjælp af det vel forsynede Bibliothek paabegyndte han sin 1711 udgivne «Introduktion til de evropæiske Rigers Historie», den første Udsigt over Verdenshistorien paa Dansk, anlagt efter Pufendorfs Methode og 1713 forøget med et ufuldendt «Anhang» om Rigernes indre Forfatning.

1708 rejste H. til Kjøbenhavn og gjensaa fra nu af ikke mere sit Fødeland Norge. I Steden for at gaa Embedsvejen forsøgte han at gjøre Erfaringerne fra sine Rejser frugtbringende ved at holde private Forelæsninger, men da dette ikke indbragte noget, maatte han snart efter som Hovmester for en Søn af Professor Vinding gjøre en lille Rejse til Dresden og Leipzig, hvor han dog følte sig langt mindre tiltalt af den tyske Videnskabelighed end tidligere af den engelske. Efter Hjemkomsten blev han atter Huslærer, hos Admiral F. E. Gjedde (VI, 29), men fik kort efter Borchs Kollegium og opgav da Pladsen for udelukkende at vie sig især til historiske Studier. Samtidig synes han ved Fodvandringer at have erhvervet sig den Kundskab til Sæder og Befolkning i Danmark, som han i sine senere Skrifter lægger for Dagen. I Steden for de Alumnerne paalagte Disputationer, hvis Ørkesløshed H. under sit Ophold i Udlandet havde lært at indse, holdt han i de 5 Aar, han laa paa Kollegiet, 4 Taler eller Foredrag, som des værre ere tabte, men hvis Æmner vise Retningen af hans Interesser: om Rejser, om Historieskrivning, om Musik og om Sprogstudium. Foruden de ovenfor nævnte Skrifter forfattede han her sin utrykte «Introduktion til det forrige Seculi danske Historie», som han senere delvis benyttede i Danmarks Historie og Beskrivelse. Haandskriftets Tilegnelse til Kongen skaffede ham 1714 Udnævnelse til extraordinær Professor, en Exspektancestilling uden Forpligtelser og uden Løn, som imidlertid nødte ham til at fraflytte Kollegiet. Alligevel fandt mange Udnævnelsen utilbørlig, fordi H. aldrig havde disputeret paa Latin eller erhvervet det officielle Lærdomsmærke: Magistergraden.

H. stod nu foreløbig atter uden Subsistensmidler, men opnaaede et lille Stipendium, med hvilket han i Foraaret 1714 tiltraadte sin 4. og længste Udenlandsrejse. Denne, som han for en stor Del gjorde til Fods, gik over Holland og Belgien til Paris, hvor han levede i 1½ Aar, først et ensomt Studereliv, senere i livlig Omgang, ogsaa med Landsmænd, hvoraf mange vare Konvertiter, saa at Religionsdisputer spillede en stor Rolle. Her gjorde H. Bekjendtskab med nyere fransk Litteratur, deriblandt med Skepticismens Hovedarsenal, Bayles berømte «Dictionnaire». Men ved Siden af Bøgerne ses dog Livet og de fremmede Nationers Sæder at have tildraget sig en Hovedpart af hans Interesse. Trods de smaa Midler kunde han ikke modstaa Lysten til at udstrække sin Rejse til Italien. 1715 gik han til Fods eller i Trækskøjte, til Dels i temmelig blandet Selskab, gjennem hele Frankrig til Marseille og til Søs til Genua, hvor han ensom og forladt var Døden nær af Feber. Endelig naaede han til Rom og tilbragte Vinteren 1715—16 især med at bese Staden og dens Mindesmærker, medens den katholske Intolerance vanskeliggjorde ham Brugen af Bibliothekerne. Naturen synes H. som hele Samtiden ikke at have haft meget Øje for; derimod har sikkert Bekjendtskabet med den italienske Folkekomedie, ligesom tidligere med det franske Theater, haft Betydning for hans senere Virksomhed. Næste Foraar vandrede han over Florents, Bologna, Turin og Lyon til Paris igjen, stadig plaget af Feber, som først i Amsterdam paa en mærkelig Maade blev fordreven ved Musik.

Over Hamborg kom han hjem 1716, aabenbart trods Sygdom og Nød stærkt udviklet ved sine Rejser; men med Hensyn til Udkommet var han lige nær. Han maatte leve af Understøttelser for fattige Studenter og udgav (allerede 1715?) sin paa Borchs Kollegium skrevne «Introduktion til Natur- og Folkeretten», hvor han først i Danmark hævder moderne, verdslig filosofiske Retsgrundsætninger over for de theologiske, og en national Retsvidenskab, støttet paa dansk og norsk Lov, mod Romerretten. Original er H. naturligvis ikke paa dette ham fjærnere liggende Omraade; det er de nyere Retsfilosofers, Grotius’, Pufendorfs og Thomasius’, Anskuelser, han i populær Form overfører paa Modersmaalet. Foreløbig indbragte Skriftet ham ikke meget, skjønt det senere fandt stor Afsætning.

