Kong Valdemars Datter og Alfors Søn
De gave hinanden deres Tro udi Løn.
De gave hinanden deres Tro udi Løn.
Et Eventyr.
Et Eventyr.
Forerindring
Dette Eventyrs Ophav kan man forfølge tilbage i Tiden indtil i det 17de Aarhundrede. Da var det bekjendt ved Egersund i Christiansand Stift. En Ven af Udgiveren har i sin Barndom hørt det i Egnen ved Trondhjem. Vel har han glemt en hel Deel af de Rim, hvori det var forfattet, men selve Historien og Begivenhedernes Følge mindes han tydelig. Han har her søgt at restituere Digtet, ved at beholde saa mange Steder af det oprindelige Poem, som endnu hang fast i hans Hukommelse, og ved, saa godt som muligt, at tillempe Resten derefter. Han troer, at der i en eller anden Krog af det nu af sin litteraire Uvirksomhed, for ikke med Vilje at sige Døsighed, opvakte Norge vil findes en Afskrift af den gamle Fortælling, som ved Trykken vil blive bekjendtgjort. Det vil da være interessant at sammenholde Originalens egne Udtryk med dem, som vor Restaurator har ex ingenio fældet ind der hvor hans Hukommelse glippede ham.
R. N.
Der var en Konning ved Øster-Strand,
Kong Valdemar hedte den Bolde,
Han raadte ej over Riger og Land
Og ej over grønne Volde;
Han aate en Borg saa brat og fast,
Og dertil vel tusinde Snækker
Med Silkesejl og forgylden Mast;
Saa vide hans Vælde sig strækker.
Om Vinteren sad han paa bratten Borg
Alt med sine Kjæmper tilsammen;
Da drukke de Mjøden foruden Sorg
Og Vinen den klare med Gammen.
Naar Solen skinte i grønnen Vang
Og Gjøgen mon gale i Lunde,
Da hejsed han Sejl med Spil og med Sang
At gjæste de bretlandske Sunde.
Da drog han tilbage med Sølv og med Guld
Med kostelig Vin og med Trælle.
Han var saa saare rig paa Guld,
Paa Terner og favre Svende;
Men al sin Klenod han agted som Muld
Mod Hilda hans Datter hin væne.
De droge saa vide Veje,
Men hun havde kaaret Prinds Rerik i Løn
Ham maatte hun ikke eje.
Af Hjertet Kong Valdemar hadede ham.
De vare Fostbrødre i Ungdommens Vaar,
De bleve saa fiendske i Manddommens Aar.
Naar Valdemar drog paa Leding ud,
Blev hundrede Kjæmper tilbage,
Som skulde forsvare den Mø saa prud,
Og tage paa hende vel vare.
Da turde hun aldrig af Buret gaae;
Dog blev hende Tiden ej lang:
Hun vandsled med sine Terner smaa,
Hun slog Guldharpen og sang;
Saa sømmede hun med røden Guld,
Saa legte hun med sin liden Hund,
Smaa Issegrim var baade væn og huld.
Naar Solen gik ned bag Skovens Top,
Da tren hun saa tidt i Højenloft op,
Og saae hen ud over hviden Strand,
Hvor Havfruen legte i klaren Vand.
Da saae hun og tidt til de gamle Linde,
Hvorunder hun legte med Rerik saa fro,
Alt førend de Fædre blev fiendske i Sinde,
Alt førend Prinds Rerik i Leding uddrog.
Da qvad hun: „Prinds Rerik! hvor est Du min Ven?
Hvor svæver Du nu paa Bølgen blaa?
Sju lange Vintre er rundne hen,
Siden Dig mit Øje saae.
Ak! har Du forgjæt Din Barndoms Mø,
Da Hilda af Kummer og Sorrig maa døe.“
En Qvæld, som i Højenloft hun sad,
Og saae, hvor de Havfruer legte saa glad,
Og hørte, hvor Aftenens Vinde
Mon suse igjennem de Linde,
Fra Lindenes mørke Kroner klang
Saa yndelig saadan en Harpe-Sang:
„Jeg red saa vide om Bjerg og Sø,
Gjennem mørken Skov og dybe Dale,
Men ingensteds fandt jeg den væne Mø,
Der kunde mit Hjerte husvale.
Ak, Elskov klemmer saa saare!
Naar Snekken gled over Bølgen blaa,
Klang Vovernes Pladsken som Hildas Sange;
Naar Gangeren traved over Heden graa,
Klang Gangerens Fodslag som Harpens Strenge,
Som Hilda slog under Linden.
Jeg Hildas Billed i Skyen saae,
Naar Øjet til Himlen jeg hæved;
Og skued jeg dybt ned i Havets Blaa,
Hendes Billed imøde mig svæved,
Thi Elskov klemmer saa saare!
Hvor est Du, Hilda! o lyt til min Sang
Og il til mit bankende Hjerte!
I Barndommens Vaar ved Harpens Klang
Du selv jo at elske mig lærte,
Naar Harpen Du slog under Linden.
