I Sjellands Dale mangengang
Med tænksom Hu jeg vanked,
I Mark og Skov, i Lund og Vang
Jeg Mindeblomster sanked.
De svundne Aldre for mig laae,
Jeg hørte Sagas Stemme,
Og hvad i Tiders Speil jeg saae,
Jeg stræbte tro at nemme.
Tidt standsede min Vandringsfærd
Et helligt Oldtidsminde
Og altid saae jeg fjern og nær
Min Ungdoms tro Gudinde.
Naturen aabned mig sin Favn
Og aanded i mit Hjerte;
Den stilled ømt mit dybe Savn,
Og dyssede min Smerte.
Men hvad jeg følte, saae og nød
Jeg lidt forstod at male,
Kun sjeldne Smil mig Musen bød,
Og konstløs var min Tale.
Du hørte stundom dog med Lyst
Mit Hjertes stille Kvæde;
Du bød med Venskabs kjære Røst
Mig frejdig Banen træde.
Fortrolig med den Kraft og Aand,
Som Tider ej forandre,
Du rakte mig saa trofast Haand,
Til fælles Maal at vandre.
En Venskabsblomst Du huld mig gav,
Sødt sprungen frem i Vaaren;
Den grønnes skal end paa min Grav,
Til Liv og Styrke baaren.
Modtag da her med venligt Sind
En Krands af smaa Kjærminder,
Skjøndt ej paa Fjeldets høje Tind
Jeg sanked dem, Du finder.
Til Kildens Dal, til dunkle Lund
Min Musa helst mig førte,
Og helst i Midnats tause Stund
Jeg Aandens Stemme hørte.
Dig, elskte Ven! jeg bringer glad
Mit Hjertes rene Gave —
Skjøndt værd Du var, et bedre Kvad
Af viet Skjald at have.