Imidlertid blev der 1717 et Professorat ledigt, som H. efter Tidens Skik tiltraadte, uden Hensyn til at Faget, Metafysik, var det, der laa hans Studier og Interesser allerfjærnest og blev drevet i den mest gammeldags, skolastisk spidsfindige Aand. Hans Tiltrædelsestale, «snarere en Ligtale end en Lovtale» over Metafysikken, synes at have vakt Anstød, men er tabt, og naturligvis udrettede han intet i denne Stilling, som han allerede 1720 ombyttede med Professoratet i (latinsk) Veltalenhed. 1719 blev han indviklet i en temmelig bitter og personlig Polemik med den senere bekjendte Jurist og Historiker Andreas Hojer (S. 508), der i Fortalen til sin «Dännemarkische Geschichte» paa forskjellig Maade havde saaret den danske Nationalfølelse og bl. a. antydet, at H.s «Introduktion til de evropæiske Rigers Historie» var Plagiat af Pufendorf. H.s Angreb paa ham under den berygtede, i Anledning af den thistedske Besættelsessag relegerede Student Poul Rytters Navn saa vel som et følgende Stridsskrift, da Hojer havde givet sig en Blottelse ved at forsvare Ægteskab i forbudne Grader, vare imidlertid lovlig nærgaaende og billigedes ingenlunde af alle; men for H. selv synes de at have faaet Betydning ved at gjøre ham klar over sit Talent til Satireskrivning. Omtrent samtidig gav han, der indtil sit 35. Aar aldrig havde syslet med Poesi, sig til at bearbejde Juvenals 6. Satire paa danske Vers, og endnu samme Aar, 1719, udgav han Begyndelsen af «En sandfærdig ny Vise om Peder Paars». Med rette har han selv fremhævet, at dette komiske Epos førte den danske Skjønlitteratur ind i den moderne, almenevropæiske Bevægelse; thi havde denne end i et Hundredaar været kjendt og efterlignet hos os, saa blev den først nu virkelig selvstændig og nationalt tilegnet. I det H. her følger Tassonis og Boileaus Spor, giver han med det samme i den kalundborgske Kræmmers Rejsebeskrivelse et af den frodigste Komik gjennemstrømmet satirisk Billede af hele Aandslivets og Kulturens forældede Tilstand her hjemme, et Galleri af skarpt opfattede og glimrende tegnede Tidstyper, der indeholde Spiren til Karaktererne i mange af hans Komedier og gjøre os den forbavsende Frugtbarhed forklarlig, ved hvilken han senere paa nogle faa Aar evnede at skabe en dansk Nationalskueplads. Særlig rettes Angrebet mod det ufrugtbare Lærdomspedanteri, som altid var H. en Pest, og som allerede snærtes ved Digtets i og for sig dristige ydre Anlæg som Parodi paa de forgudede klassiske Epikere og deres Kommentatorer. Den forlorne Pathos i dens kostelige Modsætning til Æmnets Filistrøsitet bliver i alt Fald for Eftertiden endnu mere slaaende ved det højtidelige alexandrinske Versemaal, og selv bortset fra Satirens dybe og omfattende Sigte indeholder Digtet en Fylde af enkelte komiske Træk og Replikker, der strax maatte gjøre det til en yndet Folkelæsning og lader det straale i lige frisk Liv ned til vore Dage. At det paa den anden Side maatte vække stort Anstød, var naturligt. Satiren er aldrig velset af dem, den gaar ud over, særlig i en Tid, der endnu ikke var udviklet nok til at skjelne mellem almindelig Satire og personligt Skandskrift. Mange følte sig med rette eller urette ramte, og Psevdonymet «Hans Mikkelsen» var kun et gjennemsigtigt Slør over det uhørte, at det var en Universitetsprofessor, der gav sig af med den Slags Poesi. Det er bekjendt, hvor grovt H.s Kollega Hans Gram misforstod Digtet, hvorledes Hojer her fandt Lejlighed til at sige H. Tak for sidst, og hvorledes Øen Anholts Ejer, den indflydelsesrige Fr. Rostgaard, endog vilde have ham draget til Ansvar, saa at kun Kong Frederik IV’s sunde Sans reddede Forfatteren. Ligesom Ængstelsen over disse Angreb spores i de sidste, svagere Bøger af «Peder Paars», bidrog den vel til at give hans næste poetiske Arbejde, de «Fire Skjæmtedigte» (1722), dets mere gammeldags Præg af generelt moraliserende Satire i Laurembergs, Vilh. Helts og Falsters Aand, skjønt H. ved Siden af Klassikerne ogsaa her tager Boileau til Forbillede. De forskjellige Fortaler og «Kritikken over P. Paars» søge at retlede Samtidens Opfattelse af Satirens Væsen og Berettigelse; de øvrige Digte rettes dels mod menneskelige Daarskaber i Almindelighed, dels mod Vægelsind, som H. senere og mindre overlegent behandlede i dramatisk Form, dels mod Gammelmandsægteskaber i den ovennævnte Efterligning af Juvenals Satire mod Kvindekjønnet, medens H. i «Sille Hansdotters Forsvarsskrift» for dette Kjøn udvikler sine egne, for den Tid lidt besynderlige Pebersvendedoktriner om Kvindens Natur og Bestemmelse.