Ak! Elskov klemmer saa saare!“
Nu taug den tonende Harpe brat,
Og Hilda lyttede længe;
Men ingen Tone i mørke Nat
Klang mere fra Harpens Strænge.
Kun Vinden sused i Lindens Grene,
Og Bølgen pladsked mod Strandens Stene.
Da greb hun Harpen, og sagte rørte
De gyldne Strenge, og Vinden førte
Igjennem Mørket de svage Toner
Hen til de gamle Linde-Kroner:
„I ensomt Bur, en Due lig,
Maa Hilda qvæde sørgelig;
Knap tør hun Harpens Strenge røre,
At ej de Terner deres Klang skal høre;
Knap tør hun nynne saa sagtelig:
Min Hjertens Ven! jeg elsker Dig.
Ak! Elskov klemmer saa saare.“
Nu sidder Hilda hver Qvæld saa glad,
Mens Rerik qvæder i Lunden;
Skjønt tykke Mure dem skiller ad,
De have dog Sorgen forvunden.
Men hør mig, skjøn Jomfru, og mærk derpaa!
Tit Gammen til Sorg sig mon vende:
Naar Solen som klarest paa Himlen mon staae,
Da kommer Uvejret behænde.
Det lakked nu alt til Høstens Tid,
Og Vinden fra Vesten mon stande;
De Vikinger ile fra Bretland hid
Alt over de skummende Vande;
Paa Voven dandsede de Snækker blaa,
I Skoven hvirvle de Blade smaa. —
Det stormer saa haardt over Vesterhav,
De Bølger styrte som Bjerge mod Stranden.
„Ak! fandt Du, kjær Fader! i Bølgen Din Grav,
Da døer Din Hilda; jeg følger for Savnen,
Mit Hjerte da brister af Sorgen.“ —
Det tordner i Vesten, det lyner saa brat;
Den Taarnvægter blæser om mørken Nat,
Det runger saa højt udi Borgen;
Fra Stranden høres som Vaabengny,
De Kjæmper raabe i vilden Sky;
Da kiger Maanen saa liflig
Bag Skyen frem over hviden Bølge.
Det er Kong Valdemar gjæv og rig,
Fra Bretlands-Tog med alt sit Følge;
Det er Kong Valdemar stolt og prud
Alt med sine tusinde Snækker.
Skjøn Hilda seer fra Højenloft ud,
De Silkesejl Stranden bedækker;
„Nu Krist være lovet i Himmerig!
Kjær Fader! jeg snart kan favne Dig.“
De Kjæmper sidde ved breden Bord,
De drikke baade Øl og Mjød;
De vexle saa mangt et skjemtsomt Ord,
Thi Vinen den smager saa sød.
I Højsædet sidder den Konning god,
Ved Siden skjøn Hilda det Rosens-Blod.
Var klædt i Maar og Skarlagen-Skind.
Først hilser han den Konning god,
Saa hilser han Hilda det Rosens-Blod.
„Hil være Eder Kong Valdemar hold!
Kong Alkor laer Eder hilse;
I strede saa ofte med Avinds-Skjold
Eder begge til liden Frelse;
Nu er han til Forlig og Venskab bered,
Han byder Eder saa tryg en Fred,
Om I ham vil vide en Bøn.
I haver en Datter, saa væn en Mø,
Der findes vel neppe paa Verdens Ø,
Hende fæste I Rerik, Kong Alkors Søn.“ —
„Nej!“ skreg Kong Valdemar — var saa gram —
„Ret aldrig min Datter skal fæste ham!
Ret aldrig min Datter en Nidding skal faae.
En Nidding er Alkor, hans Søn deslige.
Før skal hun som Mø i Kloster gaae
Og fæste sig Brudgom i Himmerige.“
Den Ridder ham svarer sømmelig:
„Herre Konning! Du ikke forivre Dig!“
Han vidste at føje sin Tale saa godt —
„Kong Alkor er Ryslands mægtige Drot,
Prinds Rerik en Ridder med Ære:
Hvad han faaer ej med Gode, han tager med Magt.
Ej Niddinger monne de være.“
„Spar Du Dine Ord, Ridder usalig!
Hvis mit Sværd ej Munden skal stoppe Dig.“
Ud ganger den Ridder saa skyndelig,
Det var ej ret sikkert at dvæle;
Men Hilda sidder saa bleg som et Lig,
For Sorrig hun kunde ej mæle.
Nu lider det Maaneder fire og fem,
Men Hilda saa saare mon græde. —
Nu lider det alt til Vaaren frem:
Højt Solen skinner paa klaren Vove,
Og Gjøgen galer i grønne Skove;
De Huskarle stunde til Ledings-Færd;
Skjøn Hilda sig ønsker i sorten Jord.
Men Valdemar pønser saa mangelund,
Han frygter for Alkors lumske Fund.
Han kalder nu for sig de Huskarle sju,
De bedste i hans Gaard monne være.
