Kalliope
→
Norske digtere
→
Johan Sebastian Welhaven
→
Førstelinjer
Johan Sebastian Welhaven
(1807–73)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
A
Af Haab og Liv er alle Knopper fulde
Aftnen synker over Byen
D
Da Mulmet dækked Olafs Rige
De lykkelige Skygger kunne vandre
Den brune Yankee svinger
Den Egn, hvori min Vei er lagt
Den gale Jens er en ærlig Svend
Den stod i Ørknen. I Vidunder-Landet
Den Syge har en grufuld Nat
Den unge Kæmper skal fra Hjemmet drage
Der er et Hlidskjalf i det Høie sat
Der falder Regn fra Linden
Der hvile Sky’r om Klippens Tinde
Der sidder en Dreng ved Stranden
Der stod en Sky i Vesten
Der voxer ingen Busk paa denne Klippe
Det gule Løv fra Træet synker
Du valgte Dig en Kjereste til Trøst og Tidsfordriv
Du var mig nær, mens mangt et hjemligt Billed
E
Elven er aldrig saa kjæk og strid
En Fugl har sat sig ved Søen
En hellig Stund er lys oprunden
En Lotos-Plante blomstrer over Vandet
En Nattergals Klædning er askegraa
En Somnambul jeg stod paa Fjeldets Brink
En Vandrer hvilte i Skyggen
En Vildand svømmer stille
Et Liv, hvor Individet
F
Fagre Dal, lyse Sommer
G
Giraffen, den største Stutzer
Glem-mig-ei og Egeløv
Gud trøste den, der sidder ene
H
Havet slaar
Her er det deiligt
Her er ingen Fugle-Trille
Himlen fornemmer, mens Uveiret truer
Hvad ei med Ord kan nævnes
Hvor higende og varm
Hvor roligt Havet hviler
Hvor sødt at favnes af Aftnens Fred
Hyllet i Morgentaagen
Høie, vaarlig-grønne Skove
I
I Brødres Kreds, hvor Bægret klinger
I den dunkle Stue
I Livets fagre Morgenrøde
I Skovens Ly jeg sidder
I Sorgens Dal jeg stirred
I Vesten stod det sidste Skjær
J
Jeg kunde engang synge
Jeg lagde mit Øre til Kildens Bred
Jeg lytter, mens Liren spiller
Jeg satte mig i Krogen
Jeg stod en Julemorgen, taus og ene
Jeg stødte ud fra Landet
Juli-Solens Middagshede
Just vis-à-vis for Louvres Kolonnade
L
Lad Smertens hede Kilde strømme
Liden Goliath lod til at blive en Rise
Løverdags-Aften. Veiret er skjønt
M
Maria! se, hvert Lindeblad
Mellem Berberisser
Mens Linden dufter, Nattergalen kvæder
Mørke Skyer dække Himmelbuen
N
Nu falder Sneen i tætte Lag
Nu Fuglen sidder bag Løvet
Nu gaar Østenvinden
Nu har Smerten Freden øinet
Naar Landets Sorg er tolket ved en Kisten
Naar Natten svæver om de tause Strande
Naar Æbletræet viser Dig sin Skat
O
Om Høsten gjærer der i Træets Kviste
Om Livet hurtigt segner
P
Paa Dækket var Fryd og Gammen
Paa Torvet i min Fødeby
S
Samlingen er lidt kaotisk
Sin Søndags-Hvile nyder
Smaa Zefyrer dandse, svinge
Smaadrengene staa paa en meiet Ager
Solen har hævet sin blodrøde Skive
Solen skinner bleg og mat
Stakkels blege Liremand
Stormen gaar sin Kæmpe-Gang
Sydens klare, sommerlune Zone
Sæbe-Blærer, se her deres Art
V
Ved Barrière de la Santé
Ved de lyse Pavillon’er
Vi sad en skyfuld Aften
Vi sade i Kammeret lune og trygge
Vi trænge her — hvad ofte jo er sagt
Vingede Skarer
Vaar-Natten stille og sval
Vaaren kommer, Alt er Glæde
Z
Zefyr legede med Grenen