Endnu i samme Aar begyndte H. sit Livs Storværk, Grundlæggelsen af den danske Skueplads. Hidtil var der hos os kun spillet Skolekomedier, tyske Haupt- und Staatsactionen og fransk Hofkomedie. Da denne maatte vige for tysk Opera, og Theatermaleren Capion havde faaet Privilegium paa at lade opføre Komedier, mente ansete Patrioter, hvoriblandt H.s tidligere Modstander Rostgaard, at man burde benytte Lejligheden til at fremkalde Skuespil i Modersmaalet. Tanken faldt ganske naturlig paa H., som maaske allerede den Gang var begyndt at sysle med dramatisk Digtning, og efter nogen Betænkning overlod han den imidlertid dannede danske Trup sin «Politiske Kandestøber», som opførtes sidst i Sept. 1722 og inden Aarets Udgang fulgtes af «Den vægelsindede», «Jean de France», «Jeppe» og «Gert Westfaler», som opførtes afvexlende med Oversættelser, især af Molière, og i det hele bleve optagne med Bifald, om det end kun var faa, der fattede, hvilket Skridt Danmark hermed havde gjort ind paa den moderne Kulturs Bane. Det var imidlertid kun Foretagendets Nyhed, som trak; snart vakte ogsaa her Satiren Anstød i alle Stænder; Hoffet holdt sig efter Datidens Etikette borte, og med det de fornemme; Universitetet vilde ikke taale, at Truppen rekruteredes af Studenter, og Fallitten hang stadig over Nationaltheatrets Hoved. Forgjæves indledede H. 1. Tome af sine Komedier (1723) med et Forsvar for Skuespil og Skuespillere; forgjæves skjænkede han i Aarenes Løb Theatret i alt nogle og tyve Komedier, som dog ikke alle opførtes: karakteristisk nok vare de, der for en Tid gjenvakte Publikums Interesse, «Den 11. Juni», paa Grund af de burleske Optrin, og Parodien «Melampe», som Folk misforstode og bleve rørte over. Men i Febr. 1727 kunde Theatret ikke holdes oppe længer og maatte slutte med «Den danske Komedies Ligbegængelse». Under den kortvarige Gjenaabning 1728 kom ingen Holbergske Stykker til Opførelse, hvorpaa Kjøbenhavns Ildebrand i Okt. og Tronskiftet 1730, der bragte den pietistiske Aandsretning til Magten, for lange Tider gjorde Ende paa alt Komediespil i Danmark.

H. selv var træt af de idelige Bryderier med Skuespillerne og med Publikum. Allerede i Sommeren 1725 tiltraadte han en Rekreationsrejse til Badene i Aachen, men betænkte sig undervejs, og efter at være gaaet over Land til Holland tog han til Paris. Skjønt han her mødte Dyrtid og alskens Optrækkeri og i det hele nu, i sit 41. Aar, havde mindre let ved at finde sig i en Rejses Besværligheder, befandt han sig dog aandelig og legemlig vel i denne Stad med dens store Bibliotheker og berømte lærde, hvem han nu kunde omgaas mere paa lige Fod. Han lægger Mærke til, hvor meget den religiøse Interesse er aftagen under Ludvig XV’s Regering, og maa tillige sande, at den litterære Smag havde vendt sig bort fra hans eget klassiske Mønster, Molière. Man lagde nu mest Vægt paa Dans, Sang og Udstyr og vilde ikke mere se længere Stykker eller Almuesfolk paa Scenen. H. havde oversat et Par af sine Komedier paa Fransk og indsendte «Den politiske Kandestøber» til de italienske Komedianter, som rivaliserede med de franske. Men de holdt sig helst til Harlekinader og sendte Stykket tilbage med en høflig Undskyldning: man frygtede ogsaa her for personlige Udtydninger. Rimeligvis har der dog ligget noget andet bagved: H. har lige saa lidt som andre Digtere, der have næret den Ærgjerrighed at ville skrive for fremmede Nationer, ret betænkt, hvor meget af sin Saft og Kraft et Digterværk taber ved at overflyttes paa et fremmed Sprog, mere, jo stærkere nationalt udpræget det er, og mest, naar det tilhører en lille Nation, hvis Aandsliv end ikke i sine Hovedtræk kan forudsættes alment bekjendt og forstaaet. – Et andet Forsøg, som han gjorde 1746² med at lade sine Komedier oversætte paa Fransk, lykkedes ikke bedre.

Paa Tilbagerejsen gjennem Holland og Friesland i Foraaret 1726 mødte H. ikke faa Ubehageligheder, og dette blev hans sidste Udenlandsrejse. S. A. udgav han «Metamorphosis eller Forvandlinger», en Travesti af Ovid, hvori Dyr forvandles til Mennesker af tilsvarende Naturejendommelighed. Det er altsaa en moralsk Satire i parodierende Tone, hvilken imidlertid her som oftere jævnlig slaar Klik for H. Alexandrinerne virke noget trættende, og de personlige Udtydninger udebleve som sædvanlig ikke. Kort efter foranledigede en Strid med den lærde Stiftsprovst Tychonius i Viborg, hvis Navn H. tilfældig, som det synes, havde givet Pedanten i «Jacob v. Thyboe», Satiren «Den jyske Fejde», ligesom en Udtalelse af den hollandske Filolog Burman, hvilken H.s let pirrelige Patriotisme opfattede som et Angreb paa dansk Videnskabelighed, affødte det latinske Stridsskrift «Holger Danskes Brev til Burman», der ogsaa fremkom paa Dansk, men misbilligedes bl. a. af Gram.