„I sværge en Ed, I sværge mig nu
Ved Krist og hans Moder kjære:
I være mig tro, I tie qvar,
I sige ej fra, hvad jeg byder Jer.
I følge mig nu med Øxe hver
Og hver med sin brede Hakke
Til Mørkveds Skov; naar vi komme der,
Saa ville vi videre snakke.“ —
Og der de kom til Mørkveds Skov,
Begyndte de flux at grave;
En Hule saa dyb i Jorden de grov,
En Stue saa vilde de lave,
Foroven bedækket med Steen og Muld,
Forinden behængt med Sølv og med Guld.
Did bragte Kong Valdemar alt sit Klenod,
Baade Guld og kostbare Vare,
Og dertil alskens Fetalie god,
Baade Mjød og Vinen klare.
Saa ledte han did kjær Datter sin
Med hendes Terner trende. —
„Jeg haver beredt en Stue saa fin
Med Sølv og med Guld behænde;
Den er saa kjøl mod Solens Brand:
Der vælder en Kilde af hviden Sand,
Som Perlen ren er dens klare Vand.
I dvæle nu her vel Maaneder fem,
Mens jeg paa Bølgen maa svæve,
Til Høsten komme vi glade hjem
I Lyst og Gammen at leve.“
„Dernede den sorte Grav jeg seer;
Kjær Fader! jeg siger for Sanden:
Kommer jeg derned, ret aldrig meer
Vi glade skue hinanden.“
„Stig ned, stig ned, min Datter kjær!
Det er saa lystigt at leve der.
Trindtom i Bøgens Sale
Saa liflig synge de Nattergale.
Stig ned, stig ned, min Datter kjær!
Der er saa herligt at leve.
Vi Kors i Dørstolpene skreve.
Du bede en Bøn hver Morgenstund,
Hver Aften Du ganger til Hvile,
Saa vogte Smaaenglene om Din Blund
Og bær Dig paa Armene sine.“
„Farvel da, kjær Fader! Du seer mig ej mer!
Det Løfte Du maa mig dog give,
At sende mit Hjerte, naar død jeg er,
Til Rerik; hans var jeg ilive.“
„Hold Mund, hold Mund, Du lede Qvind!
Og pak Dig nu strax i Hulen ind.“
Nu dækked de Hulen med Qvist og med Gren,
Saa klagelig Hilde sig vinder;
Men Faderens Hjerte er haardt som Steen,
Fast Kjæmperne græde som Qvinder.
Hvi gjalder saa højt i vilden Sky
Den Ludurblæst og Vaabengny?
Hvi bæve de Grene i Lunden?
Ak hjelpe Dig Gud, Du Konning hold!
Dit Guld og Dit Sølv er i Fjendens Vold:
Din Borg Konning Alkor har vunden;
Dine Kjæmper er saar’, Dine Svende er død;
Han sparer ej Barnet i Moderens Skjød,
Før Du ham for Nidding udskjældte.
Prinds Rerik i Højenloft selv mon gaae,
Han søger skjøn Hilda i hver en Vraa,
Han vader i Blod til sit Belte.
Da mælte Kong Valdemar gram i Hu:
„Ej Rerik har vunden sit Spil endnu!
Skjøn Hilda han aldrig skal finde.“ —
Han ærler saa brat sit Purpur-Skind,
Behænde sit Brynje mon binde;
Han rider sin Ganger ad Borgeled ind.
„Hil være Dig, Alkor! Fostbroderen min
Vel var det jeg her Dig kan finde:
Da hug han med baade Hænder;
Men Sværdet brast i Stykker to;
Ham Alkor fra Sadelen render.
„Nu ligger Du alt paa Din Bag
Paa bløden Jord behænde,
Nu var det for mig en føje Sag,
Dit uselig’ Liv at ende.
Men aldrig jeg dræber Fostbroder min,
Fast Du mig en Nidding mon kalde;
Min Søn Du fæste skjøn Datter Din,
Saa frier jeg Dig Borgen med alle.“
Men Valdemar drog sin hvasse Kniv:
„Da agter jeg ikke at spare Dit Liv.“
Han havde da vejet Kong Alkor brat,
Jeg vil det sige for Sande:
Men Tagstenen ned fra Taarnet drat,
Og Valdemar slog paa hans Pande. —
Da flygted Kong Valdemars Svende flus,
Men ingen af dem saae Dagens Ljus,
Som vidste, hvor Hilda mon blive.
„Hvor est Du, Prinds Rerik! hvor est Du, min Søn?
Haver Du skjøn Hilda funden?
Kong Valdemar haver alt fangen sin Løn,
Da vi have Sejeren vunden.“
„Gud hjelpe mig arme uselig Svend!
Jeg haver forloret min Hjertens Ven.
Jeg søgte med Lampe, jeg søgte med Blus,
Det var saa øde i Valdemars Hus,
Jeg ingensteds min Fæstemø saae
Og ingensteds hendes Terner smaa.
Gud hjelpe mig arme uselig Svend!
