Christian 6. (1699–1746)
Christian VI, 1699—1746, Konge, var Søn af Frederik IV og dennes første Dronning, Louise af Meklenborg-Güstrow. Han var født 30. Nov. 1699. Til Overhofmester havde han i sin Barndom den senere Statsminister Johan Georg Holstein, til Lærer Johan Wilhelm Schrøder, begge fødte Tyskere og begge alvorlige Mænd, hvis Religiøsitet havde en noget mørk Farve. Den Undervisning, han fik, var bedre end den, hans Fader og Bedstefader havde faaet, og han havde afgjort bedre Kundskaber end nogen af disse. Tung af Sind, blev han som Barn og ung Mand stemt endnu alvorligere ved at se sin Moder tilsidesat af Faderen for Anna Sophie Reventlow. Han lærte tidlig at forarges, og den Harme, han følte paa Moderens Vegne, lagde sig ikke efter hendes Død, da Anna Sophie fulgte hende paa selve Tronen. Baade Stifmoderen og Faderen behandlede ham med Velvilje, og Frederik IV gjorde ham i de sidste Aar af sin Levetid i ikke ringe Grad fortrolig med Regeringssagerne. Hans Breve til Faderen strømme vistnok over af ydmyge Udtryk; men hans virkelige Følelser vare næppe varme, og Stifmoderen hadede han. Han fik Lejlighed til at vise denne sin Uvilje, da han efter Faderens Død (12. Okt. 1730) brød det skriftlige Løfte, han havde givet denne, at ville gjennemføre hans testamentariske Bestemmelser til Fordel for hende. Men at hun dog fik et anstændigt Livsunderhold som Enkedronning, lader sig ikke nægte (s. I, 292).
Efter at C. VI havde besteget Tronen ved sin Faders Død, viste han i adskillige Henseender hæderlige Egenskaber. Hans Valgsprog var «Deo et populo» (Gud og Folket), det samme, som den fra ham langt forskjellige, saakaldte store Kurfyrste Frederik Vilhelm af Brandenborg tidligere havde haft. I Overensstemmelse dermed har han lejlighedsvis udtalt: «Det er mig kun om at gjøre at fremme mine Undersaatters Lyksalighed. Gaar det dem godt, gaar det ogsaa mig selv godt.» Han tænkte i saa Henseende lige varmt paa Nordmænd og danske, «jeg er Herre», sagde han, «over begge Riger, Fader til begge Børn . . . lige Brødre, lige Lod». Og han satte et anstrængt og ærligt Arbejde ind paa at virke for «sine Børns» Vel. Der har vel næppe nogen Sinde siddet en Konge paa Tronen, som forholdsvis har skrevet en større Masse Breve i Regeringssager, et Vidnesbyrd om, hvilken omhyggelig Overvejelse han skjænkede dem. Det skortede ham ej heller paa god Forstand og en vis Skarphed i Opfattelsen. Franske Diplomater have med Anerkjendelse talt om hans Evne til klart og hurtig at se, hvad det i en Sag kom an paa.
Men uheldigvis fattedes det ham i høj Grad paa nogle af de Egenskaber, der hos en Konge have mest at sige. Allerede hans Ydre var lidet heldigt. Han var uanselig, uden noget vindende i sit Ansigt og med en underlig uharmonisk Røst. Og han formaaede ikke ved Personlighedens indre Magt at besejre disse ydre Vanskeligheder, han havde at kæmpe med. Han forstod hverken at imponere eller at vinde ved et mildt, venligt Væsen. Der var noget forunderlig ængsteligt, kejtet over ham. Højst sandsynlig har hans Opdragelse i alt, hvad der vedrørte det ydre, været meget uheldig, og bedre blev det ikke ved den pietistiske Retning, hans virkelig dybe Religiøsitet antog. Om han end havde videnskabelige Interesser i forskjellige Retninger, var der dog noget snævert ved hans Synsmaader og en underlig Mangel paa Friskhed hos ham; den tungsindige Mand havde endog ondt ved at finde Fred i selve sin religiøse Tro, og først sent naaede han at faa Bugt med svære Anfægtelser. Men ved det indesluttede Væsen, som en saadan Personlighed naturlig fik, kom han til at staa Folket fjærnere end maaske nogen anden af hans Stamme. Der er nok blevet bragt ham Røgofre af Smiger, som overgaa enhver Beskrivelse, han er bleven prist som den, hvem Gud alene fyldte med sin Visdom, værdigede sit Venskab, styrkede med sine Lærdomme og fyldte med sin Guddomsmagt. Men bortset fra dem, der personlig kunne have været knyttede til ham, var det næppe andre end en lille Kreds af lærde og gejstlige, som havde virkelig varme Følelser for ham.
