Frederik 5. (1723–66)

Frederik V, 1723–66, Konge, blev født 31. Marts 1723 og var den ældste af Christian VI’s og Sophie Magdalenes Børn. Da han var 7 Aar gammel, fik han sin egen Hofetat og i Spidsen for den som Hofmarskal den tysk fødte Baron G. V. Søhlenthal, senere bekjendt som Administrator for Grevskabet Rantzau og Stiffader til Christian og Enevold Brandt (jvfr. III, 3 ff.). I god Overensstemmelse med den tyske Aand, der i hine Tider saa stærkt havde Magten i Hofkredsene, vare de Lærere, der efterhaanden fik at gjøre med Prinsens Undervisning, lutter tysk fødte Mænd, alene med Undtagelse af en, der var Franskmand. Flere af dem vare for øvrigt dygtige Mænd, deriblandt Retshistorikeren Chr. L. Scheidt; men det er betegnende, at da denne vilde have en historisk Ledetraad affattet for den danske Tronfølger, henvendte han sig til den tyske lærde Johan Jacob Moser. Og dog havde vi den Gang her hjemme baade Holberg og Gram. At Ivar Rosenkrantz siden Christian VI’s Tronbestigelse i Slutningen af 1730 som Overhofmester havde et overordnet Tilsyn med Prinsens Opdragelse, formaaede ikke at bevirke, at F. kunde faa en mere dansk Undervisning. Derfor vedblev ogsaa Tysk stedse at være det Sprog, der laa ham nærmest, paa samme Maade som det havde været Tilfældet med hans Fader og Farfader. Derimod viste han sig fra Barn af at være en fra Faderen saa vel som fra Moderen grundforskjellig Natur. Religiøse Stemninger vare ham visselig ikke fjærne, de bryde jævnlig frem i hans Breve, og en Bøn, han nedskrev under den i Aaret 1762 frembrydende Krigsfare, er rørende inderlig. Men sligt var kun Stemninger til visse Tider, og hvor lidt der end er Grund til at beklage, at det pietistiske Hældøreri, der kun alt for meget havde haft Magten over hans Forældre, laa ham fjærnt, saa er der desto værre i endnu højere Grad Grund til at beklage, at det religiøse hos ham var for overfladisk til at styrke ham i sædelig Henseende.
At her var en Fare, anede man dog ikke i hans tidlige Dage. Da saa det ud, som om han vilde faa aandelige Interesser, og den lærde Hans Gram glædede sig endog under Samtaler med ham ved at mærke, hvor kundskabsrig han var. Dertil kom en stor personlig Mildhed og Venlighed, der gav hans i og for sig lidet betydelige Ydre noget overordentlig vindende, saa det var, som om Naturen her i rigt Maal havde skjænket ham, hvad der haardt savnedes hos hans Forældre; og da han, endnu ikke 21 Aar gammel, ægtede den engelske Konge Georg II’s Datter Louise (11. Dec. 1743), fik han en Hustru, der fuldt ud viste de samme indtagende Egenskaber, endnu forhøjede ved det Skjær af Ynde, en ung, elskværdig Kvinde formaar at brede om sig.
Intet Kongepar kunde være mere yndet af Folket end disse to, da de efter Christian VI’s Død 6. Avg. 1746 bestege Tronen. Lige saa afsondrede, som Faderen og Moderen havde holdt sig fra Folket, lige saa stærkt syntes F. at ville komme det i Møde, og der er blevet fortalt om, hvorledes han og Dronningen holdt af at være sammen med Kjøbenhavns Borgere og besøgte Bønderne i deres Gaarde. Det var, som om alt det tyske, der var blevet indpodet Kongen af Lærere og Hofomgivelser i Faderens Tid, ikke forhindrede Folket fra at føle, at der var noget jævnt, dansk i hans Personlighed. Det passede godt hertil, at det hele Liv rundt omkring i Landet nu antog friskere Former, da der ikke længere fra oven lagdes Tryk i pietistisk Aand paa alle friere Rørelser. «Den danske Skueplads» aabnede atter sine Døre, Hoflivets lettere Tone fremkaldte Gjenopførelse af italienske Operaer og franske Komedier, den bildende Kunst fik sig et Hjem i Kunstakademiet, og samtidig begyndte der paa flere Omraader en livligere Drøftelse, end man tidligere havde kjendt. Visselig havde den sine Mangler, men den betegnede dog i sin Grund et stort Fremskridt, og den bar i sig Spiren til Samfundsreformer, der siden skulde blive til Velsignelse. Hvor lidt F. end selv havde fuld Forstaaelse af, hvad der var oppe i Tiden, var det dog en Fortjeneste af ham at samtykke i, at Spørgsmaalet om Reformer maatte drøftes i Litteraturen. Det var et smukt Ord, der i saa Henseende blev tillagt ham, naar det hed sig, at han havde sagt: «Jeg vil ikke tillade, at Aandslivet underkastes nogen Indskrænkning i mit Rige.»