Jeg haver forloret min Hjertens Ven.“
„Du sørge ej saa, kjær Sønnen min!
Din Mø jeg Dig bringer tilhænde;
Jeg lader nedbryde hver Stok og Sten,
Jeg lader det Tavlegulv vende.“
De søgte i Dage, de søgte i fem,
Men Hilda de fandt ej i alle dem.
Da kasted de Svende Fakler og Blus
I Højenloft med stor Gammen.
De gyldne Fløje sank ned i Grus,
I vilden Sky brasked Flammen.
Saa brændte de Valdemars stolte Borg,
Men Rerik han havde stor Hjertesorg.
„Hvad have I gjort! Ak hjelpe mig Krist!
Den Lue saa sørgelig brager,
Min Fæstemø have I brændt forvist!
Hør, hør, hvor det ynkelig klager!“
Da blev Prinds Rerik saa vild i Hu:
I Ilden da vilde han springe.
Det var stor Jammer, det var stor Gru,
At see, hvor ham Sorgen mon tvinge.
Hans Svende ham bandt med Silkesnor,
De bandt ham de Hænder hvide;
Sex Dage og Nætter han mælte ej Ord,
Hans Fader til megen Qvide.
Den syvende Morgen, da Sol opstod,
Gik Rerik ind for sin Fader god —
Han var saa vee tilmode —
„I give mig Kaabe! I give mig Stav!
Saa ganger jeg mig til den hellige Grav
Alt for mine Synder at bøde.“
Den gamle Konning da blev saa mod,
Han græd saa bitter en Taare:
„Du altid varst mig en Søn saa god,
Nu lægger Du mig paa sorten Baare.
Hvad hjelper mig Sølv og røde Guld?
Hvad hjelper mig Lande og Borge?
En barnløs Fader i sorten Muld
Jeg ganger med bittre Sorge.
Bliv her min Søn! i Rysland
Her trives saa favre Qvinder;
Selv rider jeg ud, jeg siger for Sand,
Den vænneste Mø jeg Dig vinder.“
„Ak Fader! her er ingen Gammen mer,
Paa Jorden er mørkt kun og øde.
I Himmelens Rige, hvor Hilda hun er,
Der finder jeg Ro for min Qvide.“
Da tog Prinds Rerik den Stav i Haand,
Han gik saa brat for Sorgen.
Da sukked Kong Alkor, og opgav sin Aand,
Der var stor Jammer paa Borgen.
Tre Aar han vanked vide om Land,
Og fandt hverken Ro eller Lise;
Da saae han i Drømme en gammel Mand,
Han ligned Kong Alkor tilvisse.
„Vend om, vend om, Du Ridder hold!
Hvi spilder Du Tiden saa ilde?
Dit Rige er i Dine Svendes Vold,
De raade alt som de ville.
Din Fader er lagt i sorten Muld;
Men Hilda hun er Dig tro og huld.
Vend om, vend om, saa skyndelig,
Men mærk det Ord, jeg siger Dig:
Den Jomfru, Du møder paa Højenlofts Bro,
Hende skal Du kaare og give Din Tro;
Men Hilda skal komme fra Graven brat,
Og sove saa sødt i Din Arm hver Nat.“ —
„Saa Hilda er død!“ raabte Rerik brat. —
Da vaagnede han i den mørke Nat.
Grev Hildebrand sidder paa Alkors Borg,
Der er stor Fryd og Gammen:
„Prinds Rerik er død af Hjertens Sorg
Nu ville vi glædes tilsammen.
I Dag, stolt Malfred! vort Bryllup skal staae,
Nu Mjøden hin klare ej spares maa.“
Ved Borgeled hviler en Pillegrim sig
Vel indsvøbt udi sin Hætte;
Han er baade gammel og uselig,
Knap Foden fra Jorden kan lette.
„Kom ind, kom ind, Du Pillegrims Mand!
Nu skalt Du den Mjød med os drikke!
Grev Hildebrand fæster sin Liljevaand,
Paa Gammen her skorter det ikke.“ —
Men Malfred ham møder paa Højenlofts Bro,
Hun er saa bleg om Kinde;
Da Gudens Ord til Minde han drog:
Han her sin Brud skulde finde.
I Højensal træder den Pillegrim ind,
Han blev saa vee tilmode,
Her stande Kong Alkors gjæve Mænd,
Her stande de Staldbrødre gode;
I Højsædet sidder Grev Hildebrand prud,
Hvor Alkor før plejed at hvile;
Ved Siden sidder hans unge Brud,
Saa sørgelig monne hun smile.
I Krogen ved Asken han monne staae.
Det Horn gik rundt med Øl og med Mjød,
De Kjæmper det drabelig tømte;
Da tog den Greve Guldkronen rød
Alt som sig en Konning det sømte:
„I fylde mig Hornet til øverste Rand,
Det er til Prinds Reriks Minde. —
Det er tre Aar, han drog ud af Land,
Den hellige Grav at finde;
Da sagde han: „Hildebrand, Frænde kjær!