Imidlertid følte H. med Alderen mere og mere sin «poetiske Raptus» svinde og vendte sig atter til videnskabelig Virksomhed. Dette er aabenbart ikke alene eller nærmest en Følge af ydre Forhold, af Theatrets uheldige Skæbne og endelige Lukning eller af den mørke Tidsaand under Christian VI. Allerede før havde han følt sig træt og delvis udtømt, og han afslutter tydelig nok en Periode af sit Liv, da han sidst i 1727 skriver sin første «Epistola ad virum perillustrem», Begyndelsen til de lunefulde og ejendommelige Memoirer, hvori han paa lige saa ejendommelig Latin giver os et Indblik i sit Liv og sin Karakter. Dette 1. Brev offentliggjordes mod hans Vilje af den unævnte Adressat, hvem man har søgt i næsten alle de fremragende Personligheder, til hvilke H. har staaet i nærmere Forhold: Rostgaard, Stiftamtmand Reitzer o. a. I nyeste Tid er man i Henhold til en endelig opdaget Meddelelse fra Rostgaard til Langebek standset ved den senere Statholder i Norge, Grev Chr. Rantzau, som ligeledes var Falsters Mæcen, og med hvem H. ogsaa ellers vides at have korresponderet. Efter at H. i 1728 havde givet Bevis for sine mangesidige Interesser i et Par Piecer om Handels- og Industriforhold, «Samtaler hinsides Elben», udkom 1729 hans «Danmarks og Norges Beskrivelse», ikke nogen egentlig Topografi eller Statistik, men en kulturhistorisk Skildring af Folkekarakteren og Institutionernes Udvikling. Næste Aar ændredes hans Stilling ved Universitetet paa en Maade, der maatte opfordre ham til mere at vie Videnskaben sin Tid, i det han overtog Lærestolen i Historie i Steden for den i klassiske Sprog. Til egentlig Universitetslærer egnede H. sig imidlertid lige saa lidt som tidligere til Privatlærer. Hans Personlighed har næppe haft noget vindende for Ungdommen, og den Maade, hvorpaa Undervisningen meddeltes, ansaa han for ufrugtbar, ikke blot Disputereøvelserne, men ogsaa Forelæsningerne, ligesom han ikke vides at have haft det mundtlige Ord særlig i sin Magt. Han klager over, at Theologien var den herskende Videnskab, medens ingen brød sig om Jura og Statsvidenskaberne, som han havde søgt at fremdrage. Den praktiske Filosofi og Moralen forsømtes for Logik og Metafysik, og i Sprogstudiet var pedantisk Syslen med «Skolemestergloser» Hovedsagen. Allerede 1720 i et latinsk Program, som hans Kolleger fik undertrykt, forklarer han Universitetets ringe Frekvens af dets forældede Methoder, og lignende Grundsætninger kom ved Slutningen af hans Universitetsvirksomhed til Orde i hans Rektortale 1736. Som Lærer i Historie samlede han næppe heller mange Tilhørere, og da efter 7 Aars Forløb hans økonomiske og praktiske Sans bragte ham til at overtage Universitetskvæsturen, blev han fri for at holde Forelæsninger, men beholdt Titel og Sæde som Professor og Assessor consistorii.

Det var altsaa som Skribent, H. gjorde sig fortjent af Videnskaben, vistnok ikke, som hans Kollega Gram, ved at grave sig ned i den og bringe nye Fund for Dagen, men snarere ved sin Lydhørhed for Tidens Strømninger og Tanker, sin fransk uddannede Evne til at tilegne sig dem personlig og sætte dem i Omløb langt ud over de lærdes Kreds. Dette viser sig ikke blot i hans for den Tid fortjenstlige latinske Skolelærebøger i Historie og Geografi (1733) og i de historiske og politiske Haandbøger, han alt havde udgivet, men langt mere i hans Manddoms selvstændigere Værker, hvor han i en her hidtil ukjendt Grad anvendte Modersmaalet i videnskabelig Fremstilling og formaaede at give denne et individuelt Præg og en tillokkende, almenforstaaelig Form, der stillede sig i den mest slaaende Modsætning til Pedanteriets Exklusivitet. Det var i denne Henseende mere end, som Digter, han dannede Skole: efter Universitetets og Undervisningens tidsmæssige Reform (1732 og 39) træder en hel Kreds af yngre Mænd i hans Fodspor ved at lægge Vægten paa let og underholdende Stil, optage Tidsinteresserne til videnskabelig Drøftelse og drage hele det dannede Publikum med ind i denne.

