Sang til Vaaren
(Den 30 Maj 1810).
(Den 30 Maj 1810).
Dal, bliden Vaar! fra Himlen ned,
Algodheds Tolk, at Fryd udbrede;
At vække Liv i jordet Sæd;
Med Haabets Grønt at Agren klæde;
Dug Engens Bord, og Lunden krands,
Væk Fugl til Sang, og Qvæg til Dands!
Til Reden qviddrer Fuglen Dig;
Det sultne Qvæg paa tomme Stalde
Med høje Brøl bønfalde Dig;
Dig Støvens vilde Slægter kalde;
Som under lange Fødsels-Veer,
Til Dig, om Bistand, Lunden seer.
Hil Dig, Du hørte Jordens Raab;
Paa Morgenrødens Purpurvinger,
Fulgt af det løfterige Haab,
Til golde Jord Du Dig nedsvinger,
Og, sluttet i Din kjelne Favn,
Du føder, over Tal og Navn.
Den barske Vinter føler Dig,
Og maa — skjønt træg og nødig — vige;
De kolde Storme skjule sig,
Mod Himlen Taage-Støtter stige;
Veldædig drysser Luften ned
Frugtbare Dug i dennes Skjød.
Naturen, som til Leg, opstaaer,
Og sin bortgjemte Pynt opleder;
Den fletter Blomster i sit Haar
Og udi yppigt Grønt sig klæder;
Fra Dal og Fjeld, og Slet og Skov,
Opstige Hymner til Din Lov.
Og Bonden, som gik sorrigfuld
Omkring sin længe sorte Ager,
Beregner alt det Koren-Guld,
Som han af næste Høst modtager,
Ej trægende sit Slæb, sin Sved,
Og den fra Munden tagne Sæd.
Hil Dig, Du Herrens Herlige!
Gak frem i dobbelt Pragt og Vælde,
At Dine mange Undere
Dit sene Komme rigt gjengjelde:
At Slet og Dal, og Fjeld og Skov
Gjenlyde af Algodheds Lov.