„Hvis inden den tredie Sommer
„I finder mig ej i Højenloft her,
„Der aldrig tilbage jeg kommer;
„Da ligger jeg bleg i sorten Muld;
„Men I skal Guldkronen bære.
„I raade da for mit Sølv og mit Guld
„Og for mine Kjæmper kjære. —
„Thi sværger mig nu, I Alkors Mænd!
„Mens Mjødehornet jeg drikker“ — —
Da faldt Guldkronen paa Jorden hen,
Den brast vel i tusinde Stykker.
Fra Gruen rejste den Pillegrim sig,
De Krykker han kasted saa skyndelig,
Han kasted den Kaabe og Hætte graa:
Da stod han saa faver i Brynje blaa. —
„Her seer Du Prinds Rerik, som Du siger død!“
Men Hildebrand blev baade bleg og rød.
Han greb saa bradt til sit brede Sværd,
Men Rerik ham Sværdet af Haanden slog,
Og dybt sit Glavind i Hjertet ham jog.
Prinds Rerik nu op i Højenloft tren:
„Hvo sværger af Eder at være min Mand?“
Da svore de alle, de svore som en,
Til Konning de Rerik da kaared paa Stand.
„I stander, stolt Malfred! saa bleg og rød:
I frygte ej for min Vrede.
Jeg gjør ej værgeløs Mø Fortræd,
Til Mildhed jeg flux er berede.
I give mig Eders snehvide Haand,
I mig Eders Tro tilsige;
Skjøn Hilda er død den Liljevaand;
Vi ere hinanden vel lige.“
„Naar Hilda ej lever paa grønnen Jord,
Og Hildebrand hviler paa sorten Baare,
Saa giver jeg Eder min Haand og mit Ord;
Da blev der i Borgen et Vaabengny,
De Fryderaab stege til højen Sky.
I al den Stund skjøn Hilda hun sad
I Skovens den mørke Hule,
Som Mos og Gren monne skjule.
Jeg siger for sandt, hun var ej glad,
Hun saae ej Dagens klare Ljus
Og ej de Stjerner smaa;
Der altid var mørkt i det Jette-Hus,
Skjønt Solen paa Himlen mon staae.
Paa Taget der var vel et Røghul gjort,
Som tog hende Ljusets Straale bort:
Hun kunde ej Dagene tælle.
„De Uger henrinde,
De Maaneder svinde.
De Ulve tude;
Det fryser saa haardt i Skoven derude.
Hvor est Du kjær Fader?
Ak vidste Du, hvad jeg maa lide!
De Uger henrinde,
De Maaneder svinde:
I grønne Lunde
Højt galer Gjøgen ved Midsommers Stunde.
Hvor est Du min Rerik?
Ak vidste Du, hvad jeg maa lide!“
Saa gik et Aar, saa gik vel tre
I Sorg og megen Qvide;
Da døde hendes Terner tre,
De Terner døde af Hungers Nød;
De levnede hende den sidste Bid Brød, —
Skjøn Hilda sad ved de kolde Lig,
Hun kunde for Sorrig ej græde:
„Ak Herre Gud Fader i Himmerig!
Ak skjenk dem Din evige Glæde!“ —
Men Hungeren hende saa saare drev,
Hun glemte at sukke og bede;
Sin liden Hund hun sønderrev,
Den vilde hun stege og æde.
Liden Issegrim var hendes sidste Ven,
Den slikkede Haanden, der dræbte den.
En sulten Ulv ved Røghullet gik,
Han tudede saa fælt og saa ilde:
Den Liglugt han i Næsen fik,
Han snusted og kradsed med stor Flid,
Og kasted de Stene behænde;
Han grov fra Morgen til Midnats Tid,
Da havde det Arbejde Ende;
Han ned til skjøn Hilda i Hulen drat;
Det Møde ham ej mon behage,
Han vilde saa flus tilbage;
Men Hilda ham griber i Halen fat,
Af Hulen han hende maa drage
Sig selv til megen Umage. —
Til Skoven lakked den Ulv afsted
Det bedste han kunde i mørken Nat;
Men Hilda laae saa syg og mat,
Sine Hænder vred og bitterlig græd.
Mod Himlen hun rakte de Hænder smaa,
Saa venlig de Stjerner ned til hende saae. —
„Ak Herre Gud Fader i Himmerig!
Du over mig Usle forbarme Dig!
Du hjalp mig ud af Hulens Nød,
Du frelse mig nu fra Hungerens Død!“ —
Saa bad hun, og slumred saa sødelig ind,
Hun sov saa trygt foruden Fare
Bevogtet af Himmelens Engleskare,
Alt i det klare Maaneskin.
Den næste Morgen, da det blev Dag,
Hun vaagnede op med stor Behag.
Den blide Sol i Purpurglands
Steg frem bag Skovens grønne Krands.
I klaren Luft den Lærke sang
Og qvidred Gudfader sin Morgensang.
„Ak Herre Gud Fader i Himmerig!
