Soldaten Ole til sine Forældre. 1807
(Fra Garnisonen).
(Fra Garnisonen).
I sidde nok, I kjære Gamle!
Og tænke sorrigfuld paa mig;
Og sige: „Vi til Ingen samle,
Vor Ole falder saa i Krig.“
Men tro mig, Moder, tro mig Fader!
— — Til Sandhed I opdroge mig,
Og indnu Intet saa jeg hader,
Som Usandfærdighed og Svig — —
Thi troer kun fast hvert Ord jeg skriver:
Her inde gaaer det mig ret vel;
Jeg daglig mere modig bliver;
Og er Soldat med Liv og Sjel.
Ej at jeg længes efter Fare,
Ej at jeg trygler Gud om Krig;
Men kommer den, som bange Hare
Skal ingen Fjende fælde mig.
Det var og Skam, og lig Vanære,
Som aldrig kunde slettes ud,
En Ungdom sund og rask at være,
Og vant til kun at frygte Gud,
Og fød i Norges frie Rige,
Og under saadan Kongeæt,
Og Faren ville feig undvige,
Naar Alting var i Fare stædt;
Thi vær ved godt Mod, kjære Gamle!
Ej falder Hver i Linien staaer;
Gud kan os endnu glade samle,
Han meget større Ting formaaer;
Men om jeg faldt — men faldt med Ære —
(Og troer, jeg falder ei med Skam)
Guds Vej dog ret lad Eder være,
Han tog — I fik mig jo af ham, —
Da græder kun — det Gud tillader,
Han gav til Sorrigs Lindring Graad;
Men seer dog op til ham som Fader;
Lovtakker — end i Graad — hans Raad.
Min Anna da Jer Datter blive;
Min Arv lad gjøre hende rig!
Til hende kan jeg ikke skrive,
Kun dertil fattes Modet mig.
Svar
Min Søn! min Søn! Du eneste tilbage
Af flere levnet mig, saa tænkte jeg,
Til Haab og Trøst i tunge Alders Dage —
Og maaskee er det endnu Herrens Vej —
Min Søn, Din Moders hele, ene Glæde!
Min ene hele Glæde, Annas Alt!
Sig, Ole! kan Du undres, om vi græde,
Og græde tungt, naar Tanken paa Dig faldt?
Men i hver korte Hvilestund den falder
Paa Dig, vor kjære Ole! kun paa Dig;
Hver Vraa i Huset os Dit Savn gjenkalder.
O hvorfor var Du dog saa skikkelig!
Dit Brev, min Søn! har qvæget dette Hjerte,
Men det har ogsaa næsten knuset det,
Og jeg tilstaaer — men jeg tilstaaer med Smerte —
At hvert et Ord, Du skriver, det er ret.
Du bør ej dølge Dig for Landets Fare;
Du Fiender ej feig undvige bør;
Du bør ej falde som en flygtig Hare,
Men dø med Krigerhæder — om Du døer.
Du skylder Kongen det, og Fødelandet;
Du skylder Dine Fædres Minde det.
De var’, Gud være Lov, ej kjendt af Andet,
Og Du skal ej vanære ærlig Æt.
— Du seer, min Søn! at det, som her jeg skriver,
Skjønt ærlig ment, og vist og sandt det er,
Dog rystende, og skjevt og plettet bliver;
Med Graad og Angst skrev jeg Sandhed her.
For dunkle Øjne — nu de blive gamle —
De Ord dog lyse for mig, hvor jeg gaaer:
„Gud kan os endnu glade samle,
„Ej falder Hver, i Linien staaer.“
Andægtig har jeg bedet til Vor-Fader
I Himmelen, og denne var min Bøn:
„Alt hvad Du gav, jeg villig overlader,
„Kun levn mig, i Din Miskundhed, min Søn,
„At han i Fred maa lukke dette Øje,
„At brustent end paa ham det hefter sig.“
Og Haab og Trøst fra Herren i det Høje
Mit Hjerte qvæged’, saa det syntes mig.
Ja, jeg skal see Dig, Ole! atter Glæde,
Som før, behelse skal min snevre Kreds.
Ja, jeg skal see Dig, Frydens Taarer græde,
Velsigne Gud og Dig, og døe tilfreds.
Din Anne er og skal vor Datter være,
Hun stedse var Din Moder kjær, og mig.
Min Haand er træt, jeg aarker ikke Mere;
Guds trygge Varetægt omgjærde Dig!