Af sin første officielle Optræden i den nye Stilling havde H. nærmest Ubehageligheder som af sine fleste Universitetstaler, i det hans varme Mindeord over den afdøde Kong Frederik IV ikke faldt i god Jord under den forandrede Stemning ved Hoffet og først efter Christian VI’s Død kunde trykkes. Desto heldigere var han med sit næste Arbejde, «Danmarks Riges Historie» (til og med Frederik III, 1732—35). Her udførte H. et Værk, som alle vore tidligere Historikere vare strandede paa. Det kan da naturligvis ikke være anlagt med en Vedels Udførlighed eller en Grams kritiske Grundighed, om end navnlig den nyere Tid er behandlet efter Førstehaands Kilder. Men det er heller ikke som hos Huitfeldt en blot Stofsamling; H. er den første, der hos os hævder Historieskrivningen som Fremstillingens Kunst og sætter det som Kritikkens Opgave ikke blot at prøve, men at vælge og ordne sit Stof. I det han lægger Hovedvægten paa Rigets indre Udvikling og fortæller med sit ejendommelige Lune og sin Evne til at karakterisere Tider og Personer, lykkes det ham at give vort Folk den første almenlæselige og almeninteressante Fremstilling af dets eget Levnedsløb paa Modersmaalet. Med sædvanlig Lethed i Arbejdet frembragte H. nu i hurtig Rækkefølge andre historiske Værker, alle mindre udmærkede ved Fremdragelse af nye Kjendsgjerninger end ved den livfulde Stil og det nye Lys, hvori det allerede bekjendte stilles: Beskrivelsen af hans Fødeby Bergen (1737), «Almindelig Kirkehistorie» (1738—40), hvor han rigtignok som hele Samtiden viser sig at mangle Blik for Middelalderens historiske Ret og af en let forstaaelig Forsigtighed standser ved Reformationen, men hvor hans Domme ellers røbe Frisind og en for den Tid sjælden Upartiskhed. Hertil slutter sig 1742 «Den jødiske Historie», medens han i «Berømmelige Mænds og Heltes sammenlignede Historier» (1739) og «Heltindehistorier» (1745) fulgte Plutarchs Mønster i Sammenstilling af historiske Biografier til gjensidig Belysning og moraliserende Behandling. Skjønt han i det første Værk jævnlig vælger noget fjærnt liggende Æmner, og skjønt hans Karakterskildringers psykologiske Dybde ikke altid svarer til det stilistiske Liv, hørte disse Skrifter til hans mest læste. Hans Omtale af Dronning Christina bragte ham i Polemik med Tyskeren Arckenholtz. – Af hans historiske Smaaskrifter skal her kun fremhæves Indledningen til Oversættelsen af den græske Historiker Herodian (1746), om Aarsagerne til Roms Fremvæxt, hvor han behandler et ogsaa af Montesquieu fremdraget Æmne. I nogle af Epistlerne polemiserede han ogsaa mod dennes «Esprit des lois» og udgav 1753 begge Afhandlinger paa Fransk, et Bevis paa den levende Interesse, hvormed han endnu i sin Alderdom fulgte Dagens Spørgsmaal i Udlandet.

I disse Aar samlede og fortsatte H. en Del af sine Smaaskrifter: 1737 og 43 i «Opuscula Latina» de selvbiografiske Breve, som snart bleve oversatte paa Dansk, tillige med Epigrammer m. m.; 1746 i «Mindre poetiske Skrifter» Metamorfoserne, Skjæmtedigtene og Smaasatirer, hvoraf kun «Det daphniske Blodbad», en mod Hykleriet rettet ubetydelig Fabel, var utrykt. Imidlertid lagde han ikke ganske Digtekunsten paa Hylden; han havde vistnok alt i adskillige Aar syslet med «Niels Klims underjordiske Rejse», før han paa Grund af de vanskelige Forhold her hjemme udgav den i Leipzig 1741, anonymt og paa Latin; men næste Aar blev den oversat. Atter her valgte H. en i Danmark saa godt som ukjendt, men i Udlandet meget yndet Form for sin Satire: Prosaromanens, særlig den vidunderlige Rejseromans. Den lange Række af opdigtede og fantastiske Rejsebeskrivelser begynder allerede i Oldtiden (Lucian), men havde især siden Renæssancen fulgt og populariseret de store geografiske og naturvidenskabelige Opdagelser og tjente ofte tillige som en gjennemsigtig Indklædning for dristig Samfundssatire og utopiske Reformforslag. Den kulminerede i Defoes «Robinson» (1719), Montesquieus «Lettres Persanes» (1721) og Swifts «Gulliver» (1726), hvilke alle i Forbindelse med mange mindre betydende Fiktioner af samme Art have paavirket «Niels Klim» og givet Romanen dens noget aforistiske Form. Ligesom i «P. Paars» udvider det vedkjendte polemiske Sigte – her mod Rejsebeskrivernes Løgne, hist mod den episke Pathos – sig til en omfattende social og moralsk Satire, og det ikke blot over danske, men over almen-evropæiske Daarligheder (franske Sæder og Moder). Viddet er rigtignok ikke saa frodigt som i H.s Ungdomsværk, den poetiske Ramme er mere søgt og den moralske Hensigt mere haandgribelig. Paa den anden Side griber Satiren fuldt saa dristig ind i Tidens brændende Spørgsmaal, især de religiøse, og Forargelsen udeblev heller ikke. Men denne Gang havde den allerede højt ansete Forfatter den offentlige Mening paa sin Side, og Pietisterne vovede ikke at sætte nogen Forfølgelse i Scene.