Hvor her paa Jorden er lystelig!“ —
Saa tænkte hun paa sin Fader grum,
Og Rerik sin Hjertens kjære.
„Hvor mon paa Jorden de vanke om?
Ak mon ilive de ere?
Ak kjendte jeg nu kun Sti og Vej,
Og var jeg ej saa mat!
Men fjern og nær jeg øjner ej
Et Spor i vilden Krat.“
Da hørte hun en venlig Lyd
Som af en Jægers Horn;
Hendes Hjerte slog saa højt af Fryd,
Hun ilte gjennem Krat og Tørn.
Da glemte hun af sin Hjertesorg.
Det var ung Hagbart fra Reriks Borg.
„Du Ungersvend! forbarme Dig!
Jeg er en fattig Mø,
Jeg har i Skoven forvildet mig
Og maa af Hunger døe.
Jeg vankede om den ganske Nat,
Jeg er saa syg, jeg er saa mat.“ —
„Ej est Du nogen ringe Qvind,
Du favre Blomme, Du Lilievand!“
Saa satte han hende paa Gangeren sin,
Og red derfra paa Stand.
Og alt som de red af Skoven ud,
De talte saa mangehaande:
„Hvor agted Du Dig, skjøn Jomfru prud!
Medens Du kom i slig en Vaande?“
„Jeg vilde til Valdemars gyldne Borg
At tjene som Terne i Stegerset der.“
„Ride Du til Valdemars gyldne Borg,
Da var Du vist fremmed i Landet her.
Kong Valdemar hviler i sorten Jord,
Hans Borg er tom og øde,
Kong Alkor den vandt med Manddom stor,
Men selver af Sorrig han døde;
Thi Valdemars Datter, den vænneste Mø
Der fandtes saa vide paa Jordens Ø,
Blev qvalt i Borgens Flammer;
Det var stor Ynk og Jammer.
Prinds Rerik, hendes Fæstemand,
Han blev saa ve tilmode;
Saa drog han bort til Jorsaland
For Synderne sine at bøde.
Der monne han Trøst og Husvalelse faae
Alt for sin bittre Sorg;
I Morgen han lader sit Bryllup staae
Med Malfred paa sin Borg.“
Da blegnede Hilda og daanede brat. —
„Hvad fattes Dig denne Mø?“
„Mig fattes slet Intet, jeg er kun saa mat,
Ret som jeg skulde døe.“ —
„Nu frisk tilmode! lad fare al Sorg!
Nu ride vi flux til Reriks Borg;
Der har jeg to Søstre kjære,
Hos Malfred tjene de Terner smaa,
De vil Dig undfange med Ære.“
„O hvis jeg hos Malfred tjene maa!
Jeg kan baade sye og sømme,
Dertil jeg kan Guldharpen slaae
Alt som sig en Terne mon sømme.“
Nu ride de ad Borgeled ind,
Der møder hun Ven og Frænde;
Da svøber hun sit Hoved i Skind,
At ingen maa hende kjende.
Ind traade ung Hagbart for Malfred at staae:
„Hvor mon det med Eder, stolt Malfred! gaae?“
„I Nat jeg har født dig saa faver en Søn,
Dine Søstre ham svøbte og fostre i Løn,
Mig Arme til Angest og Qvide.
I Morgen mit Bryllup med Rerik skal staae,
Jeg kan det ej længer forhale.
Krist give, i sorten Muld jeg laae!
Den Vej til Kirken at ride er lang
Og lang at høre den Messesang;
Gud hjelpe mig arme Qvinde!“
Da svarede Hagbart: „kjær Malfred min,
Jeg veed vel Raad at finde.
I Borgegaard stander en Mø saa fin,
Liden Gunver monne hun hede;
Jeg fandt i Skoven den Liljevand;
For Eder til Kirke hun ride kan,
Naar I hende derom mon bede.
Hun svøbe sig vel i Guldkappen ind,
Hun skjule sit Hoved i hviden Lin,
Og tale kun lidet med Fæstemand Din
Alt som for en Brud sig mon skikke,
Saa mærker Kong Rerik det ikke.
Og naar fra Kirke de komme hjem,
Da skifte I Klæder, og Du træde frem.
Ved Bordet Du sidde saa hvidt en Brud
Og bære med Ære Guldkronen prud;
Men naar det lakker ad Sengetide,
Kan Gunver sove ved Kongens Side.“
„Hør Du liden Gunver! jeg siger Dig,
Om Du est tro og uden Svig,
Jeg giver Dig Kaabe af Skarlagen rød,
Jeg giver Dig Kjortel af Silke blød;
Jeg giver Dig Hælften af alt mit Guld,
Om Du vil være mig tro og huld.“
Nu skinner Solen paa Højenlofts Glar,
Saa hellig den Søndagsmorgen var.
De Riddere alle bar Purpurskind,
Og gaae for stolten Kong Rerik ind.
Men Rerik sukker saa mangt tilbage,
Han tænker paa Hilda og fordums Dage.