Hans Ægteskab virkede med til dette uheldige Forhold. Han var (7. Avg. 1721) bleven gift med Prinsesse Sophie Magdalene af Brandenborg-Kulmbach (f. 28. Nov. 1700). Det var ham selv, der havde valgt hende til Brud, og deres Ægteskab var lykkeligt, for saa vidt han stedse bevarede stor Hengivenhed for hende. De samstemmede ogsaa nøje i vigtige Henseender, saaledes i det religiøse, og naar de (7. Avg. 1732) paa deres Bryllupsdag indstiftede Ordensdekorationen «de l’union parfaite», var det ikke noget Komediespil. Man har vistnok i høj Grad overdrevet hendes Magt over ham; men selv om hun intet havde at sige i de egentlige Regeringssager, tog han i forskjellige personlige Forhold ganske vist Hensyn – ja alt for meget Hensyn – til hendes Ønsker. Værre var det imidlertid, at hun vedblev som dansk Dronning at være den fuldblods tyske Prinsesse. Derfor blev Hoffet saa tysk, som det næppe havde været Aarhundreder igjennem, – en ligefrem Skandale, efter at Kongefamilien havde hersket her i 300 Aar. Sygelig og vranten, som hun var, formaaede hun ogsaa mindst af alt at brede noget Liv og Lys omkring Kongen. «Vi leve som Eremitter», skrev han en Gang til Grev Chr. E. Stolberg, og han spurgte ved samme Lejlighed denne, om det gik an at holde Assemblé ved Hoffet. Da den svenske Statsmand Grev Tessin med sin Frue kom til Hoffet, var han i den største Forlegenhed med, hvad han skulde underholde dem med. At Baller og Hofkomedier vare bandlyste, følger af sig selv, man naaede højst en Gang imellem til en «Concert de musique». Hvad man havde til Adspredelse, var at gaa «paa det ostindiske Hus» for at se de Varer, der kom hjem fra Indien og Kina, at se Krigsskibe løbe af Stabelen, idelig at flytte om fra det ene Slot til det andet eller at foretage Rejser igjennem Landet, under hvilke der blev Lejlighed til at se Regimenter exercere, høre Præster prædike og en Gang imellem faa sig et lille Jagtparti. I Sommeren 1733 udstrakte han sine Rejser sammen med Dronningen til Norge og naaede her op til Throndhjem og til Vesterlandet. Han skal paa denne Rejse – mærkværdig nok – have sagt en Vittighed og, hvad der er endnu mærkeligere, en dansk Vittighed. Da Storm og Uvejr nødte ham og hans Følge til at blive liggende 8 Dage i Aalesund, udtalte han, at man passende kunde forandre Byens Navn og kalde den Taalesund.
Men Hovedadspredelsen var vistnok den at sysle med Byggeforetagender, baade i det store og det smaa, og at pynte op med kostbart Bohave eller andre Prydelser, fra Møbler til Guldservice og Ædelstenssmykker. Det var uheldigvis dyre Fornøjelser. Udgifterne til Christiansborg Slots Bygning løb op til 2700000 Rdl. (i Sølvværdi 9 Mill. Kr.). Ogsaa Hirschholm Slot og andre mindre Lystslotte slugte mange Penge. C. VI mente rigtignok med Selvfølelse at kunne sige, at han havde bygget Christiansborg Slot, uden at det kostede hans Undersaatter en Hvid, et mærkeligt Selvbedrag, som om de Penge, der hørte til hans Partikulærkasse, mindre vare Statens end de, der fandtes i Statskassen.
Med det stille, ensformige Hofliv stod en næsten fuldstændig Afsluttethed fra Nationens store Masse i Forbindelse. Det var, som om han og Dronningen formelig søgte at undgaa det Folk, paa hvis Vel i det mindste han oprigtig tænkte. Menneskeskyhed og taabelig overdrevne Tanker om Kongemagtens Ophøjethed virkede her sammen. Der var i Kjøbenhavn for andre end Hofpersonalet og visse Embedsmænd kun Lejlighed til at se Kongeparret, naar de gik til Alters. Kjørte de igjennem Gaderne, omgav en tæt Skare Ryttere deres Vogne som et Værn imod profane Blikke, og Gravens Stilhed herskede om den pragtfulde Kongeborg, som udspændte Jærnkjæder forhindrede uvedkommende fra at nærme sig til. Naar C.s Regering senere gjaldt som Adelens gyldne Tid, var der stor Overdrivelse deri; en Hofadel existerede ikke, og de Mænd her hjemme, der stode hans Hjærte nærmest, vare borgerlig fødte Mænd, Hofpræsten Bluhme, Ministeren Schulin og General Løvenørn, den sidste oven i Kjøbet en Mand, der var saa lidt pietistisk af Sind som vel tænkeligt. Ej heller fattedes det C. paa Sans for Spørgsmaal af folkelig Betydning. Baade Omsorg for Almueundervisning og Fattigvæsen laa ham nær. Men folkekjær var dog det, han i Følge hele sin Personlighed og Optræden mindst kunde blive. Ogsaa Pietismen virkede dertil. Var han end ingenlunde blandt dem, der gik videst i denne Retning, mente han end f. Ex., at det var Synd at nægte Bønderne en Forlystelse som den at ride Sommer i By, naar det kun ikke skete paa Helligdage, saa kom han efterhaanden mere og mere ind paa at støtte Pietismen, og saa lidt man kan benægte dens delvise Berettigelse, saa vist er det, at den havde meget usundt i Følge og var vort Folks Ejendommelighed imod.