I det H. i «Niels Klim» søger at bryde alle Fordomme og al Vanebetragtning ved at stille de tilvante Forhold paa Hovedet og belyse dem gjennem deres Modsætning, snart gjennem Idealet, snart gjennem Karikaturen, danner Bogen en Overgang til de kort efter udgivne «Moralske Tanker» (1744), hvis Maal ligeledes er at vække til Eftertanke ved at opstille Paradoxer og uvante Synsmaader efter Montaignes og Erasmus’ Mønster. Som Filosof er H. mere en livlig end en dyb Tænker; han hævder den praktiske Filosofi mod Spekulationen og stiller snarere Problemerne, end han løser dem. H. knyttede de moralske Tanker som nærmere Forklaring til et Udvalg af sine latinske Epigrammer og fortsatte dem senere, endnu tvangløsere og mere tilfældig, i Brevform med Indblanding af rene Bagateller og personlige Forhold, i «Epistlerne» (I—IV, 1748—50; V efter hans Død 1754). Medens Filosofien tidligere i et barbarisk Latin og inden for det fastslaaede aristoteliske Skema havde bevæget sig i Kreds om tørre, abstrakte Begreber, tog den her ganske socratisk, i let, spøgende Samtaleform paa Modersmaalet, sit Udgangspunkt fra rent dagligdags Fænomener og førte derved langt dybere ind i Forstaaelsen af Livet og Menneskene; men det er intet Under, at Tiden stod noget desorienteret over for denne pludselige Overgang: det gamle var Trivialitet, det nye syntes at være det. Det var atter her den engelske og franske Videnskabelighed, der med H. afløste den tyske, og fra Renæssancefilosofien naar hans Blik gjennem Grotius og Bayle, Locke og Spinoza – der have paavirket ham i Methoden og i Enkeltheder, men hvis religiøse Standpunkt han bekæmper – ned til Malebranches Modifikation af Cartesianismen, til la Bruyères populære Moraliseren og den spirende fransk-materialistiske Retning. Skjønt H. i moderne Aand arbejder paa at verdsliggjøre Livsanskuelsen og lægger Vægten paa Livet over for Læren, Moralen over for Dogmet, vender hans Filosoferen dog stadig tilbage til de religiøse Spørgsmaal, som endnu vare Tidens store Livsinteresse. Selv er han vel nærmest Rationalist, men ingenlunde indifferent; han hævder Tænkningen og den religiøse Kritik deres Ret og fordrer fremfor alt Tolerance. Den fremmede Fritænkning gjør han bekjendt, men billiger den ikke og føler sig navnlig frastødt af dens yderliggaaende Former. I det hele er han aldrig afgjort Oppositionsmand, men paa alle Omraader besindig Reformator, religiøst, politisk og socialt. I det han saaledes forsigtig beredte den gryende Tidsaand Vejen, vakte han stor Opsigt og øvede betydelig Indflydelse uden egentlig at bryde Tænkningen nye Baner eller blive Filosof af Fag.

Efter Christian VI’s Død tabte Pietismen sin Magt, og et lysere Livssyn blev herskende, som bl. a. medførte Gjenaabningen af den danske Skueplads 1747. H., som hilste denne Forandring med Glæde, bistod ogsaa de nye Skuespillere med sin Erfaring og førte i nogle Aar et privat Tilsyn med Theatret, uden dog at ville indtræde i dets Bestyrelse; i Virkeligheden havde han ogsaa kun Ærgrelse af Skuespillernes indre Strid og idelige Pengenød. «Den politiske Kandestøber» var det første Stykke, der opførtes; men det mærkedes snart, at Smagen var bleven forfinet og fordrede franske Konversationsstykker. De 6 Komedier, H. nu skrev i sin Alderdom, hævede heller ikke hans Ry. Han vendte sig bort fra Virkelighedsskildringen til en allegoriserende og filosoferende Retning, hvor han blev mat og blodløs («Plutus», «Sganarels Rejse», «Philosophus udi egen Indbildning», «Abracadabra», «Republikken», «Den forvandlede Brudgom»; den sidste opførtes ikke før 1882). Her spores undertiden aristophanisk Indflydelse, medens hans Blomstringstids klassiske Mønstre vare Terents og især Plautus. Disse Forbilleder har han imidlertid til fælles med Molière, som jo ubetinget har haft størst Indflydelse paa hans Digtning. Er Molière end den dybere Aand, der trænger mere til Bunds i Sjæleskildringen, saa ejer H. til Gjengjæld et umiddelbarere og mere ægte folkeligt Lune, der gjør ham til alle Klassers Digter, ikke blot de dannedes. Medens Molière lader sine sammensatte Karakterer udvikle sig for vore Øjne, skaber H. snarere Typer i den italienske Maskekomedies Spor; men han varierer disse Typer ganske anderledes rigt og individuelt end Italienerne, efter Tid, Sted og personlige Forhold, saa at de dog til sidst blive hans og hans Folks egentligste Ejendom. En saa frugtbar Digter som H. maa nødvendigvis laane sine Motiver, og næsten hele Evropas Litteratur har i saa Henseende ydet ham Tribut, endog det kluntede tyske Drama (i «Jacob v. Thyboe» og «Ulysses»). Æmnerne har han taget overalt, hvor han fandt dem, og Komediernes Digtform er den fransk-klassiske, som han først gjorde os bekjendt med, uden dog at lade sin Genialitet indsnævre ved pedantisk Overholdelse af dens Regler, over for hvilke Komedien som Virkeligheds- og Samtidsskildring jo altid maa stille sig friere. Den omhyggelige franske Teknik har H. aldrig tilegnet sig; Handlingen er hos ham underordnet og ofte forsømt; det er gjennem Situationer og Replikker, at hans Vid udfolder sig i den rigeste Komik; derigjennem giver han et Billede af sin Tids hele Liv og Færden, dens Brydninger mellem gammelt og nyt, saa livagtigt og slaaende, at det aldrig forældes, saa ejendommeligt, at han trods sine Laan er en blandt alle Tiders originaleste og nationaleste Digtere, saa omfattende og indgaaende, at Oehlenschläger har kunnet sige: «Hvis Kjøbenhavn var forgaaet paa H.s Tid og kun hans Komedier blevne reddede, vilde vi gjennem dem have en lige saa klar Forestilling om Datidens hele Liv, som Udgravningerne give os af Livet i Pompeji.»