Nu skinner Solen i Jomfrubur,
Der stander de Terner med Ære,
De fæste paa Hilda Guldkronen pur,
Saa stoltelig mon hun den bære. —
„Liden Gunver, liden Gunver, Du røbe mig ej!
„Du mæle ej Ord paa den Kirkevej!“
Men Hilda hun sukker saa saare i Løn,
Hun tænker saa ofte paa Alkors Søn.
Nu rider skjøn Hilda paa Gangeren graa,
Kong Rerik alt ved hendes Side;
Da synge i Skoven de Fugle smaa,
Det var nu ved Midsommers Tide.
Ak sukkede Hilda: „den Dag var skjøn,
Da Valdemars Datter og Alkors Søn
De gave hinanden deres Tro udi Løn!“
„Hvi sukker I saa liden Malfred fin?“
„Jeg talede kun til Gangeren min.“
Nu ride de atter en Stund tilsammen.
„Den Vej, stolt Malfred! er ond og lang,
Vi ville den korte med Spøg og Gammen,
Vi ville os qvæde en lystig Sang.“
„Tre Aar jeg i Jordens Hule sad,
Alle lystige Viser jeg forgad:
Min liden Hund jeg stegte og aad,
Graa Ulven haver jeg reden.“
„Hvad siger I der, skjøn Jomfru fin?“
„Jeg talede kun til Gangeren min.“
Ved Vejen stod Valdemars gyldne Borg,
Nu var der kun Stene og Grus tilbag;
Da blegned skjøn Hilda saa brat af Sorg,
Hun tænkte paa fordums favre Dage.
„Her hoppe Duer,
Hvor før har dandset Fruer;
Her rode Svin,
Hvor Kjæmper før drak Mjød og Viin.“
„Hvad qvæder I nu, liden Fæstemø fin?“
„Jeg talede kun til Gangeren min.“
Ved Vejen stande de gamle Linde;
Kong Rerik rider forbi saa tyst,
Dog sukked han dybt, og drog tilminde
I Ungdoms-Dage sin Elskovs-Lyst.
Men Hilda griber de Tømme smaa,
Den Ganger i Lindens Skygge mon staae.
„Her stander Du Lind
Baade faver og fin,
Din Skygge er endnu saa kjølig og skjøn,
Din Krone er endnu saa frisk og grøn,
Smaafuglene qvidre endnu saa glade,
Og lege imellem de tætte Blade,
Som fordum, da i Din Skygge
Vi sloge Guldharpen trygge,
Som fordum, da Alkors Søn
Gav Hilda sin Tro i Løn.“
Det blev Kong Rerik saa underlig ved,
En Taare ham randt paa Kinden ned,
„Stolt Malfred, stolt Malfred, hvi qvæder I saa?“
„Jeg qvad kun fordi min Hest vilde staae.“
Nu er den Kirke flux derhos,
Der stige de ned af højen Ros;
Tolv Riddere følge den Konning prud,
Tolv Terner følge den unge Brud.
De Munke dem møde i Kirkedør
Med Bøn og Sang, som det sig bør. —
Nu staae de for Alteret sømmelig. —
„Skjøn Jomfru! I skifte nu Ring med mig.“
Da fik han den samme Ring tilbage,
Som Hilda han gav i fordums Dage
Alt under de gamle Linde;
Den Ring han sig kunde vel minde.
„Stolt Malfred! I sige mig uden Svig,
Hvor fik I den Ring, som I gav mig?“
„Min Terne den fandt mellem Stene og Grus,
I Asken af Valdemars gyldne Hus.“
„Gud hjelpe mig arme uselig Svend!
Da Hilda døde, da bar hun den.
Tag Ringen tilbage, min Fæstemø kjær!
Jeg kan den ret aldrig paa Fingeren bære;
Tag Ringen tilbage, kjær Malfred fin!
Og aldrig den komme af Fingeren Din!“
Nu monne de hjem til Borgen ride.
Den Brudgom han var saa sorrigfuld,
Men Hilda har glemt al Sorrig og Qvide,
For Rerik er hende tro og huld.
De Kjæmper sidde ved breden Bord,
De drikke baade Øl og Mjød;
De vexle saa mangt et skjemtsomt Ord,
Thi Mjøden dem smager saa sød.
Kong Rerik sidder saa tankefuld
Alt ved stolt Malfreds Side;
Hun bærer saa højt den Krone af Guld,
Det maa ung Hagbart vel lide.
Alt med de Kokketerner smaa.
Kong Rerik taler til Bruden sin:
„I sige mig nu, stolt Malfred fin!
„Hvi sukked I, da ved Middags Tide
„Vi gjennem mørken Skov mon ride?“
„Hvi jeg sukked, det haver jeg plat forgjet,
Jeg bad min Terne at gjemme det.“
Stolt Malfred til Stegerset ganger sig.
„Liden Gunver! nu haver Du svøget mig!