C. kunde vise megen Omhu for dem, der stode i nært Arbejdsforhold til ham; men han var besværlig at have at gjøre med. Der fandtes liden Opfindsomhed og lidet Initiativ, men derimod stor Ubestemthed hos ham, saa han idelig trængte til Raadgivere. Dem overhængte han da med Spørgsmaal, mest i sine talløse smaa eller store Breve, og det saa meget mere, som han kun havde liden Tillid til sig selv. Hans Hovedkorrespondenter vare vistnok her hjemme Schulin og Bluhme og uden for Landet Grev Christian Ernst Stolberg paa Wernigerode, der i mange Aar endog nærmest maa siges at have været hans oprigtige Ven. I stort som i smaat, lige til, hvorledes han kunde blive af med en Kokkepige, som han og Dronningen ikke kunde magte, maatte den spørgesyge Konge have Raad. Uheldigvis hørte til dette Overhæng en ikke ringe Pirrelighed, som næredes ved en god Portion Hidsighed og ved hans umaadelig store Tanker om sin Magts Højhed. Det kunde slaa ud i en alt andet end behagelig Mistænksomhed. En Minister maatte efter hans Opfattelse først og fremmest være «submis», og ganske vist skulde han tillige være oprigtig; men han maatte kun tale, naar han blev spurgt. Hvor lidt man end kan kalde C. hævnlysten, saa var han dog lidenskabelig i sin Uvilje imod dem, han fik noget imod. Det viste han i større Stil strax i Begyndelsen af sin Regering imod Anna Sophie og hendes Venner, og det kunde bringe ham til vilkaarlige Afskedigelser som ved hans Færd imod Skibsbygmesteren Benstrup og Marinekapitajnen Lütken. Selvstændige Mænd som Ivar Rosenkrantz og endnu mere de tvende Brødre Plessen, der i Førstningen dannede hans Konseil, kunde da ej heller undgaa hans Unaade.
Det følger af sig selv, at en Konge med C. VI’s Personlighed maatte være fredelskende og lidet reformlysten. Da han 1743 greb efter den svenske Tronfølge for sin Søn Kronprins Frederik, var det vistnok en Chimære – om der end skjulte sig en stor og smuk Tanke bag ved den –; men ellers var hans Regering udad til stilfærdig. Indad til viste han en omhyggelig Omsorg ved mange enkelte Spørgsmaal; men i det store var han ængstelig og konservativ. Netop derfor kom han ved Bestræbelsen for at værne om det synkende Landbrug ind paa at søge Hjælpen ved Tvangen i Steden for ved Friheden, og han blev Stavnsbaandets Stifter.
I sit Ægteskab med Sophie Magdalene havde han af Børn, der bleve voxne, foruden den senere Frederik V en Datter Louise, der blev gift med en Hertug af Sachsen-Hildburghausen. C. døde paa Hirschholm 6. Avg. 1746, Dagen før sin Sølvbryllupsdag.
J. Møller, Mnemosyne. L. Koch, K. Christian VI’s Hist., 1886. H. L. Møller, K. Kristian VI og Grev Kristian Ernst af Stolberg-Wernigerode, 1889. Danske Saml. 2. R. IV.
1699
Christian 6. født på Københavns Slot.
1700
Danmark går over til den gregorianske kalender.
1702

Sir Godfrey Kneller: Portræt af Sir Isaac Newton, malet i år 1702.
1711
Byldepesten hærger hele Danmark og dræber bla. en trediedel af Københavns indbyggere.
1713
Den franske oplysningsfilosof og forfatter Denis Diderot født. (død 1784)
1719

Balthasar Denner: Peter Wessel Tordenskiold, 1719. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. 1720
Tordenskjold dør i duel.
1721
Hans Egede grundlægger Godthåb.
1724
Jens Schielderup Sneedorff født.
1728
Storbrand i København ødelægger 1670 huse.
Peter Frederik Suhm født.
1730
Christian VI (1699–1746) udråbes til konge.
1733
Stavnsbånd indføres
1734
Det andet guldhorn findes ved Gallehus, Tønder.
1746
Frederik V (1723–1766) udråbes til konge.
Christian 6. død på Hirschholm Slot.