H.s sidste og svageste Alderdomsværk var «Moralske Fabler» (1751) i Prosa, til Dels kun moralske Exempler og Historier. Hans betydelige Indtægter, bl. a. som Forlægger af sine egne Skrifter, i Forbindelse med hans tarvelige Levemaade og økonomiske Sans tillode ham 1740 at kjøbe Godset Brorup, 1745 Tersløse og Ødemark. Disse store Ejendomme styrede han med Dygtighed og fandt meget Behag i Landlivet om Sommeren. Da der blev Tale om Gjenoprettelsen af Christian IV’s 1665 nedlagte Akademi i Sorø, besluttede H. i fuld Overensstemmelse med nogle af sit Livs Grundtanker at skjænke Akademiet sine Godser tillige med sit Bibliothek og en Del Kapitalformue til Fremme af en friere og modernere Videnskabelighed end den, der trivedes ved Universitetet, og tillige i det Haab derved at modvirke Ungdommens skadelige Udenlandsrejser. I denne Anledning oprettedes hans Godser til et Baroni 1747, kort før Akademiets Indvielse. At Fortællingerne om den Tilsidesættelse, der ved den Lejlighed skulde være vist mod H.s Ønsker og Person, i alt Fald ere i høj Grad overdrevne, er nylig gjort sandsynligt. Gaven fuldbyrdedes dog først 1751, og faa Aar efter døde H. efter længere Tids Svagelighed af Brystsyge, 28. Jan. 1754, og blev begravet i Sorø.

Der har endog i vore Dage vist sig Tendens til at uddanne en Legende om, at vor store Digter henlevede sin meste Tid under Fattigdom, Forfølgelse og Miskjendelse. Sandheden er tvært imod, at hans ydre Stilling i største Delen af hans Liv var glimrende. Sin Ungdoms Pengenød synes han at have baaret med let Sind; i sit 30. Aar blev han extraordinær, i sit 33. virkelig Professor, og hans praktiske Forretningsdygtighed gjorde ham det muligt, hvad der før og vel ogsaa siden var ukjendt i Danmark, temmelig hurtig at samle endog betydelig Formue ved Skribentvirksomhed. 1740 blev han Godsejer; 1747 fulgte hans for en Videnskabsmand ganske usædvanlige Ophøjelse til Baron, og i sin Ligtale over ham kunde Professor Lysholm endog sammenligne ham med Sorøs første Stifter, Absalon. At hans Satire i Forbindelse med hans vanskelige Sind skabte ham Uvenner, er kun naturligt, ligesom det er en Selvfølge, at det Væld af nye Ideer, der brød ind med ham, ikke strax blev fuldt vurderet og hans populære Videnskabelighed ikke forstaaet af de gammeldags lærde. Men allerede hans første Optræden modtoges dog ogsaa med varm Anerkjendelse, og paa sin ældre Alder var han beundret baade i Ind- og Udlandet. Ingen anden dansk Forfatter havde den Gang set sine Værker udkomme i saa mange Oplag, og ingen er lige til vore Dage bleven oversat paa saa mange Sprog, maaske med Undtagelse af H. C. Andersen. Om Forfølgelse kan der højst være Tale ved «P. Paars» og «N. Klim», og det blev ikke til mere end nogle Ubehageligheder, som enhver Banebryder maa være forberedt paa. Snarere undres Baden o. a. med rette paa, at hans dristige Udtalelser, f. Ex. i «Moralske Tanker», gik saa uanfægtede hen, og at han saa godt som ikke generedes af Censur, hvad der vel maa tilskrives hans Stilling i det filosofiske Fakultet, der selv øvede Censuren.

Noget andet er, at H. næppe hverken i Livet eller i Døden vakte nogen varm personlig Sympathi. Grundtonen i hans Værker er den mest ægte «festivitas», men som Menneske var han, i alt Fald i Manddoms- og Alderdomsaarene, en saare pirrelig Hypokondrist, hvis Særhed var fremkaldt af legemlig Svaghed og næret ved hans ugifte Stand. Det var af eget Valg og Tilbøjelighed, at H. stod som en ensom Mand, ligegyldig for sin Familie og uden selskabelig Trang, til sidst egentlig kun knyttet til andre gjennem sin Kjærlighed til Musikken. Disse Livsvaner havde ogsaa en Grund i hans unægtelige Paaholdenhed, især i Smaating, medens han ikke skyede Ofre for store Almenformaals Skyld. Ikke blot ved at skjænke hele sin Formue til Sorø og til Udstyrslegater viste han sig som en «nyttig Borger», men maaske endnu mere ved den storartede Gave af sit bedste aandelige Eje, Komedierne, til den danske Skueplads og ved de Præmier, ved hvilke han i Aarene 1738—40, rigtignok med ringe Resultat, søgte at fremkalde smukke danske Vers. I sin Alderdom klager han selv over aftagende Popularitet, som han tilskriver Misstemningen over, at han, den honnette Ambitions afsagte Fjende, havde ladet sig baronisere og efterladt sit Gods til et adeligt Akademi. Men N. M. Petersen henviser med større Ret til, at H. nu var udtømt, og at Tiden var løbet ham forbi, hvor meget han end fordum havde været forud for den.