Hvi sukked Du, da ved Middags Tide
Du gjennem Skoven med Kongen mon ride?“
„Jeg har Dig ej sveget, min Frue fin!
Jeg snakkede kun til Gangeren min.“
Kong Rerik taler til ungen Brud:
„I sige mig nu, stolt Malfred prud!
Hvad sagde I, da for Spøg og Gammen
Vi vilde qvæde en Vise tilsammen?“
„Hvad jeg sagde, det haver jeg plat forgjet,
Jeg bad min Terne at gjemme det.“
Skjøn Malfred til Stegerset ganger sig: —
„Liden Gunver! nu har Du dog svøget mig;
Hvad sagde Du, da for Spøg og Gammen
I vilde qvæde en Vise tilsammen?“
„Jeg har Dig ej svøget, min Frue fin!
Jeg talede kun til Gangeren min. —“
Kong Rerik han sidder saa tankefuld,
I Hu saa vred han var:
„Jeg seer nok, skjøn Malfred! I er mig ej huld,
Jeg faaer kun saa korte Svar.
Nu sig mig — I drage det sikkert til Minde —
Hvad var det I qvad ved de gamle Linde?“
„Hvad jeg qvad, det haver jeg plat forgjet,
Jeg bad min Terne at gjemme det.“
Stolt Malfred ganger i Stegerset ind:
„Du har dog bedraget mig, listige Qvind!
Hvad var det Du qvad ved de gamle Linde?“
„Jeg har ej bedraget Dig, Malfred fin!
Jeg talede kun til Gangeren min;
Alt, hvad jeg qvad ved de gamle Linde,
Det qvad jeg kun til min Ganger graa,
Fordi han ej vilde ad Vejen gaae.“
Kong Rerik han sidder saa vred i Hu,
„Stolt Malfred, stolt Malfred! I vise mig nu
Den Ring, jeg Eder i Kirken gav.“
„Den Ring I mig i Kirken gav,
Den gav jeg til min Terne,
Jeg bærer de Ringe ej gjerne.“
„Du husker, jeg bad Dig, stolt Malfred fin!
Den aldrig at lægge af Fingeren Din.“
Stolt Malfred hun ganger i Stegerset ned,
Da var hun i Hu saa vred,
„Og hør liden Gunver! om føje Stund
Jeg straffe skal Din lumske Fund;
Giv hid den Ring, Dig Rerik gav.“
„Den Ring, mig Rerik i Kirken gav,
Den svor jeg at bære til min Grav,
Den kommer ret aldrig af Fingeren min,
Den kan jeg ej give Dig, Malfred fin.“
„Giv Ringen hid, Du lede Qvind!
Eller jeg Dig kaster i Ormegaard ind;
Kong Rerik vil see den nu paa Stand.“
„Den Ring ret aldrig, stolt Malfred Du faaer,
Om Du mig end kaster i Ormegaard;
Men vil Kong Rerik den see paa Stand,
Da skjule Du mig under Kaaben Din,
Og vise ham Ringen paa Fingeren min.“
Stolt Malfred hun var vel i Hu saa vred,
Dog vendte hun Talen saa fage:
„Jeg giver Dig, Gunver, Guldkjeden bred,
Om Du mig ej vil bedrage.“
Nu svøbte de sig i Kaaben fin,
Og ginge saa listig i Højenloft ind
Dem begge til megen Umage.
Liden Hilda fremrakte sin Haand saa hvid
Alt under den Kaabe behænde.
„Stolt Malfred! I stige kun nærmere hid,
At Ringen jeg rigtig maa kjende.“
Da griber Kong Rerik om Haanden fat
Og kaster tilside den Kaabe saa bradt;
Der stander stolt Malfred bleg og rød,
Af kogende Latter den Højsal gjenlød;
Men Rerik han blev saa vel tilmode.
„Ak!“ raabte han, „Hilda! ak er det Dig!“
Og slynged omkring hende Armene baade,
„Ak Hilda! Ak er det tilvist Dig?
Est Du ej en Gjenfærd, som skuffer mig,
Da skalt Du mig aldrig forlade!“ —
Der blev stor Fryd i den Kongeborg,
Thi Rerik han havde forvundet sin Sorg;
Men Malfred og Hagbart i Ormegaard
Skulde lide for Falskhed en Straf saa haard.
Da bad skjøn Hilda, „ak Konning god!
Da spare I Hagbarts unge Blod,
Han frelste mig fra stor Qvide;
I spare og stolt Malfreds Liv,
Hendes Falskhed jo var mig til Baade.
I give hende ung Hagbart til Viv,
I skjenke mig denne Naade!“
Da svarde Rerik, den Konning bold,
„Mit Hjerte, skjøn Hilda, er i Din Vold,
Ret aldrig en Bøn jeg kan nægte Dig.
Gudfader skee Lov i Himmerig!
Min Ungdoms Mø jeg har funden,
Nu har jeg al Sorrig forvunden;
Nu ville vi leve i Fryd og Gammen,
Til Graven os begge mon skjule!“ Amen!