Har Pigen ikke Mandemod,
Saa har hun dog et trofast Hjerte;
Ja, skjønt hvert Ord mig koster Smerte,
Og fast jeg skriver som med Blod,
Dog, Ole! jeg til Dig maa skrive.
Dit Brev har underligen qvæget os;
Du vilde, at vi trøsted’ skulde blive,
Vi bleve det — og græd, al Trøst til Trods:
„Du daglig mere modig bliver,
„Med Liv og Sjel Soldat Du er.“
Jeg bæver, naar de Ord jeg efterskriver.
Før vidste jeg, Du var mig saare kjær;
Nu føler jeg, jeg kan Dig ej undvære.
Nej, Ole! ej Din Arv gjør Anna rig;
Og om Du faldt, med end udmærket Ære,
Dit Hædersfald dog maatte knuse mig.
Dog vil jeg ej, at Ømhed skulde friste
Til Fejghed — Og en Ærens Mand,
Om Gud saa vil — Jeg har kun Dig at miste —
Du tabt, jeg Intet tabe kan;
Men om Du tabte Ret til Agt og Ære —
Ja — jeg tilstaaer det — end jeg elskte Dig;
Men lykkelig jeg kunde ikke være —
Før Rygtet om Dit Fald maa fælde mig.
Svar
Min elskte Anna! Tak for ømme, kjære Brev.
Mod glødes ved hvert Ord Du skrev,
Jeg dobbelt føler, hvad i Dig jeg ejer.
Hver Pige slig — og udi hele Landet
En bange Stakkel ikke fundet blev;
Men selve Fejgheden, opmandet,
Til Døden iled’, som til Sejer.
Gud signe Dig — og maaskee mager han,
At i Din Oles Arm han ret Dig signe kan —
Da hvilken Fryd! da jeg hvor lykkelig!
Det Haab er Oles Himmerig.