Naturligvis maa det indrømmes, at H.s digteriske Syn har sin væsentlige Begrænsning. Lige fra Reformationen ned gjennem Oplysningsperioden var Nyttebetragtningen herskende i vor Litteratur; Renæssancens og siden den franske Klassicismes Bestræbelse for at hævde Poesien som sit eget Maal trængte aldrig igjennem hos os, og i denne Henseende var H. sin Tids Barn. Som det 17. Aarhundredes Digtere skriver han

ɔ: i Belæringens og Sprogopdyrkningens Tjeneste. Digtningen er ham én blandt flere Maader at moralisere paa; Komedierne regner han blandt sine moralske Skrifter; de «have tvende Sigter, som er at forlyste og undervise tillige», det gamle «utile dulci». Den poetiske Form betragter han som noget tilfældigt, Forgyldning paa den moralske Pille, og særlig i den bundne Stil ser han en Tvang, der kun fører til Svulst og Uklarhed; selv var han jo ingen stor Versifikator. Derfor kan han heller ikke ret finde sig i den franske Tragedie. Han er Forstandsdigter uden Sans for lyrisk Sving, Erotik eller Naturstemning; han hylder efter Tidens franske Smag Regelen, ikke Fantasien i dens Frihed. Men heldigvis rive Inspirationen og Lunet ham ofte med sig langt ud over de Grænser, hans Theori vilde afstikke. Saaledes allerede, naar han først af alle lærte sit Folk at sondre mellem Lærdom og Aand, at tillægge Æmnets smagfulde og underholdende Behandling selvstændigt Værd. Men uden ret at klare sig det aner han ogsaa noget højere, guddommeligt bag Formen og Nyttevirkningen i Poesien:

og:

Det gjælder om H., mere maaske end om nogen enkelt Forfatter i noget andet Land, at han har skabt en Nationallitteratur og et helt læsende Publikum:

Han frembragte her hjemme, om ikke af intet saa dog af højst ubetydelige Spirer, alle Poesiens Hovedgrene, undtagen Lyrikken, og derhos en populær, især historisk og filosofisk, Videnskabelighed. Men dette Storværk var kun muligt ved at bringe Fædrelandet i frugtbar aandelig Vexelvirkning med det øvrige Evropa, ved i rigt Maal at benytte fremmede Ideer og fremmede litterære Former. Thi i vort eget Aandsliv var der den Gang ingen Kim til ny Udvikling, i alt Fald ingen, som endnu vare modne, og det Aandsliv, som havde udviklet sig uden om os siden Renæssancen, kjendte vi kun paa anden Haand, gjennem Tyskernes uselvstændige og plumpe Efterligning. Først H. fører os til Kilderne, ind under fransk og engelsk Indflydelse, og det med saadanne Kæmpeskridt, at han i vor Litteratur repræsenterer paa en Gang Renæssancens Fuldendelse, den franske Klassicisme og Oplysningstidens Begyndelse, de 3 store Faser, som den evropæiske litterære Bevægelse havde gjennemløbet fra det 16. til først i det 18. Aarhundrede, i 3 Generationers Levetid og gjennem mangfoldige Forfatteres Arbejder. Fra H. af kan den danske Litteratur fortsætte sin Gang Haand i Haand med, om end lidt bag efter, det øvrige Evropas.

For saa vidt fortsatte og uddybede H. dog kun et allerede indslaaet Spor, som han især dyrkede den moraliserende Forstandsdigtning og her kunde slutte sig til noget af det bedste og livskraftigste i vor gamle Litteratur. Hvor meget han end skylder Molière, er han dog aandelig langt mindre beslægtet med Franskmandens ætsende Vid end med det godmodige Lune hos vor egen Fortids Satirikere, og med dem har han ofte baade Syn og Æmner til fælles, især paa sine ældre Dage, da han stod betænkelig over for den af ham selv vakte Bevægelse og vendte sin Satire mod alt det fremmede, forlorne Væsen. Ej heller var det det nye hos ham, at han uddannede Litteratur og Modersmaal efter udenlandske Mønstre: Indførelsen af det øvrige Evropas Ideer og Litteraturformer var begyndt over Tyskland 100 Aar før, med Arrebo, men Tilegnelsen var raa og ufordøjet. Forgængerne lode sig overvælde af den fremmede Kultur og vilde snøre dansk Aandsliv ind i dens Former i Steden for at lempe den efter vort Behov. Derfor trængte de aldrig ned i Folket, og deres Virksomhed blev uden Resultat. Først H. forstod, at Opgaven ikke var at lave os selv om paa evropæisk, men at omsætte de fremmede Tanker, ikke blot i vort Sprog, men i vor Aand. National i Sind, om ikke i Dannelse, vidste han at bringe en Nationallitteratur ud af den udvortes Efterligning, en populær Videnskab ud af den til enkelte Kredse indskrænkede Lærdom, at sprede Ideerne gjennem alle Folkets Lag ved let og smagfuld Fremstilling. Dette er hans ejendommelige Fortjeneste, der har Værd for alle Tider, og som i hans egen Tid gjør ham til Hovedfiguren, i hvem Fortid og Fremtid mødes, i hvem næsten alle Videnskabens og Litteraturens Grene samles og faa deres Fuldendelse, hvem alle andre Forfattere enten forberede eller fortsætte, i alt Fald paa det populærvidenskabelige Omraade.

Holberg, III Epistolæ ad virum perillustrem (og Ep. 447). Scheibe, H.s Levned, i den tyske Overs. af P. Paars 1764 (dansk ved C. Ewald 1883). Welhaven, Om L. H., 1854. Smith, H.s Levnet og populære Skrifter, 1858. Brandes, L. H., 1884. Winkel Horn, L. H., 1884. Daae, L. H., 1886. Rahbek, H. som Lystspildigter, 1815—17. Werlauff, Antegnelser til L. H.s 18 første Lystspil, 2. Udg., 1858, og Oplysninger til N. Klim, i Dorphs Udg., 1857. Skavlan, H. som Komedieforfatter, 1872. Bruun, H. som Lærer i Historie, 1872. Paludan, Om H.s Niels Klim, 1878. E. Holm, H.s Betydning for Aandsliv og Videnskab, 1884. Hist. Tidsskr. 5. R. IV, 35 ff.