Med Datidens royalistiske Tilbøjelighed til at give Kongen Æren for alt, hvad man fandt Behag i enten ved Politikken eller Styrelsen indad til, priste den offentlige Mening ham, fordi Staten blev holdt uden for den ødelæggende Syvaarskrig. Hans Kjærlighed til Freden syntes at passe godt til det milde, godgjørende hos ham, «Frederik den ejegode», som han blev nævnt. Og denne Lovprisning fandt Gjenlyd uden for Landets Grænser, stærkest vistnok i det af vilkaarlig Kabinetsjustits og haarde Udsugelser saa forplagede Tyskland. Man saa jo her en af de Mænd, man var mest stolt af at eje, Klopstock, finde et gjæstfrit Ly og Underhold i den danske Konges Lande og ved Understøttelse fra hans Haand. Som den højt ansete tyske Publicist K. Fr. Moser saa hen til de danske som «lyksalige Mennesker», saaledes udbrød han om deres Konge: «Kong F., Menneskevennens Navn vil staa i Verdenshistorien som en uforgængelig Støtte.»
Men desto værre laa der en dyb Fejltagelse bag al denne Lovprisning hjemme og ude. F. har i Virkeligheden ikke som Personlighed hævet Kongedømmets Niveau her i Landet. Lav Sanselighed og Tilbøjelighed til Drik undergravede allerede tidlig det gode hos denne Fyrste, der var lige saa svag af Karakter, som han var velsindet imod andre. Allerede inden han ægtede Louise, havde disse Laster begyndt at faa Magten over ham og gjort ham til et Bytte for usle Mænd i hans Omgivelser, der blot søgte at drage ham dybere og dybere ned i Dyndet. Hvor højt han end synes at have sat sin yndige Dronning, formaaede han end ikke i sit Ægteskabs første Tid at holde sig borte fra de Orgier, han havde begyndt at vænne sig til, og hans Overhofmarskal A. G. Moltke, der var ham en oprigtig Ven, kæmpede nu og stedse senere en frugtesløs Kamp for at vække hans Samvittighed.
Efter at Dronning Louise til almindelig Sorg var død 19. Dec. 1751, synes det at have været Kongens Tanke at ville ægte en Datter af Moltke; men denne var forstandig nok til at faa det forhindret og fik ham hurtig gift med Prinsesse Juliane Marie af Brunsvig-Wolfenbüttel (8. Juli 1752). Uheldigvis formaaede denne endnu mindre end Louise at fængsle ham, saa han væmmedes ved det evindelige Drikkeri og de gemene Fruentimmer, der sammen med hans Svirebrødre vare blevne ham et uundværligt Selskab. Hidsige Forløbelser vare ikke sjælden Virkninger af hans Udskejelser. Saa kunde han nok, naar Moltke holdt Straffeprædiken for ham, angre sin «satanisches Betragen», klage over «seinen hitzigen Kopf» og kaste sig paa Knæ for at bede Gud om Tilgivelse. Men hvad hjalp det, den næste Dag var det lige galt. Lykkeligvis indrømmede han hverken sine Drikkekammerater eller sine Elskerinder – hvis man kan bruge dette Udtryk – nogen Indflydelse paa Regeringen. Her lod han den ældre Bernstorff med Moltke som Støtte være de raadende. Var dette end i og for sig det heldigste, saa havde han liden Ære af at staa uendelig langt tilbage baade for sin Fader og sin Farfader i flittig Varetagelse af en Konges Pligter. Om det saa var sin Søns, Kronprinsens, Opdragelse, saa brød han sig lidet eller intet om den. Reverdil har bevidnet, at han f. Ex. aldrig talte til ham om Sønnen. Skjønt tunge Skatter, som Krigsrustningerne i Aaret 1762 og Fejl i Statshusholdningen gjorde nødvendige, vakte stærk Misstemning, tabte F. mærkværdig nok aldrig sin Folkeyndest. Man rystede paa Hovedet ved at høre, hvad der fortaltes om ham, eller naar man saa ham selv være alt andet end sikker paa Benene; men han blev dog ved at gjælde for at være den gode Konge. Ewalds Kantate ved hans Ligfærd er et sandt Vidnesbyrd om Stemningen.
Naturligvis undergravedes hans Helbred ved det Levned, han førte, især da hans Konstitution fra først af var sart. Ikke mere end 43 Aar gammel døde han af Vattersot 14. Jan. 1766. Af de 5 Børn, han havde med Louise, overlevede 4 ham, Kronprinsen, den senere Christian VII, og 3 Døtre: Sophie Magdalene, Vilhelmine Caroline og Louise; Juliane Marie fødte ham kun én Søn, Arveprins Frederik (s. ndfr.).
Hist. Tidsskr. 4. R. II. J. K. Høst, Mærkværdigheder i Frederik V’s Levnet og Regering, 1820. A. Thorsøe, Frederik V’s Ungdom og Thronbestigelse, 1868. Museum 1890, S. 485 ff.
1723
Frederik 5. født på Københavns Slot.
1724
Jens Schielderup Sneedorff født.
1728
Storbrand i København ødelægger 1670 huse.
Peter Frederik Suhm født.
1730
Christian VI (1699–1746) udråbes til konge.
1733
Stavnsbånd indføres
1734
Det andet guldhorn findes ved Gallehus, Tønder.
1746
Frederik V (1723–1766) udråbes til konge.
1748
Det Kongelige Teater åbner på Kongens Nytorv.
1755
Jordskælv i Lissabon dræber 60.000.
1756
Syvårskrigen (1756–1763) udkæmpes i Europa og kolonierne.
1764
Josef II krones til romersk konge. Han bliver tysk-romersk kejser i 1765.
Jens Schielderup Sneedorff død.
1766
Aalborg Stifttidende udkommer første gang.
Christian VII (1749–1808) udråbt til konge.
Frederik 5. død på Christianborg Slot.